Tag-arkiv: pinot noir

Pinot Noir er – hvis I spørger mig – druernes konge, den ubestridt røde drue, som giver nogle af verdenens mest elegante rødvine over hele verdenen, men nok mest er kendt for dens rolle i Bourgogne, hvor den står bag nogle af de dyreste vine, som findes.

Pinot Noir er virkelig en af de store, klassiske rødvinsdruer og en darling blandt vinkendere. Den kan under de rigtige forhold og i de rigtige hænder give enormt charmerende vine med en forbløffende smagsrigdom. Druen kan afspejle terroir som ingen anden rødvinsdrue.

Druen kendes i Tyskland som Spätburgunder, men findes derudover i det nordlige Italien, i Østrig … og oversøisk performer druen også ret godt i Chile, Sydafrika, Australien, New Zealand og USA, hvor bl.a.  Californien og Oregon er de bedste områder.

Derudover er Pinot Noir også én af de 3 tilladte druer i Champagne, hvor den dækker 38% af de samlede vinmarker. Det er med andre ord en drue, som er utroligt udbredt, selvom den er tyndskindet og kan være både svær at dyrke og svær at vinificere.

Vine på Pinot Noir – specielt de europæiske – er ret lys i farven, men først og fremmest elegante og feminine, har en let sødme, er parfumerede, aromatiske og mineralske. Smagen er ofte af lyse, røde bær. Pinot Noir tager godt imod fadlagring … men med risiko for at overdøve dens fine aromaer med for meget træ.

DNA-profilering har vist, at Pinot Noir deler det samme genetiske fingeraftryk som Pinot Blanc, Pinot Gris, Pinot Meunier og Pinot Précoce aka Frühburgunder. Således skal de korrekt betragtes som mutationer eller kloner af en fælles sort.

Pinot Noir er en ret sensitiv drue, der foretrækker kølige klimaer og kalkrige jordbunde. Den kan dog trives i varmere klimaer og federe jorde, men så bliver dens vine anderledes fyldige og frugten også mørkere og ofte mindre elegant.

N.V. Nicola Di Sipio, Spumante Metodo Classico Brut, Abruzzo, Italien

N.V. Nicola Di Sipio, Spumante Metodo Classico Brut, Abruzzo, ItalienSmuk, sexet og elegant flaske Spumante Metodo Classico Brut fra Azienda Agricola Nicola Di Sipio, som jeg jo har skrevet om et par gange her på det sidste.

Italux har skam også mousserende vine, bl.a. denne Spumante, som jeg velvalgt selvfølgelig havde gemt til nytårsaften som en lille vinøs – men sexet – raket til at skyde det nye år i gang.

Azienda Agricola Nicola Di Sipio drives af den yndige Giulia Di Sipio, men alt det kan I læse om i mit tidligere indlæg om vinhuset. Det er i øvrigt den smukke vinmager, som I kan se på billedet ovenfor.

Denne Spumante Metodo Classico Brut fra Nicola Di Sipio er lavet på 60% Chardonnay og 40% Pinot Noir. Som navnet siger, så er den lavet efter Metodo Classico aka champagnemetoden med 2. gæring på flaske. Denne er lagret 36 måneder på flaske med bærmen indtil dégorgement, som er sket i foråret 2016.

Næsen er søde æbler, nedfaldsæbler, abrikos, fersken og i det hele taget ganske aromatisk. Der er toast, ristet franskbrød og en vis sødme og koncentration. Herligt.

I munden er boblerne utroligt blide, ja næsten forsvindende blide … der er blød syre, eksotiske frugter og lidt krydderier. De blide bobler giver vinen en perlende effekt og sammen med den blide syre en vis friskhed. Lidt af en charmetrold.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 138 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

N.V. Domaine Gachot-Monot, Crémant de Bourgogne Brut, Bourgogne, Frankrig

N.V. Domaine Gachot-Monot, Crémant de Bourgogne, Bourgogne, FrankrigSå kom vi ind i det nye år … og hos jeres flittige vinblogger selvfølgelig med en røvfuld vine på bordet, herunder denne Crémant de Bourgogne Brut fra Domaine Gachot-Monot.

