Tag-arkiv: pinot noir

Pinot Noir er – hvis I spørger mig – druernes konge, den ubestridt røde drue, som giver nogle af verdenens mest elegante rødvine over hele verdenen, men nok mest er kendt for dens rolle i Bourgogne, hvor den står bag nogle af de dyreste vine, som findes.

Pinot Noir er virkelig en af de store, klassiske rødvinsdruer og en darling blandt vinkendere. Den kan under de rigtige forhold og i de rigtige hænder give enormt charmerende vine med en forbløffende smagsrigdom. Druen kan afspejle terroir som ingen anden rødvinsdrue.

Druen kendes i Tyskland som Spätburgunder, men findes derudover i det nordlige Italien, i Østrig … og oversøisk performer druen også ret godt i Chile, Sydafrika, Australien, New Zealand og USA, hvor bl.a.  Californien og Oregon er de bedste områder.

Derudover er Pinot Noir også én af de 3 tilladte druer i Champagne, hvor den dækker 38% af de samlede vinmarker. Det er med andre ord en drue, som er utroligt udbredt, selvom den er tyndskindet og kan være både svær at dyrke og svær at vinificere.

Vine på Pinot Noir – specielt de europæiske – er ret lys i farven, men først og fremmest elegante og feminine, har en let sødme, er parfumerede, aromatiske og mineralske. Smagen er ofte af lyse, røde bær. Pinot Noir tager godt imod fadlagring … men med risiko for at overdøve dens fine aromaer med for meget træ.

DNA-profilering har vist, at Pinot Noir deler det samme genetiske fingeraftryk som Pinot Blanc, Pinot Gris, Pinot Meunier og Pinot Précoce aka Frühburgunder. Således skal de korrekt betragtes som mutationer eller kloner af en fælles sort.

Pinot Noir er en ret sensitiv drue, der foretrækker kølige klimaer og kalkrige jordbunde. Den kan dog trives i varmere klimaer og federe jorde, men så bliver dens vine anderledes fyldige og frugten også mørkere og ofte mindre elegant.

2019 Weingut Solveigs, Steil Pinot Noir, Rheingau, Tyskland

2019 Weingut Solveigs, Steil Pinot Noir, Rheingau, TysklandSelvom Steil 2020 er en lækker vin, så er Weingut Solveigs’ 2019 Steil Pinot Noir bare endnu bedre samt mere lækker og den smagte vi lige efter 2020’eren.

Igen er den lavet på nøjagtig samme måde … altså med det, som Jens Heinemeyer selv kalder for lazy vinification, hvor han kun blander sig meget begrænset i produktionen.

Duftmæssigt er der nu mere animalsk, sødlig hestestald, men fadpræget også er langt større med lidt chokolade, vanilje, sød lakrids og frugten har en mere kendte stil af Solveigs … lysere med jordbær, hindbær, ribs, malerspand, røg, lidt jord og grønne krydderurter. Dufter himmelsk.

Sådan er smagen egentlig også … lysere og lettere … nærmest luftig med en mere stringent, finere, sartere og feminin syre, hvor man får mere ribs, hindbær, rabarber, lemon og citron … let peber samt nogle fine og tynde tanniner, der lige bider ganske let og giver oprejst friskhed til vinen … 94 point.

Forhandles herhjemme af Distinto, hvor en flaske af 2020’eren koster 349 kr., mens prisen er 299 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2020 Weingut Solveigs, Steil Pinot Noir, Rheingau, Tyskland

2020 Weingut Solveigs, Steil Pinot Noir, Rheingau, TysklandDernæste smagte vi Weingut Solveigs’ Steil Pinot Noir i to årgange og med meget stor forskel … vi startede med at smage 2020’eren.

Steil har sit navn efter de såkaldte Assmanshauser Steil marker og det betyder, at alle druerne udelukkende kommer fra stejle marker, men modsat både Micke og Present, så er det ikke en enkeltmarksvin.

På vinmarkerne er alle vinstokkene over 15 år og nogle endda op til 50 år og de er høstet med et udbytte på mellem 30 og 40 hektoliter pr. hektar.

