Igen en vin fra Spier Wines i 21 Gables serie … denne gang rød og på den sydafrikanske nationaldrue Pinotage, skabt i 1925 af professor Abraham Izak Perold via en krydsning mellem Pinot Noir og Cinsault. Nu har jeg lige skrevet en del om vingården, så det vil jeg skåne jer for.
Vi kan i stedet berøre, hvorfor vinen hedder 21 Gables? Gables betyder “gavle” og henviser til de mange smukt bevarede hollandske gavle på alle Spiers gamle gårde i Cape i Sydafrika.
Og på Spier har de nøjagtigt 21 af disse gavle. Spier har navngivet deres prisbelønnede vine for at fremhæve disse unikke arkitektoniske perler, men også pga. den stolte historie med vinfremstilling helt tilbage fra 1692.
De historiske ejendomme ligger i det område, som man kender som Western Cape i nærheden af Stellenbosch ved bredden af Eerste floden. Og her er det ingenlunde kun vin, som er i højsædet. Udover den unikke hollandsk arkitektur, så tilbyder Spier for det første fantastiske omgivelser og natur, men der er ligeledes masser af udsøgte restauranter, lækre hotelforhold samt masser af kunst og kultur.
Vinfarmen er også kendt som en pioner inden for initiativer, der gavner miljøet og samfundet, og er blevet anerkendt af forskellige eksterne organisationer.
Nå, men i 21 Gables serien laves der alene tre vine, nemlig en Sauvignon Blanc, den Chenin Blanc – jeg smagte tidligere – og så denne Pinotage. De producerer i øvrigt også en serie, som hedder High Gables. Denne Pinotage har fået godt med fad … hele 18 måneder på egetræsfade.
Duftmæssigt godt med solbær, mørke bær, sol, fylde, kaffe, fugtig jord, champignon og krydderier. Den normale duft og smag af brændt gummi, som ofte findes i Pinotage er bestemt ikke tydelig … faktisk ganske umærkelig, og i stedet er smagen præget af fedme, fylde, søde tanniner, hvid peber og en god lang eftersmag. Meget tæt og blød i udtrykket … savner måske lidt syre, men gør en ganske fin figur med et lidt sødt udtryk. Bestemt én af de bedre Pinotager.
Forhandles i Coop, pris 149 kr.