Tag-arkiv: gamay

Gamay er en fransk rød druesort, som i dag mest kendes fra Beaujolais i Bourgogne og vel nærmest er blevet synonym med området. Men derudover dyrkes Gamay også i Loire og Schweiz.

Gamay druen antages at stamme fra byen Gamay syd for Beaune, hvor den første gang er omtalt i 1360’erne. Dens fulde navn er Gamay Noir à Jus Blanc.

Gamay et lettere at dyrke end Pinot Noir, modner to uger tidligere, har store druer med tynde skaller, vokser ret kraftigt og beskæres derfor ofte til lave busklignende stokke.

Den giver generelt lyse vine i den lette ende af skalaen, med frisk syre og bløde tanniner. Typiske aromaer er hindbær, kirsebær, violer og sort peber. Den i Beaujolais udbredte Maceration Carbonique giver de blødeste vine med aromaer i retning af banan og fersken.

I dag er Beaujolais kommet til ære igen og Gamay har fået en renæssance.

2015 Clos Roussely, Canaille, Loire, Frankrig

Clos Roussely ligger på adressen Route du Château 11 i den lille by Angé med 800 indbyggere og smuk udsigt over Cher – en biflod til Loire – nær Chenonceaux, som er et af de mest kendte slotte i Loire området. Og fra dette, lille spændende vinhus er vi steget op i luftballonen med denne lille slyngel af en vin … Canaille.

Vinhuset er grundlagt i 1917 af Anatole Roussely, men drives i dag af 4. generation i form af Vincent Roussely, det overtog driften som 25-årig i 2001 efter at have arbejdet for Hardys i Australien.

Vincent har samlet 22 hektar vinmarker under appellationerne Touraine og Touraine-Chenonceaux. De 8 hektar af vinmarkerne er fra Vincents oldefars tid … le Clos, som har været certificeret økologiske siden 2007 med op til 80 år gamle vinstokke, som Vincent bearbejder med heste.

Markerne består fortrinsvis af kalksten og lerjord, hvilket giver god basis for druesorterne Sauvignon Blanc, Côt, Pineau D’aunis, Cabernet Franc og Gamay. Der anvendes ingen herbicider, pesticider og kemikalier i det hele taget.

Vincent er ung og dynamisk i en ret business-orienteret forstand. Det vil sige, der er ikke noget laid back free style over ham. Der skal være styr på tingene, og der skal sælges noget vin.

Men samtidig er han altså en meget flink mand, der brænder for at vise sine marker frem. Især den gamle indhegnede – le Clos – mark samt den imponerende gamle kalkhule, som anvendes til både produktion og lagring af vinene.

En af de spændende vine fra Clos Roussely er denne Canaille, som er lavet på 100% Gamay, som kommer fra 40 år gamle stokke, høstet med et udbytte på 35 hektoliter pr. hektar. Vinen er produceret med maceration carbonique for en del af mosten og ellers traditionel produktion for resten.

Og sikke en lille bandit … næsen er garvet læder, dejligt lyse bær, ribs, grøn myntete, bananer, kiwifrugt, klar syre, en lille sødme gemmer sig dog også samt peber, drysset med let hånd.

I munden er vinen let med masser af tør jord, godt saftig og meget let drikkelig … næsten en luftig, let og landlig bællevin. Tanninerne og syren er blide føjelig og der er masser af lys frugt og fornøjelse i vinen.

Købt hos Vinimperiet, hvor en flaske koster 80 kr.

Rating 4,5/7 

2014 Gérard Mugneret, Bourgogne Passetoutgrain, Bourgogne, Frankrig

Bourgogne Passetoutgrain a.k.a. Bourgogne Passe-Tout-Grains er lidt sin egen genre, men er en AOC … altså Appellation d’Origine Contrôlée, som må benyttes stort set i hele Bourgogne. Modsat resten af Bourgogne, må vinen her laves på en blanding af flere druesorter. Der skal dog være mindst 1/3-del Pinot Noir i vinen, mens resten typisk er Gamay.

