Tag-arkiv: Sicilien

2018 Girolamo Russo, San Lorenzo Etna Rosso, Sicilien, Italien

2018 Girolamo Russo, San Lorenzo Etna Rosso, Sicilien, ItalienSom min vin nummer 2 havde jeg taget denne 2018 San Lorenzo Etna Rosso fra Cantina Vitivinicola Girolamo Russo med og det var skam også en fin lille sag fra det nordlige område af Etna.

Girolamo Russo ligger helt præcis ved byen Passopisciaro  på de nordlige skråninger af vulkanen. Huset er grundlagt af 2005 af den unge Guiseppe Russo, men opkaldt efter hans far Girolamo Russo, der også selv var vinmager.

Guiseppe Russo har 18 hektar vinmarker i 650-780 meters højde omgivet af oliven- og hasselnødtræer. Guiseppe dyrker sine marker efter økologiske principper. Til husets hvidvine benyttes primært Carricante med lidt andre lokale sorter som supplement.

De røde vine er næsten udelukkende er lavet på Nerello Mascalese og nogle med lidt tilsat Nerello Cappuccio. Huset har bl.a parceller på anerkendte marker som San Lorenzo, Feudo og Calderara Sottana.

I kælderen gæres der naturligt på ståltanke med en temperatur-styret gæring i 15-20 dage efterfulgt af lagring på et miks af cement, tonneau, barriques og store gamle fade med en kun meget lille andel ny eg. Man flasker med minimal svovltilsætning, men kun når det er nødvendigt og vinene er således meget naturlige.

Denne 2018 San Lorenzo Etna Rosso er netop lavet på Nerello Mascalese tilsat lidt Nerello Cappuccio og ellers på den måde, som jeg lige har beskrevet. Gæringen er sket spontant alene med de helt naturlige druer og gæring samt maceration er sket ved 28-30 grader over 15 dage. Efter endt fermentering er vinen lagret 18 måneder på 2.600 liter store og brugte fade og det er suppleret med yderligere 6 måneder på flaske inden frigivelse.

Duftmæssigt er det let og lys armsved, virkelig landlig og let, så man får lidt fornemmelse af sol og strand. Det er en lys frugt af både vilde jordbær og hindbærsyltetøj, har en hel blomstermark, andefond og en smule kødfuld, sødkrydret, kanel og ellers utrolig luftig.

Smagen er blød, let, lys og rund … letkrydret med en mineralsk kant, hindbær, jordbær og mirabeller. Vinen er elegant, æterisk, livlig samt let saftig med et lyst smil. Der er salt og en rensende syre, smidige tanniner og har et let væsen. Dejligt … 94 point.

Forhandles af Parcelle Vin, hvor en flaske koster 450 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7   

2019 Graffetta, Hyspa, Sicilien, Italien

Jeg elsker vin fra Sicilien … og nu smager jeg endnu én fra øen, for i glasset har jeg nu en 2019 Hyspa fra vingården Graffetta, der ligger på den sydlige spids af Sicilien ved byen Ispica.

Graffetta er et lille siciliansk projekt for Calì familien, der mest er kendt for deres vin fra Rocca di Castagnoli i Toscana. Men familien købte i 2004 også ejendommen Graffetta på Sicilien.

Det var en gammel ejendom, tidligere ejet af greven af ​​Modica og havde samlet 22 hektar vinmarker bl.a. med gamle Nero d’Avola, som var passet omhyggeligt, manuelt og med hjælp fra muldyr.

Calì familien købte ejendommen at to årsager … dels den sentimentale, at de simpelthen blev blev inspireret områdets og ejendommens skønhed og historiske charme. Den anden grund var mere rationel, da de så et stort potentiale i af lave fremragende, kraftfulde og koncentrerede  vine i det område, der siden det 18. århundrede havde været et rigt vinområde.

Hyspa har jeg smagt før … men i en årgang 2017. Vinen er lavet på 30% Cabernet Sauvignon, 30% Cabernet Franc, 20% Syrah og 20% Petit Verdot fra en 8 år gammel vinmark på samlet 4 hektar.

Vinen er lavet med gæring og maceration i ståltanke ved 28 grader over 10-12 dage efterfulgt af en malolaktisk gæring, der også er sket i ståltankene. Derefter har vinen så lagret 6 måneder på tonneaux egefade og 6 måneder på flaske inden frigivelse. Årlig produktion ligger på 50.000 flasker.

