Den fine Art Collection Côtes de Provence gav mig lyst … lyst til endnu mere rosévin fra Château Camparnaud, så derfor overfaldt jeg nu storesøsteren, som er denne 2022 Prestige Côtes de Provence.
Det er selvfølgelig fortsat et Provence blend, som her består af druerne Grenache, Cinsault, Syrah, Mourvèdre, Tibouren og Rolle, der kommer fra økologisk certificerede marker med vinstokke på 20-60 år. Igen er der anvendt tri-optik i sorteringen, så kun de bedste druer kommer med i udvalget.
Igen er vinen udelukkende lavet på rustfrie ståltanke, både med gæringen og den efterfølgende lagring.
Hvor minder den om lillesøsteren … har samme fin, sart og nærmest feminine aroma og balletdanserbalance. Hvor er alting så balanceret og afdæmpet, at man omgående bliver i endnu bedre humør. Der er igen lyse og lyserøde bær, moreller, jordbær og melon, meget liflig, lys og let. Det er som at snuse til ubekymret smuk ungdom på en solrig dag i haven.
Sådan er smagen også … lidt som lillesøster, men måske lige en tøddel mere alvorlig med en svag rynke i et ellers gudesmukt ansigt, har lidt peber, melon, fersken, moreller og jordbær … æterisk, luftig, airborn med feminin blonder, flæser og blonde fletninger. Syren har igen en lille nærmest lemonagtig bitterhed, men – ihhhhh – hvor er det altså godt … og jeg er ellers slet ikke rosémand. 93 point.
Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 199,95 kr., mens prisen er 175 kr. ved køb af 6 flasker.