Her har vi netop sådan en Bourgogne Passe-Tout-Grains fra vinhuset Gérard Mugneret, som ligger midt i Vosne-Romanée, faktisk ikke mere end 50 meter fra legendariske Domaine Romanée Conti.

Vinhuset er grundlagt før anden verdenskrig af brødrene Eugène og René Mugneret. Det var egentlig Eugène, der købte de første marker, men han var uddannet bødker og fortsatte derfor med dette arbejde. Det blev derfor René, som kom til at drive vingården.

René blev dog fængslet under krigen og arbejdede i fangenskabet på en gård i Tjekkoslavakiet, hvor kan stod for alt markarbejdet. Der dygtiggjorde han sig i at plove med heste og beskære vinstokke.

Efter krigen giftede René sig med Lucienne og sammen fik de 3 børn, Jean, Jacqueline og Gérard. De blev Gérard – den yngste af børnene – der videreførte vingården, selvom han egentlig havde startet en karriere som elektriker.

Gérard Mugneret overtog reelt driften i 1973, men beholdte navnet Domaine René Mugneret frem til 1986. Gérald udvidede driften, købte bl.a. nye parceller på Savigny-lès-Beaune Les Gravains og Chambolle-Musigny Les Charmes og moderniserede også vinkælderen med ny vinpresse og moderne ståltanke.

Siden 2005 har sønnen Pascal også deltaget i driften. Pascal er uddannet ønolog og har tidligere arbejdet på Domaine Jacques Girardin i Santenay. Det er også Pascal som har ført an i arbejdet med at forbyde pesticider og sikre en naturlig produktion.

Mugneret familien er i dag ganske udbredt i Bourgogne, da René havde flere brødre, som også blev vinbønder. Emile Mugneret stod bag grundlæggelsen af den vingård, som i dag hedder Domaine des Perdrix, mens broderen André grundlagde Domaine Mugneret-Gibourg, som senere blev til Domaine Georges Mugneret-Gibourg,

Renés onkler grundlagde også vinhuse … huse der er i dag er kendt som Jean-Pierre Mugneret, Mongeart-Mugneret og Domaine Dominique Mugneret.  Jeg har tidligere smagt vine fra Jean-Pierre Mugneret … ham kaldte vi Jens-Peter Mug.

Domaine Gérard Mugneret har samlet 8,5 hektar og blandt de bedste vinmarker er det parceller i Gevrey-Chambertin og Vosne-Romanée samt Premier Cru markerne Nuits-Saint-Georges Cru Boudots, Vosne-Romanée Les Suchots og Les Brulées,, Chambolle-Musigny Les Charmes, Savigny-lès-Beaune Les Gravains og endelig perlen Echezeaux Grand Cru.

Denne Bourgogne Passetoutgrain er lavet på 50% Pinot Noir og 50% Gamay, som kommer fra forskellige parceller, ja faktisk 5 forskellige marker, nemlig markerne Rouges champs, Pièce des Paquiers, Blignée, Glapigny og Les Genevrays. Vinstokke på disse små parceller er plantet fra 1971 til 2001.

Omkring 75% af drueklaserne er afstilkede, hvorefter der sker en kold maceration i 4-5 dage, hvilket efterfølges af den alkoholiske gæring i store ståltanke. Efter vinifikationen er vinen lagret 1 år i gamle egefade.

Næsen er meget landlig, rustik med blæk … og der er ikke samme lethed som almindelig bourgogne på ren Pinot Noir. Her er frugten mere som en grovsmed, virkelig fremme i bussen med kirsebær, lidt blommer og generelt mørkere i udtrykket. Der er kanelsødme, kraft og larm.

I munden er der egentlig okay syre, men en fyldig og kraftfuld syre, hvor sødmen også vil lege med, selvom den måske ikke passer så meget i selskabet. Der er godt med jern, kant … og alligevel en vis charme.

Købt hos Bichel Vine, men prisen har jeg pt. ikke.

