Tag-arkiv: Tyskland

2012 Weingut Franz Keller Schwarzer Adler, Eichberg Spätburgunder GG, Baden, Tyskland

2012 Weingut Franz Keller Schwarzer Adler, Eichberg Spätburgunder GG, Baden, TysklandHvis forrige vin fik mit hjerte til at foretage en nedsmeltning, så gik det nærmest helt i stå med denne vin … en 2012 Eichberg Spätburgunder Große Gewächs fra Fritz, Friedrich og resten af vinklanen hos Weingut Franz Keller Schwarzer Adler i lille Oberbergen i Kaiserstuhl.

Det er en vin, som jeg har smagt tidligere og sidst var det i en god årgang 2014. Dengang var jeg ovenud begejstret og gav 6,5 houlbergske fingre, men denne er endnu bedre, men alt det skal vinbloggeren nok vende tilbage til lige om lidt 🙂

Weingut Franz Keller Schwarzer Adler er et fabelagtigt vinhus, som derudover også er fantastisk at besøge. De har en utrolig gæstfri imødekommenhed … og så laver de bare lækre vine.

Jeres flittige vinblogger glemmer aldrig besøget hos Fritz og Friedrich i august 2016. Det har jeg beskrevet i blogindlægget Fritz … der oberbergener köenig im Kaiserstuhl – et besøg hos Weingut Franz Keller Schwarzer Adler. Jeg har også anmeldt et utal af de mange vine fra Franz Keller her på bloggen.

Denne Eichberg Spätburgunder Große Gewächs er lavet helt traditionelt med 20-30 dages gæring og maceration og derefter lagret på barriques i 16 måneder med en kombination af både nye fade samt fade, der er brugt 1-2 gange tidligere.

Næsen starter med den dejligste klassiske animalske og halvsøde hestestald, et kvart mejeri med mælkede, yoghurtagtige noter, klart fadpræg med kanel, vanilje og frugt som hindbær, jordbær, kul, urter, røg, røde bolsjer, tør jord, svagt lidt blomster og mælkechokolade … virkelig rund og bare så imødekommende, som ind i helvede. Næsen vibrerer af vellyst … hmmmmmm.

Og hvor har alderen dog perfektioneret smagen … mundsmeltende cremet, rund og stønnende perfekt. Der er hindbær, jordbær, ribs og lidt kirsebær, som fortsat er frisk, næsten vild og præcis, men samlet smukt balanceret til højeste zen-niveau. Elsker sgu kombinationen af det cremede, en friskhed i frugten, en okay stram syre, lidt Baden fylde og det modne. Smuk balance. Smuk vin. Sådan skal virkelig fremragende Spätburgunder bare smage.

Forhandles herhjemme af Vinvärket … og de har utroligt nok også denne 2012 Eichberg Spätburgunder GG på lager og tager 549 kr. for en flaske, men det er sgu også smuk, smuk vin.

Vinanmeldelse 7/7   

2018 WG Mayschoß-Altenahr, Spätburgunder Auslese Trocken, Ahr, Tyskland

2018 WG Mayschoß-Altenahr, Spätburgunder Auslese Trocken, Ahr, TysklandVi fortsatte med næste vin i det tyske Spätburgunder spor, for det var nemlig en herlig 2018 Spätburgunder Auslese Trocken fra det store kooperativ Winzergenossenschaft Mayschoß-Altenahr.

Det gamle kooperativ ligger i byen Mayschoß i Ahr og skulle være det ældste kooperativ i Tyskland. Det er grundlagt den 20. december 1868 af hele 18 fremsynede tyske vinbønder og etableret af nød. Dengang havde vinproduktionen i Ahr-dalen været i dyb krise i næsten 10 år på grund af dårlig høst, angreb af vinlusen Phylloxera samt et stort sammenbrud i vinhandlen mellem de preussiske områder og de øvrige lande i Europa.

Ved at forene kræfterne, så håbede vinproducenter at finde en vej ud af denne situation. Det betød også, at der i slutningen af 1800-tallet blev grundlagt næsten 20 kooperativer i Ahr-dalen. Og i dag er omkring 90 procent af alle vinbønder i Ahr fortsat medlem af nogle af disse kooperativer.