Vinen er lavet som de øvrige, altså baseret på princippet om minimal vinificering og uden tilsætning af gær, vinsyre, enzymer eller andet skidt, blot spontangæring.

Efter gæring og maceration presses druerne og gæringen fortsættes i rustfrie ståltanke, hvor vinene bagefter også hviler en periode før lagring i 24 måneder på egefade. To år efter høsten flaskes vinene normalt og lagrer yderligere 18 måneder på flaske inden frigivelse … med andre ord lang lagring.

I forhold til Phyllit er der mere dybde og mere frugt. Frugten virker også lidt mørkere med sorte kirsebær, jordbær, hindbær og ribs, men virker samtidig også mere klassisk. har grønne noter, fadnoter, kanel, røg, urter … virker samtidig let og mineralsk. Duften er ikke sådan eksplosiv, men byder bestemt på masser af lækkerhed.

Smagsmæssigt har Steil 2020 er tæt, let og kølig stil … ikke så blød, som jeg husker den, men har godt med peber, e stram syre og tørre tanniner, nogle røgede noter og landlighed. Frugen er mere ovre i noget tranebær, kirsebær og hindbær samt ribs … men det smager sgu da ret godt. 92 point.

Forhandles herhjemme af Distinto, hvor en flaske koster 349 kr., mens prisen er 299 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2021 Weingut Solveigs, Phyllit Pinot Noir, Rheingau, Tyskland

2021 Weingut Solveigs, Phyllit Pinot Noir, Rheingau, TysklandI den vilde og autentiske vinkælder startede Gaby med at servere et glas af husets entry-level vin, der hedder Phyllit … opkaldt efter den rosafarvede skifer, som netop findes i Assmannshaus.

Pinot Noir Phyllit er nemlig lavet med de yngste druer fra Weingut Solveigs marker omkring Assmannshaus … typisk er det fra stokke under 15 år gamle og fra forskellige marker. Druerne er høstet med et udbytte på omkring 40 hektoliter pr. hektar.

Jens Heinemeyer laver alle sine vine på fuldstændig samme måde, hvor druerne høstes  fuldt modne ved omkring 103° Oechsle. Så er de afstilket inden spontangæring, som sker i åbne gæringskar over 14 dage og separat for hver mark.

Efter gæring og maceration presses druerne og gæringen fortsættes i rustfrie ståltanke, hvor vinene bagefter også hviler en periode før lagring i 24 måneder på egefade. To år efter høsten flaskes vinene normalt og lagrer yderligere 18 måneder på flaske inden frigivelse … med andre ord lang lagring.

I glasset er Pinot Noir Phyllit pænt lys, let og transparent teglfarvet, mens duften virker fin, rank og kølig i stilen. Der er frugt med ribs, jordbær, hindbær og lemon, noget job, medicinkasser, læder, blæk samt violer … ung og viril.

Sådan smager vinen nærmest også … ikke så kompleks, men meget frisk, ren og stringent med masser af stram syre, friske bær som ribs, hindbær, citroner samt en lemonbitterhed. Der er peber, aggressive tanniner og virker meget ung og rank … en vild tøs. 91 point.

Forhandles herhjemme af Distinto, hvor en flaske koster 299 kr., mens prisen er 269 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

Besøg hos Weingut Solveigs … vinsmagning i den 7 meter dybe kælder

Næste hele dag i Rheingau vinland og egentlig med et hul i kalenderen kl. 10.00. Men jeg havde dagen forinden fået accept af et besøg hos Weingut Solveigs. Det var både heldigt og tilfældigt, da de ellers ved vores planlægning af turen ellers havde meldt fra til et besøg, da de var på rejse i norden.

Men en ændring i planerne betød, at de var hjemme i Rheingau og alligevel – da jeg skrev igen – havde plads i kalenderen til et besøg om formiddagen kl. 10.00 … en tid som vi trods henvendelser til flere andre spændende producenter som fx Weingut Wohlfahrt-Franke og Weingut Prinz ikke havde lykkes at besætte.