Rating 4/7 

2014 Domaine de Veilloux, Cheverny Les Veilleurs, Loire, Frankrig

2014 Domaine de Veilloux, Cheverny Les Veilleurs, Loire, FrankrigAppellationen AOC Cheverny er en del af Touraine området i Loir-et-Cher i Loire og derfra kommer denne røde Les Veilleurs fra et lille vinhus, som hedder Domaine de Veilloux.

Domaine de Veilloux ligger ved den lille by Fougères-sur-Bièvre omkring 10 kilometer syd for Blois, og har været drevet af Quinioux familien i 5 generationer siden omkring 1800 og før den tid, var vingården en del af Château de Fougères. I starten bestod driften på gården af både vinavl, andre afgrøde, kvæg og andre dyr.

I dag ejes Domaine de Veilloux af Michel og Silviane Quenioux, og de driver stedet sammen med sønnen Arnaud, som også langsomt er begyndt at overtage meget af driften.

Michel er en forsigtig, blid og meget flink mand, der altid er klar til at fortælle om sin vin og de tanker, han har gjort sig i den forbindelse. Hans kone er ligesådan, så de passer perfekt sammen.

Familien har samlet 25 hektar, som oprindeligt blev dyrket biodynamisk, men familiemæssige omstændigheder betød en reduceret arbejdsstyrke, så Michel var nødsaget til at skifte til traditionel økologisk produktion. Jorden er præget af ler, sand og flint, som giver vinene under appellationen deres helt eget terroir.

De dyrker meget de lokalt udbredte druesorter, dvs. Menu Pineau, Sauvignon Blanc, Arbois, Pineau Blanc de la Loire, Gamay, Pinot Noir, Cabernet Franc og Côt.

Under AOC Cheverny appellationen laves hvidvine typisk på 60-80% Sauvignon Blanc blandet med Arbois, Chardonnay eller Pineau Blanc de la Loire, mens de røde indeholder 40-65% Gamay blandet med Pinot Noir og derudover maksimalt op til 15% Cabernet Franc og Côt (Malbec).

Denne Cheverny Les Veilleurs er lavet på 65% Pinot Noir, 30% Gamay samt 5% Côt og fra vinstokke med en alder på 20-30 år. Druerne er høstet med et udbytte på beskedne 20-35 hektoliter pr. hektar og er lavet med en afstilkning, udblødning i 5 uger, malolaktisk gæring på kvas via lagring 10-12 måneder på gamle træfade med kvaset. Flasket uden filtrering.

I glasset er vinen slet ikke så transparent, som man måske ville forvente med den megen Pinot Noir og Gamay … så den lille andel af Côt formår virkelig at give farve til vinen, som i glasset vel nærmest ligner en lidt mellemtynd Bordeaux.

Når flasken lige er åbnet er der virkelig skrald på drengen … vi snakker virkelig en biofætter, som har en næse med kål, måske endda surkål, svag krudt,  jordbær, stikkelsbær, syrlig ensilage, en smule blæk, men faktisk ingen karakteristiske Pinot Noir elementer. Med lidt luft og tid svinder de øko/biodynamiske elementer og næsen bliver mere frugtren.

I munden godt med tørhed, frugtrig syre, virkelig frisk med jernholdige elementer, peber, egenoter og syrlig bolsjesødme, hvis det ellers giver mening? Vinen er sådan set meget blød og behagelig i udtrykket, men har hele tiden denne syrlige og jernholdige kant, som nogle måske vil synes er en tand for meget. Jeg kan sgu godt li’ den.

Købt i Vinimperiet, hvor prisen er ganske fornuftige 105 kr.

Rating 4,5/7  

N.V. Paul Delane, Blanc de Noirs Cremant de Bourgogne, Bourgogne, Frankrig

N.V. Paul Delane, Blanc de Noirs Cremant de Bourgogne, Bourgogne, FrankrigI byen Saint-Bris-le-Vineux omkring 5 kilometer sydøst for Auxerre i Bourgogne finder vi kooperativet Les Caves Bailly Lapierre, også kaldt Les Caves de Bailly, Caves de Marsigny, Caves de Charmelieu og Paul Delane. Dette kooperativ står bag denne Blanc de Noirs Cremant de Bourgogne.