Som med alle Non Vintage vine, så er det jo svært at vurdere, hvor gamle vinene egentlig er. Så det kan ses af etiketten, så har denne Crémant de Bourgogne da i hvert fald nogle år på bagen og jeg vil forsigtigt gætte på, at den formentligt er fra 2008, 2009 eller noget deromkring. Men det er ingenlunde sikkert, for jeg kan heller ikke huske, hvorfra jeg har vinen, så den kan godt være ældre.

Jeg har nemlig tidligere tilbage i 2006 mødt Damien og Liselotte Gachot, som driver Domaine Gachot-Monot. Liselotte er pæredansk og har familie her i Randers, så jeg har tidligere smagt vinene fra Domaine Gachot-Monot og har også kunnet købe disse til fordelagtige priser.

Dengang smagte jeg faktisk også denne Crémant de Bourgogne Brut. Kan det være en flaske fra dengang?

Domaine Gachot-Monot ligger ved byen Corgoloin omkring 2 kilometer syd for Nuits-Saint-Georges. Domaine Gachot-Monot er grundlagt til i 1890 og Damien Gachot er 5. generation på vingården og overtog driften i 1993 efter sin mor.

Damien har omkring 13,5 hektar vinmarker, som bl.a. omfatter appellationer som Nuits-St-Georges, Chambolle-Musigny og Saint-Aubin i det sydlige af Côte de Nuits området i Bourgogne. Pinot Noir druen udgør omkring 90% af produktionen, hvor de resterende 10% er fordelt på druesorterne Chardonnay, Aligoté og Gamay.

Arbejdet i vinmarken udføres efter de traditionelle metoder tilsat lidt ny teknologi, deriblandt begrænsning af høstudbyttet samt begrænsning af unødvendig sprøjtning af markerne.

Damien Gachot blev både i 2003 og i 2006 kåret til årets unge vintalent for Côte de Nuits området.

Denne Crémant de Bourgogne Brut har jeg ikke de store oplysninger om, men den skulle efter sigende være lavet på 100% Pinot Noir – altså en Blanc de Noirs – og efter champagnemetoden med andengæringen på flaske. Det er vist også det, som jeg ved om produktionen.

Næsen er dejlig dyb pære og overmodne æbler, lidt toast og vanilje. Det er en ganske fyldig duft, som har en vis varme over sig. Smagsmæssigt er boblerne meget behagelige, lidt store bobler, som dog ikke er aggressive. Smagen har en syrlig kant, lidt simpel og enkel vin, men holdt i god balance. Godkendt.

Ingen importør herhjemme og prisen på vinen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2016 Klosterweingut Abtei St. Hildegard, Spätburgunder Weißherbst Spätlese, Rheingau, Tyskland

2016 Klosterweingut Abtei St. Hildegard, Spätburgunder Weissherbst Spätlese, Rheingau, TysklandNår nonnerne om sommeren går og synger på klosteret Abtei St. Hildegard, så er det måske fordi, at de har drukket for meget af denne lille sommervin … en småsød Spätburgunder Weißherbst Spätlese.

Vinen er en af de nærmest religiøse souvenirs, som jeg havde med hjem fra et besøg hos Klosterweingut Abtei St. Hildegard på vores roadtrip til Rheingau sidst i oktober. Ret beset er det vel en vin, som skal nydes om sommeren, men fruen kaldte på vin … og så lå denne Spätburgunder Weissherbst Spätlese fra de  sødeste nonner tilsyneladende bare lige øverst.

Klosterweingut Abtei St. Hildegard aka Benediktinerinnenabtei St. Hildegard er særligt begejstret for denne vin, da vinen har vundet prisen som bedste Weißherbst vin 2017 i Hessische Landeswein- und –sektprämierung. Nonnerne udtaler da også; Für uns ist dies eine große Freude! Uha … de nonner.

Det har også betydet, at vinen i dag er totalt udsolgt … koster lidt mere end nogle af nonnernes øvrige vine, men jeres flittige vinblogger nåede at charme et eksemplar fra nonnerne.

Vinen er lavet på Spätburgunder, hvor man alene ligger druerne i pressen med skaller i 2-7 timer, hvorefter skallerne fjernes, vinen presses og gærer … i dette tilfælde alene i store rustfrie ståltanke.

Vinen dufter ikke af vildt meget … der er lidt hyld, kvæde, en snert hindbær samt lidt stearinlys. Læg oveni lidt grønne blade, men så kan jeg vist heller ikke trække flere aromaer ud af vinen.