Winzergenossenschaft Mayschoß-Altenahrs første formand var Nikolaus Näkel, og han fik hurtigt kooperativet op at køre. Allerede i 1881 var tilknyttede vinbønder steget fra de oprindelig 18 til 141 medlemmer, så kooperativets produktionslokaler måtte løbende udvides, bl.a. med udgravning af store, hvælvede vinkældre … som fortsat den dag i dag anvendes til lagring af vinene.

I 1982 blev kooperativet fusioneret med et par øvrige kooperativer i Mayschoss og Altenahr, og det var reelt først dér, at kooperativet fik dets nuværende navn Winzergenossenschaft Mayschoss-Altenahr. Seneste sammenlægning er sket i 2009, hvor så det næstældste kooperativ Winzergenossenschaft Walporzheim blev en del af Mayschoß-Altenahr.

Hele historien genfortælles i øvrigt også i kooperativets museum, som man kan finde i kældrene hos WG Mayschoß-Altenahr. Her er der også udstillet alt fra gamle redskaber, cykeltasker og vogne til transport af druer, sakse, en druemølle fra år 1900 og en gammel maskine til at sætte korkpropperne i flaskerne.

I dag er der tilknyttet 452 vinbønder til kooperativet, og der produceres fra omkring 150 hektar vinmarker. Det betyder dermed, at hver vinavler gennemsnitlig har 0,33 hektar vinmarker. Den årlige produktion på kooperativet er 1.200.000 flasker vin. De har en lagerkapacitet i tanke på 1,8 mio. liter og 250.000 liter i fade.

Her smager vi så én af kooperativets utallige vine, nemlig deres Spätburgunder Auslese Trocken, hvor druerne kommer fra mange forskellige marker, men høstet forholdsvis sene. Vinen er alene lavet på rustfrie ståltanke med 8 dages gæring og maceration og derefter også lagret på ståltankene inden aftapning på flaske. Vinen har 5,6 gram restsukker pr. liter.

I næsen er der klart mere power og krop end forrige Spätburgunder, for her er der fedme, brombær, solbær, kirsebær, røg, tobak, mynte, blomster … men er ellers lidt mere lukket og nærig med aromaerne.

Smagsmæssigt har vinen en god syre, nærmest en balsamisk syre, som kombineres med bitre kirsebær, mørk og bitter chokolade, tør jord, lidt jod og er i det hele taget meget tør. Der er ikke masser af finesse, men det er skruet godt sammen.

Ikke fundet en forhandler herhjemme, men vinen er også købt på kooperativet, hvor en flaske koster 16,90€ … svarende til 126 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2017 Weingut Bercher, Burkheimer Feuerberg Kesselberg Spätburgunder GG, Baden, Tyskland

2017 Weingut Bercher, Burkheimer Feuerberg Kesselberg Spätburgunder GG, Baden, TysklandVor formand i vinlaughet havde til et bestyrelsesmøde forleden  dag fundet en række store tyske kanoner frem … og efter Riesling fra Franken, så stod den på en fin 2017 Burkheimer Feuerberg Kesselberg Spätburgunder GG … Großes Gewächs fra Weingut Bercher i Burkheim i Kaiserstuhl i Baden.

Det er én af de vingårde, som jeg selv har besøgt. Det var vist tilbage i 2016, men det kan du læse mere om i indlægget Besøg hos Weingut Bercher i Burkheim. Vi besøgte stedet med tømmermænd, men endte med at få en vitterlig god smagning med Martin Bercher.

Vinen er en af husets topvine og lavet med druer fra marken Burkheimer Feuerberg Kesselberg, hvor  Feuerberg refererer til Kaiserstuhls fortid som vulkansk område og Kesselberg er en lille parcel på bjerget. Efter høst gærer druerne på skind i 14 dage, hvorefter vinen modnes i barriques midst 18 måneder.

