Tag-arkiv: Bordeaux

2018 Château de Panigon, Médoc Cru Bourgeois, Bordeaux, Frankrig

2018 Château de Panigon, Médoc Cru Bourgeois, Bordeaux, FrankrigDenne Médoc Cru Bourgeois fra Château de Panigon smagte jeg for nogle år tilbage, men nu smager jeg den igen. Sidst var det i årgang 2016, men her er den 2018’eren.

Château de Panigon ligger på den øverste del af Médoc halvøen lige nord for byen Civrac-en-Médoc og stammer tilbage til 1850. Siden 2006 har vinslottet dog været ejet af Leveilley familien, nemlig af Jacqueline-Kate og Jacques Robert Leveilley.

I dag drives Château de Panigon dog af deres datter Corinne Leveilley Dadda og svigersønnen Georges Dadda. De har samlet 90 hektar jord til slottet, hvoraf 53 hektar er vinmarker og de har på det seneste investeret for at producere de bedste vine.

Til at hjælpe dem har de nemlig hyret den berømte ønolog Eric Boissenot. Sammen med Georges Dadda producerer vinslottet kun 2 vine …. begge  Cru Bourgeois i form af Château Amour og denne Château de Panigon.

I denne årgang 2018 er vinen lavet på 50% Merlot, 45% Cabernet Sauvignon og 5% Petit Verdot høstet med fra ler samt kalkholdige marker et udbytte på 50 hektoliter pr. hektar fra 28 år gamle vinstokke.

Vinen er lavet med gæring og maceration over 30 dage i store og temperaturstyrede ståltanke efterfulgt af 12 måneders lagring på barriques, heraf hele 33% helt nye fade.

Duften er ren, frisk, slank og let urtet, har nogle landlige og animalske noter med våd muldjord, spagnum, tobak, mynte og grønne blade. Frugten er ikke helt så mørk som i 2016’eren, men der er blommer, brombær og lidt hindbær, noget røg … ellers ikke noget, der stikker ud på nogle måder.

Smagen er tør, ren … godt med tranebær, hindbær, solbær med en smule peber, engelsk lakrids, grafit, slank syre med noget lemon og sort te bitterhed … ganske flot niveau og sådan klassisk Bordeaux uden det store fadpræg eller sød dybde, men bare en ren og slank frugt, så 90 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 169,95 kr., mens prisen er 119,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2018 Château Sérilhan, Saint-Estèphe Cru Bourgeois Supérieur, Bordeaux, Frankrig

2018 Château Sérilhan, Saint-Estèphe Cru Bourgeois Supérieur, Bordeaux, FrankrigLad os fortsætte i Bordeaux, men vi er rykket fra højre bred til venstre bred, for den næste vin er en 2018 Saint-Estèphe Cru Bourgeois Supérieur fra Château Sérilhan.

Vinslottet ligger nabo til det verdensberømte 3. Grand Cru Classé slot Calon-Ségur, men er først grundlagt i 1982 af Merlet Marcelis og drives i dag af Didier Marcelis, der som 3. generation i 2003 overtog driften fra sine forældre.

Da Didier Marcelis overtog driften, så havde han 9,5 hektar og indledte en tilbagevenden til Saint-Estèphes rødder … inspireret af den vision, Émile Peynaud havde om Saint-Estèphe vine med livlig farve, lys frugt og harmoni på ganen.

Émile Peynaud var en fransk ønolog og forsker, der er blevet krediteret for at revolutionere vinfremstillingen i sidste halvdel af det 20. århundrede.

Didier Marcelis har da også sat et hold af dygtige ønologer til at hjælpe med vinene og siden 2019 er det den dygtige konsulent og producent Alain Raynaud, der har stået i spidsen og været ansvarlig for vinene fra Château Sérilhan, bl.a. sammen med teknisk direktør Bernard Franc fra Château Pontet Canet og konsulterende ønolog Hubert de Boüard fra Château Angelus.

Alain – der oprindelig var læge – har etableret sig som en af de mest efterspurgte vinkonsulenter i Bordeaux og leverer sine tjenester i Frankrig og i udlandet. Han var bl.a. præsident for Union des Grands Crus de Bordeaux fra 1994 til 2000 og er i øjeblikket ansvarlig for Grand Cercle des Vins de Bordeaux.

