Tag-arkiv: 4½

2021 Weingut Egert, SchoppeQueen Riesling Kabinett, Rheingau, Tyskland

2021 Weingut Egert, Schoppequeen Riesling Kabinett, Rheingau, TysklandDu får tæsk, hvis du ikke anmelder denne vin godt, havde Rikke truet med! Det er hårde odds for en vinblogger og vinen vi her snakker om, er denne 2021 SchoppeQueen Riesling Kabinett fra Weingut Egert.

Trods voldstruslen om fysisk lemlæstelse af vinbloggeren, så er der imidlertid ingen grund til at frygte en dårlig anmeldelse, for dels er 2021 SchoppeQueen Riesling Kabinet en fin og sødlig lille aperitifvin, som rigtigt mange vil elske og så er Weingut Egert jo en rigtig god vinproducent i en af Riesling druens højborge.

Det er måske også en vin, der mest henvender sig til kvinder … tænker både navnet SchoppeQueen, en lyserød etiket samt et pænt skud sukker … et niveau for restsukker på 43 gram pr. liter, hvilket også gør det til en mild vin, hvis vi snakker tørhedsgrader.

Druerne til den shoppeivrige vin kommer fra Hattenheimer Hassel marken, men der er ingen oplysninger om selve produktionen, der nok blot er sket i ståltanke, hvor vinen også er lagret … og så med restsukker på 43 gram pr. liter.

I næsen mærkes det øjeblikkeligt, at der er tale om en sød vin, hvor der er et snert petroleum suppleret med dåsepærer, fersken, noget sandeltræ, blyanter, muskat, ristede nødder og alt sammen med et venligt smil.

Smagsmæssigt slår sødmen endnu mere igennem, for vinen virker faktisk sødere end de 43 gram restsukker med æblemost og tropisk frugtjuice, mens syren næsten ikke er til stede. Det gør dog vinen ret drikkevenlig, så den bare lige drøner igennem drænrøret, mens man smiler … på en helt feminin koket facon. 88 point.

Ingen forhandler SchoppeQueen herhjemme, men på vingården koster en flaske 7,50€ … svarende til 56 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2019 Quinta do Pégo, 475 Years Anniverdary Edition Reserve, Douro, Portugal

2019 Quinta do Pégo, 475 Years Anniverdary Edition Reserve, Douro, PortugalVi skal da igen igen til AMKAs smukke vingård Quinta do Pégo og denne gang er det med deres 475 Years Anniverdary Edition Reserve.

Vinen er en årgang 2019, men er frigivet her i 2023 og fejrer, at Quinta do Pégo har en historie, der dokumenterbart kan føres 475 år tilbage til 1548. Denne edition udgave fejrer og hylder således Quinta do Pégos stolte vinfremstillingshistorie.

Vinen er på druerne Touriga Nacional, Touriga Franca og Sousão, der er dyrket på gamle vinstokke. Druerne er både fodtrådt og har også gæret i granit lagars. Efter fermentering er vinen har vinen været lagret på franske egetræsfade i 18 måneder, hvorefter vinen har været lagret en periode på flasken inden frigivelsen.

Duftmæssigt virker det som en tør vin … tør, krydret med masser af trænoter, cedertræ, tryksværte, blæk, balsamiske elementer, noget gin, salvie og enebær, violer, blåbær, grønne grene og let afsmitning fra fadlagringen med en smule chokolade.

I munden har vinen en ret frisk frugt, solbær, tranebær og ribs, masser af Campari bitterhed, rank, stram, sur tobak, har tynde og småsyrlige tanniner, godt med kantet og tør syre. Den bider, vrisser og giver tænder, men det er på en energisk måde. 88 point.

Vinen forhandles hos AMKA, som henviser til nærmeste forhandler på tlf. 86 41 96 00. Den vejledende udsalgspris er 99 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2017 Le Moire, Annibale, Calabrien, Italien

2017 Le Moire, Annibale, Calabrien, ItalienVor syditalienske vinsmagning sluttede med denne lille 2017 Annibale fra vinhuset Le Moire, der ligger ved byen Motta Santa Lucia i Calabrien.