Duften er sødlig, landlig og rund … klart Spätburgunder med kirsebær, jordbær, et klart fadpræg med kanel, vanilje, nelliker, blæk, kamfer og frugten virker egentlig ret moden. Det er lidt en maskulin Spätburgunder næse, sten, krydderier og nogen tyngde.

Og lad mig afsløre med det samme, at det smager fortryllende, ret intens frugt med kirsebær, jordbær suppleret med bitter chokolade, tonsvis af sten, grus, granitskærver og jernholdige mineraler. Dertil skal lægges en virkelig lang eftersmag. Der er endnu en teenager, ung, ubekymret, fræk og bumset, men med stor fremtid.

Forhandles herhjemme af Crime Vine, hvor en flaske koster 325 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2017 Weingut Juliusspital, Würzburger Abtsleite Riesling Trocken, Franken, Tyskland

2017 Weingut Juliusspital, Würzburger Abtsleite Riesling Trocken, Franken, TysklandFra VDP Erste Lage marken Würzburger Abtsleite lige ved Randersacker smager vi nu Weingut Juliusspitals 2017 tørre Riesling fra en klassisk, historisk, sød og rund bocksbeutel flaske.

Jeg har tidligere skrevet om den over 435 år gamle institution Stiftung Juliusspital Würzburg midt i Würzburg, nemlig da jeg i sommeren 2015 og bla. smagte en 2013 Würzburger Müller-Thurgau Trocken.  I det blogindlæg kan du også læse mere om det historiske, vigtige og store vinhus, der årligt over omkring 1 millioner flasker vin.

Her koncentrerer vi os om at kigge nærmere på denne Würzburger Abtsleite Riesling Trocken Erste Lage vin, hvor druerne som nævnt kommer fra marken Würzburger Abtsleite ved Randersacker … og det er en sydvest til sydøst mark med en hældning på op til 45%, hvor jorden består af muschelkalk, altså skalkalkstenjord.

Den er lavet med spontangæring alene med druernes naturlige gærceller i store egefade … helt traditionelt og vinen er også lagret flere måneder sur lie i egefadene inden endelig aftapning.

Duftmæssigt er det frugt med æbler, lidt melon måske også og så sniger der sig en lidt olie og svag petroleum ind, så dermed sporer jeg må omgående ind på lidt Riesling. Det er en duft, som er sådan meget ligeud med grønne æbler, lidt nødder og med luft i glasset, så åbner aromaerne endnu mere op.

I munden er vinen grøn og frisk med grønne umodne æbler, masser af syre, citroner, grape, lemon og meget stram, præcis og konsekvent eksekveret. Det er klart tysk og flasken hjælper selvfølgelig også den del af gættekonkurrencen, for en bockbeutel er nærmest synonym med Franken. Dette er en rigtig god en af slagsen.

Forhandles normalt herhjemme af HJ Hansen / Vinspecialisten, men denne er ikke i sortimentet, men er købt hos vinhuset, hvor prisen er 13,50€ … svarende til 100 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2018 Weingut Rudi Rüttger, Neuleininger Sonnenberg Spätburgunder Réserve, Pfalz, Tyskland

2018 Weingut Rudi Rüttger, Neuleininger Sonnenberg Spätburgunder Réserve, Pfalz, TysklandDet er nok ikke gået de trofaste læseres næse forbi, at jeres altid flittige vinblogger nok er en af landets førsteelskere af de tyske Spätburgunder vine. Når man så smager denne Neuleininger Sonnenberg Spätburgunder Réserve fra Weingut Rudi Rüttger, så ist alles gut.

Det lille tyske vinhus ligger i byen Neuleiningen i det nordlige Pfalz og stammer tilbage fra 1643, så Rüttger familien har således været vinbønder i en menneskealder … ja faktisk mere 🙂 Men i dag ledes Weingut Rudi Rüttger af den unge og dygtige Rudolph Rüttger.

Han er uddannet på HBLA Klosterneuburg og har efter endt eksamen også arbejdet hos vinproducenter i både Østrig og New Zealand, inden han vendte hjem til familieforetagendet, hvor han fortsat får lidt hjælp af farmand Heinrich.

