Tag-arkiv: Franken

2011 Weingut Horst Sauer, Escherndorfer Fürstenberg Spätburgunder S, Franken, Tyskland

2011 Weingut Horst Sauer, Escherndorfer Fürstenberg Spätburgunder S, Franken, TysklandSpätburgunder på en tirsdag? Hvad fanden sker der i det houlbergske hus? Er manden vanvittig, dopet eller på speed? Rolig nu. Ingen af delene … og vinen er endda blot en rest fra i går. Ikke at det gør det bedre … så var det jo bare Spätburgunder på en mandag.

Men mens jeg har kigget væk, blogget og har travlt med livet generelt … så har kilometertælleren sgu rundt 50K … 50 af de store … 50 år … et halvt århundrede. Fuck. Eller sagt på en anden måde, så har jeres flittige vinblogger sgu da lige 50 års fødselsdag i dag. Hurra. Og hvis det ikke skal fejres med lidt Spätburgunder, hvad skal så? Og denne Spätburgunder er såmænd fra en vingut, som kalder sig Horst Sauer.

Weingut Horst Sauer bor på Bocksbeutelstraße 14 … hovedgaden i den lille by Escherndorf … mere frankisk kan det næsten ikke blive … Bocksbeutelstraße. Men denne Escherndorfer Fürstenberg Spätburgunder S kommer imidlertid ikke i en bocksbeutel, men derimod en almindelig Bourgogne flaske.

Vingården er grundlagt i 1977 af Horst Sauer, og drives fortsat af Horst, men i dag i samarbejde med datteren Sandra. Vingården ligger nedenfor Lump marken – én af de varmeste og måske bedst eksponerede skråninger i Franken.

Samlet har Weingut Horst Sauer i alt 18,5 hektar vinmarker, og de bedste marker af netop Escherndorf am Lumpen, Escherndorfer Lump samt Escherndorfer Fürstenberg. På markerne består jord af kalksten samt løs sten- og lerjord.

På markerne dyrker de typiske frankiske druesorter Silvaner, Müller-Thurgau, Riesling, Bacchus, Scheurebe, Spätburgunder, Domina samt Weißburgunder.

Og vinene er opdelt helt klassisk efter VDP’s opskrift Gutswein, Ortswein, Erste Lage og Große Lage. Derudover også lidt Erste Lage Edelsüße Weine. Samlet produktion ligger årligt på omkring 156.000 flasker vin.

Sauer har bygget sin vinkælder i 4 etager, hvis det så ellers kan kaldes en vinkælder. Men det betyder, at druematerialet, mosten og vinen ikke bliver pumpet, men transporteret ved hjælp af tyngdekraften fra presse, til gæringstank og slutteligt til fadene. Det giver en meget skånsom produktionsproces.

Horst Sauer formulerer sin passion for vin med ordene; “Hvad smager lykken af? Kan en vin rumme minder – ord og billeder fra fortiden – eller forventninger til fremtiden?

Vin er et perfekt medie til at formidle historier. Nogen gange bliver det en lille historie, andre gange bliver historien overvældende, og en sjælden gang bliver historien også melankolsk – alt afhængig af situationen og af hvordan, du har det i nuet. Dette har skabt min passion for vin.

Dertil kommer kommunikationen med de mennesker, som nyder disse historier, og bruger vores vine til at frigøre deres fantasi i forsøg på at fastholde vinens flygtige øjeblikke. Dette er drivkraften i mine daglige bestræbelser på at skabe en god vin. Dette … og mine diskussioner om de mere tekniske aspekter med min datter Sandra, som nu er en integreret del af mit arbejde.”

Horst Sauer blev nomineret til årets vinbonde 2005 og kåret som årets hvidvinsproducent ved “Winechallenge London” 2004. Ratingen er 4 klaser i Gault Millau og 5 stjerner i Eichelmann.

Denne Escherndorfer Fürstenberg Spätburgunder S er én af Horsts Erste Lage vine. Druerne kommer selvfølgelig fra marken Escherndorfer Fürstenberg, og er høstet manuelt. Vinen er lagret på barriques, men hvor lang tid kan jeg ikke se.

I glasset fin, teglfarvet transparent … måske ikke sådan voldsom lys, men klare indikationer af, at vi her har fat i den dejlige Spätburgunder. Duftmæssigt ikke umiddelbart den sædvandlige sødlige stald og våde hunde. Animalsk er næsen dog … bare mere dyb, grøn og krydret med kirsebær, lakrids, godt med røg, egetræ og masser af syre. Sådan mere anmassende … som Spätburgunder ofte er i Franken. Dér bliver vinene sjældent særligt søde.

Det går også igen i smagen, som modne kirsebær, rund, blød med fortsat med mineralitet og stram syre, som klæder de modne frugter og den friske frugt generelt. Med lidt luft i glasset vinder vinen yderligere, og bestemt en flot Spätburgunder fra Franken. Den kan vi sgu godt li’ her i det houlbergske hus. Og nu er flasken også tom.