Det var sgu heldigt og specielt fordi, at netop besøget hos Weingut Solveigs skulle vise sig, at blive en af de bedste vinsmagninger på vor lille roadtrip til Rheingau … helt eksklusivt dybt nede i den gamle vinkælder 7 meter under jorden.

Da Weingut Solveigs ligger kun 2-3 kilometer fra vores hotel i Rüdesheim – og da solen skinnede smukt fra morgenstunden – så valgte vi at spadsere turen langs Rhinen hen til Weingut Solveigs på adressen Rheinstraße i Geisenheim.

Uden GPS problemer nåede vi frem, hvor vi blev mødt af Jens’ hustru Gaby, som skulle stå for vinsmagningen, da Jens Heinemeyer havde været nødsaget til at tage i markerne … men hun fortalte, at han håbede at nå retur til at hilse på os.

Weingut Solveigs ligger i lejede lokaler og der er ikke megen plads i lokalerne indenfor porten, hvor der alene er lager og pakkeri, så vi begrav os derfor de 7 meter ned af en stejl gammel smal trappe … spændt på, hvad der ventede os.

Weingut Solveigs

Vinhuset har som nævnt deres vinkælder på Rheinstraße i Geisenheim, mens Jens og Gaby Heinemeyer selv bor længere mod syd på Ippesheimer Straße i Bieblesheim, hvilket jo reelt er i Rheinhessen på den anden side af Rhinen.

Weingut Solveigs er ganske usædvanligt udelukkende en rødvinsproducent, som kun laver vine på Pinot Noir midt i – det som vel nærmest må kaldes – en af de legendariske bastioner for Riesling.

På samme vis som fx det burgundiske inspirerede vinhus Chat Sauvage, så har Heinemeyer også de fleste af sine marker i området ved Assmannshausen og op imod Lorch … et område, hvor Pinot Noir virkelig stortrives.

Det er lige dér, hvor Rhinen står et 90 grader sving inden man kommer til Rüdesheim am Rhein. Der finder man store Pinot Noir marker som fx Assmannshäuser Höllenberg, Hinterkirch og Frankenthal, mens man længere mod nord finder Lorcher Kapellenberg og Schlossberg.

Jens Heinemeyer er – selvfølgelig – selv uddannet ønolog fra Geisenheim og er 4.  generation fra en familie af vinavlere, så efter endt uddannelse videreførte han i 1987 familiens vingård under navnet Jens Heinemeyer Weine & Sekt.

I 1995 dannede Heinemeyer et lille projekt med Dieter Schufried og Markus Haas, som de kaldte Weingut Johanninger. Det var en lille sammenslutning af deres 3 vingårde i henholdsvis Nahe, Rheingau og Rheinhessen med samlet 21 hektar vinmarker og med Jens Heinemeyer som fællesskabets vinmager.

Imidlertid trådte Heinemeyer i 2012 ud af samarbejdet, og har i stedet helliget sig sine egne vine i sit eget lille projekt, som han har kaldt Weingut Solveigs efter navnet på sin datter. Her ville han koncentrere sig om at lave naturlige, enkle, ufiltrerede og ubehandlede vine alene på Pinot Noir.

Han havde nemlig gennem årene udviklet en særlig kærlighed for Pinot Noir med en produktion uden brug af tilsætningsstoffer, økologisk tilgang, ingen indgriben i naturens gang og et had til brugen af nye egefade ved lagringen. Han var til gengæld stor tilhænger af en lang og tålmodig modning af vinene.

Han havde allerede i flere år arbejdet efter samme metoder og havde også et lager af producerede vine på både flasker og fade, således projektet var kørende allerede fra første fløjt.

Weingut Solveigs er et ganske lille vinhus, hvor Heinemeyer har omkring beskedne 2 hektar vinmarker, som ligger på det, som kaldes Assmannshauser Steil … en fælles betegnelse for de stejle marker, der ligger ved Assmannhaus.