Duftmæssigt er det en krydret og mørk vin … masser af tør, engelsk lakrids og virker mere krydret end 2017’eren. Der er nogle violer og blomster, tørret kød, oksefond, sort te, tjære, asfalt, eukalyptus, lidt hyben, blåbær, brombær og hindbær, sorte oliven, kaktuspiller, tørt træ samt mørk chokolade.

I munden er vinen meget mere venlig og har også – som i duften – en del tørhed, men også saftighed og alt leveres så blødt og cremet. Der er jordbær, brombær og tranebær med en fin frugtsødme. Det virker rent, klart og fint … meget rank, lys og lettere end forventet. Dermed bliver det en utrolig elegant vin med lyse lokker og søde læber. Det betyder 93 point.

Forhandles af Vinmonopolet.dk, hvor vinen koster 150 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7   

2020 COS, Ramì Blanco, Sicilien, Italien

Azienda Agricola COS er en nyere vingård, der er grundlagt i 1980 og beliggende på den sydøstlige spids af Sicilien i provinsen Ragusa. Derfra har jeg nu smagt en 2020 Ramì Blanco.

Det er en nyere vingård, der er grundlagt i 1980 af de 3 gode venner Giambattista Cilia, Cirino Strano og Giusto Occhipinti.

Vingården fik så bare navn er første bogstav i deres navn og kom derfor til at hedde COS. De startede eventyret den 5. oktober i 1980, hvor de høstede de deres første årgang og lavede 1.470 flasker.

Allerede fra start fulgte de principperne for biodynamisk drift for produktion af vine, der kunne udtrykke deres sande karakter og deres terroir og sikre et system i balance med naturen.

Til vinificering besluttede de at bruge terracotta og amfora krukker der ikke efterlod spor eller aromaer til vinen, men var mere neutrale. De har i deres nye vineri i Fontane et rum, hvor lerkrukkerne simpelthen bare er gravet ned.

Samlet har de 150 nedgravede amfora krukker.

Her smager vi deres 2020 Ramì Blanco, der er på 50% Grecanico, som vi jo også kender under navnet Garganega – og 50% Inzolia fra marker ved Fontane, Bastonaca og Vittoria i 230 meters højde.

Vinen er lavet med spontangæring på skindet med druernes naturlige gærceller i krukker. Efter endt fermentering er vinen så lagret på betontanke og efter aftapning også på flaske en tid.

I næsen er det landlig mødding, funky øko-bio kant, lidt oxyderede noter, reduktiv med tonsvis af æblekompot og -most, hyben, gagaia melon, passionsfrugt, abrikos, mandarin og nogle røde noter, stort blomsterflor, honning samt en smørende fedme. Det er snusende spændende, hipt og anderledes, men på ingen måder udenfor normale vindefinitioner.

Smagsmæssigt en saftig, saltet og blød vin … masser af smag, overmodne æbler, bløde pærer, abrikos og syltede citroner, appelsinjuice … fed som selve flasken, sød, buttet og kæk, har lidt grapebitterhed, men også en sødme, men derimod næsten ingen syre. Den er absolut speciel, men med et nemt sind, saftig karakter og dermed bliver det en lille genial vin, så 92 point.

Ingen forhandler herhjemme, men udenbys koster vinen 17,50€ … svarende til 130 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2019 Generazione Alessandro, Croceferro Etna Rosso, Sicilien, Italien

2019 Generazione Alessandro, Croceferro Etna Rosso, Sicilien, ItalienMed næste vin er hos det nye vinhus Generazione Alessandro, der laver vine fra skråningerne på vulkanen Etna på Sicilien og dette er deres 2019 Croceferro Etna Rosso.

Generazione Alessandro er grundlagt i 2015 af de 3 fætre og kusiner Benedetto, Anna og Benedetto Alessandro. De har sammen med deres fædre en mere end 100 år lang historie  bag sig som vindyrkere på den nordvestlige del af Sicilien ikke langt fra Palermo via vinhuset Alessandro Camporeale.

Men i 2015 så opkøbte de 3 fætre og kusiner så knap 10 hektar højtbeliggende vinmarker ved Etna og grundlagde Generazione Alessandro.

De har 7,5 hektar marker på den nordøstlige side af vulkanen i omkring 650 meters højde ved Castiglione di Sicilia og 2,5 hektar vinmarker lidt sydligere tæt ved Linguaglossa.

Bortset fra en halv hektar med særdeles gamle vinstokke er vinmarkerne plantet så sent som i 2016, hvorfor der er tale om meget nye og friske vine, som har udpræget Etna karakter.

Der laves to vine på Generazione Alessandro … en hvid Trainare på Carricante og Catarratto samt denne røde Croceferro Etna Rosso, der er lavet på 100% Nerello Mascalese fra marker i 640 meters højde.

