José María Fonsecas Grupo Terras Gauda ejer i dag vinhuset Quinta Sardonia, der oprindeligt blev grundlagt af danske Peter Sisseck og en flok vinentusiaster i Sardón de Duero. Her er det en ny Quinta Sardonias vin, nemlig vinen Sardón i årgang 2017.
Quinta Sardónia blev reelt grundlagt i 1998 af en gruppe vinentusiaster i et lille overset område i Sardón de Duero og Villabáñe udenfor Ribera del Duero. Peter Sisseck havde set, at området vinmæssigt er en lille perle og gemte store muligheder for at lave gode vine, hvorfor Sisseck også var med helt fra starten.
Peter fik ved etableringen – sammen med Jerome Bougnaud, som sidenhen i perioden 2001 til 2019 var ansvarlig for vinmarkerne på Dominio de Pingus – ved etableringen stor indflydelse på en række af de helt grundlæggende beslutninger omkring udvælgelse af marker, druetyper samt valget af biodynamisk dyrkning.
Der blev samlet investeret i 22 hektar vinmarker, hvor der blev plantet Tempranillo sammen med Cabernet Sauvignon, Merlot, Petit Verdot og Syrah … efter en let skelen til Vega Sicilia, som med samme druesammensætning i vinen Unico havde rystet verdenen.
Ikke overraskende kom Quinta Sardonias vin – kaldet QS -vine stormende ind på den internationale vinscene allerede fra første årgang, hvor stokkene tilmed kun var et par år gamle. Siden har en række gode anmeldelser placeret QS som en spansk rødvin i kult klassen … og derfor lavede man også senere en andenvin med opkøbte druer, nemlig QS2.
Det blev også Jérôme Bougnaud, som kom til at stå for driften af Quinta Sardonia sammen med en af de andre grundlæggeren, nemlig Daniel Garcia Pita. De to indgik i øvrigt sideløbende i et yderligere samarbejde, der fra 2009 førte til skabelsen af vinhuset Galia.
I 2010 blev Quinta Sardonia imidlertid købt af den ambitiøse Terras Gauda-gruppe fra Galicien. Jerome Bougnaud blev der i en kortere periode og oplærte den nuværende vinmager Christan Rey, således vinene fortsat laves i Peter Sissecks ånd.
Selvom man hos Quinta Sardonia med Grupo Terras Gauda som kontrollerende ejer er fortsat med at lave QS og QS2 på samme vis som tidligere, så har de også udviklet en ny vin i sortimentet, nemlig denne Sardón, der som QS2 er lavet med opkøbte druer fra en række udvalgte vinavlere.
Sardón er lavet på 95% Tempranillo, 2% Grenache og de resterende 3% består af Albillo, Syrah, Malbec og Cabernet Sauvignon. Druerne er høstet manuelt og har ligget i koldmaceration uden afstilkning inden gæringen er sket i ståltanke i forholdsvis kort tid.
Efter endt fermentering er vinen lagret af 2 omgange … først 6 måneder i 3 år gamle franske barriques og siden 8 måneder i store 1.200 liters egetræsfade og amfora krukker af beton inden aftapning på flaske.
Duftmæssigt har vinen en flæsket, mørk og dyb frugt, solbær, brombær, enebær, syltetøj, overmodne blommer, grillet og tørret kød, engelsk og finsk lakrids, meget intens aroma supplere med lidt kanel, jern, svag toast og nogle brændte noter. Det er ikke sådan blødt eller omfavnende i duftene, men har råkraft og kant.
I munden er vinen heller ikke så rund, men har en stringent, småbitter og mørk frugt, blåbær, peber samt en syre, der er mere markant end forventet, kantede tanniner, masser af krop, syre og skarphed, men med mere luft i glasset bliver tingene meget mere rundt, så dekanter endelig vinen og giv den lidt tid. Blot et lille, fremragende råd 🙂
Forhandles flere steder og en flaske koster mellem 110 til 155 kr.