Tag-arkiv: alicante bouschet

Alicante Bouschet er en rød drue, der blev fremavlet i Sydfrankrig i 1866 af Henri Bouschet. Druen er en krydsning af Petit Bouschet og Grenache, og kendetegnes ved at have rød saft modsat den klare saft i de normale røde druer.

Den har ry for at kunne gøre selv en hvidvin mørk som natten ved tilsætning af blot 1/5-del Alicante, som druen ofte også kaldes. Det er en drue, som giver et stort udbytte og har i Frankrig været brugt som tilsætning i mange Vin de Table vine. Alicante Bouschet giver vine med ekstrem mørk farve og en stor, krydret næse, masser af alkohol og en forbavsende blød smag.

Alicante Bouschet bruges mest til blandinger, men kan i dag ses som selvstændig vin i Spanien, bl.a. i Almansa. Alicante Bouschet er også populær i Californien, Algier og Alentejo i Portugal.

2006 Domaine Beauthorey, Ultime, Languedoc, Frankrig

Hold nu op … for en spændende og herlig anderledes vin. Vi er hos det lille vinhus Domaine Beauthorey, som ligger udenfor den lille by Corconne omkring 20 kilometer nord for Montpellier i appellationen Pic Saint-Loup i Languedoc, og vinen er deres vel nærmest topvin, et blend som hedder Ultime.

Vinhuset er grundlagt i 1979 af Christophe Beau … og nu ringer der måske en klokke hos de trofaste læsere af bloggen, for det er jo netop dén vinbonde, som også står bag det fantastiske chilenske vinhus Vinos Vernaculares, som laver de mest sindssyge vine, som jeg har smagt i umindelige tider.

Læs bl.a. mine anmeldelser af vinene 2013 Vinos Vernaculares, Tre Vacas, Aconcagua, Chile og 2013 Vinos Vernaculares, Pinot Chai, Aconcagua, Chile. Disse vine vil jeg kraftigt anbefale, at du prøver … ja det gælder såmænd også denne Ultime … men det vender jeg fluks tilbage til.

På Domaine Beauthorey har Christophe Beau 8 hektar vinmarker med op til 80 år gamle vinstokke, som han har drevet økologisk siden 1995 og biodynamisk siden 1998. De ældste vinstokke er lidt blandet Cinsault, Carignan, Aramon og andre druer, men Christophe har også foretaget nogle nyere beplantninger med Syrah og Grenache … og de marker er vel efterhånden 15 år gamle.

Christophe mener, at nøglen til at lave god vin er at bruge sunde, modne druer og ikke begrænse dem med sprøjtemidler. Både i markerne og i vinkælderen på Beauthorey sker vinfremstillingen helt naturligt uden teknologisk hjælp … eller sagt på en anden måde, helt gammeldags, bl.a. pløjer Christophe også rækkerne mellem vinstokkene med heste.

Herudover er Christophe Beau også en ivrig forfatter, og har offentliggjort flere bøger om både vin i almindelighed og specielt bæredygtig vinproduktion. Han har også startet et forsøgsprojekt, hvor han underviser i vinproduktion med forskellige former fra druer fra den etruskiske, græske historie.

Denne Ultime er som nævnt et blend, og det er en blanding af druerne Alicante, 30% Carignan, 30% Cinsault, lidt Aramon og Gros Noir, og alle druerne kommer netop fra nogle af Beaus gamle marker. Høstudbyttet er ganske lille, alene 20 hektoliter pr. hektar. Vinen er modnet på tanke og hele 3 år på flaske … og Beau har ikke travlt og går sine egne veje … og hurra for det.

Carignan og Cinsault kender I formentligt … og Alicante er vi også stødt på før. Den kaldes også Alicant Bouschet, og det er en krydsningsdrue, som er skabt af Henri Bouschet mellem 1865 og 1885. Druen er en krydsning af Petit Bouschet og Grenache, og den kendetegnes ved at have rød saft modsat den klare saft i normale blå druer. Druen har ry for at kunne gøre selv en hvidvin mørk som natten ved tilsætning af blot 1/5 del Alicante.

Aramon eller Aramon Noir er en rød drue, som primært dyrket i netop Languedoc-Roussillon, og mellem 1900-1960 var det faktisk den mest udbredte drue i hele Frankrig, men siden er det gået stødt ned af bakke … og i dag kendes druen ikke særligt udenfor Frankrig. Det er en drue, som giver en massiv vækst … den kan producere helt op til imponerende 400 hektoliter pr. hektar.

Og så er der Gros Noir tilbage … og det er en drue også kendes under navnet Trollinger, og er altså en tysk/italiensk drue, som stammer nede fra Sydtyrol/Trentino. Den kendes også under navne som Schiava og Vernatsch.