Smagsmæssigt er det hindbærsaft med let grape, svag bitterhed samt sødme og en meget lille prikkende syre. Der er ikke megen syre og vi stopper derfor vinen over i kategorien terrassevin for dem, som elsker letsøde vine.

Købt på vingården til 13,90€ … svarende til 104 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7 

2014 Domäne Assmannshausen, Assmannshäuser Höllenberg Crescentia Spätburgunder Trocken, Rheingau, Tyskland

2014 Domäne Assmannshausen, Assmannshäuser Höllenberg Crescentia Spätburgunder Trocken, Rheingau, TysklandEn skuffende Spätburgunder … næsten to modsatte ord, men ikke desto mindre, så er jeg ikk’ ovenud begejstret for denne Assmannshäuser Höllenberg Crescentia Spätburgunder Trocken fra Domäne Assmannshausen … eller Kloster Eberbach, som det gamle, traditionsrige vinhus rigtigt hedder.

Ja faktisk hedder det helt korrekt Hessische Staatsweingüter Kloster Eberbach, og vinhuset har jeg skrevet om flere gange, sidst da jeg besøgte stedet sidst i oktober. Det kan du lære om i blogindlægget Besøg på Weingut Kloster Eberbach … historiske hessische Staatsweingüter.

Kloster Eberbach råder over omkring 250 hektar vinmarker fordelt på 6 ejendomme med tilhørende 3 domæner, altså Domäne Steinberg, Domäne Bergstraße og Domäne Assmannshausen. Der er således marker ved byerne Assmanshausen, Rüdesheim, Steinberg, Rauenthal og Hochheim samt Bensheim i det sydlige Frankfurt.

Denne Assmannshäuser Höllenberg Crescentia Spätburgunder Trocken er lavet af druer fra den berømte mark med samme navn … Assmannshäuser Höllenberg, som med sit mikroklima og stejle skråninger samt undergrund af skifer og kvartsit gør markerne helt perfekte for både Riesling og specielt Pinot Noir.

Marken er samlet på 46 hektar, er ganske stejl … 30 til 65 procent og ejes af flere producenter, bl.a. Weingut G. H. von Mumm, Weingut August Kesseler og Weingut Krone, blot for nævne nogle få. Det  bedste stykke på Höllenberg kaldes Filetstück.

Vinene fra Eberbach / Assmannshausen er opdelt i 3 kvalitetsniveauer, Cabinetkeller, Crescentia og Gutsweine, så denne Spätburgunder hører således til den mellemste gruppe. Jeg har ikke kunnet se, hvor lang tid vinen er lagret på egetræsfade.

Jeg har smagt vinen tidligere i årgang 2013 og den var jeg egentligt ret begejstret for. Denne 2014’er lever imidlertid ikke op til det foregående år.

Just knappet op, så skuffer vinen … havde ellers smagt vinen på vingården i oktober, men nu stikker den sgu helt af. Ingen animalsk kostald, hestestald endsige grisestald, men derimod et grønt og syrligt udtryk. Spätburgunderen fornemmes dog med syrlige kirsebær, hindbær, men lidt fortættet og lukket i duften med lidt eg og en svag anelse kanel. Derudover lidt sure sokker, jod, gammelt, brugt plaster, røget kød og lidt spegepølse.

I munden er vinen også syrlig, kantet og nærmest i ubalance. Der er dog godt med syre, peber, jern og ganske vist en vis lethed. Jeg forsøgte at voldtage den ved omkring 7 x dekantering, men det vakte den ikke til live. Argghhhh, det blev måske en tand bedre, men helt godt blev det aldrig.

Købt på vingården, hvor prisen var 20,50€ … eller 153 kr.

Vinanmeldelse 4/7  

2015 Weingut Sohns, Geisenheimer Mönchspfad Spätburgunder Trocken, Rheingau, Tyskland

2015 Weingut Sohns, Geisenheimer Mönchspfad Spätburgunder Trocken, Rheingau, TysklandEndelig lidt tysk Spätburgunder – en af jeres flittige vinbloggers yndlingsvine – med denne Geisenheimer Mönchspfad Spätburgunder Trocken fra Weingut Sohns.