Købt i Tyskland på weine.de, pris 15,40€ … svarende til 115 kr.

Rating 5/7 

2013 Staatlicher Hofkeller Würzburg, Würzburger Stein Spätburgunder Trocken, Franken, Tyskland

2013 Staatlicher Hofkeller Würzburg, Würzburger Stein Spätburgunder Trocken, Franken, TysklandI troede måske, at jeg var holdt op med at drikke Spätburgunder på fredage? Njaaa, det er ikke tilfældet, men det er jo svært at både at blæse og have ål i strømperne … eller hva’ det nu hedder. Og jo … der har været et par fredage, hvor den tyske gudedrik ikke er kommet på bordet.

Men det gjorde den såmænd i fredags, nemlig via denne Würzburger Stein Spätburgunder Trocken fra Staatlicher Hofkeller Würzburg, et af det helt store og traditionelle vinhuse i Würzburg.

Sidst jeg smagte en vin fra det vinhus, var jeg ikke begejstret … det var deres 2014 Staatlicher Hofkeller Würzburg, Dorfprozeltener Frühburgunder, Franken, Tyskland, som jeg gav sølle 2½ Thumbs Up og kaldte meget kantet, svær tilgængelig og stort set uden eftersmag. Jeg skrev også, at det ikke var noget at skrive hjem om, og det statslige vinhus er måske bedst til de hvide vine?

Jeg har skrevet en del om Staatlicher Hofkeller Würzburg, så dér vil jeg blot henvise til mit tidligere indlæg. Klik på linket for Frühburgunderen ovenfor. Det er et spændende sted med stor historie, så det er absolut værd af læse.

Denne Würzburger Stein Spätburgunder Trocken er – som navnet med tysk grundighed angiver – lavet med druer fra marken Würzburger Stein, en Erste Lage mark. Marken er én af de mest berømte marker i Würzburg … er voldsom stor … faktisk den største sammenhængende enkelte vinmark i Tyskland og er på hele 85 hektar og har en hældning mellem 30 og 65 procent.

Marken har er stort set ejet af Bürgerspital, Juliusspital og Staatlicher Hofkeller Würzburg med en 1/3 del hver, men der er dog også nogle mindre parceller, som tilhører henholdsvis Weingut am Stein (altså Ludwig Knoll) og Weingut Reiss. Det midterste stykke, som kaldes Steinharfe tilhører Bürgerspital.

Der er ikke så mange oplysninger om vinen her … så vi springer da bare ud i mine smagsnoter. Os lad mig starte med at sige, at den er langt bedre end søstervinen, som jeg omtalte i indledningen. I glasset er vinen også langt mere transparent … som rigtig godt Spätburgunder normalt også er.

I næsen den velkendte søde stald, våd hund i sød vals med jordbær, eg, cigaræsker og lidt røg. Hmmmmm, far er glad. I munden har vinen en dejlig lethed, er ganske frisk med en lidt svag og bitter syre, men ellers meget omgængelig. Der er også en smule mineralitet i vinen, selvom eftersmagen ikke er monsterlang. En habil Spätburgunder vil jeg bedømme denne til.

Købt i Staatlicher Hofkeller Würzburgs tilhørende, flotte vinbutik, pris 13,50€ … eller lige omkring 100 kr. og det er helt fint.

Rating 4,5/7 

2013 Weingut Am Stein, Vinz Scheurebe Alte Reben, Franken, Tyskland

Igen tilbage hos Weingut Am Stein … aka Weingut Ludwig Knoll Am Stein, som jeg besøgte i sommers og bl.a. købte denne Vinz Scheurebe Alte Reben … en aromatisk lille stjerne fra det kendte frankiske vinhus, som ligger i udkanten af byen Würzburg.

Vinhuset har sit navn efter den mest berømte vinmark i hele Franken … Würzburger Stein og drives af Ludwig Knoll sammen med hustruen Sandra. Ludwig overtog familiens vingård i 1990 og er 5. generation på gården, som har været i familiens eje siden 1890.

Ludwig driver i alt 21 hektar vinmarker, og beliggenheden er helt unik, højt oppe på ”Würzburger Stein”. Ludwig fremstiller nogle rene, friske og typiske Frankenvine. I området er det Silvaner druen, som er kongen, men også andre druetyper bl.a. Scheurebe trives på de stejle skrænter. Og herudover også lidt Riesling og Spätburgunder.

Siden 2008 har vingården været økologisk, og i dag drives hele vingården også fuldstændig biodynamisk.

Til driften hører også et mindre pensionat, vinoteket WeinWerk samt en højt estimeret restaurant & vinbar, som hedder Reisers Am Stein. Den drives af kokken Bernhard Reiser og regnes som Würtzburgs bedste. Den har vistnok endda én Michelin-stjerne.

Vinoteket samt gæstehuset/pensionatet ligger i to helt nye bygninger … begge ultramoderne, nærmeste som kubiske blokke. Gæstehuset har en facade med struktur af vandrette fuger og smalle vinduer, mens bygningen for vinoteket har en facade af grønne, tonede glas med lodrette træstolper … meget ikoniske bygninger, som om aftenen giver en fantastisk effekt og er et utroligt blikfang i byen.