Med andre ord … en værre blanding af alskinds druer … men resultatet er jeg bare totalt vild med. Jeg smagte vinen på jobbet i dag uden at vide, hvor vinen kom fra … eller hvem, som havde produceret den. Og sjovt nok, så faldt mine tanker på Vinos Vernaculares … selvom det helt sikkert ikke var en Chile vin. De fleste af mine kolleger var ikke begejstret … og jeg var i modsatte grøft.

Som med Christophe Beaus chilenske vine, så er det en vin, som kræver en vis fordybelse og indsigt i vinens underfundige verden, og en lyst til at vinen skal ha’ lidt kant. Og det har denne … så I får – råt for usødet – mine noter:

I næsen er her komposteret jord, jordslåede og sure sokker, kirsebær, brombær, løvstikke, en damelædersaddel, som netop er taget af en ældre krikke … ganske rustik, og meget “naturewine” i duften. Hvor er det dog herligt. Og smagen … hold nu kæft, virkelig lækker, kraftig med sorte bær, og sikke en intensitet. Det er blødt, mørkt og elegant. Denne her er jeg sgu vild med.

Købt hos Vinimperiet, pris 129 kr. Meget vinoplevelse for den pris … køb og prøv. Hvis du ikke kan li’ den … så ring efter mig, så er jeg der fluks.

Rating 5/7  

2009 Terras de Alter, Terra D’Alter Alicante Bouschet, Alentejo, Portugal

2009 Terras de Alter, Terra D'Alter Alicante Bouschet, Alentejo, PortugalAftenens sidste vin var denne Terra D’Alter Alicante Bouschet fra vinhuset Terras de Alter Companhia de Vinhos. Vi er i Portugal, helt præcis i byen Fronteira i Alentejo.

Vinhuset hedder Terras de Alter Companhia de Vinhos Lda. og er etableret via en sammenlægning af to landbrugsvirksomheder, Sociedade Agrícola DAS Antas og Sociedade Agrícola do Monte Barrão. Hertil har man knyttet ønologens Peter Brights selskab Pink Living. Målet er at lave et slagkraftigt selskab for produktion og international markedsføring af vine fra Portugal.

Peter Bright havde i forvejen et omfattende CV inden for produktion og international markedsføring af vin. Peter Bright er fra Australien og startede efter endt uddannelse hos Lindmans i Australien og har efterfølgende været hos en lang række vinhuse i Portugal. Var bl.a. årets vinmager i Portugal i 1992.

Hos Terras de Alter Companhia de Vinhos Lda. bruges der druer fra en lang række producenter i både Alter do Chão og Fronteira regionen, men derudover hentes der også druer fra leverandører i hele Alto Alentejo.

Jeg har tidligere smagt og anmeldt husets 2009 Terras de Alter, Telhas, men her har vi deres Terra D’Alter Alicante Bouschet, som kommer fra en serie af vin lavet på forskellige druer. Vinen her er lavet på druerne Alicant Bouschet, en krydsningdrue skabt af Henri Bouschet mellem 1865 og 1885. Druen er en krydsning af Petit Bouschet og Grenache, og den kendetegnes ved at have rød saft modsat den klare saft i normale blå druer. Druen har ry for at kunne gøre selv en hvidvin mørk som natten ved tilsætning af blot 1/5 del Alicante, som druen også ofte bare kaldes.

Druen giver således vine ekstrem mørk farve og en stor, krydret næse, masser af alkohol og en forbavsende blød smag. Druen er populær i Californien, Algier og så netop Alentejo i Portugal. Her har vinen samtidig lagret på fransk eg i 6 måneder.

Duftmæssigt masser af overmodne kirsebær, blommer, svedsker, blomster, chokolade, lidt våd hund og lidt urter. Måske en smule speciel i duften, men bestemt ikke ubehageligt. Smagsmæssigt er der sødme, blødhed og lidt svedskeagtig sommersol. Fyldig og kraftig, men fortsat med en lille anelse tannin, som holder vinen sammen. Meget drikkevenlig, og bestemt en vin, som rigtigt mange vil kunne lide. Nok en anelse for sød til mig.

Fås hos Glud Vin, pris 99 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2006 Terre di Talamo, Morellino di Scansano Tempo Reserva, Toscana, Italien

2006 Terre di Talamo, Morellino di Scansano Tempo Reserva, Toscana, ItalienSøndag gik med en fodboldtur til København … Randers FC mod FCK … fuck, resultatet snakker vi ikke om. Vi kunne jo i stedet snakke om et par af de vine, som vi smagte på turen til København. Og den første var denne italiener … vinhuset Terre di Talamo i Toscana. Og vi elsker jo Sangiovese, så lad os kigge nærmere på denne Morellino di Scansano Tempo Reserva.