Sohns var jo sidste vingårdbesøg på et lille roadtrip til Rheingau i oktober. Besøget hos Weingut Sohns kan du læse om i blogindlægget Besøg hos Weingut Sohns … ukendt, beskeden, billig og fremragende. Og den overskrift siger faktisk meget rammende næsten alt om vinhuset og faktisk også denne vin.

Geisenheimer Mönchspfad Spätburgunder Trocken er selvfølgelig lavet med druer fra marken Geisenheimer Mönchspfad, som I også kan se på billedet ovenover.

Geisenheimer Mönchspfad marken ligger mellem Johannisberg og Eibingen. Sohns har både Riesling, Weissburgunder og Spätburgunder på marken, der har en undergrund med kalkholdig lerjord og löss. Marken er ikke så stejl, alene 5-20% stigning.

Vinen er lavet på rustfrie ståltanke med maceration på 2 uger og efter endt fermentering er vinen lagret 12 måneder i barriques … eller kleine eichenholzfässern, som tyskerne siger.

Duftmæssigt herlig tysk, sød kostald Spätburgunder næse med kirsebær og hindbær, godt med kanel, sødbrændte fade, lidt tæt og mørk i udtrykket … dog fortsat med Spätburgunderens lethed. Er klart en kende til den lidt mørkere side, hvilket farven i glasset også afslører.

I munden er det blødt og bælle-imødekommende med ren hindbær, lækker frugt, fin syre, peber og virkelig dejlig Spätburgunder. Det er både elegant og tæt, men uha det smager da bare godt. Til prisen virkelig en vinder.

Købt på vingården, hvor en flaske koster 10,50€ … svarende til omkring 78 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2014 Duckhorn Vineyards, Goldeneye Anderson Valley Pinot Noir, Californien, USA

2014 Duckhorn Vineyards, Goldeneye Anderson Valley Pinot Noir, Californien, USAHvis ægteparret Dan og Margaret Duckhorn, der ejer Duckhorn Vineyards, havde kaldt deres søn Donald, så havde han heddet Donald Duckhorn. Det kan man jo tænke over, mens man nyder denne 2014 Goldeneye Anderson Valley Pinot Noir, som ikke er opkaldt efter en James Bond film, men derimod den nordamerikanske and, der også kaldes Bucephala … i øvrigt efter det gamle, græske ord boukephalos, som betyder tyrehoved på grund af den specielle ands store hoved. Storhovedet Pinot Noir.

Nå, men sådan er der jo så meget. Vi fortsætter selvfølgelig hos Duckhorn Vineyards, men med Goldeneye vinene er det imidlertid ikke den yndige vinmager Renée Ary, som står for produktionen, men i stedet vinmageren Michael Accurso, som I også kan se på billedet ovenfor.

Goldeneye serien er – som jeg fortalte i forrige indlæg – en af de mange serier fra Duckhorn Vineyards og den består primært af Pinot Noir vine, både blend fra forskellige marker og enkeltmarksvine.

Denne Goldeneye Anderson Valley Pinot Noir kommer fra forskellige marker i Anderson Valley, og hver mark bidrager med sit unikke udtryk fra jordbunden. Det er en vin, som Duckhorn Vineyards har lavet siden 1997.

Der er ikke de store oplysninger om produktionen, men det fremgår dog, at vinen er lagret 16 måneder på barriques … burgundiske mediumbrændte 228 liters fade fra Allier, Vosges og Tronçais … 53% nye og 47% brugte.

Første indtryk med næsen presset godt ned i glasset er lidt cherrycoke blandet med grønne blade. Der er i hvert fald godt med kirsebær, sol, sødme, kanel … godt med kanel, vanilje, men også nogle mere strenge elementer, som sikrer din fortsatte opmærksomhed som fx afbarkede grene, eg, tranebær samt en smule læder.

Smagsmæssigt er det virkelig blødt og blidt … meget blødt, men de amerikanske gener fornægter sig ikke med en pæn sødme, som let kan gøre vinen til lidt af en pleaser. Der er imidlertid noget fint afbalanceret over vinen, hvilket gør at smagen nærmest kommer rullende og rullende indover smagssanserne i munden. Det er virkelig lækkert og selvom det måske mangler lidt europæisk strenghed, som er det en flot, flot formidler af amerikansk Pino.