Fra begge bygninger har du en fantastisk udsigt udover både Würzburg og de omkringliggende vinmarker.

Ludwig Knoll laver vine i flere kvalitetsniveauer. Basisvinene eller Knolls Gutsweine kalder han Junge Wilde samt Frank & Frei, Ortsweine kaldes Bodenschätze, mens de bedste Erste Lage & Grosse Lage vine kaldes Meisterwerke. Både husets Ortsweine samt Erste/Grosses Lage vine sælges selvfølgelig i de karakteristiske bocksbeutel flasker.

Herudover laves der vine i serien Montonia, som Ludwig har lavet siden 1998 og er opkaldt efter hans datter. Derudover findes der også serien Vinz, som typisk er vin fra gamle vinstokke. Det er netop sådan en vin, som vi her har i glasset … og så på gamle vinstokke med druen Scheurebe.

Hvidvinsdruen Scheurebe er herhjemme måske ikke så kendt. Druen er udviklet tilbage i 1916 via en krydsning mellem Riesling og en anden ukendt drue. Tidligere mente man, at det var Silvaner, som druesorten var krydset med, men gentest har afvist denne idé. Druen dyrkes primært i Tyskland, og derudover i Østrig, hvor den ofte kaldes Sämling 88. Den findes i begrænset omfang også oversøisk.

Hos Am Stein kommer druerne fra vinstokke, som er over 40 år gamle fra marken Stettener Stein. Ikke som mange andre hvidvin lavet på ståltanke, men derimod store betontanke, nærmest udformet som store æg … tænker straks Alien. Vinen har heller ikke lagret på eg. Vinen har vundet 1. præmie i konkurrencen Internationalen Bioweinpreis 2015.

Og hvilken herlig og aromatisk næse, som denne vin har. Det er blomster, sæbe, Faxe Kondi, hvid peber, estragon og salvie, eksotiske frugter, asparges, en smule nødder, passionsfrugter … men virkelig smæk på blomsterne. Lækker og kompleks næse. I munden er vinen cremet, fyldig som smør med hyld, lemon, hvid peber og andre krydderier. Der er god mineralitet, tilstedeværende og gennemgående syre. Det er sgu et lækkert glas hvidvin.

Købt på vingården, hvor prisen er 19€ … eller omkring 142 kr.

Rating 5/7 

2011 Weingut Kirch, Volkacher Ratsherr Spätburgunder Spätlese Trocken, Franken, Tyskland

Ved ét af Mainflodens mange sving ligger den lille by Fahr, og netop dér finder man vinhuset Weingut Kirch, som står bag denne Volkacher Ratsherr Spätburgunder Spätlese Trocken, som – ja, det indrømmer jeg modvilligt – jeg ikke gættede ved blindsmagningen ved sidste byggemøde.

Vinhuset drives af ægteparret Monika og Matthias Kirch, og begges familier har gennem mange år været vinbønder i området, som i øvrigt er præget af mange vinhuse med navnet Kirch.

Ægteskabet mellem Monika og Matthias blev samtidig en sammenlægning af de to vinhuse Weingut Franz Kirch i Fahr samt Weingut Gebhard Kram i Nordheim. Det nye vinhus kaldte de blot Weingut Kirch, men har fortsat deres marker omkring både Fahr, Volkach og Nordheim. Deres bedste marker er således Nordheimer Vögelein og Volkacher Ratsherr-Berg

Samlet driver Monika og Matthias Kirch det lille vinhus med de lokale sorter, hvilket er de hvide druer Silvaner, Müller-Thurgau, Bacchus, Riesling, Rieslaner, Weißer Burgunder, Grauer Burgunder, Traminer, Scheurebe og Kerner samt de røde druer Spätburgunder, Regent, Domina og Schwarzriesling.

Udover vinbruget udlejes også 3 ferielejligheder, som ganske fantasifuldt er kaldt ferienwohnung Riesling, Silvaner og Spätburgunder. Ikke overraskende Spätburgunder lejligheden den største og mest eksklusive!

Hos Weingut Kirch laver de en lang række vine samt lidt Edel-Destillate. Denne Volkacher Ratsherr Spätburgunder Spätlese Trocken hører til blandt serien Rotweine Superpremium Trocken, men der er nu ikke mange oplysninger om vinen. Det ser ikke ud til, at vinen har lagret på egetræsfade, men altså fremstillet på ståltanke.

Og det er heller ikke den sædvanlige Spätburgunder, som vi her har i glasset, hvor den først adskiller sig ved at være en tak mørkere end normalt. I næsen er her godt med vanilje , kanel (hvilket ellers antyder, at vinen har set egetræ), sødme og godt med fyldig frugt … lidt mørkere frugt. I munden meget stor frugtsødme, brombær, modne kirsebær … sødmen præger vinen, hvorved den mister elegance og lethed, og det gør vinen lidt en turnoff for mig.

