De kan sgu noget med titler, de tyskere! Omhyggeligt og præcist. Randersacker Ewig Leben Spätburgunder Blanc de Noir Spätlese Trocken Barrique hedder én af fredagens Spätburgundere – hverken mere eller mindre. Den kommer fra Weingut Bardorf, som netop ligger i den lille vinby Randersacker lige syd fra Würzburg i Franken.
Det er familien Bardorf, som driver vinhuset sammen med et af byens hoteller, nemlig Hotel Gasthof Löwen. Det er grundlagt i 1965 af Günther Bardorf, men drives i dag af 2. generation i form af Günthers søn Stefan Bardolf.
Og det er et rigtigt familieforetagende, hvor den ældre Günther passer hotellet og serverer morgenbuffet, men hustruen Angela står i køkkenet. Stefans kone Annette serverer og står for udlejningen af værelserne. Stefan står for selve vinproduktionen, dvs. både på plejen og høsten på de stejle marker samt vinificeringen i kælderen.
Og Stefan passer i dag samlet 3 hektar vinmarker, heraf parceller på de kendte Randersacker marker Ewig Leben, Marsberg, Sonnenstuhl, Teufelskeller samt de lidt mere ukendte Dabug og Lämmerberg. På alle markerne er jorden godt præget af en undergrund med ”Muschelkalk” … altså et kalklag med aflejring af muslingeskaller.
På markerne dyrker de druesorterne Riesling, Silvaner, Bacchus, Müller-Thurgau,Weissburgunder, Sauvignon Blanc, Spätburgunder, Schwarzriesling, Blaufränkisch samt Domina. Og i dag dyrkes alle husets druer økologisk.
Nå, men her har vi jo så husets Randersacker Ewig Leben Spätburgunder Blanc de Noir Spätlese Trocken Barrique … og navnet fortæller jo ganske nøjagtigt, hvad vi har med at gøre. Druer fra Ewig Leben vinmarken i Randersacker, en Blanc de Noir på senthøstede Spätburgunder, tør og lagret på egetræstønder. Hatten af for tyskerne.
Den hurtige presning har dog efterladt lidt farve i vinen, som i glasset har en let lyserød … eller måske svag ferskenfarvet tone. I næsen en lidt gæret og aromatisk duft med blomster, sæbe, nødder og helt klart noget genkendeligt fra Spätburgunderen. Den dufter næsten som en rød Spätburgunder, men ikke helt.
I munden er vinen behagelig rund, blød med hvid frugt, nødder. Vinen er sådan meget tæt i strukturen, mens syren er blid, men bestemt til stede, og det gør vinen ganske interessant.
Købt på vingården, pris 11,00€ … eller omkring 82 kr.
Rating 4/7
Vi slutter lige med lidt billeder fra stedet:
Her Hotel Gasthof Löwen, som drives af Bardorf familien.
Og her lige et foto af udsigten fra altanen på vores værelse.