Forhandles af Winefamly, hvor en flaske koster 242,28 kr. mod en normalpris på 427,50 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2016 Weingut Stepp, Pinot Noir, Pfalz, Tyskland

2016 Weingut Stepp, Pinot Noir, Pfalz, TysklandOg vi stepper nu op … eller stepper i hvert fald videre med endnu en vin fra Weingut Stepp aka Gerd Stepp, nemlig hans Pinot Noir i en frisk årgang 2016.

Den travle vinmager laver nemlig også Pinot Noir på hos kooperativet Palmberg Winzergenossenschaft eG i Laumersheim … og her også med opkøbte druer fra bekendte. De kommer fra stejle og solrige marker i området.

Denne Pinot Noir fra Weingut Stepp laves ved, at druerne først afstilkes … eller i hvert fald hovedparten, idet 20-30% anvendes med stilkene. Vinen laves i store egekar, hvilket du også kan se på billedet ovenfor med Gerd Stepp.

Weingut Stepp anvender alene druernes naturlige gær og vinen laves efter burgundiske traditioner, her med kold maceration ved 8-10 grader i 7-8 dage.

Pigeage og overpumpning sker 3-4 gange om dagen for at  holde drueskindet godt nede og efter endt fermentering, så lagres vinen en – uoplyst – periode på 10% nye fade, mens resten er en skøn blanding af fade, der brugt op til 4 gange tidligere.

Duftmæssigt klart tysk Spätburgunder aka Pinot Noir … ingen tvivl om det med den lidt søde kostald og her også grønne noter, nærmest som vinblade i vinmarkerne, godt med eg og sødkrydret. Det er ikke en Pinot Noir til den florlette side, hvorfor farven også virker lidt mere mørk, mens frugten sådan er ovre i kirsebær og vilde brombær.

I munden er vinen lidt rustik i udtrykket … har et svagt, grønt burgundisk udtryk, godt med syre, hindbær, kirsebær, peber og et lidt stramt, kantet og syrerigt bid, der egentlig er mere let end første indtryk og måske endda kan minde om lidt Gamay. Saftig, kantet og alligevel ærketysk Spätburgunder med lidt jern og bitterhed i eftersmagen.

Forhandles hos Winefamly, hvor sådan en lille bandit koster beskedne 68,53 kr. og hvor normalprisen ligger på 145 kr. Igen et godt køb … hvor køber man fornuftig tysk Spätburgunder herhjemme til den pris?

Vinanmeldelse 4,5/7  

2007 Weingut Keller, Dalsheim Bürgel Spätburgunder Felix Großes Gewächs, Rheinhessen, Tyskland

2007 Weingut Keller, Dalsheim Bürgel Spätburgunder Felix, Rheinhessen, TysklandDet kræver en tålmodig sjæl at gemme en vin 7-8 år, men heldigvis kender jeg en tålmodig sjæl, som forleden serverede denne 2007’er Dalsheim Bürgel Spätburgunder Felix Großes Gewächs fra Weingut Keller efter mange år i vinkøleskabet.

Dalsheim Bürgel Spätburgunder Felix Großes Gewächs fra Weingut Keller aka Weingut Klaus-Peter Keller i Rheinhessen er en vin, som jeg er totalt forelsket i og har skrevet om før, blot i årgang 2005, men denne aften er den så igen i glasset, så lad os se, om den lever op til mine tidligere gode erindringer.

Lad os dog først lige runde Weingut Keller, der ligger i byen Flörsheim-Dalsheim, hvor familien har været beskæftiget indenfor vinproduktion siden 1789.

Familien kom oprindeligt fra Schweiz og bosatte sig i Dalsheim, hvor Johan Keller straks begyndte at interessere sig for landbrug og vindyrkning. Da han få år efter sin ankomst fik mulighed for at købe en vinmark, der dengang var kendt som den øvre Dalsheimer Hubacker, så gik produktionen af vin for alvor i gang.

I generationer siden har Kellerfamilien skabt deres vine fra denne mark, og den øvre Dalsheimer Hubacker er stadig Keller’s monopol-eje.

I det 20. århundrede begyndte Weingut Keller for alvor at markere sig som én af de bedste producenter i Tyskland, og i hver eneste generation har familien langsomt forbedret kvaliteten og bygget videre på familiens stolte traditioner.

I 1980’erne og 1990’erne var det Klaus Keller, som stod for driften og et yderligere kvalitetsløft. Han blev således i år 2000 kåret til årets vinbonde af den magtfulde tyske vinguide Gault Millau.