Jesper havde købt vinen i Franken. På vingården koster den 8,70€ … eller omkring 65 kr.

Rating 3,5/7  

2010 Winzergemeinschaft Franken, Randersacker Ewig Leben Portugieser, Franken, Tyskland

GWF kaldes næste vinhus … og det står for Winzergemeinschaft Franken, et kæmpe vinkooperativ, som holder til i den lille by Kitzingen omkring 10 kilometer sydøst for Würzburg og et par kilometer fra Maine floden i det dejlige Franken. Vinen er en Randersacker Ewig Leben Portugieser.

Kooperativet er grundlagt tilbage i 1959 og omfatter ikke færre end 2.400 vinavlere i området med samlet over 1.400 hektar vinmarker. Det betyder også, at GWF er en større historie med 137 ansatte, som styres af CEO Paul E. Ritter, men den ansvarlige for produktionen er vinmageren Christian Baumann.

Og der laves selvfølgelig vine på de traditionelle druer i Franken, dvs. Müller-Thurgau, Silvaner, Bacchus, Grauer Burgunder, Riesling, Domina, Spätburgunder, Schwarzriesling og Regent. Ja, og så laver de også denne Randersacker Ewig Leben Portugieser, hvor druerne selvfølgelig kommer fra marken Ewig Leben i Randersacker.

Ewig Leben … evig ung – evigt liv, skønt navn til en vinmark i øvrigt. Ewig Leben er en del af VDP Erste Lage marken Marsberg, ja faktisk det nederste stykke på Marsberg, som jo ligger lige mellem Pfülben og Sonnenstuhl.

Marsberg omfatter nemlig i dag de tidligere marker Spielberg, Gehren, Marsberg, Hammelsmauer, Ewig Leben og Westroden. Disse findes således ikke som enkeltmarker længere, men enkelte vinproducenter anvender dog fortsat de gamle betegnelser.

Ewig Leben er da også allerede nævnt i gamle dokumenter fra 1668 som Ewig Lehen … evig fejde, hvilket senere dog blevet ændret til det mere optimistiske og opmuntrende Ewig Leben. Og nu er det så langsomt ved at forsvinde, som blot en del af Marsberg.

Og druen Portugieser er også værd lige at kigge nærmere på. Druen kaldes også for Blauer Portugieser og er Tysklands næstmest udbredte blå drue samt Østrigs tredjemest udbredte. Navnet indikerer at druen stammer fra Portugal. Det siges at østrigeren Johann von Fries efter sit besøg i Porto i 1772 tog druen med til sit hjem i Voslau i Østrig.

Fra Østrig spredtes druen så til Tyskland, hvor den blev meget populær i det tyske vin boom i 70’erne. Druen er meget stærk i forhold til druesygdomme, og den gror meget nemt. Da den ofte dyrkes i et koldere klima, chaptaliserer man ofte druen, for at hæve alkoholindholdet. Den giver ukomplicerede terrassevine uden meget garvesyre med  smagsnoter af hindbær og jordbær, og vine på druen skal derfor også drikkes unge.

Lad os smage vinen, som i glasset er meget, meget transparent, og i næsen byder på mange af de samme indtryk som Spätburgunder, bl.a. den søde hestestald, våd hund, våde fade, jordbær og hindbær. Smagen er også præget af utrolig lethed, hindbær, jordbærsødme, næsten kirsebær, lidt peber og kort eftersmag med syrligt peberbid. Virkelig en fin lille sommervin, som jeg gættede var Spätburgunder … og der er bestemt ligheder.

Købt i Franken, hvor prisen ligger på omkring 6,30€ for nyeste årgang, hvilket svarer til 47 kr. Et fund til den pris.

Rating 4,5/7 

2013 Weingut Schmitt’s Kinder, Randersacker Ewig Leben Riesling Trocken, Franken, Tyskland

Fredagen var Spätburgunderløs – vist et nyt ord i den danske ordbog … Spätburgunderløs – men dog tysk i form af denne Randersacker Ewig Leben Riesling Trocken fra vinhuset Weingut Schmitt’s Kinder, som jeg skrev lidt om forleden.

Som jeg skrev, så ejer Weingut Schmitt’s Kinder 14 hektar vinmarker, som bl.a. omfatter parceller på markerne Pfülben, Marsberg, Sonnenstuhl og Teufelskeller. Men så findes der jo også Ewig Leben, som angivet på denne Riesling … og hvad er det nu for en mark?

Ewig Leben … evig ung – evigt liv, skønt navn til en vinmark i øvrigt. Ewig Leben er en del af VDP Erste Lage marken Marsberg, ja faktisk det nederste stykke på Marsberg, som jo ligger lige mellem Pfülben og Sonnenstuhl.

Marsberg omfatter nemlig i dag de tidligere marker Spielberg, Gehren, Marsberg, Hammelsmauer, Ewig Leben og Westroden. Disse findes således ikke som enkeltmarker længere, men enkelte vinproducenter anvender dog fortsat de gamle betegnelser.