Efter høsten er druerne afstilket og knust let. Gæring og maceration er sket over 12 dage i koniske ståltanke med daglig punchdown og efter endt fermentering er vinen så lagret 12 måneder med 70% i franske tonneaux fade og de resterende 30% i ståltanke. Så sker flaskning derefter og vinen lagrer yderligere 6 måneder.

Dejlig lys og transparent i glasset … duften er også ret lækker, let, luftig med en meget landlig, parfumeret og blomstret note, har en frugt med jordbær, kirsebær, hyben og granatæbler, lidt diskret fad med vanilje, let kanel, tørre krydderier … men for pokker, hvor har den en berusende lethed.

Hvor smager den bare drøngodt. Den har en nærmest æterisk lethed, en lys, sart og luftig frugt med masser af smag, sødme og saftighed. Dem har en levende syre, som nærmest har en smule lemon bitterhed, hindbær, lyse kirsebær og granatæbler, hvilket hjælpes af en let mineralsk nerve. Det er sgu rå-lækkert og en etnawine, som absolut omgående vinder mit hjerte. 94 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 199 kr., mens prisen er 169 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2020 Terre Cevico, b.io Bipuntoio Pinot Grigio, Sicilien, Italien

2020 Terre Cevico, b.io Bipuntoio Pinot Grigio, Sicilien, ItalienVi skal smage endnu en b.io vin i den charmerende flaske fra det store kooperativet Terre Cevico Societe Coop Agricola og denne gang er det deres økologiske b.io Bipuntoio Pinot Grigio.

Vinen er lavet på 100% Pinot Grigio fra udvalgte, økologske og kemifrie marker på Sicilien.

Den er udelukkende vinificeret på rustfrie ståltanke … både ved gæring ved 16 grader, men også ved lagringen 6-8 måneder sur på ståltankene. Lagringen med bærmen sker for at give vinen mere fylde og intensitet.

I næsen er det også en fyldig vin … og absolut bedre end den foregående rosévin. Der er pærer, modne æbler, en smule kvæde samt et bundt papkasser, nogle nøddeagtige noter, lindetræ og søde krydderier som muskat og safran. Det er måske ikke kompleks og duften er også lidt speciel, men bestemt interessant.

Smagen er lidt neutral, men der er lidt salt, masser af pærer, citroner, lemon, fersken … ganske blød med en sjov lille tørhed. Der er ikke så megen syre, så det er mest pærerne, som fylder i smagsbilledet, men dét gør de skam også ganske godt … pæresaft med salt og mineraler, så dermed 88 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 139,95 kr., mens prisen er 79,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2020 Terre Cevico, b.io Nero d’Avola Rosato, Sicilien, Italien

2020 Terre Cevico, b.io Nero d’Avola Rosato, Sicilien, ItalienKooperativet Terre Cevico Societe Coop Agricola holder til i Emilia-Romagna, hvorfra de fleste af deres vine kommer. Men denne lille, søde lyserøde bandit b.io Nero d’Avola Rosato kommer dog fra Sicilien.

Kooperativet er grundlagt tilbage i 1963 og har i dag ikke mindre end 5.000 medlemmer aka vinavlere, der samlet har over 7.000 hektar vinmarker samt hele 20 vinerier i Emilia-Romagna. De laver således også masser af vin. hvilket er fordelt ikke mindre end 32 forskellige brands og selvfølgelig på en masse druesorter,

b.io er er ny serie af vine fra Terre Cevico … alle økologiske og veganervenlig og denne b.io Nero d’Avola Rosato er lavet på Nero d’Avola fra udvalgte marker i det sydvestlige Sicilien.

På flasken eller etiketten er der et lille insekt, der symboliserer det økologiske tilgangs vigtig for hele økosystemet. Vinen er både lavet og lagret på ståltanke.

Duftmæssigt er der jordbær, udblødede blommer og svesker, lidt tørrede røde blomster, rosenblade, salt … men ellers ikke kompleks, men sådan straight og lige ud af landevejen.

Smagen er lidt i samme boldgade … har en tynd, småsød og let frugtsmag, hvor der mest er jordbær, kirsebær, lidt citroner og et skvis lemon. Det giver lidt bid om end rustik, grov, upoleret og småskarp med en smule jern. 86 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 139,95 kr., mens prisen er 109,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7

2016 I Custodi, Ætneus Etna Rosso, Sicilien, Italien

2016 I Custodi, Ætneus Etna Rosso, Sicilien, ItalienJeg har et par gange smagt vinen Pistus Etna Rosso fra I Custodi, som er et lille siciliansk konsortium bestående af 5 vinavlere under ledelse af Maurizio Pagano og Salvo Foti. Nu smager jeg deres topvin Ætneus Etna Rosso i årgang 2016.

