2018 Girolamo Russo, San Lorenzo Etna Rosso, Sicilien, Italien

2018 Girolamo Russo, San Lorenzo Etna Rosso, Sicilien, ItalienSom min vin nummer 2 havde jeg taget denne 2018 San Lorenzo Etna Rosso fra Cantina Vitivinicola Girolamo Russo med og det var skam også en fin lille sag fra det nordlige område af Etna.

Girolamo Russo ligger helt præcis ved byen Passopisciaro  på de nordlige skråninger af vulkanen. Huset er grundlagt af 2005 af den unge Guiseppe Russo, men opkaldt efter hans far Girolamo Russo, der også selv var vinmager.

Guiseppe Russo har 18 hektar vinmarker i 650-780 meters højde omgivet af oliven- og hasselnødtræer. Guiseppe dyrker sine marker efter økologiske principper. Til husets hvidvine benyttes primært Carricante med lidt andre lokale sorter som supplement.

De røde vine er næsten udelukkende er lavet på Nerello Mascalese og nogle med lidt tilsat Nerello Cappuccio. Huset har bl.a parceller på anerkendte marker som San Lorenzo, Feudo og Calderara Sottana.

I kælderen gæres der naturligt på ståltanke med en temperatur-styret gæring i 15-20 dage efterfulgt af lagring på et miks af cement, tonneau, barriques og store gamle fade med en kun meget lille andel ny eg. Man flasker med minimal svovltilsætning, men kun når det er nødvendigt og vinene er således meget naturlige.

Denne 2018 San Lorenzo Etna Rosso er netop lavet på Nerello Mascalese tilsat lidt Nerello Cappuccio og ellers på den måde, som jeg lige har beskrevet. Gæringen er sket spontant alene med de helt naturlige druer og gæring samt maceration er sket ved 28-30 grader over 15 dage. Efter endt fermentering er vinen lagret 18 måneder på 2.600 liter store og brugte fade og det er suppleret med yderligere 6 måneder på flaske inden frigivelse.

Duftmæssigt er det let og lys armsved, virkelig landlig og let, så man får lidt fornemmelse af sol og strand. Det er en lys frugt af både vilde jordbær og hindbærsyltetøj, har en hel blomstermark, andefond og en smule kødfuld, sødkrydret, kanel og ellers utrolig luftig.

Smagen er blød, let, lys og rund … letkrydret med en mineralsk kant, hindbær, jordbær og mirabeller. Vinen er elegant, æterisk, livlig samt let saftig med et lyst smil. Der er salt og en rensende syre, smidige tanniner og har et let væsen. Dejligt … 94 point.

Forhandles af Parcelle Vin, hvor en flaske koster 450 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7