Ewig Leben er da også allerede nævnt i gamle dokumenter fra 1668 som Ewig Lehen … evig fejde, hvilket senere dog blevet ændret til det mere optimistiske og opmuntrende Ewig Leben. Og nu er det så langsomt ved at forsvinde, som blot en del af Marsberg.

Nå, men denne Randersacker Ewig Leben Riesling Trocken var én af de vine, som jeg smagte hos vinhuset under mit besøg i sommers. Den venlige vært sagde, at den fortsat var ganske ung … lidt ligesom os. Og det er der noget om … men den er bestemt allerede ganske drikkeklar … også lige som os ;o)

I næsen mærkes lidt fylde og klart Riesling … selvom der endnu ikke er petroleum, men i stedet lidt halm, lidt citrus, kvæde, cedertræ og fin friskhed. I munden mærkes først en smule sødme, ikke meget … men en anelse. Smager frisk og … ja ung, men der er en flot balance mellem syrligheden, friskheden og en anelse sødme. Til prisen et fund.

Købt på vingården, pris 8,20€ … eller 62 kr. omregnet i danske menneskepenge.

Rating 4,5/7 

2012 Weingut Schmitt’s Kinder, Randersacker Sonnenstuhl Spätburgunder Tradition, Franken, Tyskland

Nåeee, I har måske ventet på fredagens Spätburgunder? Måske endda begyndt at spørge jer selv, om det houlbergske hus var løbet kold for de tyske dråber? Men det er ingenlunde tilfældet … og fredagens vin er endda ventetiden værd … en klassegod Spätburgunder fra et klassegodt vinhus.

Vi er nemlig hos Weingut Schmitt’s Kinder og vinen er deres Randersacker Sonnenstuhl Spätburgunder Tradition … en vin jeg smagte under et besøg hos vinhuset denne sommer, og selvfølgelig skulle have et par flasker med hjem af.

Som navnet på vinen ganske rigtigt fortæller, så holder Weingut Schmitt’s Kinder til i den lille by Randersacker syd for Würzburg i det dejlige Franken. Helt præcis ligger vinhuset et par kilometer syd for Randersacker … tæt på den lokale sporthal og marken Sonnenstuhl, ja adressen er da også Am Sonnenstuhl 45.

Familien Schmitt har dyrket vin i Randersacker siden 1712, men vinhuset fik først sit nuværende navn Schmitt’s Kinder i 1910, den daværende Schmitt efterlod vingården til sine børn … der stik imod den traditionelle skik ikke delte markerne mellem sig, men i stedet slog pjalterne sammen og drev vingården i fællesskab, hvilket meget passende gav vingården tilnavnet Schmitt’s Kinder.

Schmitts Kinder - Am Sonnenstuhl 45

I dag ejes vingården af ægteparret Karl Martin og Renate Schmitt, men det er nu sønnen Martin Joh. Schmitt, som i dag står for vinproduktionen. Han er 10. generation og uddannet ønolog fra Geisenheim, og driver ejendommens 14 hektar vinmarker, som bl.a. omfatter parceller på markerne Pfülben, Marsberg, Sonnenstuhl og Teufelskeller.

Da jeg besøgte vingården var det nu hverken Karl Martin eller Martin Joh. Schmitt som præsenterede husets vine og jeg fik en rigtig hyggelig snak med, men derimod en anden fra familien. Jeg fik ikke noteret hans navn, men en virkelig hyggelig fætter. Vi drøftede vinene fra området selvfølgelig og vin generelt.

Han havde tidligere smagt dansk vin, og da jeg senere spurgte, hvorfor Schmitt’s Kinder ikke eksporterede til Danmark, så svarede han kvikt, at det skyldes, at de simpelthen blev udkonkurreret af de danske vine. Fandme god humor.

Under besøget smagte jeg nogle af husets Silvanere, Rieslinge og selvfølgelig deres Spätburgundere. Virkelige lækre vine hele vejen rundt. Jeg smagte udover denne Randersacker Sonnenstuhl Spätburgunder Tradition også husets topvin, deres Randersacker Sonnenstuhl Spätburgunder Große Gewächse, som netop i bladet Feinschmecker var kåret som Tysklands 2. bedste 2012 Spätburgunder.

Schmitts Kinder - Feinschmecker
De fremviste stolt artiklen med deres Randersacker Sonnenstuhl Spätburgunder Große Gewächse på plads nr. 2.

Nå, men her altså deres almindelige, traditionelle Spätburgunder, hvor druerne kommer fra Sonnenstuhl marken, men alene en Erste Lage vin, og er lavet helt klassik, hvor vinen gærer på skindet og derefter lagrer et sted mellem 12-16 måneder på små franske barriques.

Og hvilken herlig vin, som i glasset er dejlig lys og transparent. I næsen dejlig animalsk … helt textbook sød ko- og hestestald … juhuuu og så med en snert stikkelsbær, rabarber og hindbær, grønne urter, en slags blød mineralitet og virker blød og rund, nærmest sådan et varmt indtryk.