Vingården er grundlagt i 2006 af Paulo Chirillo, der efter lang karriere i udlandet vendte retur til hans hjemegn sammen med sin sin venezuelanske hustru Ana.

Paolo Chirillo er egentlig læge og det er han også fortsat med i Motta Santa Lucia, men har samtidig grundlagt sin vingård, hvor han har investeret for at lave vine efter sit hjerte og stor dedikation.

Allerede fra start sigtede Paolo på produktion af bæredygtige og naturvine med høj identitetsværdi, et autentisk og unikt udtryk for det lokale terroir.

Han har samlet et rådgivende team af lokale operatører, landmænd, agronomer, ønologer, grafiske designere, som deler hans passion og kan hjælpe med gode råd og en hånd engang imellem.

Samlet har Paulo Chirillo 6 hektar vinmarker med druer som Sangiovese, Magliocco, Greco, Arvino og Mantonico … fordelt på 4 forskellige vine og en samlet produktion på 30-40.000 flasker.

Denne Annibale er lavet på 60% Magliocco og 40% Sangiovese, der er lavet med gæring og maceration i temperaturstyrede rustfrie ståltanke over i 8-10 dage og efter endt fermentering lagret 18 måneder på de rustfrie ståltanke.

Duften er rund, blød og kraftig med sød tobak, søde kirsebær, brombær … godt med mørk og småbuttet frugtsødme, bred, tyk og lettere vamset.

Det smager godt, men ikke så kompliceret, men byder på stor drikkeglæde, solbær, tranebær og ribs, hvorved en også har en syre, der giver vinen en vis rank ryg, hvilket støttes af modne tanniner og en sødere eftersmag. 89 point.

Forhandles af Estrup & Udsen, hvor en flaske koster 135 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2019 Antonella Lombardo, Cheiras Bianco, Calabrien, Italien

2019 Antonella Lombardo, Cheiras Bianco, Calabrien, ItalienMed næste vin bliver vi i Calabrien, hvor vi helt ude på tåen af støvlen finder vinhuset Azienda Agricola Antonella Lombardo, der holder til den lille by Bianco. Vi smager her deres 2019 Cheiras Bianco.

Antonella Lombardo er oprindeligt fra Bianco, men byggede, efter endte studier i jura og en strålende karriere som advokat i Milano, sin egen vingård i hjembyen.

Det var i 2019, at hjemlængslen blev for stærk og Antonella flyttede tilbage til Bianco, hvor hun anskaffede sig 5 hektar vinmarker og lejede sig ind i beskedne lokaler for at begynde at lave vin.

Antonellas første vin kom på markedet i 2020, men hun og hendes vine har på ingen tid fået et kolossalt ry. Allerede i sit første år med vine på markedet blev Antonella udnævnt som årets bedste vindyrker af den prestigiøse Gambero Rosso-guide.

Denne Cheiras Bianco er lavet på 100% Greco di Bianco, der er høstet i løbet af september, hvor druerne allerede er tørret let på vinstokkene. Efter høsten er de så tørret yderligere i 20 dage i husets kælder før vinificering.

Derefter er druerne så afstilket og så er vinen lavet som en orangevin med gæring sammen med skindet og druernes egne gærceller ved kontrolleret temperatur i rustfrie ståltanke. Så er vinen lagret i tankene sur lie i 18 måneder … og yderligere 3 måneder på flaske inden frigivelse.

I næsen er det en sødlig, let vammel og landlig vin, en smule mødding, ristede hasselnødder, noget humle og mjød, fersken, abrikos, kandiserede citroner samt en stor modenhed.

