Den næste Riesling fra Weingut Karl Erbes er hans 2019 Ürziger der Kranklei Riesling Spätlese Trocken, hvor druerne kommer fra en mark, der ligger lige ved siden af den mere kendte Ürziger Würzgarten.
Ürziger der Kranklei har faktisk tidligere været en del af Ürziger Würzgarten, men blev i 2014 en selvstændig mark. Den har den helt specielle røde jernholdige skifer, som også findes på både Würzgarten, Rote Hang i Rheinheßen og Birkweiler Kastanienbusch i Pfalz. Den type skiferjord giver skarpe og præcise vine selv i en ung alder.
Dejlig lys, fin og blomstret næse, virkelig sart og let på tå med delikate fine, små træk, spinkel og adræt. Frugten er lettere tropisk med primært fersken, men også pærer og modne æbler, noget smør, svagt bare en anelse muskatnød og alt sammen blidt. Selv syren synes rimelig omgængelig og fornemmes kun svagt.
I munden stikker syren dog sit aggressive hovede frem … og er ikke helt så sart, spinkel og let som duften. Den er derimod fyldig, krydret og samtidig med stor mineralitet. Der er skrald på smagene, fersken, lemon, sure grønne æbler og grape, Der er lang eftersmag med tonsvis af sure citroner og grape … skarp og rå. Dermed hoster Houlberg op med 5-5,5 store syredannende fingre.
Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 225 kr., mens prisen ved køb af 3 flasker er 202,50 kr.