De har samlet 15 hektar vinmarker, som er fordelt på 3 marker, nemlig Sonnenberg, Schlossberg og Feuermännchen, der alle ligger tæt på gården og er en del af Großlage Höllenpfad.

Jordbunden er forskellig i de tre marker. På Feuermännchen er jorden rig på sandsten, som er perfekt til Riesling, mens de hvide burgundiske druer Grauburgunder, Weissburgunder og den røde Spätburgunder trives bedst på Sonnenbergs kalksten.

Vinmarken Schlossberg har derimod jord med rød sandsten i den vestlige del og mere grusjord i den østlige del og er samtidig den varmeste af de 3 marker.

Denne Neuleininger Sonnenberg Spätburgunder Réserve er jo netop lavet af druer fra Neuleiniger Sonnenberg, som efter høst gærer på cementtank med hele 20 dages skindkontakt. Efter endt fermentering har vinen lagret 11 måneder på egetræsfade, heraf 60% nye og let ristede.

I næsen er denne Spätburgunder lidt kølig i stilen med blæk, lakrids, fennikel, peber, gran, mynte, salvie, masser af tørt træ, fad, skovbær, søde kirsebær, læder … virkelig herlig aroma, som faktisk på flere parametre – selvom det lyder utroligt – minder lidt om Barolo.

Det smager sgu også ret godt … skal lige ha’ lidt luft i glasset, men så er det også en ren og elegant Spätburgunder med en maskulin råhed, men samtidig også en næsten burgundisk lethed, Frugten er frisk, let og saftig … alles ist immer gut og Houlberg særdeles tilfreds. Det er vitterlig en meget burgundisk Spätburgunder.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 179,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 139,95 kr, og det er sgu en god pris.

Vinanmeldelse 5/7 

2019 Weingut Wöhrle, Lahrer Kronenbühl Weissburgunder, Baden, Tyskland

2019 Weingut Wöhrle, Lahrer Kronenbühl Weissburgunder, Baden, TysklandFra Weingut Wöhrles parcel på den 43 hektar store VDP Erste Lage Lahrer Kronenbühl mark smager jeg deres 2019 Lahrer Kronenbühl Weissburgunder, der atter beviser Markus Wöhrles talent.

Det er i øvrigt første gang, at jeg ser betegnelsen 1G på en etiket. Vi kender betegnelsen GG fra de mægtige Großes Gewächs vine og tidligere har Wöhrle da heller ikke anvendt 1G tegnet, så jeg vil gætte på, at det er nyt her i 2019 årgangen, hvilket Mr Ruby også har bekræftet. Men det giver egentlig god mening, da det virker en kende eksklusivt … altså med mindre man er telefonselskab, for der er man vist nået til 5G 🙂

På Lahrer Kronenbühl marken dyrker Markus både Spätburgunder, Riesling, Chardonnay, Rieslaner, Grauburgunder og altså også lidt Weißburgunder … og alt drevet fuldstændig økologisk.

Denne vin er lavet med 12 timers skindkontakt, spontangæring i 2-3 år gamle egefade alene med druernes naturlige gærceller. Efter endt fermentering er vinen så lagret 6 måneder sur lie på de 2-3 år gamle egefade inden aftapning på flaske. Vinens restsukker ligger på små 1,5 gram pr. liter.

Hvor er duften dog ren … ikke et hår vender forkert, ikke en dråbe løber den forkerte vej og alt er er velkomponeret med lige linjer på nodepapiret. Vinen har en kalket renhed, som sammen med en lille og elegant smøragtig fylde, pærer, æbler, lime samt grønne bananer giver både pondus og stor friskhed … rank, stoisk og stolt.

I munden er der antræk til fyldig vellyst, uterlig sanselighed og frodighed, men syren har grebet spankingpisken og giver sammen med en lille disket grapebitterhed dig små irettesættende slag, som føles helt rigtig. Det giver en rank, smagfuld og frisk vin, mineralsk, saltet, bitter og skøn … ren, rank og dominant. Sådan skal det bare gøres.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 249 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2019 Weingut Schmitges, Erdener Prälat Riesling Privat Reserve, Mosel, Tyskland

2019 Weingut Schmitges, Erdener Prälat Riesling Privat Reserve, Mosel, TysklandKan den gode Weingut Schmitges også lave søde vine på Riesling? Ja det tror jeg nok. Denne 2019 Erdener Prälat Riesling Privat Reserve er fin bevisførelse … det smager bare brillant.