Les Caves Bailly Lapierre gruppen slash kooperativet er grundlagt tilbage i 1972 og består af 430 tilknyttede vinavlere med marker omkring byerne Saint-Bris-le-Vineux, Chitry-le-Fort, Coulanges-la-Veneuse og Irancy. Og det er et stort foretagende, som årligt laver over 3,5 millioner flasker vin.

De har også altid over 5 millioner Crémants de Bourgogne liggende og omsætter årligt for over 110 millioner kroner, hvor omkring 33% sælges i Tyskland, England og USA.

Kooperativet ligger i et område, som tidligere var kendt for store stenbrud, som bl.a. helt tilbage fra middelalderen leverede sten til store byggerier. Således har stenbrudene ved kooperativet leveret sten til slotte, kirker og monumenter, bl.a. Pantheon, Notre-Dame og domkirken i Chartres. Stenene blev bl.a. transporteret på Yonne floden tæt på kooperativet.

Aktiviteten med stenhugningen ophørte i starten af 1900-tallet og derefter kunne de mange brud og tunneler bruges til dyrkning af champignon og senere til lagring af vine.

Vinoteket i de gamle tunneler
Kooperativet Les Caves Bailly Lapierre holder meget passende til i en af de gamle tunneler/kældre

Les Caves Bailly Lapierre ejer en del af disse gamle, underjordiske stenbrud, som strækker sig i en område på mere end 4 hektar. Der er foruden vinothek og gallerier perfekte forhold for fremstilling af crémant, bl.a. en konstant temperatur på 12 grader, et naturligt høkt vandindhold med omkring 80% fugtighed og et blødt, diffust lys.

Denne Blanc de Noirs Cremant de Bourgogne er lavet på 90% Pinot Noir og 10% Gamay … og altså ikke en bestemt årgang, men en N.V. = Non Vintage, uden årgang. Vinen er lavet med en helt traditionel vinificering efter Méthode Traditionelle.

Duften er voldsomt præget af appelsinskal, let gær og en omgang pærer, faktisk en ganske imødekommende og fornuftig aroma, som hverken er skarp eller kantet. Smagen er fint blød, boblerne meget blide og ellers er der citron … syren er lidt tilbagetrukket, men ganske fin. En ganske fin cremant.

Forhandles af Vinspecialisten, pris 130 kr.

Rating 4/7 

2015 Laurent Lebled, Ça C’est Bon!, Loire, Frankrig

2015 Laurent Lebled, Ça C'est Bon!, Loire, FrankrigÇa C’est Bon! = dette er godt, og det er sgu meget rammende for denne vin, som jeres flittige vinblogger er blevet pladask forelsket i. Det er simpelt, ærligt, let, kantet, funky, læskende … har karakter og så et det samtidigt naturvin og billigt. What’s not to like?

Ça C’est Bon! er en ren Gamay baseret vin og kommer fra Laurent Lebled, som holder til ved byen Savigny-en-Véron i Loire. Jeg har en gang tidligere skrevet om Laurent Lebled, men den historie kan vist godt tåle en gentagelse.

Laurent Lebled etablerede sig som vinbonde i 2010, men det stod aldrig skrevet i kortene, at han skulle være vinbonde. Han drev nemlig sit eget lille trævarefirma, men i kølvandet på finanskrisen i 2008 blev han nødsaget til at dreje nøglen rundt. Han måtte med sorg i hjertet lukke det firma, som han havde drevet i mere end 30 år og lagt hele sin sjæl i.

Heldigvis havde Laurent et par gode venner, nemlig Sébastien Bobinet og Patrick Corbineau, som både kunne trøste Laurent og komme med gode råd. De foreslog Laurent Lebled, at han skulle blive vinbonde … helt på samme måde, som de havde gjort. Hvor svært kunne det være?