I munden er vinen meget direkte og præcis i udtrykket. Der er god intensitet og frugten virker på en eller anden måde en smule mørkere i smagen end både farve, næse og de normale hindbær og jordbær. Alligevel er vinen let og elegant … har nærmest et køligt udtryk, let peber pg fine og bløde tanniner. Det smager sgu tæskegodt.

Købt på vingården, pris vistnok omkring 15,00€ … hvilket svarer til 112 kr., og das ist billig.

Rating 5,5/7  

 

schmitts-kinder-wein-weinzierl

Schmitts Kinder - ejendom og marker
Her ser man vinhuset fra Randersacker siden.

Schmitts Kinder - Riesling i bocksbeutel
Dejlige Rieslinge på smagedisken.

Schmitts Kinder - Spätburgunder
Og favoritterne på Spätburgunder.

2013 Weingut Bardorf, Randersacker Ewig Leben Spätburgunder Blanc de Noir Spätlese Trocken Barrique, Franken, Tyskland

De kan sgu noget med titler, de tyskere! Omhyggeligt og præcist. Randersacker Ewig Leben Spätburgunder Blanc de Noir Spätlese Trocken Barrique hedder én af fredagens Spätburgundere – hverken mere eller mindre. Den kommer fra Weingut Bardorf, som netop ligger i den lille vinby Randersacker lige syd fra Würzburg i Franken.

Det er familien Bardorf, som driver vinhuset  sammen med et af byens hoteller, nemlig Hotel Gasthof Löwen. Det er grundlagt i 1965 af Günther Bardorf, men drives i dag af 2. generation i form af Günthers søn Stefan Bardolf.

Og det er et rigtigt familieforetagende, hvor den ældre Günther passer hotellet og serverer morgenbuffet, men hustruen Angela står i køkkenet. Stefans kone Annette serverer og står for udlejningen af værelserne. Stefan står for selve vinproduktionen, dvs. både på plejen og høsten på de stejle marker samt vinificeringen i kælderen.

Og Stefan passer i dag samlet 3 hektar vinmarker, heraf parceller på de kendte Randersacker marker Ewig Leben, Marsberg, Sonnenstuhl, Teufelskeller samt de lidt mere ukendte Dabug og Lämmerberg. På alle markerne er jorden godt præget af en undergrund med ”Muschelkalk” … altså et kalklag med aflejring af muslingeskaller.

På markerne dyrker de druesorterne Riesling, Silvaner, Bacchus, Müller-Thurgau,Weissburgunder, Sauvignon Blanc, Spätburgunder, Schwarzriesling, Blaufränkisch samt Domina. Og i dag dyrkes alle husets druer økologisk.

Nå, men her har vi jo så husets Randersacker Ewig Leben Spätburgunder Blanc de Noir Spätlese Trocken Barrique … og navnet fortæller jo ganske nøjagtigt, hvad vi har med at gøre. Druer fra Ewig Leben vinmarken i Randersacker, en Blanc de Noir på senthøstede Spätburgunder, tør og lagret på egetræstønder. Hatten af for tyskerne.

Den hurtige presning har dog efterladt lidt farve i vinen, som i glasset har en let lyserød … eller måske svag ferskenfarvet tone. I næsen en lidt gæret og aromatisk duft med blomster, sæbe, nødder og helt klart noget genkendeligt fra Spätburgunderen. Den dufter næsten som en rød Spätburgunder, men ikke helt.

I munden er vinen behagelig rund, blød med hvid frugt, nødder. Vinen er sådan meget tæt i strukturen, mens syren er blid, men bestemt til stede, og det gør vinen ganske interessant.

Købt på vingården, pris 11,00€ … eller omkring 82 kr.

Rating 4/7 

Vi slutter lige med lidt billeder fra stedet:

Weingut Bardorf
Weingut Bardorf.

Hotel Löwen
Her Hotel Gasthof Löwen, som drives af Bardorf familien.

Bardorf
Stolte traditioner.

Bardorf - udsigt fra værelset
Og her lige et foto af udsigten fra altanen på vores værelse.

2013 Weingut Am Stein, Würzburger Innere Leiste Spätburgunder, Franken, Tyskland

Denne sidste fredag i juli ville jeg egentlig ha’ sprunget fredags-Spätburgunderen over … ja, jeg ved det og kan ikke forklare det … og det ka’ jo ikke være sommervarmen.

Men hustruen insisterede, og så kom der alligevel Spätburgunder på bordet i form af denne Würzburger Innere Leiste Spätburgunder fra Weingut Am Stein.

Ja, ham den gode Ludwig Knoll Am Stein skrev jeg om sidste weekend, så det skal jeg selvfølgelig nok spare jer for igen.

Lad os i stedet kigge nærmere på det område, hvorfra druerne kommer, Würzburger Innere Leiste, som er en historisk vinmark, som faktisk kun ejes af 3 vinhuse, nemlig Weingut Bürgerspital, Staatlichen Hofkeller og så Weingut Am Stein.