Allerede i 1300 tallet dyrkede man Pinot Noir på markerne ved Assmannhaus. Vinstokkene var medbragt fra Beaune i Bourgogne af munkene som kom til Kloster Eberbach. Derfor har markerne også deres helt egen klon af Pinot Noir … med en historie tilbage til munkene fra Bourgogne.

Heinemeyer har markerne Presenteberg, Mickelberg og Koloss, der alle ligger mellem byerne Assmannshausen og Lorch, hvor der er en undergrund kendt for et særligt højt indhold af en særlig rosafarvet skifer, som lokalt kaldes Phyllit og er med til at give vinene en særlig mineralsk lethed.

Selvom Jens selv bor i Bieblesheim – der jo ligger i Rheinhessen – så laves vinene i den gammel kælder i Geisenheim. Den gamle kælder med hvælvede lofter stammer fra det 19. århundrede og er helt perfekt for vinificering og lagring af vinene.

Kælderen bruges også til afholdelse af smagninger, som vores denne lørdag formiddag, så hvis du besøger Rheingau, så giv Heinemeyer et kald … måske kan du bli’ inviteret i kælderen.

Nu skrev jeg, at Jens Heinemeyer alene laver vine på Pinot Noir, men det er dog ikke helt korrekt, idet han skam også laver nogle vine på søsterdruen Pinot Noir Précoce … eller Frühburgunder, som vi nok mest kender druen under.

I kælderen laver Jens samlet 5 rødvine, hvor de 4 er på Pinot Noir, nemlig Phyllit, Steil, Micke og Present. Derudover laver Weingut Solveigs også vinen Koloss på Frühburgunder samt en rosé på Pinot Noir og såmænd også 2 forskellige Trockenbeerenauslese … én på Pinot Noir og én på Pinot Noir Précoce. Derudover laves der også en brændevin, der kaldes Marc vom Steil.

Produktionstilgangen kalder Jens doven vinificering eller kontrolleret inaktivitet, hvilket principielt betyder, at vinen fremstilles med så lidt indgriben som overhovedet muligt. Vinene er derfor udelukkende resultat af naturen og i udtalt grad super terroir-drevne.

Generelt sker produktionen ved, at druerne høstes, når de er fuldt modne ved omkring 103° Oechsle, hvorefter de afstilkes inden fermenteringen, som sker i åbne gæringskar.

Processen starter med 14 dages maceration og vinificering sker separat for hver enkelt mark. Efter macerationen presses druerne og gæringen fortsættes i rustfrie ståltanke, hvor vinene også hviler en periode efter fermentering og inden lagring i 18 måneder på brugte egefade. To år efter høsten flaskes vinene normalt og lagrer yderligere 2 år på flaske inden frigivelse … med andre ord lang lagring.

Solveigs er egentlig økologisk certificeret, men det skiltes der ikke med på etiketterne, men reelt er det ren naturvin, for Heinemeyer tilsætter slet ikke noget skidt – ingen kemi – ved produktionen, kun en anelse svovl ved macerationen.

Jens Heinemeyer har en speciel kærlig for Danmark, og det skyldes hans sideløbende konsulentvirksomhed kaldet Grapeworker Wine Consulting. Her rådgiver han vinproducenter og blandt hans kunder er bl.a. hjemlige Frederiksdal Kirsebærvin, Ørnberg Vin samt Vejrhøj Vingaard samt Waalem på øen Før i Sydslesvig.

Vinsmagningen i kælderen

Det gamle kælder er – WAUW – totalt fabelagtig og det vildeste sted at holde en vinsmagning. Det minder lidt om en kulisse til en gammel horrorfilm, men alt er autentisk med spindelvæv, støv i mange, mange lag … virkelig charmerende.

Når man kommer ned af den stejle trappe, træder man ned i den store og lange fadkælder, hvor der for enden findes nogle store og gamle fade, der ikke længere er i brug … men ned mod smagelokalet ligger alle de nyere barriques fyldt med de nye vine.

Der stoppede vi, mens Gaby lige fortalte kort om kælderen. Men derefter gik vi ind i smagelokalet … et gammelt og helt fantastisk rum, hvor Gaby også havde dækket op til os.