Château Sérilhan 2018 er fremstillet på et blend af 60% Cabernet Sauvignon og 40% Merlot, som håndplukkes fra 35 år gamle stokke på slottets 12,54 hektar marker mellem Calon-Ségur og Phélan Segur i Saint-Estèphe.

Vinen gærer på en kombination af betontank, ståltank og trækar med over tre ugers maceration af drueskallerne. Mikrooxygenering hjælper til at blødgøre tanninerne. Afslutningsvis lagrer vinen 18 måneder på franske barriques, heraf 33% helt nye.

Slam … langt mere bund, tæthed og bundtræk i duften. Der er solbær, sorte kirsebær, blommer og endda jordbær, umami noter, skovfund, nedfaldne og kompostklare blade, sød finsk lakrids samt godt med kraftige fadnoter med vanilje, kanel, toast, blyant og godt med ristede noter og chokolade. Tæt, intens med pænt tydelig fad.

Det smager også godt … svulstig, fed og moden, men frugten er absolut ikke kun sorte bær, men også lysere og mere syrlig bær som hindbær, lyse hindbær, der lige giver vinen en rank, levende og frisk syre, mens tanninerne bestemt mærkes, men er eftergivende, bløde og føjelige. Det er en lille saftbamse af en Bordeaux, så dermed 92 herlige point fra Houlberg.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 229,95 kr., men prisen er  kun 99,95 kr., hvis du køber 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2018 Vignobles Gabriel & Co, Marquis de Libarde Saint-Émilion Grand Cru, Bordeaux, Frankrig

2018 Vignobles Gabriel & Co, Marquis de Libarde Saint-Émilion Grand Cru, Bordeaux, FrankrigDenne Marquis de Libarde Saint-Émilion Grand Cru laves af vinhuset Vignobles Gabriel & Co, der ligger i Saint Aubin de Blaye i Bordeaux og bl.a. driver Château Les Aubiers og Domaine du Grand Moulin.

Historien om Vignobles Gabriel & Co er oprindelig startet i 1904 af Gabriel Bruneteau, der grundlagde Domaine du Grand Moulin ved Saint Aubin de Blaye og havde en stor interesse for mennesker og vin.

Det var måske derfor, at Gabriel Bruneteau i 1921 blev valgt til bordmester i Saint Aubin de Blaye, men efter hans død blev driften på Domaine du Grand Moulin omlagt til korn- og husdyrbrug, mens der var meget lidt fokus på vin, selvom man dog havde en smule af druen Ugni Blanc, der blev brugt til tørre hvidvine og cognac.

Det var først 4 generationer senere, da Jean-François Reaud – tipoldebarn af Gabriel Bruneteau – 1985 arvede godset og lavede en omorganisering og modernisering af vingården, at man igen begyndte af satse på vinproduktion.

Dengang havde Jean-François Reaud 7 hektar med vinmarker, men i slutningen af 1990’erne købte han også Château Le Grand Moulin med yderligere 25 hektar vinmarker.

Jean-François Réaud besluttede at bruge navnet Château Les Aubiers på sine vine … det var et navn, der havde tilhørt hans familie og han omlagde også alle markerne til økologisk landbrug i 2011.

I dag har Réaud flere vinmarker … 44 hektar økologiske marker til Château Les Aubiers inklusiv forpagtede vinmarker og 85 hektar vinmarker til Château Le Grand Moulin, der dog drives mere konventionelt.

Derudover har han også i 2015 købt Château Haut Sociondo, som han tidligere arbejdede sammen med og den har 15,5 hektar marker og har efterfølgende også indgået nye partnerskaber og laver aftaler med flere naboejendommen for at sælge flere vine fra højre bred.

En af disse vine er denne 2018 Marquis de Libarde Saint-Émilion Grand Cru, der er lavet på 75-80% Merlot, mens resten selvfølgelig er Cabernet Sauvignon.

Vinen er lavet ved, at der startes med en kølig forgæring og pre-maceration i 4-5 dage, hvorefter gæringen og maceration sker over 15-20 dage. Efter endt fermentering er vinen lagret 12 måneder på franske egetræsfade.