Terre di Talamo ligger i den sydlige del af Toscanas Maremma kystområde. Vingården selv dækker 52 hektar, hvoraf de 32 er plantet til med vin. Ud over Sangiovese dyrkes også Merlot, Cabernet Sauvignon, Cabernet Franc, Syrah, Petit Verdot, Alicante, Vermentino og Viognier.

Jorden er ganske karakteristisk med et overfladelag bestående af veldrænet kalksten og sandsten. I en dybde på omkring en meter findes et lag med ler, der holder jorden kølig og samtidig holder på de vandreserver, der er nødvendige for et godt helbred og en god modning af druerne i de varme somre, som er typiske for dette område.

Vingården er ejet af Bacci Wineries, som udover Terre di Talamo også ejer Castello di Bossi samt Renieri di Montalcino.

Vinen her er lavet på 85% Sangiovese, 10% Alicante og 5% Cabernet Sauvignon.

Lad os smage vinen. Nå ja, duften først, der er Sangiovese sødme, der er jord, røg, webergrill, sorte kirsebær. Smagsmæssigt meget rund, fyldig. Der er mørke bær, fortsat tanniner, omend bløde tanniner. Flot vin og til prisen faktisk et røverkøb. Thumbs up.

Købt hos Jysk Vin til 99 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

N.V. Bear Flag Wine, Dark Red Wine Blend, Californien, USA

N.V. Bear Flag Wine, Dark Red Wine Blend, Californien, USAArghhhhh, hvor jeg elsker vinetiketter, som udstråler klasse eller som bare skiller sig ud i mængden, og denne vin fra Bear Flag Wine må vist siges at høre til sidstnævnte kategori.

Vinen har jeg fået som en kær gave fra min tidligere boss efter en tur til USA, og da jeg tidligere i Randers Vinlaugh havde lavet en “etikette-smagning“, så synes han at denne vin lige passede til mig. Tusinde tak René.

Bear Flag Winery er et forholdsvis ny vinhus i Medesto i Californien. Navnet “Bear Flag” stammer fra Californiens eget flag (ja, sådan et har de åbenbart), som netop hedder The Bear Flag, har en grizzlybjørn som motiv og faktisk er helt tilbage fra 1846.

Nok historik … Bear Flag Wine ejes og drives at den unge vinmager Beth Cutler, som ved etablerede havde sat sig for at  skabe vine, hun havde lyst til at drikke hver dag. Hun ønskede også at lave vine, der produceres med druersorter, som ikke er så kendte indenfor den “normale” vinverden.

Vinen, som vi har fat i her, hedder Dark Red Wine Blend, og er uden årgang, deraf forkortelse N.V. (Non Vintage). Blendet består af druerne Petite Sirah, Alicante Bouschet, Zinfandel, Petit Verdot, og Tempranillo. Alicante Bouschet er – for mig – en lidt ukendt drue.

Det er en krydsningdrue skabt af Henri Bouschet mellem 1865 og 1885. En krydsning af Petit Bouschet og  Grenache, og druen er kendetegnet ved at have rød saft modsat den klare saft i normale blå druer.

Druen har ry for at kunne gøre selv en hvidvin mørk som natten ved tilsætning af blot en 1/5 del. Tit bruges den til massevin med meget stort udbytte, og giver farve til det meste “vin de table”. Druen bruges mest til blandinger, og giver en forbavsende blød smag.

Til at designe etiketten har Beth Cutler hyret en ung, up-coming kunstner ved navn Eduardo Bertone. Og på denne besynderlige etikette sker der en masse.

Der står selvfølgelig lidt om indhold af alkohol, der er den krævede sundhedsadvarsel, og andre ting er spredt rundt omkring på etiketten, der næsten går hele vejen rundt om flasken.

Også stregkoden ombrydes helt rundt om halsen, hvilket jeg heller ikke har set før. Deres hjemmeside er lidt i samme stil, meget spøjs og underholdende. Når man ser sådan en flaske, så har man da absolut lyst til at prøve den.

I glasset har Alicante Bouschet druen tilsyneladende sat sit fingeraftryk, for den er en mørk fætter. Duften er blommer, sød lakrids og søde, mørke frugter i det hele taget. Smagen er blød og sød … sødmen lidt for meget, men måske er den tilpasset den amerikanske smag, hvor sukkerindholdet ofte er højere. Tanninen dukker dog også op, og smagen hænger fint oppe i ganen.

Det er meget drikkevenligt, og en vin rigtig mange mennesker vil kunne lide. En rigtig cafévin … uden at snakke ondt om caféer forstås. Er måske ikke så sammenhængende og den søde smag en anelse for sød … mangler lidt elegance … men et herligt bekendtskab. Altid sjovt at prøve en vin, som ikke lige kan fås her i lille Danmark.

Pris ukendt, men på nettet kan jeg se, at den står til omkring 9 $

Vinanmeldelse 3,5/7