Smagen er fyldig, masser af smag, men også en tør friskhed, syre og dermed ikke helt en dessertvin. Den har en noget vandet lethed, en frugt af tørret abrikoser samt et ganske lille tanninhuk. 90 point.

Forhandles af Estrup & Udsen, hvor en flaske koster 349 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2020 Zeni, Amarone della Valpolicella, Veneto, Italien

2020 Zeni, Amarone della Valpolicella, Veneto, ItalienJeg smagte derefter også Cantina F.lli Zenis Amarone … men ikke en vin, som jeg har smagt før, for dette er tilsyneladende blot en 2020 Amarone della Valpolicella … altså uden betegnelsen Classico.

Det er nu imidlertid nok en Amarone della Valpolicella Classico, for dels prissætter Supervin den som en Classico og dels kan jeg heller ikke finde oplysninger om, at Zeni skulle lave en Amarone della Valpolicella uden Classico betegnelsen, så måske det bare er en testflaske til vinanmeldere.

Hvis den er en Classico, så er den lavet på de klassiske Valpolicella druer Corvina, Corvinone og Rondinella. De er alle høstet og tørret i kasser 2 måneder, så de næsten bliver til rosiner.

Derefter er der sket gæring og maceration over 2-3 uger og efter endt fermentering er vinen så lagret 2-3 år på store, gamle egefade inden endelig aftapning på flaske.

Som sidst er duften ikke overfed rosinsaft, for vinen har en god, fyldig og varm frugt, der mest er blommer,  sorte kirsebær, figner og svesker, men det er også som om, at man kan fornemme den høje oktan på 15,5% suppleret af lakrids, lidt vanilje, nelliker og søde krydderier.

Som med den forrige Valpolicella Ripasso Superiore, så er smagen  både sød, fed, jammy, marmeladeagtig og stærk. Det tilter dog ikke helt, for der er også en syre, der aldrig bliver overfed. Der er frugt af blommer, rosiner og svesker, sød tobak … igen er alt fint integreret og alt er pakket både blødt og cremet ind, så dermed er vinen helt perfekt til en juleaften med and og danskerhygge. 90 point.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 269,95 kr., mens du ved køb af 6 flasker kan købe vinen til 179,95 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2021 Zeni, Valpolicella Ripasso Superiore, Veneto, Italien

2021 Zeni, Valpolicella Ripasso Superiore, Veneto, ItalienCantina F.lli Zeni er et af de store, populære vinhuse, som mange har besøgt på ferie ved Gardasøen og deres Ripasso – Amaronens lillebror – er en vin, som rigtigt mange i vor lille land elsker. Her smager jeg deres Valpolicella Ripasso Superiore i årgang 2021.

Jeg har smagt vinen før … både i årgang 2018 og 2020. Første gang skrev jeg også en masse om huset, som jeg endda selv har besøgt i en sommerferie for efterhånden 8 år siden … gisp hvor tiden går hurtigt.

Zenis Valpolicella Ripasso Superiore er lavet på 60% Corvina, 30% Rondinella og 10% Molinara. Druerne høstet manuelt og er udvalgt fra marker i Valpolicellas Classico zone. Når vinen er færdiggæret, får vinen en ekstra gæring med druekvaset fra Zenis  Amaroner, hvorefter den lagrer 12 måneder på egefade.

I næsen virker vinen ærlig talt mere interessant end 2020’eren, for virker klart mere bondsk og landlig i aromaer. Der kommer så tørre blommer, modne kirsebær, en svag note med svesker, men så ellers sødme og søde krydderier. Man kan bestemt fornemme fadpræget med noget vanilje, chokolade, mandler og en balsamisk note.

Smagen er dog – for mig – lidt for sød og dermed bliver det virkelig arketypisk Ripasso Valpolicella med sød og flomme fedme, varme, blommemarmelade, kirsebærsauce og alt lavet, så alle danske vil knuselske den. Den har dog heldigvis også en svag lille friskhed i frugten og det hjælper til, at det ikke bliver alt for meget, men absolut meget zeni’sk … 88 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 169,95 kr., mens prisen ved 6 flasker er 79,95 kr. pr. flaske.