I næsen er der blæk, grafit, nelliker, cedertræ … en frugt af solbær, brombær suppleret med en svag buket af lakrids, kaffebønner samt en vis tørhed, grønne noter og grønne krydderurter.

Smagsmæssigt er vinen langt blødere … rund, venlig og behagelig med solbær, brombær og så lidt sorte te-blade, der giver beskedne bitre elementer. Syren er ren og virker klar med hindbær samt en smule lemonagtig syrlighed og tanninerne er knastørre, men giver samlet set vinen et frisk bid. 90 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 159,95 kr., mens vinen koster 79,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2014 Château Grate-Cap, Pomerol, Bordeaux, Frankrig

2014 Château Grate-Cap, Pomerol, Bordeaux, FrankrigMed næste vin skal vi til højre bred i Bordeux, for i Pomerol finder vi nemlig Château Grate-Cap – ejet af Ets Guy Janoueix & Fils – og derfra smager vi deres Pomerol fra 2014.

Janoueix familien er et kendt navn i Bordeaux, men er i dag forgrenet til både Ets Guy Janoueix & Fils og Domaines Joseph Janoueix, men begge stammer tilbage til 1898, hvor kimen til de to vinhuse blev lagt af henholdsvis Joseph Janoueix og Jean Janoueix, der begge kom fra Corrèze i Sydfrankrig.

Joseph Janoueix grundlagde det vinhus, som i dag hedder Domaines Joseph Janoueix og det ejes og drives nu af brødrene Jean-Philippe og Jean-Pierre Janoueix. Det er blevet et ret stort hus med ejerskab af Château la Croix, La Confession, Château Haut-Sarpe, Château Mouton og Château la Croix Saint Georges.

Jean Janoueix grundlagde det vinhus, som i dag hedder Ets Guy Janoueix & Fils … og det ejer også flere vinslotte som Château Grand Fortin, Château Samson, Château Petit-Clos-Figeac, Domaine de la Bourrue … og så Château Grate-Cap.

Ets Guy Janoueix & Fils ejes af drives af Guy og Barbara Janoueix, som siden 1973 har ejet vinhuset og på Château Grate-Cap har de samlet 9 hektar vinmarker med 70% Merlot, 15% Cabernet Franc samt 15% Cabernet Sauvignon.

Denne 2014 Pomerol er netop lavet med samme fordeling som husets marker og er vinificeret helt traditionelt og efter gæringen er vinen lagret 14 måneder på egefade.

Duftmæssigt er det meget ren Pomerol … trøfler, tørt træ, cedertræ, læder, mørk chokolade, muldjord, efterårsblade på jorden, klart lidt lakrids og vanilje fra fadlagringen. Frugten er intens, våd og lækker, har blommer, brombær og sorte kirsebær, men med en let moden side.

Det er i munden blødt og cremet … fortsat med en leverende syre, om end den også virker afbøjet og venlig. Der er tørre tanniner og der kommer samtidig sort-te og lemon bitterhed … ikke vildt, men fint, rent og med en lys struktur, der samtidig gør vinen let, mild og en smule mager. 92 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 389,95 kr., mens prisen er 199,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2016 Château Vieux Ferrand, Montagne Saint-Emilion, Bordeaux, Frankrig

2016 Château Vieux Ferrand, Montagne Saint-Emilion, Bordeaux, FrankrigDet er den unge Mélanie Chenard, der står for produktionen af denne højre breds Bordeaux vin fra appellationen Montagne Saint-Emilion … og skulle være fra vinhuset Château Vieux Ferrand.

Det er ikke et vinhus, som jeg kan finde information om, men Mélanie Chenard arbejder i dag som driftsleder – eller Directrice D’Exploitation som det hedder på fransk – Lycée Viticole de Libourne-Montagne, der er områdets universitet for vindyrkning i Montagn og ejer Château Grand Baril, Château Real Caillou og Château Vieux Ferrand.

Man har samlet 28 hektar vinmarker i Montagne Saint-Emilion med 29 år gamle vinstokke og 10 hektar i Lalande de Pomerol med 16 år gamle stokke … det meste selvfølgelig Merlot. Derudover har man også 1 hektar med hvide sorter.

Agro-vinuniversitetet Lycée Viticole de Libourne-Montagne blev åbnet i 1969 takket være Montagnes borgmester Paul Layteyron og landbrugsministeren Rober Boulin, men drives i dag af monsieur Siloret.

