Og vi fortsætter med den dynamiske trio Niepoort & Kettern bestående af Rieslingwinzer Philipp Kettern samt Dirk & Daniel Niepoort aka Weingut FIO. Nu bliver det ren Mosel Riesling, nemlig med vinen CabiSehrNett Riesling.
Vi er kravlet lidt op af kvalitetsstigen og at det er en Kabinett betyder jo, at der mindst er 75 Oechle-grader i vinen og at vinen dermed er indenfor reglerne om Deutscher Prädikatswein. Det er stadigvæk en tør vin, men alkoholprocenten ligger ganske lavt på 8,5% og ifølge importøren Vinova ligger restsukkeret også pænt højt i vinen.
Det er – som nævnt – ren Riesling, og igen kommer druerne fra Weingut Lothar Ketterns marker, som dyrkes efter økologiske principper, selvom vingården ikke er certificeret økologisk.
Vinen er fermenteret i store, rustfrie ståltanke alene med brug af druernes naturlige, vilde gær. Vinen har derefter ligget uforstyrret i store 1.000 liters egefade i 12 måneder. Der er ingen omrøring, ingen filtrering, klaring og til denne CabiSehrNett Riesling er der heller ikke anvendt svovl, så det er næsten naturvin.
Dene CabiSehrNett Riesling fra Niepoort & Kettern byder duftmæssigt på mere tyngde end Rätzelhaft. Den har en virkelig lækker aroma, som pirrer dine næsebor. Det er både eksotiske frugter og grønne frugter, citrus og egentligt meget levende samt luftigt i udtrykket.
Smagsmæssigt er der mere sødme og mere dybde. Virkelig en saftig og meget drikkevenlig bandit. Tænkte først, at der måske var lidt GG over vinen, men der er den alligevel nok ikke, for sødmen er en kende for stor. Den er også svagt perlende og der er bestemt også syre, således det ikke bliver for mudret. Den smager sgu godt, så ja … det er Sehr Nett.
Forhandles af Vinova, hvor en flaske i øjeblikket er på bud til 200 kr. mod en normalpris på 245 kr.