Sébastien havde selv forladt sit job i 2003 og slået sig ned som vinbonde, efter han arvede 2 hektar vinmarker fra hans bedstefar. Patrick Corbineau var oprindelig svejser på det lokale kraftværk, hvor han havde ry for at være en af de bedste svejsere i Frankrig, men han havde også forladt jobbet og overtaget sin bedstefars marker.

Laurent havde ikke selv udsigt til at arve vinmarker og havde aldrig nogensinde arbejdet i hverken vinmarker eller i en vinkælder, men Sébastien insisterede på, at han burde blive vigneron … vinbonde. Laurent var dog i tvivl, men Sébastien lovede han ville vise ham, hvordan man drev en vingård. Så i hele 2009 skulle Laurent assistere Sébastien Bobinet. Og sådan blev det!

Laurent havde altid været vild med vine fra Touraine, og året efter startede han sin søgen efter vinmarker og en vinkælder. Gennem nogle venner fandt han en vinmark på 1,7 hektar samt en velfungerende vinkælder i kommunen Saint-Aignan, men kort tid før underskrivelse af en lejeaftale af vinkælderen, så fortrød udlejeren.

I stedet måtte han improvisere, så fandt han en gammel vingård i Savigny-en-Véron – 10 kilometer fra Bourgueil – og en tilhørende ½ hektar sandet vinmark med Cabernet Franc stokke. Selvom det er over en times kørsel fra den lejede mark i Saint-Aignan, så lejede Laurent det og siden da har han været vinbonde på fuld tid.

Laurents første årgang blev således 2010 … produceret med hjælp fra Sébastien Bobinet og Patrick Corbineau. Opskriften står på økologi i markerne og nul svovl, kulturgær, klaring eller filtrering i kælderen. Laurent arbejder med macération carbonique for sine rødvine, men er jo også oplært af Bobinet, som i Loire kaldes for the master of macération carbonique.

Laurents Lebled adskiller sig dog fra sine kollegaer i området ved typisk at lade macerationen fortsætte helt op til 30 dage (modsat de mere normale 12-15 dage), hvilket tilfører hans vine en god portion maskulinitet og struktur.

I dag driver Laurent samlet 3,4 hektar vinmarker og hans vine er kategoriseret som Vin de France. Det skyldes, at han ønsker at følge sine egne ideer, når han laver vin, og ikke lade sig begrænse af lovkravene for at opnå en bestemt appellation.

Han laver vine på Sauvignon Blanc, Gamay og Cabernet Franc, nemlig vinene La Sauvignonne, On est Su l’Sable, Ça C’est Bon! og Le Gam Cab du Bled. Sidstnævnte er et blend på Gamay og Cabernet Franc.

Men denne Ça C’est Bon! er altså 100% Gamay og de første år var vinen faktisk lavet under AOC Touraine appellationen. Siden enten 2012 eller 2013 har det imidlertid været en Vin de France. Vinen er lavet på i de store betontanke efter macération carbonique og med 30 dages maceration. Men lad os smage den lille lækkerbisken.

Hold nu kæft for en næse … det er sgu landligt med stort L … vi snakker boblende og gærende mødding, fims, fis, prut, et lille biogasanlæg og sure tæer, der har været lukket inde i et par gummisko en varm og lang sommerdag.

Men det er på den mest charmerende og simple måde … iblandet lidt anis … rolig, sagde ikke anus, men lakrids eller fennikel, nogle sødlige krydderier og en sød, moden frugt, nærmest jordbær og kirsebær i en gensplejset udgave i kombi med banan samt en snert peber. Virker i næsen samtidig let, kold og samtidig meget tilgængelig.

Det skal dog med et billedet, at den værste fims stille og roligt fiser af (so-to-speak) ved lidt tid og varme i glasset, så du behøver derfor ikke kigge anklagende på din sidemand m/k.

I munden er der også tale om en let vin, dog med en vis fylde. På den måde virker den længere macerationsperiode bestemt efter hensigten. Det er meget læskende og nemt drikkeligt, men det bliver aldrig mudret på nogle måder, idet vinen har en fin og svag bitter syre, som balancerer vinen flot.