Denne 2016 Château Vieux Ferrand Montagne Saint-Emilion er lavet på 90% Merlot, 8% Cabernet Franc og 2% Cabernet Sauvignon, men jeg har slet ingen informationer om, hvordan vinen er lavet eller lagret for den sags skyld.

I næsen egentlig en frisk vin … meget grøn og lettere kantet, har noget cedertræ og i det hele taget træagtige noter, så den er ganske sikkert lagret på egefade. Der er også nogle jordagtige noter samt en frugt af solbær og tranebær … lidt stilket i aromaer, der tillige virker lidt landlige og suppleres med lidt mentol.

Smagen er også – som næsen – frisk og kantet med en rank syre, mens frugten virker lidt lysere med tranebær, sure kirsebær samt hindbær. Syren er lidt rå og upoleret … næsten barbarisk … har også lidt bitre sort te noter, hvilket gør vinen tør, brysk og endda lidt små uomgængelig, så det er en vin, der skriger på mad til. 88 point.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 130 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2018 Marquis de Villebourbon, Saint-Émilion Grand Cru, Bordeaux, Frankrig

2018 Marquis de Villebourbon, Saint-Émilion Grand Cru, Bordeaux, FrankrigVi fortsætter på højre bred i Bordeaux, for næste vin er en Saint-Émilion Grand Cru, men har en alternativ label med et fiktivt navn Marquis de Villebourbon, da vinen kommer fra et anerkendte vinhus, der ikke ønsker sit navn sammen med prisen på vinen.

Læser man bag på etiketten, så står der dog, at vinen er vinen er flasket af SAS Robin A i Saint Aubin de Blaye, hvilket kan henføres til Vignobles Gabriel & Co, der bl.a. driver Château Les Aubiers og netop holder til i Saint Aubin de Blaye.

Det vil vi ikke dvæle mere ved, da jeg ikke ved, om det er korrekt, så derfor kigger vi da bare videre på vinen, der er lavet på 80% Merlot og 20% Cabernet Sauvignon, som er gæret i ståltanke. Efter gæring er vinen lagret12 måneder på 225 liters franske barriquefade, heraf 33% helt nye fade.

Duftmæssigt er vinen ikke særlig åben … er i hvert fald fyldt med krydderurter, nelliker, umami, blæk, cedertræ og vanilje … alt på én gang og ikke specielt sammenhængende.

Smagen er også lidt tynd og næsten pjasket … her er frugten dog tydeligere end i duften og mest hindbær, kirsebær og tranebær med en syrlig kant. Syren virker vag, men vinen har dog lidt tanniner, der giver et tørt og samtidig ganske frisk bid, der egentlig hænger pænt lang tid i munden. 87 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 159,95 kr., mens vinen i øjeblikket er på tilbud til 139,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7 

2020 Château Haut-Chaigneau, Lalande de Pomerol, Bordeaux, Frankrig

2020 Château Haut-Chaigneau, Lalande de Pomerol, Bordeaux, FrankrigVi skal et smut til højre bred i Bordeaux, hvor vi ved skillevejen mellem Pomerol og Saint-Émilion og blot 5 minutters kørsel fra verdensberømte Château Petrus finder Château Haut-Chaigneau, hvorfra vi smager denne 2020 Lalande de Pomerol.

Château Haut-Chaigneau blev købt i 1967 af André og Jeanine Chatonnet, der efterfølgende langsomt har restaureret vingården og løbende foretaget forbedringer og øget kvaliteten af vinene fra vingården.

Chatonnet familien har været vinproducenter i Saint-Emilion siden det 15. århundrede … oprindelig med basis i middelalderbyen ved St. Martin de Mazerat, men i dag har Vignobles Chatonnet hovedsæde på Château Haut-Chaigneau ved Néac i Lalande-de-Pomerol.

Driften varetages i dag af André og Jeanine Chatonnets søn Pascal og han laver på Vignobles Chatonnet 5 forskellige vine og det er så Château La Croix Chaigneau og derefter Spirit of Eleanor, La Serge, The Archangel og så denne Château Haut-Chaigneau. Der laves samlet 150.000 flasker årligt fra familiens 30 hektar marker.