Vinanmeldelse 4,5/7   

2018 Vignobles Gabriel & Co, Baron de Terrefort Saint-Émilion Grand Cru, Bordeaux, Frankrig

2018 Vignobles Gabriel & Co, Baron de Terrefort Saint-Émilion Grand Cru, Bordeaux, FrankrigForleden smagte jeg en 2018 Marquis de Libarde Saint-Émilion Grand Cru lavet af vinhuset Vignobles Gabriel & Co, men nu smager jeg endnu en 2018 Saint-Émilion Grand Cru vin derfra … blot med navnet Baron de Terrefort.

Det er jo – som stort set altid på højre bred – en vin lavet på Merlot, men her har de 90% Merlot fået følgeskab af 8% Malbec samt 2% Carménère, der selekteres fra en række udvalgte parceller i Saint-Émilion, der alle er økologisk certificerede.

Vinen er lavet med gæring og maceration på rustfrie ståltanke med temperaturstyring og efter endt fermentering er vinen så lagret 12 måneder på franske barriques.

Duftmæssigt er denne Baron de Terrefort Saint-Émilion Grand Cru noget anderledes, virker klart landlig og flæsket i udtrykket med lidt baconfedt, rå champignon, bagepulver og gærede bær, der mest er solbær, blommer og måske endda lidt enebær. Det ledsages af noget engelsk lakrids og lakridsrod, men der også kommer noget fadpræg med chokolade, sød tobak, kakao, egetræ og skovbund.

I munden kan man også allerede fra start fornemme, at vinen både har fylde og en pæn tørhed. Der er frugt, som måske fra start virker mørk, men egentlig er lysere og friskere end forventet … nok mest tranebær, kirsebær og hindbær, men meget veldisponeret, således vinen aldrig bliver for syrlig eller får for meget kant. Der er dog en smule kant i syren suppleret med en let sort-te bitterhed, som også gør tanninerne dejligt skolemesterskrappe, så man lige får et lille svirp med pegepinden … 90 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 159,95 kr., mens vinen koster 79,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2021 Tenute Neirano, Nizza, Piemonte, Italien

2021 Tenute Neirano, Nizza, Piemonte, ItalienVinen Nizza er lavet på ren Barbera og kommer fra Tenute Neirano, som jeg også har skrevet om før … her smager jeg vinen i årgang 2021.

Barbera druerne er selekteret fra nogle kuperede topmarker omkring Nizza Monferrato i det sydligste Asti Piemonte. Faktisk er Nizza DOCG et underområde af den mere kendte appellation DOCG Barbera d’Asti i Piemonte.

Vinen har gæret og macereret på ståltanke med løbende battonage og efter endt fermentering har vinen lagret 12 måneder på franske barriques, heraf 25% nye fade. Efter aftapning på flaske har vinen så lagret yderligere 3-6 måneder inden frigivelse.

Duftmæssigt er det meget anderledes end forventet … og samtidig også anderledes end 2019’eren. Duften er nemlig ret parfumeret og ved første snif dufter det ikke af Barbera, men tværtimod mere i stil med noget Nebbiolo. Det skyldes måske også, at der er godt med fad i aromaerne, hvorved der kommer godt med våde fade, vanilje, violer og kanel, chokolade samt et lysere frugt. Det er lyse kirsebær, ribs og frugtsten … måske endda lidt kirsebærsyltetøj … og samtidig saftig med noget lakrids til sidst.