I dag er det sønnen Klaus-Peter Keller som står i spidsen for vingården. Da unge Klaus-Peter Keller i 2001 overtog tøjlerne i kælderen, drejede han roret dramatisk om.

Klaus-Peter havde forinden arbejdet i Bourgogne og er fuldstændig fokuseret på jordbunde og vine med dybde, kompleksitet, mineralitet, struktur, elegance og finesse.

I dag er Keller nærmest blevet et synonym med tør Riesling af verdensformat og nævnes af verdens førende eksperter i samme åndedræt som de største hvide Bourgogner, der er blandt Klaus-Peter Keller’s største kilder til inspiration.

Han bliver på gården støttet solidt af sin hustru Julia, som stammer fra Westhofen, og som i sin vinuddannelse bl.a. stod i lære hos Hans-Günther Schwarz hos Müller-Catoir.

Grundlaget for kvaliteten skal findes i den kæmpeindsats, der gøres i vinmarkerne gennem hele året, hvor fire generationer er involveret i arbejdet.

Hos Keller overlades intet til tilfældighederne, og ingen arbejder hårdere. Ingen brug af kunstig gødning, omhyggelig udtynding af blade og druer samt meget små høstudbytter under den ofte ekstremt sene høst er nogle af hemmelighederne.

Ejendommens Rieslingmarker er opdelt mellem markerne i Westhofen: Morstein, Abtserde og Kirchspiel samt den eksotiske Hubacker i Dalsheim. For nylig er de bedste parceller i Nierstein-markerne Hipping og Pettenthal kommet til.

Rieslaner laves fra en vinmark i Monsheim Silberberg, og to af Tysklands bedste Pinot Noirs kommer fra de ældste stokke i Flörsheimer Frauenberg samt fra Dalsheimer Bürgel, som jo netop har leveret druerne til denne vin.

Druerne til Dalsheim Bürgel Spätburgunder Felix Großes Gewächs kommer fra et 1 hektar stort areal med Spätburgunder på en sydlig skråning af Dalsheimer Bürgel, og fra vinstokke med en alder på omkring 30 år.

Jorden er mineralsk med kridt, kalksten og kan på mange måder minde en smule om steder i Bourgogne. Udbyttet er omkring 2,5 tons pr. hektar og vinfremstillingen sker meget traditionelt i åbne træfade. Vinen lagrer derefter 18-20 måneder i egetræsfade og aftappes uden pumpning eller filtrering.

Jan har besøgt Keller, men smagning af husets rødvine er umuligt … de er solgt på forkant. Den amerikanske vinanmelder John Gilmann har om denne 2007’er sagt; His 2007 Spätburgunder are potentially the finest Pinot Noir based wines that I have ever tasted from Germany.

Duftmæssigt er det til at blive glad i låget … dyb, lækker Spätburgunder med animalsk stald, maskulin stald, en smule mørkere i duften end forventet, syrlige kirsebær, hindbær, men byder også på lidt blomsterstøv, appelsin, røg, kanel, søde egefade, grafit, kridt og er let parfumeret i udtrykket. Virkelig kompleks næse.

I munden er vinen også en tak mere maskulin end foregående vin fra Bourgogne, men det er bare så blødt, let og cremet, at man omgående bliver glad. Meget glad. Det er som om, at vinen bare breder sig i munden og opløses … så fucking elegant. Tanninerne er blide og afbøjede, frugten let, syren forførende og alt spiller … hvad kan man ønske sig mere af en vin?

Forhandles af Atomwine, hvor en flaske i en nyere årgang koster 499 kr.

Vinanmeldelse 7/7  

2008 Simon Bize & Fils, Savigny-les-Beaune 1er Cru Les Talmettes, Bourgogne, Frankrig

2008 Simon Bize & Fils, Savigny-les-Beaune 1er Cru Les Talmettes, Bourgogne, FrankrigVi fortsætter i det højere luftlag med en burgundisk perle … Savigny-les-Beaune 1er Cru Les Talmettes fra vinhuset Domaine Simon Bize & Fils, der netop ligger i den lille by Savigny-lès-Beaune i Bourgogne.