Det er en stejl mark, som ligger mellem den gamle fæstning Marienberg og Wallfahrtskirche Käppele, også kendt som Wallfahrtskirche Mariä Heimsuchung … to af de karakteristiske varemærker i Würzburg.

Fæstningen Marienberg er i øvrigt et besøg værd. Den gamle fæstning har tidligere været sæde på de store fyrstebiskopper inden de bygge Residenz paladset, og har en lang og spændende historie. Det er selvfølgelig en turistattraktion i  dag, men bestemt et besøg værd. Nå, men det var et sidespring.

Marienberg
På toppen ligger fæstningen Marienberg … og øverst til venstre i skoven kan man se Wallfahrtskirche Käppele. Mellem de to vartegn starter Erste Lage marken Innere Leiste.

Würzburger Innere Leiste er en lang og tynd mark, som går fra floden og et godt stykke ind i landet, klemt ind mellem vinmarkerne Schloßberg og Heidingsfeld. Schloßberg er markerne omkring Marienberg. Innere Leiste er en Erste Lage vinmark, dvs. lige niveauet under Großes Lage/Gewächs, og undergrunden er præget af leret kalksten og Muschelkalk, et lag af kalk alger og muslinger.

En særlig god del af Innere Leiste ligger i den vestlige ende og kaldes Höllenschlund, som vel bedst kan oversættes med noget i retning af “døren til helvede” eller “helvedesmund”. Og navnet skyldes, at der på de varmeste sommerdage let bliver omkring 60 grader lige der, hvorved halsen nemt brænder, hvis man drikker noget. På dette sted vokser der bl.a. 100 gamle Silvaner vinstokke, som er plantet i tidernes morgen af bastionen ved St. Johann Baptist, og den del af marken er samtidig beskyttet mod vinden af mure på alle sider.

Nå, men denne Würzburger Innere Leiste Spätburgunder er altså en Lagenwein, og druerne kommer således fra Erste Lage marken Innere Leiste. Jeg har læst, at Ludwig Knoll med denne vin ikke ønsker at gå samme veje, som andre producenter eller at lave en international vin, men derimod ønsker mest mulig terrior i vinen og dermed lave lidt en outsider.

Og det med outsider er lykkedes meget godt, for den adskiller sig i hvert fald. Første tegn er farven i glasset, hvor vinen er en pæn tak mørkere end Spätburgunder normalt. I næsen er duften fra Spätburgunder dog bekendt, ubetinget … for her er der stald, eg, lidt peber, hindbær, ribs og brombær … ja måske er bærduften lidt mørkere end traditionelt. Der er let kaffe, røg, blå-lilla violetter samt en grøn note … men virker lidt rustik og kantet i næsen. Ikke så indbydende, feminin og forførende. Men duften er nu imidlertid det bedste ved vinen.

I munden er vinen virkelig stram, skarpkrydret og kantet, og man får lyst til bare at sige ØV. Det er ribs, krydderier, rusten jern, balsamiske noter. Som med storesøsteren, så vinder vinen dog med luft i glasset … meget luft. Giv den for guds skyld luft flere timer i forvejen, for det tager lige toppen af den lidt ubehagelige skarphed af. Den bliver dog nok en smule for kantet og svær for mig.

Købt på vingården, pris 15,00€ … hvilket svarer til 112 kr.

Rating 3/7 

Tilføjelse: Smagte vinen lørdag … et døgn efter flasken blev åbnet, og det har altså taget noget af kanten af. Nu virker vinen slet ikke så stram og kantet, men mere med en præcis mineralitet, som slet ikke er så tosset. Og jeg er nok også nødtaget til at lave en revurdering af min rating … for første gang på bloggen, mine damer og herrer. Jeg hoster fluks op med en ekstra Thumbs Up.

Rating 4/7 

2012 Weingut Am Stein, Montonia Spätburgunder, Franken, Tyskland

I weekendens besøg hos Jan havde jeg taget denne Montonia Spätburgunder fra Weingut Am Stein med, også et minde fra sommerferien, hvor jeg besøgte huset sammen med Gert & Merte. Det er et kendt frankisk vinhus, som ligger i udkanten af byen Würzburg, ja faktisk på den mest berømte vinmark i hele Franken … Würzburger Stein, deraf også navnet på vinhuset.

Vinhuset Am Stein kaldes også Weingut Ludwig Knoll Am Stein, da det drives af Ludwig Knoll sammen med hustruen Sandra. Ludwig overtog familiens vingård i 1990 og er 5. generation på gården, som har været i familiens eje siden 1890.

Ludwig driver i alt 21 hektar vinmarker, og beliggenheden er helt unik, højt oppe på ”Würzburger Stein”. Ludwig fremstiller nogle rene, friske og typiske Frankenvine. I området er det Silvaner druen, som er kongen, men også andre druetyper bl.a. Scheurebe trives på de stejle skrænter. Og herudover også lidt Riesling og Spätburgunder.