Vi fik os bænket og klar til dagens første smagning, hvor vi samlet skulle igennem, 7 vine, hvilket bestod af disse:

Gaby Heinemeyer fortalte om både vinhuset, den gamle vinkælder og naturligvis om de enkelte vine, efterhånden som vi smagte dem i den nævnte rækkefølge.

Ser vi nærmere på vine, så er Phyllit – der er opkaldt efter den rosafarvede skifer – entry level vinen … altså den billigste og er lavet fra de yngste vinstokke, som typisk er under 15 år gamle og fra forskellige marker.

Steil er næste i rækken og kommer fra de stejle marker omkring Assmannshausen … men i modsat til Phyllit, så er den lavet med druer fra vinstokke, der minimum er over 15 år gamle.

Både Present, Micke og Koloss er enkeltmarksvine, som er fra vinmarkerne Presenteberg, Mickelberg og Koloss, der ligger mellem byerne Assmannshausen og Lorch. Druerne er minimum 25 år gamle. Det er Jens’ topvine og de ligger også rent prismæssigt nogenlunde ens.

Fælles for alle de 4 Pinot Noir vine er imidlertid, at de er lavet fuldstændig ens, så forskellene i vinene vil alene være et udtryk for druernes alder, årgang og/eller terroir fra de forskellige marker.

Jeg skal nok linke til mine beskrivelser og anmeldelser af vinene i de kommende indlæg.

Jeg har før smagt vinene fra Weingut Solveigs til en smagning, som importøren Distinto holdte på Restaurant Domestic i Aarhus … det var faktisk en vertikalsmagning af Solveigs Pinot Noir vine tilbage fra 1995 … hvor bedste vin – efter min vurdering – var 1997 Steil.

Hvis du vil læse om den smagning, så kan du finde den i mit blogindlæg; Weingut Solveigs … vertikalsmagning af tysk Pinot Noir helt fra 1995.

Dengang mødte jeg også den rare Jens Heinemeyer, men ham nåede vi desværre ikke at hilse på denne gang. Men det skal siges, at Gaby gjorde det rigtigt godt … og vi endte – som også de forrige steder – med at købe lidt vine med hjem.

Kongesmagning !!! 🙂

2020 Weingut Maibachfarm, Ahrweiler Spätburgunder, Ahr, Tyskland

2020 Weingut Maibachfarm, Ahrweiler Spätburgunder, Ahr, TysklandSom med de hvide fra vinmageren Alexander Weber på Weingut Maibachfarm smagte jeg først en Gutswein og så en Ortswein og ligeledes med de røde Spätburgunder vine, hvor jeg sluttede med en 2020 Ahrweiler Spätburgunder.

Vinen er lavet med druer, som kommer fra marker både nord og syd for Ahrweiler, herunder både Rosenthal, Forstberg, Daubhaus og Silberberg.

Vinen er vinificeret i rustfrie ståltanke med spontangæring og efter endt fermentering har vinen lagret 10 måneder på egefade … både nye egetræsfade og fade brugt 1-3 gange tidligere.

Igen har vinen en smuk farve, der er lys, let og transparent teglfarvet, mens duften nu lige er et notch op i forhold til den foregående, for her fornemmer man allerede fra start noget mere fadpræg. Den lidt granagtige og røgede Ahr karakter er fortsat til stede, men nu mere afdæmpet og det giver en bedre balance samt en duft, der er mere lækker. Frugten er mest jordbær og kirsebær, men nu kommer der også røg, lejrbål, ristede mandler, stegt bacon, lidt blomster, lakrids, peber, mælkechokolade, kanel og vanilje.

Det smager sgu ret godt … har klart mere dybde og kompleksitet, hvor frugten er jordbær, kirsebær, hindbær og brombær … er meget koncentreret og frisk. Derudover kommer de røgede elementer også frem suppleret med fine og sarte tanniner … og så ellers karamel, lidt kaffe og chokolade. 93 point.