Vinhuset er grundlagt tilbage i 1880 af Simon Bize, der dog alene ejede nogle få vinmarker, men da sønnen – der også hed Simon Bize – overtog driften i 1918 startede der en egentlig vinproduktion på vingården, da der både blev opkøbt flere vinmarker og da Simon samtidig også indførte heste til at pløje i vinmarkerne og dermed lette det hårde arbejde.

Patrick Bize – som i ser på billedet ovenover – overtog driften i 1972 som 4. generation, men han døde desværre alt for tidligt i 2013, så siden har det været hans kone Chisa samt hans søster Marielle, som har ført stedet videre i samme ånd og i samarbejde med det team af folk, der tidligere arbejdede sammen med Patrick.

Familien Bize har i dag samlet 22 hektar vinmarker, som siden 2008 har været dyrket biodynamisk. Vinstokkene har godt med alder og der lægges vægt på lave udbytter og frugt med den bedst mulige balance mellem modenhed og syre.

De røde vine vinificeres uden afstilkning eller med delvis afstilkning … en praksis der skriver sig tilbage til 1947, da Patrick’s bedstefar måtte kassere en del af årgangen på grund af for meget varme under gæringen.

De måtte med hestevogn hente store isblokke i Beaune for at holde temperaturen nede. Stilkene er med til at regulere temperaturen, men de er også med til at give vinene mere struktur.

Målet på Domaine Simon Bize & Fils er at lave exceptionelle vine med stort gemmepotentiale og domænet regnes da også det bedste i Savigny-les-Beaune. Da appellationen ikke regnes blandt de mest fremragende i Bourgogne, har vinene fra Simon Bize længe været regnet for insiderens tip til at få topvine til rimelige priser.

Druerne til denne Savigny-les-Beaune 1er Cru Les Talmettes kommer selvfølgelig fra 1. cru marken Talmettes, hvor stokkene er plantet i henholdsvis 1968 og 1978. Marken er omkring 0,8 hektar og ligger med sydeksponering.

Vinen er vinificeret naturligt i store åbne egekar med både maceration 4-5 dage, presning og gæring. Presningen sker helt gammeldags med at trampe i druerne.

Halvdelen af klaserne afstilkes og efter endt fermentering overføres vinen til rustfrie ståltanke, hvor vinen afkøles og dekanteres inden lagring på brugte fade. Der lagrer vinen omkring et års tid.

I næsen kilder det med hospitalsgang, grønne blade, fjerlette bær, hindbær, granatæbler, ribs – fin syrlighed – kridt, salt, røg, en smule lakrids, lidt blomsterstøv og jord. Uha det dufter bjergtagende.

Smagsmæssigt er det virkelig blød burgundisk Pino … let og blidt med hindbær, ribs, syrlig vedkommenhed og præcision. Ren frugt og har også lidt grønne elementer, lidt svag lakrids og svagt tanninbid. Det er virkelig god vin, så Thumbs Up.

Forhandles af Bichel Vin, hvor en flaske koster 500 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2009 Weingut Chat Sauvage, Assmannhäuser Höllenberg Pinot Noir, Rheingau, Tyskland

2009 Weingut Chat Sauvage, Assmannhäuser Höllenberg Pinot Noir, Rheingau, TysklandDen lille og eksklusive vinmagning hos Weingut Chat Sauvage sluttede med denne 2009’er Assmannhäuser Höllenberg Pinot Noir, som var noget anderledes end den forrige 2007’er fra Drachenstein marken i Rüdesheim.

Vinene er ellers – så vidt jeg kan se – lavet på fuldstændig samme måde. Assmannhäuser Höllenberg er måske endda historisk en bedre mark og flere gode producenter som fx Weingut Fritz Allendorf, Kloster Eberbach, Weingut Schamari-Mühle, Johanniesberger m.fl. har parceller der.

Denne Assmannhäuser Höllenberg Pinot Noir byder på en næse, som er langt mere blomsterrig og parfumeret end foregående vin. Her er det nærmest duften af forår, grønne elementer, sæbe, urter, lyse kirsebær, hindbær, estragon og en svag gæret note. Pirrende og ganske interessant … og lidt anderledes.

I munden er vinen fjerlet, blid … men fortsat med en direkte og stringent syre samt en blød, moden lys frugt. Det burgundiske fornægter sig ikke i denne vin, hvor et lille grønt element spiller sammen med syren. Smager virkelig godt.

Smagt på vingården, men kan formentlig ikke længere købes.

Vinanmeldelse 6/7