Vi er ikke på Spätlese eller Auslese niveau, for vinen har kun cirka 30 gram restsukkker pr. liter mod over 100 gram i husets søde Spätlese og Auslese vine. Alkoholprocenten ligger også fortsat på 11%, så vi er vel nærmest i tyskernes definerede tørhedsgrad mild, som er vine over 18 gram restsukker. Oechle-graden på vinen kender jeg ikke.

Men marken Erdener Prälat kender vi jo … for det er jo en Große Lage mark på kun 1,5 hektar, som endda er delt mellem ikke mindre end 14 vinbønder. Marken ligger med en sydvest skråning med en hældning på op til 70% og har gamle 50-100 år gamle upodede vinstokke. En lille perle.

Schmitges har selv to parceller på Pralat. Denne er fra den allerøverste af parcellerne. De skriver ikke GG aka Großes Gewächs på vinen, da vinen jo ikke er tør, men den er altså fortsat lavet med nogle af de bedste druer hos vinhuset.

Høsten sker selvfølgelig med håndkraft … alt andet vil være komplet umuligt på Erdener Prälat. Derefter hviler druerne køligt inden gæring og efterfølgende spontangæring i egefade, hvor vinen samtidig også har lagret sur lie en periode.

Hold nu op … op af glasset, ud i rummet og ind i snuden drøner de herligste aromaer med inderlighed, gule æbler, lettere tropisk frugt, meget delikat, let og sart. Jeg fornemmer lidt fadpræg … i hvert fald lidt vaniljekiks, svag sødme, lidt kalkede noter og du fornemmer allerede, at dette er stor og sød Mosel Riesling.

I munden er vinen endda en del sødere end jeg havde forventet, klart med masser af den karakteristiske Mosel sødme, men samtidig fyldig, fin,  rund, cremet med modne gule æbler, abrikos og fersken. Dernæst kommer der en fyldig syre rullende … og lige når du tror, at den skal til at kamme over, så trækker den sig høfligt tilbage, forstår lige at markere, balancere og det virker bare så overbevisende elegant.

Og lige præcis dosering er vitterlig denne vins styrke … der er lige tilstrækkelig af alle elementer uden nogle dominerer. Der er fyldig eksotisk frugt, grillede citroner, salte mineraler, saftige æbler, lidt grape, en drilsk fed syre … men alt doseret til perfektion og måske derfor har Schmitges kaldt den Private Reserve og gemt den til familien … men nu drikker jeg min og er en glad, sød dreng.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor vinen fås på magnumflaske til 699 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2018 Weingut Emil Bauer & Söhne, Redemption Riesling, Pfalz, Tyskland

2018 Weingut Emil Bauer & Söhne, Redemption Riesling, Pfalz, TysklandJamen, så lad os da for fan’ nedsvælge og frelse endnu et glas Riesling fra én af Bauer brødrenes eksklusive vine med sexet sort velour etiket … det er jo Riesling Week! Denne hedder Redemption Riesling.

Her er druerne nu i stedet fra marken Nussdorfer Ochsenloch, hvor jorden er meget forskellig fra foregående vin, for her er jorden mest kalksten iblandet granit. Det har også fået de to brødre til at vinificere vinen i store 900 liter granitfade. Vinen har nogenlunde samme restsukker … 5,0 gram restsukker pr. liter.

I forhold til foregående Out of Space, så er Redemption ikke helt så eksplosiv og aromatisk, selvom det fortsat er en Riesling med kraft, fylde og tykke aromaer. Der er ikke helt så megen petroleum og det dufter nok også en smule mere afdæmpet … men altså på den fede måde. Hvor er det da bare indbydende. Frugten er fortsat tropisk, mango, abrikos, grøn, peber, honningmelon og lemon. Igen er der umanerlig god inderlighed.