Det er simpelt … som en mand, vil nogle kvinder sige, men FUCK det smager sgu godt og har en grotesk simpel elegance. Letbenet måske, men med karakter, krydrede elementer og er også – som Bjarne fra Vinimperiet skriver på hans hjemmeside – blød og luftig.

Hvis du ikke kan li’ folk med skæve næser, gevækster og sjove kendetegn, så skal du ikke købe denne vin. Hvis du elsker vin … elsker karakter og oplevelser, så er dette lige dig. Jeg hoster op med 6 fede tommelfingre … måske en halv for meget, men den skæve næse og charmerende karakter trækker op i min bog.

Forhandles af Vinimperiet, hvor prisen er 105 kr. Endnu et bevis på, at god vin ikke altid koster spidsen af en jetjager.

Rating 6/7 

2015 Mathilde & Stephen Durieu, Beaujolais-Villages Lou. Y es-tu?, Bourgogne, Frankrig

2015 Mathilde & Stephen Durieu, Beaujolais-Villages Lou. Y es-tu?, Bourgogne, FrankrigNæste ret på & var lidt inderlår af dansk okse med fennikel, grillet hjertesalat, pastis og purløg. Den blev fulgt til dørs af 2 vine, denne herlige Beaujolais-Villages Lou. Y es-tu? fra Mathilde & Stephen Durieu samt en økologisk Rhône.

Stephen Durieu er med i den nye bølge af innovative vinmagere, som virkelig er begyndt at spire frem i Frankrig. Han grundlagde sit vinhus ved byen Saint-Etienne Des Oullières i Beaujolais appellationen omkring 25-30 kilometer syd for Mâcon. Han har sammen med hustruen Mathilde 7 hektar vinmarker, som siden 2007 er dyrket økologisk og siden 2009 efter principperne om naturvin.

Markerne består af gamle vinstokke, som ligger med en eksponering syd og sydøst. Jorden er præget af godt med granit, som giver både stringente, friske og blomstrede vine. Stephen laver alle vinene uden nogen former for chaptalisering og tilsætning af gær, svovl eller andre unaturlige tilsætninger, således vinene bevarer så mange af druernes kendetegn som muligt. Arghhh, et spids svovl tilsættes, hvor det er nødvendigt.

Mathilde & Stephen Durieu laver 4 forskellige vine … en årlig produktion på 2.000-2.500 flasker af vinen Les Primeurs, 1.500 flasker Printemps, 1.500 flasker Cuvée Vieilles Vignes fra 90 år gamle vinstokke og så et sted mellem 4.000-5.000 flasker af denne Beaujolais-Villages Lou. Y es-tu?

Denne Beaujolais-Villages Lou. Y es-tu? er selvføgelig 100% Gamay og lavet på macération carbonique metoden, som jo er en proces, hvor man udbløder, macérerer og presser druerne let uden at punktere dem og uden at tilsætte gær.

Efter denne udblødning i flere dage, så presses saften og resultatet er lette, lyse vine med frisk frugt, vine som skal drikkes unge. Det er en metode, som er meget anvendt i Beaujolais, men her på bloggen er vi også stødt på metoden ved vine fra Loire.

Dejlig lys og transparent i glasset. Og hvilken herlig næse … et lidt skævt snudeskaft, som en animalsk naturvin skal have. Det er lyse kirsebær, måske endda lidt jordbær eller andre lyse bær, let mødding, krudt og lidt anis.

I munden er det virkelig kirsebær, kirsebær og kirsebær … lidt hindbær, fjerlet, blidt, meget frugtren smag og virkelig god spændstighed, lyserøde bolsjer, lakrids og fennikel … virker fyldigere i smagen end mange andre Beaujolais’er og har klart fået noget fad, som dog er fabelagtig integreret i vinen. Smuk og lækker vin.

Forhandles af Klubvin.dk, hvor prisen er 150 kr.