I Custodi delle Vigne Dell’Etna har via de 5 vinavlere samlet 7,5 hektar vinmarker fordelt på 4 forskellige marker på vulkanen Etnas sorte skråninger. Samlet laver vinhuset laver 5 forskellige vine og samlet 48.700 flasker årligt.

Vinmarkerne passes med respekt for miljøet, økologisk bæredygtighed og de bruger bl.a. et muldyr kaldet Ciccio i arbejdet med at bære kasserne med druer ned fra de stejle skrænter på vulkanens sider.

Denne Ætneus Etna Rosso  er – ligesom Pistus – lavet på 80% Nerello Mascalese og 20% Nerello Cappuccio og ligeledes fra marken Contrada Moganazzi Cantina marken i 700 meters højde ved Castiglione di Sicilia.

Men her er druerne ikke fra de unge vinstokke, men fra gamle stokke op til 90 år gamle. Druerne høstes med håndkraft, hvorefter 80% afstilkes. Så knuses druerne blidt, hvorefter maceration og gæring sker over 12 dage i rustfrie ståltanke.

Derefter er der sket malolaktisk gæring og så er vinen lagret i 24 måneder på 500 liter tonneaux egefade. Derefter tappes vinen på flaske og lagrer yderligere 24 måneder. Der laves årligt lidt over 8.000 flasker af vinen.

WAUW for en duft … både bondsk, rustik, landlig  og elegant burgundisk med beaujolaisagtig nerve. Sikke smuk æterisk lethed, næsten legende i sine lyse frugtnoter. Der er kirsebær, hindbær, lidt røg, saltlakrids, vanilje samt en grøn, direkte nerve. Der kommer en duft af røde, syrlige bolsjer, lidt friske blomster og hvor det egentlig en særdeles dragende og fantastisk duft-

Smagen følger meget nøje duften og giver på mange måder associationer til noget burgundisk, blot med denne rustikke, noget landlige og animalske nerve og en vild lys, let og smuk saftighed. Der er lyse kirsebær, hindbær, moreller, støvede tanniner, godt med træ, men alt er let, feminint, skarpt og præcist. Hvor er det dog godt, så dermed 6 store tomler med pil op.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 250 kr.  ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2016 Giodo, Alberelli di Giodo, Sicilien, Italien

2016 Giodo, Alberelli di Giodo, Sicilien, ItalienDet er under en måned siden, at jeg smagte en 2020 La Quinta Toscana IGT fra Podere Giodo, som drives Carlo Ferrini. Men ved siden hans højtratede vine fra Toscana, så laver Carlo også denne vin Alberelli di Giodo fra  Sicilien.

Det er et lille projekt og Alberelli di Giodo er lavet på 100% Nerello Mascalese, der stammer fra en enkeltmark på 1 hektar med 80-100 år gamle stokke, der er upodede og præ-phylloxera. Marken ligger på nordsiden af Etna i vulkansk sand i 950 meter højde.

Alberelli di Giodo er lavet med 7 dages alkoholgæring i rustfrie ståltanke og cementtanke … derefter 20 dages ekstra maceration og er så lagret 12 måneder på 500  700 liter egefade.

Duftmæssigt er det en vin med en vis vildskab … har kirsebær, kirsebærsten, blommer og ribs, godt med rosenblade, violer og blomster, læder, sød tobak, jernbanesveller og tjære, rå champignon, nogle grønne,  urtede noter samt mørk mineralitet. Det er en meget rank, mørk og alligevel syrlig vin.

I munden kommer den syrlige frugt også godt frem, hvor der både er bitter grape, ribs, hindbær, umodne kirsebær og tranebær samt fint, let og legende udtryk. Dermed bliver det ingenlunde en fed vin, men er snarere slank, rank og direkte med denne balsamiske, mineralske og tjærefyldte side. Tanninerne er samtidig vildt tørre, så det giver en fabelagtig spændstig og samtidig harmonisk vin.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 699,95 kr., mens du ved køb af 6 flasker kan købe vinen til 599,95 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2018 I Custodi, Pistus Etna Rosso, Sicilien, Italien

2018 I Custodi, Pistus Etna Rosso, Sicilien, ItalienJeg smager også igen vinen Pistus Etna Rosso fra I Custodi … et lille konsortium bestående af 5 vinavlere under ledelse af Maurizio Pagano og Salvo Foti, denne gang i årgang 2018.