Vinen er lavet på 75% Merlot og 25% Cabernet Franc fra 40 år gamle vinstokke, der er lavet traditionelt i rustfrie ståltanke og efter endt fermentering lagret 12 måneder på barriques, hvoraf 25% er nye fade.

Det dufter af Bordeaux … virkelig klassisk med solbær og kirsebær, muld eller spagnum, cedertræ og cigaræsker, våde fad og elementer fra fadlagringen med let vanilje, mælkechokolade, kanel og en syre, der virker levende, livlig og lige løfter vinen.

Smagen er frisk, lysere end forventet og syren er samtidig renene, mere klar og bitter end forventet. Der er virkelig et frisk bid af den mørke frugt suppleret med lysere og mere bitterfrisk frugt af både hindbær, brombær, ribs og lyse blommer. Det er sgu ret godt og dermed 91 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 249,95 kr., mens vinen koster 189,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2019 Château Grand Bouchon, Médoc, Bordeaux, Frankrig

2019 Château Grand Bouchon, Médoc, Bordeaux, FrankrigVi fortsætter i Bordeaux, men skifter til venstre bred, for nu smager jeg en 2019 Médoc fra Château Grand Bouchon og Didier Friand, som skulle være Propriétaire i Pignac-en-Médoc.

Jeg har trevlet alt igennem på internettet, men kan ikke finde en Didier Friand, men kan dog godt finde et Château Grand Bouchon, men det ser dog en smule anderledes ud end slottet på denne etiket og er ikke ejet af en Propriétaire Friand, men af den store vinkoncern Yvon Mau.

Hvis det er Yvon Mau, som ejer Château Grand Bouchon, så er det en pænt stor historie, for Yvon Mau ejer nemlig også store Freixenet Group, som står bag den kendte spanske boblevin … og det firma ejer igen masser af vinhuse over hele verdenen.

Hvis – og jeg understreger hvis – Château Grand Bouchon er ejet af Yvon Mau, så ligger det i Lafon kommunen vest for Lesparre og har sine vinmarker mellem byerne  Civrac og Prignac  … så på den måde passer pengene.

Château Grand Bouchon ejet af Yvon Mau har 22 hektar vinmarker med vinstokke, der gennemsnitlig er 20 år gamle. Denne Médoc vin er lavet på 63% Merlot og 37% Cabernet Sauvignon. Vinen er lavet med både gæring og maceration over 3-4 uger i ståltanke over efter gæringen er vinen og lagret i ståltankene.

Duftmæssigt starter den lidt tilbageholdende … og duften er da heller ikke dyb, tæt eller koncentreret og de forskellige elementer hænger heller ikke så skarpt sammen. Der kommer en aroma med solbær, tranebær og sure kirsebær, lidt cigarkasser og nogle mere grønne elementer … blade, grene og tørre krydderurter.

I munden bliver det lidt det samme … der er en skarp og småsyrlig frugt, der heller ikke er så fyldig, men absolut frisk, pågående samt syrligstærk. Der er peber, knastørre tanniner og samtidig er vinen ret tør, mens syren er direkte med citroner, lemon, ribs og sure tranebær … skriger på mad. 87 point

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 99,95 kr., mens prisen er 49,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7

2020 Château Cap de Faugères, Castillon Côtes de Bordeaux, Bordeaux, Frankrig

2020 Château Cap de Faugères, Castillon Côtes de Bordeaux, Bordeaux, FrankrigForleden smagte jeg en skøn vin fra et joint venture mellem danske Peter Sisseck og den spanske mangemillionær Silvio Denz. Nu smager jeg så en vin fra et af Silvio Denz opkøbte vinslotte i Bordeaux, nemlig Château Cap de Faugères og derfra smager jeg en 2020 Castillon Côtes de Bordeaux.

Silvio Denz har tjent alle sine penge i parfumeindustrien og har så siden ekspanderet med kunst, smykker og design i sit firmaet Lalique … inden han så bevægede sig ind i vinbranchen via opkøb af det pænt store auktionshus Les Grands Vins Wermuth i Schweiz.

Derefter opkøbte han også flere vinslotte i Bordeaux fulgte sammen med anparter i Clos d’Agon på Costa Brava. Det var dér, at Peter Sisseck blev tilknyttet som konsulent i 2006 og i de efterfølgende år knyttede bånd til Silvio Denz.