I munden er det dog langt mere Barbera … mørk, fyldig, saftig og bamset med kraftig og let sød, mørk frugt og så ellers godt med præg fra fadene med ristede noter, lakrids, vanilje, sødme … men også drys af peber, stærke krydderier og meget opulent, fed og kraftig på alle måder. 90 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 169,95 kr., mens prisen er 79,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2018 Weingut Wwe. Dr. H. Thanisch Erben Thanisch, Bernkasteler Badstube Riesling Kabinett Feinherb, Mosel, Tyskland

2018 Weingut Wwe. Dr. H. Thanisch Erben Thanisch, Bernkasteler Badstube Riesling Kabinett Feinherb, Mosel, TysklandBernkasteler Badstube Riesling Kabinett Feinherb 2018 fra Weingut Wwe. Dr. H. Thanisch Erben Thanisch er vaskeægte Moselvand af bedste skuffe.

Vinhuset har sine rødder helt tilbage fra 1636, hvor den unge Franz Taners – som selv kom fra byen Taners, der blev kaldt Thanisch – sammen med sin hustru Apollonia flyttede til Bernkastel, plantede vinstokke og begyndte af dyrke vin. I 1654 var Franz Thanisch registreret som vinbonde med en formue på 776 Rigsdaler og en årlig produktion på 3 fudern, altså 3 store egetræsfade.

I de følgende generationer voksede vingården, først med Franz og Apollonias søn Helias ved roret. Senere udvidede deres barnebarn Jakob Thanisch huset til hele 14.500 vinstokke, hvilket var ganske meget i 1791.

Jakobs to sønner Jakob og Johann Anton Thanisch udvidede huset yderligere ved at købe vinmarker af Prüm dynastiet samt en del marker fra klosteret St. Matthias i Zeltingen og sådan fortsatte generation efter generation med at udvide vinhuset.

Den egentlig grundlæggelse af vinhuset skete dog reelt først i 1884, da Dr. Hugo Thanisch byggede Villa Thanisch … en flot, stor, prægtig renæssance ejendom i Kues helt ned til Mosel floden. Den er den dag i dag fortsat vinhusets hovedsæde.

Både Hugo og hans broder Peter Anton var medlemmer af det preussiske parlament, og fik gjort vinhuset berømt. Mellem 1893 og 1908 opnåede vinene fra Dr. Hugo Thanisch de højeste priser på auktionerne i området, og i dag er vinhuset da også opkaldt efter den gode Dr. Hugo Thanisch.

Det var også Hugo, som udvidede med yderligere vinmarker, bl.a. flere parceller på den legendatiske vinmark Bernkasteler Doctor. Han købte næsten 6.000 kvadratmeter vinmark for 17 guldmark pr. vinstok, hvilket var et svimlende beløb dengang. Prisen for jorden vil i dagens priser svare til mere end 1 millioner euro.

Dr. Hugo Thanisch døde i 1895 af et hjerteanfald, og herefter måtte den 42-årige enke Katharina overtage driften, hvorfor vinhuset også ændrede navn til Wwe. Dr. H. Thanisch, hvor Wwe. betyder enke. Og siden har kvinderne i Thanisch familien spillet en stor rolle i det store vinhus i Mosel.

Det er i dag i 11. generation fortsat en kvinde, som står i spidsen for vinhuset, nemlig Sofia Thanisch, men det er i dag noget mindre end i sin absolutte storhedstid, for i 1988 blev Weingut Wwe. Dr. H. delt i to vinhuse efter nogle en række arvestridigheder.

Den ene halvdel blev så til Weingut Witwe Dr. H. Thanisch Erben Müller-Burggraef og den anden altså så til dette Weingut Wwe. Dr. Thanisch Erben Thanisch.

Men Sofia Thanisch holder de over 375 års traditioner i hævd på Weingut Wwe. Dr. Thanisch Erben Thanisch, der fortsat ejer den imponerende Villa Thanisch ned til Mosel floden samt 9 hektar af nogle af de bedste vinmarker i Mosel.

De ejer bl.a. parceller på de legendariske marker Bernkasteler Badstube, Graben, Lay og så selvfølgelig perlen Berncasteler Doctor, som vinhuset har ejet dele af i over 200 år. Sofias to døtre Juliane og Christina – og dermed 12. generation – er også startet i vinhuset og hjælper moderen.