Samlet har de 5 vinavlere 7,5 hektar vinmarker fordelt på 4 forskellige marker på vulkanen Etnas sorte skråninger. Samlet laver vinhuset laver 5 forskellige vine og samlet 48.700 flasker  årligt.

Vinmarkerne passes med respekt for miljøet, økologisk bæredygtighed og de bruger bl.a. et muldyr kaldet Ciccio i arbejdet med at bære kasserne med druer ned fra de stejle skrænter på vulkanens sider.

Her smager vi husets 2018 Pistus Etna Rosso, som er lavet på 80% Nerello Mascalese og 20% Nerello Cappuccio fra marken Contrada Moganazzi Cantina marken ved Castiglione di Sicilia, hvor stokkene dog ikke er så gamle, alene op til 10 år gamle.

Druerne høstes med håndkraft, men afstilkes ikke. I stedet knuses klaserne blidt, hvorefter der sker vinifikation i rustfrie ståltanke med både maceration og gæring over et par uger. Derefter er vinen lagret i ståltankene omkring 9 måneder og efter aftapning yderligere 2 måneder på flaske.

I glasset er vinen herlig lys og næsten rød-lys-transparent, mens duften er lys, let og egentlig meget blid. Den animalske og landlige side, som 2017’eren havde, er her lidt mere afdæmpet og blid, for op af glasset strømmer i stedet masser af lyse frugter som lidt kirsebær, hindbær og jordbær, pænt med blomstersæbe med en let brændt og mineralsk note.

I munden en syrlig, let og saftig bandit … næsten med en lys og bondsk beaujolaisagtig charme, godt med syre og frugtsødme. Den lyse, lette og friske stil er balanceret og meget vedholdende i hele munden. Den smager faktisk ret fabelagtig og smagt blidt havde ingen gættet på det sydlige Italien. Elegantus og imponerende, dermed 5 store houlbergske fingre med pil op.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 150 kr.  ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2016 Tenuta Tascante, Contrada Sciaranuova V.V., Sicilien, Italien

2016 Tenuta Tascante, Contrada Sciaranuova V.V., Sicilien, ItalienDet er knap et par måneder siden, at Jesper serverede en charmerende 2017 Ghiaia Nera Etna Rosso fra vinhuset Tenuta Tascante, der ligger på den nordlige side af den iltre vulkan Etna på Sicilien, men som første rødvin denne aften serverede han storesøsteren Contrada Sciaranuova V.V.

Samlet laver Alberto Tasca i dag 8 forskellige vine på Tenuta Tascante og heraf 4 enkeltmarksvine fra de 3 marker aka contradaer Sciaranuova, Pianodario og Rampante. Der laves 2 enkeltmarksvine fra Sciaranuova … en almindelig og denne Sciaranuova V.V.

Sciaranuova ligger i gennemsnitlig 730 meters højde mellem Montelaguardia og Passopisciaro. Der har Tenuta Tascante 14,4 hektar jord, men kun 4,9 hektar er vinmarker, der ligger på stejle sider af Etna i terrasser og med vinstokke tilbage fra 1961 … og druerne fra de ældste stokke bruges til denne V.V. udgave,

Det er selvfølgelig 100% Nerello Mascalese høstet i den sidste halvdel af oktober og gæringen er sket i rustfrie ståltanke ved 25-30 grader over 8 dage, hvorefter der er sket malolaktisk gæring og så lagring 12 måneder på store 25 hektoliter egefade.

I glasset er vinen herlig lys og transparent teglfarvet  med dufte af lys læder, violer, røg, jordbær og i det hele taget ganske frugtrig med kirsebær, tranebær og rabarber. I næsen er vinen let, men har også både lidt tør jord, salte mineraler, vilde blomster og lidt appelsinskal og min første tanke var klart lidt Nebbiolo … men nej.

Det frugtrige gælder også smagsmæssigt, hvor frugten er hindbær, ribs, tranebær og sure kirsebær. Vinen har en god gennemborende syre, som sammen med  tanninerne giver et godt greb, selvom den måske ikke har vild dybde eller måske bare ikke er udviklet nok på nuværende tidspunkt og kunne klare flere år i kælderen. Vinen har også lidt jernagtige elementer, urter, timian, mynte samt en let sødme i slutfasen. Flot vin og ligger lige mellem 5,5 og 6 tomler.

Forhandles af Vildmedvin, hvor en flaske koster 899 kr.

Vinanmeldelse 6/7