Château Cap de Faugères er nærmest lillesøster til både Péby Faugères og Faugères, men slottet med dets 20 hektar vinmarker ligger i kommunen Sainte Colombe i appellationen Castillon-Côtes de Bordeaux omkring 5 kilometer sydøst for Saint Émilion og har samme terroir med ler- og kalkstensskråninger.

Denne vin er lavet på et blend af 85% Merlot, 10% Cabernet Franc samt 5% Cabernet Sauvignon, der er høstet med et udbytte på 45 hektoliter pr. hektar. Gæring og maceration er sket i ståltanke og efter endt fermentering er vinen lagret 12 måneder på franske barriques.

I næsen er det en mørk vin, kanel, solbær og kirsebær, godt med cedertræ, medicinskab, hæfteplaster, lidt muggen, fugtig skovbund, sorte oliven, sort og småbitter kaffe samt et bundt tørre krydderier.

Smagen er blød … men har en mørk og bitter kraft, masser af syre, hvor der endda kommer en lidt citrusagtige syrlighed. Frugten er så både tranebær, sure kirsebær og ribs … er tør og tanninerne viser da heller ingen nåde, men får munden til at krumme sig sammen. Det er absolut en ung bordeauxvin, som kun vil blive bedre af lidt tid i kælderen. 90 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 149,95 kr., mens prisen er 129,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2018 Château Vray Canon Boyer, Canon-Fronsac, Bordeaux, Frankrig

2018 Château Vray Canon Boyer, Canon-Fronsac, Bordeaux, FrankrigGod Bordeaux til en pris på 59,95 kr. ved køb af 6 flasker lyder da meget indbydende. Vi snakker om denne 2018 Canon-Fronsac fra Château Vray Canon Boyer. Den smager også indbydende.

Canon-Fronsac er en appellation i et lille område i den østlige del af Bordeaux vinregionen og indgår i den bredere Fronsac appellation, men er kun halv så stor. Afstanden mellem de to områder er lille og stilen er næsten ens.

Château Vray Canon Boyer ligger i Saint-Michel-de-Fronsac i Fronsadais på højre bred og har – så vidt jeg kan se – været ejet af Coninck familien siden 1740, men i dag ejes og drives vinslottet af Anne de Coninck-Bournac og hendes mand.

Slottet med det perfekt sydvendte terroir på skråningen Côte de Canon fremhæves flere steder blandt de bedste i Canon-Fronsac. De har samlet 8,5 hektar vinmarker, der er for 90% er tilplantet med Merlot, mens de resterende 10% selvfølgelig er Cabernet Sauvignon og Cabernet Franc.

Derudover er de også negociant og laver også vine fra andre vinavlere … der er dog meget sparsomme oplysninger om det lidt mere ukendte vinslot.

Denne 2018 Canon-Fronsac er et klassisk blend fra højre bred og bestående af 90% Merlot, 5% Cabernet Franc samt 5% Cabernet Sauvignon. Der er ikke mange oplysninger om produktionen, men den er jo formentlig lagret på barriques efter gæringen. Der laves årligt 45.000 flasker af denne vin.

Duften er bestemt ganske imponerende … moden, dyb og lidt sød næse, hvor der både er chokolade, lakridskonfekt og så nogle af de mere klassiske Bordeaux aromaer som muld, cigarkasser, vanilje og denne modne frugt af solbær, sorte og modne blommer … god dybde og der er nærmest lidt fuldfed Michel Rolland stil over vinen.

I munden skuffer vinen bestemt heller ikke … igen en moden frugt med solbær, men også mere syrlige bær som hindbær, kirsebær og tranebær. Tanninerne er tørre … hænger godt i kæften uden dog at tage pusten fra dig på nogle måder, men akkompagneres fint af en stram syre, sort te trukket i lang tid … og samlet giver det godt bid, hvorved vinen hænger pænt lang i munden.

Der er lidt turbo på drengen, men den flotte og fede duft samt en stringent og frisk syre giver sgu en ret fint og ganske imponerende Bordeaux, som burde koste det dobbelt … mindst! 91 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 119,95 kr., mens prisen på tilbud kun er 59,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7