Rating 5,5/7  

2015 Le Sot de L´Ange, Sottise Rouge, Loire, Frankrig

2015 Le Sot de L´Ange, Sottise Rouge, Loire, FrankrigFra Sexsymbol til en pornorød … og fortsat fra englens nar, vinhuset Le Sot de L´Ange. Det er såmænd vinen Sottise i den røde udgave, som jeg snakker om. Og den er ikke bare almindelig rød, men porno- og kirsebærrød, let klar og nærmest gennemsigtig som en rosé på svirretur.

Og så kommer den med en herlig etiket, hvor en velklædt kanin både kysser og omfavner en flaske Sottise fra Le Sot de L´Ange. Så ka’ man sgu snakke om vilde kaniner.

Den vilde etiket er tegnet af tegneren Georges Boissier fra Terreur Graphique. Han har nemlig designet en hel række vinetiketter til Le Sot de L´Ange 2015 kollektion. Hmmmm …. kollektion lyder sgu som et helt modefirma, men så i hvert fald til Quentins vine fra 2015. Og det omfatter både etiketterne samt nye typer propper.

Denne Sottise Rouge er et blend på druerne Gamay og Grolleau. Gamay kender vi jo fra Beaujolais vinene, mens Grolleau er mere ukendt i Danmark. Druen kaldes også Grolleau Noir og er en lokal drue i Loire.

Den har fået sit navn afledt af det franske ord grolle, som betyder krage. Druen har nemlig dybsorte bær og giver vine, som er sorte som kragen, hvorfor druen også oftest anvendes til rosévin. Vine på Grolleau har en tendens til at have lavt indhold af alkohol, men en relativ høj surhedsgrad.

I denne vin har druen imidlertid ikke nået at give et dybsort farve … nærmere tværtimod, hvorfor macerationen nok har været forholdsvis kort. Det er selvfølgelig fuldstændig biodynamisk, ufiltreret, gæret helt ud og helt uden tilsætningsstoffer.

Duften er let animalsk, rustik med grønne vinblade, ribs, kirsebær, granatæbler, grafit, let blyant, let peber, urter, et svagt gæret udtryk, lakridsrod, tørhed og en vis lethed. Martin fra Extra Brut siger selv lidt rå kanter, og det giver total mening, men på et let facon.

I smagen går letheden igen, virkelig læskende og på grænsen til vandet vin. Der er jern, frugtsten, mineraler, meget ren og rød frugt, tørhed og syrlighed. Rå, let og lige ud … eller u’, som de siger i Ålborg. Jeg er sgu ret vild med den. Kør.

Købt hos Extra Brut Vinimport, pris 110 kr.

Rating 4,5/7  thumbthumbthumbthumbhalf_thumb

2014 Clos du Tue-Bœuf, Rouillon, Loire, Frankrig

2014 Clos du Tue-Bœuf, Rouillon, Loire, FrankrigDe røde vine fra Loire er ofte underrepræsenteret på de danske vinforhandlers hylder, men flere og flere er ved at få øjene op for disse flotte, rene og ofte friske vine. Og hér har vi netop fat i en af slagsen, nemlig vinen Rouillon fra vinhuset Clos du Tue-Bœuf.

Vinhuset ligger ved byen Les Montils i Cheverny regionen i Loire-dalen, og drives af brødrene Jean-Marie og Thierry Puzelat. Familien har været vinbønder i Les Montils gennem generationer, og begge brødre er uddannede vinmagere. I 1990 overtog Jean-Marie driften på Clos du Tue-Bœuf efter faderen og i 1994 tilsluttede Thierry sig også familieforetagendet.

Indtil Thierry tilsluttede sig havde vingården altid solgt druerne til store producenter, men det ændrede Thierry. Man begyndte at lave og flaske egne vine, og driften blev også i 1996 omlagt til økologisk drift. Thierry Puzelat havde nemlig året forinden mødt både François Dutheil fra Chateau Sainte-Anne i Bandol samt Marcel Lapierre, som lavede flotte, flotte vine uden sprøjtning eller tilsætningsstoffer, og det havde overbevist Thierry, at dette også var vejen for Clos du Tue-Bœuf.

