Med næste vin fra Domaine David Moreau rykker vi en tak op ad den vinøse kvalitetsstige … one small step for mankind. Vinen er den unge vinmagers Côte de Beaune Village.
Druerne til vinen kommer fra en række vinmarker på omkring 1 hektar i Côte de Beaune, hvor jorden er både sand- og lerholdig. Ellers er vinen lavet på samme måde som lillesøsteren, dvs. at druerne høstes med håndkraft hvorefter de sorteres og afstilkes. Macerationstiden er forskellig fra vin til vin … det afgør David ved løbende smagning.
Fermenteringen sker alene med druernes naturlige gær og vinen er derefter lagret omkring 12 måneder på burgundiske barriques, altså dem på 228 liter.
Duftmæssigt bliver det mere tæt … fortættet Pino saft med en smule blyanter, jord og man fornemmer næsten, at man står midt i vinmarkerne, mærker brisen og duften af vinbladene. Der er hindbær, lyse kirsebær, eg, nye vinfade og lakridsrod.
I munden er der også mere krop, mere frugt og selvom den er ganske tør og grøn, så er syren elegant, nærmest drillende på tungen. Elsker det. Der er samtidig noget landligt over vinen og igen både med jern, elegance og grøn lethed, mens lidt peber i eftersmagen napper din tunge.
Forhandles af Vinspecialisten, hvor en flaske koster 250 kr.