Siden 2008 har vingården været økologisk, og i dag drives hele vingården også fuldstændig biodynamisk.

Til driften hører også et mindre pensionat, vinoteket WeinWerk samt en højt estimeret restaurant & vinbar, som hedder Reisers Am Stein. Den drives af kokken Bernhard Reiser og regnes som Würtzburgs bedste. Den har vistnok endda én Michelin-stjerne.

Weingut Am Stein

Vinoteket samt gæstehuset/pensionatet ligger i to helt nye bygninger … begge ultramoderne, nærmeste som kubiske blokke. Gæstehuset har en facade med struktur af vandrette fuger og smalle vinduer, mens bygningen for vinoteket har en facade af grønne, tonede glas med lodrette træstolper … meget ikoniske bygninger, som om aftenen giver en fantastisk effekt og er et utroligt blikfang i byen.

Fra begge bygninger har du en fantastisk udsigt udover både Würzburg og de omkringliggende vinmarker.

Am Stein - flot beliggenhed
Her netop et view fra vinoteket udover Würsburg.

Hvert år i juli – dette år fra 8. til 20. juli – holder Ludwig Knoll en ægte byfest, Hoffest am Stein … en stor vin & jazzfestival. Da vi besøgte vingården var de – som i øvrigt ved sidste besøg – i gang med at opsætte borde og bænke overalt … selv mellem vinstokkene … og i gårdspladsen en stor scene.

I vinoteket kunne man så købe billet til dén dag, som man ønskede at deltage i. Mens vi smagte vine, så kom der løbende besøgende, som lige skulle købe en billet. Udenfor var der i øvrigt ophængt et høfligt skilt, hvorpå der stod, at man ikke selv måtte medbringe egne drikkevarer … hvilket vel også er ganske retfærdigt hos en vingut.

Am Stein - gårdspladsen
Gårdspladsen hos Weingut Am Stein med det ikoniske vinotek i baggrunden.

Ludwig Knoll laver vine i flere kvalitetsniveauer. Basisvinene eller Knolls Gutsweine kalder han Junge Wilde samt Frank & Frei, Ortsweine kaldes Bodenschätze, mens de bedste Erste Lage & Grosse Lage vine kaldes Meisterwerke. Både husets Ortsweine samt Erste/Grosses Lage vine sælges selvfølgelig i de karakteristiske bocksbeutel flasker.

Herudover laves der vine i serien Vinz, som typisk er vin fra gamle vinstokke samt serien Montonia, som Ludwig har lavet siden 1998. Inspirationen til Montonia vinene kommer fra Ludwig Knolls datter Antonia. Hun er simpelthen muse og inspiration til nogle af de bedste burgundervine fra vingården. For der laves i dag alene t0 vine i Montonia serien, nemlig på Weißer Burgunder og Spätburgunder.

Jeg har tidligere smagt hans Montonia Frühburgunder, men den lavede de sidste gang i årgang 2009 og er i dag udgået af sortimentet. Vinene i Montonia serien er vine med lav høstudbytte og lagring i egetræsfade. Sanselige vine, mener Ludwig Knoll.

Her har vi husets Montonia Spätburgunder, som Ludwig Knoll har sat sit fingeraftryk på … også sådan helt bogstaveligt. Ovenover etiketten er der nemlig et lille mærkat med den gode vinmagers fingeraftryk. Så bliver det ikke mere personligt. Det er en vin, som er lagret på barriques, men hvor lang tid ved jeg ikke.

I glasset er vinen en god kende mørkere end forrige vin fra Gutzler, og i næsen også mere af “the dark force”. Der er babybræk, våd karklud, våde fade, ristede noter, hindbær, kirsebær og brombær … lidt kompot, kaffe og en sjat vanilje. Dufter faktisk ret godt … måske skyldes det vinen biodynamiske ophav.

I munden skuffer vinen imidlertid en smule, idet vinen er mere stram og rustik. Der er godt med peber, salt, stål og meget direkte i smagen. Vinen har tørhed, kirsebær, mokka, mandler … det er nærmest som en jernnæve med mineralitet, stram frugt, tanniner, jern og så alligevel en smule blødhed i eftersmagen, som dog ikke er så lang.

Knoll siger selv, at vinen bør åbnes og iltes et par timer inden, men det gjorde vi ikke. Måske det havde hjulpet en smule? Måske også et par år i vinkælderen også havde rundet hjørnerne lidt af? Måske.

Købt på vingården, hvor prisen er 26,00€ … eller omkring 194 kr.

Rating 4,5/7  

Am Stein - åbent
Skiltet ved indgangen til Am Stein.

Am Stein - vinmarkerne
Vinmarkerne ovenfor vinhuset.

Am Stein - view fra vinoteket
Et view fra vinoteket. Bemærk, at der allerede er opsat borde og bænke rundt ved vinstokkene.

Am Stein - vinoteket
Merete og Gert nyder vinene i Vinoteket.

Am Stein - Stein vinmarken
Würzburger Stein.

Am Steín - vinmarkerne igen