Smagen er mere grøn og rank end Out of Space, syren er igen rå, maskulin med lidt grape bitterhed. Det er igen en kraftig Riesling, men det gør egentlig ikke så meget, for det smager sgu godt og jeg elsker den bombastiske kraft og inderlighed, som vinen har. Det er måske eksperimenterende, men det lykkes sgu godt, så dermed frelse og fed lykke.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 329 kr., men i øjeblikket er den på tilbud til 299 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2018 Weingut Emil Bauer & Söhne, Out of Space Riesling, Pfalz, Tyskland

2018 Weingut Emil Bauer & Söhne, Out of Space Riesling, Pfalz, TysklandFor de to idérige brødre Alexander og Martin Bauer på Weingut Emil Bauer & Söhne er ingen køer hellige. De er totalt innovative og eksperimenterer i et væk … er totalt Out of Space, hvilket også er navnet på én af deres Riesling vine. Den har vinbloggeren nu hældt i sit tyndstilkede vinglas.

Riesling druerne til denne Out of Space kommer fra marken Godramsteiner Münzberg, der er en lang skråning med en sydlig eksponering og en tung lerjord med masser af kalksten. Den er specielt egnet til burgunder, men brødrene Bauer dyrker her Riesling, men vinstokkene er dog ret gamle, nemlig omkring 40 år.

Det er en Riesling, som er gæret og lagret kortvarigt på 500 liters Tonnaux egefade … også kaldt doppelstückfass på tysk. Vinen har 4,1 gram restsukker pr. liter.

Juhuu … godt med petroleum – WAUW – virkelig godt med intense aromaer, olieret, fed, aromatisk og vild. Det er tegneserie fortegnet på en fed måde, men det er samtidig langt mere spændende end en Fedtmule bog, for det dufter herregodt. Der er fed tropisk frugt, abrikos, mango, papaya, kvæde, moste pærer, brændte noter og knuste sten.

I munden er det også comic book sjov … fed, tung og varm, satans eksplosiv og tyk med grillede citroner og lemon, en bombastisk og herresej syre, lækker intens frugt og selvom det er en sjov, kolossal, eksuberant smag, så smager det godt og vinen er svær ikke at omfavne, knuselske og nedsvælge.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 329 kr., men i øjeblikket er den på tilbud til 299 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2019 Weingut Karl Erbes, Ürziger der Kranklei Riesling Spätlese Trocken, Mosel, Tyskland

2019 Weingut Karl Erbes, Ürziger der Kranklei Riesling Spätlese Trocken, Mosel, TysklandDen næste Riesling fra Weingut Karl Erbes er hans 2019 Ürziger der Kranklei Riesling Spätlese Trocken, hvor druerne kommer fra en mark, der ligger lige ved siden af den mere kendte Ürziger Würzgarten.

Ürziger der Kranklei har faktisk tidligere været en del af Ürziger Würzgarten, men blev i 2014 en selvstændig mark. Den har den helt specielle røde jernholdige skifer, som også findes på både Würzgarten, Rote Hang i Rheinheßen og Birkweiler Kastanienbusch i Pfalz. Den type skiferjord giver skarpe og præcise vine selv i en ung alder.

Dejlig lys, fin og blomstret næse, virkelig sart og let på tå med delikate fine, små træk, spinkel og adræt. Frugten er lettere tropisk med primært fersken, men også pærer og modne æbler, noget smør, svagt bare en anelse muskatnød og alt sammen blidt. Selv syren synes rimelig omgængelig og fornemmes kun svagt.

I munden stikker syren dog sit aggressive hovede frem … og er ikke helt så sart, spinkel og let som duften. Den er derimod fyldig, krydret og samtidig med stor mineralitet. Der er skrald på smagene, fersken, lemon, sure grønne æbler og grape, Der er lang eftersmag med tonsvis af sure citroner og grape … skarp og rå. Dermed hoster Houlberg op med 5-5,5 store syredannende fingre.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 225 kr., mens prisen ved køb af 3 flasker er 202,50 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7