I 1993 var Cheverny også blevet en officiel appellation AOC. Det betød, at vinene – for at bære navnet AOC Cheverny på etiketten – skulle være lavet på druerne Gamay, Pinot Noir, Cabernet Sauvignon, Cabernet Franc, Malbec eller Pineau d’Aunis for de rødes vedkommende og Sauvignon Blanc, Chenin Blanc eller Chardonnay for de hvides vedkommende.

Imidlertid havde brødrene på Clos du Tue-Bœuf også andre gamle og lokale sorter som fx Grolleau, Menu Pineau eller Pinot Meunier, som faderen havde passet og plejet hele hans liv. Det er druesorter, der sammen med andre druer som fx Meslier and Romorantin bare er typiske for Loire, men som med AOC statussen i 1993 nu blev nægtet i de officielle vine fra området og derfor faldt i efterspørgsel. For mange vinavlere betød det, at disse sorter blev opgivet.

Det var Thierry ikke tilfreds med, og for at modvirke denne triste udvikling og redde de “dømte” druesorter besluttede Thierry i 1999 at oprette et negociantfirma, hvor han opkøbte disse druer fra Clos du Tue-Bœuf og andre økologiske og biodynamiske vinavlere, og så vinificere vinene under eget navn Thierry Puzelat. Dermed havde de lokale avlere et alternativ til de lokale kooperativer eller at opgive de gamle druesorter.

Senere tilsluttede venen Pierre-Oliver Bonhomme Thierrys negociantfirma, hvorved firmaet egne tilhørende vinmarker blev udvidet fra 3 til 6 hektar. Negociantfirmaet ændrede samtidig navn til Puzelat-Bonhomme, og de laver sammen en lang række at små og meget spændende mikro-cuvéer. Puzelat-Bonhomme køber druerne fra yderligere 10 hektar vinmarker, som enten er økologiske eller biodynamiske.

I det hele taget er Thierry lidt af en ildsjæl. Han har også grundlagt en none-profit organisation kaldet Association Amitié Argonne, som hjælper deltid vinavlere med beholde deres lokale druersorter fra at blice udryddet, og nogle af Thierrys vine kommer således fra marker, som vedligeholdes af foreningen Amitié Argonne.

Derudover har Thierry også åbnet en vinbar kaldet Les Becs à Vin i Orléans, hvor han har samme filosofi. Baren har et udvalg på 100 til 120 forskellige vine, som alle er lavet uden tilsætningsstoffer og fra organiske vinmarker. Og alle flaskerne kan selvfølgelig også købes med hjem.

Nå, men på Clos du Tue-Bœuf har brødrene samlet 14 hektar vinmarker. Og på gården laver de vine under appellationerne AOC Cheverny, AOC Touraine samt nogle almindelige Vin de France vine. Og alle med spændende og kunstneristiske etiketter, som er designet af Thierrys ex-kone Céline Despretz, som er en kendt fransk kunstner. Motiverne er primært inspireret af gamle kilder grotte tegninger og ting fra jernalderen.

Denne Rouillon er en AOC Cheverny vin, som er lavet på 50% Pinot Noir samt 50% Gamay. Druerne kommer fra 20 år gamle vinstokke og med et udbytte på 50 hektoliter pr. hektar. Vinen har efter vinfikation lagret 6 måneder på store demi-muids.

I glasset er vinen ganske let, meget klar og transparent i glasset. Næsen har en virkelig syrlig og ædel note … hmmmm lover godt. Der er skovbund, champignon, bacon, kød, kul, mineralitet, røg og med lidt yderligere luft i glasset kommer der en smule animalske elementer.

Smagen er frisk frugt direkte i fjæset, bitterhed, godt med syre og tanniner, sidder totalt fast på tænderne med den charmerende bitterhed, Det er virkelig godt. Jeg er sgu glad for denne vin.

Forhandles af gladvin.dk, hvor prisen er 138 kr.

Rating 5,5/7