Denne 2018 Bernkasteler Badstube Riesling Kabinett Feinherb er lavet med druer fra den legendariske mark Bernkasteler Badstube, der vender mod vest-sydvest, har stejle skråninger med grå Devon skifer og 30-50 år gamle vinstokke. Der er ikke mange oplysninger om produktionen, men mon ikke den er lavet som de øvrige med gæring og lagring på gamle fuderfässern, altså 1.200 liter fade.

Det er duftmæssigt en lidt tør og sød Riesling, hvor er både er petroleum, nødder, godt med æblemost og eksotisk frugt med en smule mandarin, abrikos og kiwi …god inderlighed og man kan da også fornemme en vis portion sødme.

Den har dog ikke den helt store tyngde i hverken sødmen eller frugten, hvorved den bliver sådan på overfladen med en smule friskhed, rimelig syre, friske æbler og citroner kombineret med noget mineralitet. 90 point.

Forhandles herhjemme af L’Esprit du Vin, men prisen kender jeg ikke på denne vin.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2018 Weingut Bertram Baltes, Dernauer Goldkaul, Ahr, Tyskland

2018 Weingut Bertram Baltes, Dernauer Goldkaul, Ahr, TysklandJulia Bertram har jeg – som de fleste læsere ved – altid været vild med, men de seneste smagte vine fra hendes og kæresten Benedikt har nu været meget reduktive i duften og – ærlig talt – ikke særligt indbydende og det gælder også denne 2018 Dernauer Goldkaul.

Det er én af husets topvine sammen med vinen Dernauer Pfarrwingert og er lavet ved, at der først er sket en kold maceration efterfulgt af en spontangæring. Efter endt fermentering er vinen lagret på både barriques og mellemstore egefade lavet af Küferei Assmann aka Büttnerei-Kellerei Aßmann i Eußenheim.

I næsen er vinen – som jeg skrev indledningsvis – ret reduktiv og ganske lukket. Damm. Det er jeg stødt på flere gange på det seneste med Bertram Baltes’ vine og derfor har min kammerat skrevet til Julia med netop dette spørgsmål … og her er hendes svar:

Our wines are all made for a long live, so in the youth they quite need a lot of air and time to open up and loose the reduction.

Vintage 2018, 2019 and 2021 were quite reducitve, 2022 will be a bit less. Especially the single vineyard site wines needs a lot of time to develop.

A good way is to open the bottle, pore a glass out, put the kork on top and shake the bottle. You will recognize that there is a lot of CO2 coming out. Our wines are all treated very gently, so the CO2 is naturally still inside.

This will already take out some hints of reduction. But of course some more years in your cellar would be perfect! Please let me know, if there are any more questions.

We are always happy to give the people you enjoy them … hopefully 😊some more background information. All the best and have a nice evening,

Julia

Her er det reduktive ret dominerende og ganske forstyrrende med nytårskrudt, heksehyl, gammelt tørv, tobak, tørrede blomster samt en stor animalsk landlighed, mødding, grønne stilke, tilbagetrukket frugt af kirsebær og hindbær, noget træ og urter.

Smagen er også landlig … mødding – eller jeg som tror, vil præge en vin – men er samtidig langt mere ren, stringent, frisk og ikke helt så lukket som i duften. Vinen har en kølig stil og syrlig frugt af rabarber, ribs og granatæbler, noget røg og lejrbål, ristede noter, grønne urter og en vild syre, der både er syrlig, mineralsk og har endda bitterhed fra lemon og citroner … smagen klart ren og stringent … jeg vil gætte på, at vinen kan åbne op om nogle år. 90 point, men det er altså også helt uden at ha’ rystet flasken.

Forhandles af Extra Brut Vinimport, men dette er ikke fundet i sortimentet.

Vinanmeldelse 4,5/7