Forhandles af Juul’s Vin & Spiritus, hvor en flaske koster 249 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7

2021 Weingut Maibachfarm, Spätburgunder, Ahr, Tyskland

2021 Weingut Maibachfarm, Spätburgunder, Ahr, TysklandSidst jeg smagte Maibachfarms røde Spätburgunder Gutswein var det i en årgang 2016, men nu har jeg smagt vinen i årgang 2021.

Vinen er lavet med fermentering i rustfrie ståltanke og alene spontangæring med druernes naturlige gærceller. Derefter er vinen lagret 8 måneder i store großen Holz brugte egefade.

I glasset er vinen smuk … let transparent teglfarvet og lige som vi ønsker Spätburgunder. Duften har bestemt også noget Ahr karakter med denne lidt grønne duft med gran og kold aske. Det betyder også, at der er mindre sødme og en frugt med tranebær. brombær og ribs suppleret med masser af røg, lejrbål, lidt mentol, kaffegrums og en kølig, rank og røget stil.

Smagsmæssigt er det samme historie … har denne lidt røgede smag, mens frugten samtidig er virkelig frisk i form af tranebær, brombær, hindbær, ribs samt en anelse citroner. Derudover er der friske urter, der er grønne, kølige og man før også noget bitterhed fra salvie samt lemon … alt sådan lidt rustikt, men satans charmerene. 90 point.

Forhandles af Juul’s Vin & Spiritus, hvor en flaske koster 199 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2018 Weingut Dr. Corvers Kauter, Assmannshäuser Höllenberg Pinot Noir, Rheingau, Tyskland

2018 Weingut Dr. Corvers Kauter, Assmannshäuser Höllenberg Pinot Noir, Rheingau, TysklandWeingut Dr. Corvers Kauters absolutte røde topvin er denne Großes Gewächs vin Assmannshäuser Höllenberg Pinot Noir, som vi smagte i årgang 2018.

Assmannshäuser Höllenberg er en Große Lage mark, der ligger i den østligste del af Rheingau, hvor Rhinen har slået et sving mod nord og Corvers Kauter har 4 parceller på Höllenberg, heraf  3 helt oppe i toppen samt en i bunden tæt på floden. Denne vin er sammensat af disse 4 og er efter endt fermentering i åbne gæringskar er den lagret på nye egefade fra Bourgogne, men hvor lang tid fremgår dog ikke.

I næsen er det en lækker plade mælkechokolade med nødder og knas, har en mørkere side med lidt vulkansk mineralitet, grå skifer, grafit, tobaksblade, lakrids, balsamico og en frugt med søde jordbær, hindbær og røde kirsebær … meget moden i frugten, hvor der også kommer lidt noter af ædeltræ, cedertræ og linolie … raffineret, underfundig og feminin i udtrykket.

Smagsmæssigt er vi på det lækre mundsmeltende niveau … blødgørende, flydende og mild. Det er kirsebærsauce, jordbær med fløde og hindbærsyltetøj … alt rundt, cremet og blødt med urter, lidt lakrids og mørk chokolade, medium på tanniner, men kompleks, sart og alligevel med dette mørke, stenede og vulkanske udtryk … for satans, hvor smager det godt. 96 point.

På vingården koster en flaske 68€ … svarende til 507 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2019 Weingut Dr. Corvers Kauter, Rüdesheimer Drachenstein Pinot Noir, Rheingau, Tyskland

2019 Weingut Dr. Corvers Kauter, Rüdesheimer Drachenstein Pinot Noir, Rheingau, TysklandMed næste Pinot Noir hos smagningen hos Weingut Dr. Corvers Kauter kom der mere styr på tingene, men vinen var også deres 2019 Rüdesheimer Drachenstein Pinot Noir.

Det er en Erste Lage vin, hvor druerne kommer fra marken Rüdesheimer Drachenstein, der ligger højere lige over Roseneck og hovedparten af marken er faktisk ejet af Weingut Leitz.

