Med sidste vin fra torsdagens bestyrelsesmøde røg vi en tur til det dejlige Toscana.
Vi er hos vingården Rocca delle Macie i Castellina i hjertet af Chianti. Rocca delle Macie blev etableret i 1973, da Italo Zingarelli – som var filmproducent og bl.a. stod bag den populære filmserie Trinity med duoen Bud Spencer og Terence Hill (herunder They Call Me Trinity og Trinity Is Still My Name) – besluttede at realisere sin livslange drøm ved at erhverve “Le Macie” ejendommen for at skabe en vingård i hjertet af Chianti Classico-zonen. Vingården havde dengang 85 hektar jord, men alene 2 hektar var vinmarker.
I dag er Italos børn Sergio, Fabio, Sandra, Giulia og Andrea også inddraget i vinproduktionen. Og vingården er også vokset og udgør i dag mere end 600 hektar, hvoraf 200 hektar er vinmarker og 80 hektar anvendes som olivenlunde, opdelt på tværs af virksomhedens seks godser: Le Macie, Sant’Alfonso, Fizzano, Tavolelle, Campomaccione samt Casamaria.
Der produceres 5 hvide vine, en rosé og 12 forskellige rødvine på Rocca della Macie, hvoraf denne Chianti Classico Riserva er én af vinene. Vinen er selvfølgelig lavet på Sangiovese med en smule Cabernet Sauvignon og Merlot tilsat, og den har lagret på egetræsfade i omkring 2 år, hvorefter den har lagret på flaske i yderligere 3 måneder.
En lidt sjov ting med Rocca della Macie er, at de udover anbefaling af, hvilken mad der passer til vinen, også anbefaler hvilken musik der bør høres, når vinen skal indtages. Denne vin går tilsyneladende godt sammen med oksemørbrad stegt med aromatiske urter tilsat “All along the Watchtowers” med Jimi Hendrix. Nice.
Lad os smage vinen. Fin syrlighed med kirsebær i næsen, der er lidt yoghurt, lidt vanilje og meget animalsk i duften, og det lovergodt. Smagsmæssigt er vinen også fin mineralsk, ren frugt … kirsebær, lyserøde bær, granatæbler, og god syre og tannin. Fin repræsentant for Chianti, og et fint punktum for bestyrelsesmødet. Winespectator gav vinen 85 point i årgang 2003.
Ikke fundet en dansk forhandler, men vil gætte på en pris omkring 125 kr.