Igen ret sparsomme oplysninger om produktionen, men gæringen er forventelig sket i åbne gæringskar og efter endt fermentering er den så lagret på egefade fra Bourgogne … men hvor lang tid ved jeg ikke, ligesom man ikke kan se andelen af nye fade.

Nu snakker vi … klart parfume og balsam for sjælen. Omgående kan du mærke fadene med eb landlig umamiagtige note af nødder, stald, sød vanilje, mælkechokolade og noget blæk, mens frugten egentlig er ret rank og kølig med lyse kirsebær, hindbær, jordbær og søde krydderier samt lidt mentol.

Smagsmæssigt er vinen også blød og smelter sgu helt på tungen, hvor frugten er søde kirsebær, Morello kirsebær, kirsebærsauce og bløde jordbær … blød og comfortagtig. Der kommer en lille smule af noget lemonbitterhed, hvilket giver et fint bid sammen med peber og tørre, men også venlige tanniner. 95 point.

På vingården koster en flaske 48€ … svarende til 358 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2022 Weingut Dr. Corvers Kauter, Rheingau Pinot Noir, Rheingau, Tyskland

2022 Weingut Dr. Corvers Kauter, Rheingau Pinot Noir, Rheingau, TysklandEfter de smukke Großes Gewächs Riesling søstre Schlossberg, Rottland og Roseneck, så var den næste vin hos Weingut Dr. Corvers Kauter en rød Gutswein … deres 2022 Rheingau Pinot Noir.

Igen er der ret sparsomme oplysninger om produktionen, men druerne kommer fra forskellige af vinhusets marker, mens gæringen er sket i åbne gæringskar og efter gæringen er vinen lagret på en kombination af brugte egefade og ståltanke.

Her kom vi mere ned på jorden, for duften er kølig, rank og noget til den rustikke side. Der er sure kirsebær, kogt jordbærmarmelade og lidt tranebær … godt med en kantet syre.

Sådan smager vinen faktisk også … lidt landlig og en anelse flad, har nogle jordagtige og tørre elementer. Der er kirsebær, hindbær, ribs, blæk og stærke tanniner … ingen elegantier og ikke poleret på nogen måder … bare masser er rød og kølig frugt. 88 point.

På vingården koster en flaske 18€ … svarende til 134 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2021 Weingut Jakob Jung, Spätburgunder Tradition, Rheingau, Tyskland

2021 Weingut Jakob Jung, Spätburgunder Tradition, Rheingau, TysklandVi fortsætter med en 2021 Spätburgunder Tradition fra Weingut Jakob Jung, der ligger i byen Erbach ved Eltville am Rhein i den østlige del af Rheingau.

Det er god kending her på Houlbergs Vinblog, for jeg har før smagt vinen i både årgang 2017, 2018 og 2019 … i de tidligere indlæg kan du også læse lidt mere om vinhuset.

I stedet kigger jeg nu blot lidt nærmere på denne Spätburgunder Tradition, som er husets røde Gutswein, der er lavet med druer fra forskellige marker.

Vinen er vinificeret på rustfrie ståltank og efter endt fermentering er den lagret i egefade et par måneder inden den er tappet på flaske og sluttelig frigivet.

Er det som om, at Jakob Jung bare bliver bedre og bedre? … i hvert fald både dufter og smager denne Gutsspätburgunder bedre end nogensinde før. I næsen er der sødlig, animalsk og landlig hestestald, masser af saftige jordbær, søde kirsebær og let hindbær, men også lidt vanilje, kanel, karamel og mælkechokolade. Væk er den hårde samt maskuline side, som jeg oplevede i tidligere årgange og den erstattes af en lysere og mere feminin side.

Også i munden er det en vanvittig imødekommende og saftig læskende Gutswein på højt niveau. Der er søde jordbær, rabarber og hindbær, men den har sgu vandkæmmet hår, er høflig og pænt tøj på klar til fest …. rund, smagfuld og alligevel frisk på den helt rigtige måde … hvor smager den godt med sødlig, lys kant. 91 point.

Forhandles af Brdr. D’s Vinhandel, hvor en flaske koster 130 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7