Tag-arkiv: merlot

Merlot er en rød, fransk druesort, som har sine rødder i Bordeaux samt Sydvestfrankrig. I Bordeaux er det den dominerende druesort i de fleste vine fra Saint-Émilion og Pomerol, hvorfra druen også stammer.

Merlot er Frankrigs mest plantede druesort og samtidig en af verdens mest udbredte druer … og konkurrerer der alene med sin Bordeaux makker Cabernet Sauvignon, som Merlot er kendt for at blande godt med. I Bordeaux går disse to druer oftest hånd i hånd. Der er på verdensplan omkring 266.000 hektar vinmarker med Merlot.

Druens navn menes at stamme fra ordet merle, som er det franske navn for solsorten og skyldes sandsynligvis Merlots farve. De nyeste DNA undersøgelser viser, at Merlot genetisk er tæt forbundet med Cabernet Franc og Cabernet Sauvignon … dens blandingspartnere i Bordeaux.

Merlot er en tidlig moden druesort og kan modnes fuldt ud, selv i køligere klima og er således en meget pålidelig drue, hvilket også er én af årsagerne til den store udbredelse. Dens vigtigste ulempe er, at de tidligt udviklede blomster er mere modtagelige for frostskader om foråret.

Derudover giver den meget bløde, smidige og fyldige vine med smag af bær og chokolade. Der kan forekomme en smag af valnødder og vanilje.  Unge vine på Merlot er blødere og rundere i smagen end Cabernet Sauvignon. Glat, afrundet og let at drikke er almindelige beskrivelser af Merlot vine.

Hovedårsagen hertil er, at druer på Merlot er relativt store i forhold til deres sten og ​​skind, hvor tanninerne findes. Derfor er Merlot god at blødgøre vine fremstillet af druer med mere garvesyre.

Udover Frankrig, så er Merlot specielt populær i Californien og Washington State i USA, Chile, Schweiz og det nordlige Italien, men findes altså over hele verdenen. Men jo varmere den er dyrket, jo tungere og mere mørk bliver frugtstilen.

Den mest berømte Merlot vin er uden tvivl Petrus fra Pomerol i Bordeaux … en særdeles kostbar vin, der kan lagre i mange årtier. I dag koster en Petrus herhjemme vel fra 20.000 kr. og opad … for en enkelt flaske.

2014 Teeter-Totter Wines, Cabernet Sauvignon, Californien, USA

2014 Teeter-Totter Wines, Cabernet Sauvignon, Californien, USAHvad er forskellen på en mus og en elefant? Temmelig stor. Og vidste du, at en lille mus og en stor elefant tager omtrent lige lang tid om at lade vandet samt at elefanter er bange for mus … og sikkert også omvendt. Og netop en stærk mus og en stor elefant er illustrationen på etiketten af sidste Cabernet Sauvignon vin, der kommer fra Teeter-Totter Wines.

Teeter Totter betyder i øvrigt en vippe og på etiketten er musen på vippen tilsyneladende tungere end elefanten … og det er måske endda et meget godt billede for denne vin fra Teeter-Totter Wines, for det er stor Napa Cab med en musefin lethed og elegance.

Bag Teeter-Totter Wines står franskmanden Benoit Touquette, som kommer fra Lyon og egentlig ikke oprindelig havde tænkt på vin, da han som helt ung mand i stedet ville være jagerpilot, men under optagelsesprøverne dumpede på en medicinsk test.

Derefter arbejdede han nogle år i autobranchen, en periode som vejarbejder og endda hos hans fader i bankverdenen. Det var imidlertid først, da han fik arbejde med at flaske vine i Bordeaux, at det pludselig stod lysende klart for ham, at han da skulle gøre karriere i vinindustrien.

Så samtidig med han arbejdede hos flere forskellige franske vinhuse, så tog han ved siden af arbejdet en Master uddannelse både som kemiker og ønolog fra universitetet i Bordeaux, men det gjorde blot en ting klart, nemlig at han ikke skulle arbejde i Bordeaux, hvor en karriere nærmest er umuligt, såfremt din familie ikke er vinproducenter.

For Benoit Touquette ville selv være involveret i udviklingen af nye vine, så da vennen Juan Mercado – grundlæggeren af Realm Cellars – tilbød han et job med at hjælpe med at sammenstikke hans 2009 vine, så forlod Benoit hurtigt Frankrig.

Siden har Benoit Touquette lavet vin i USA og har arbejdet med den berømte flyvende vinmager Michel Rolland. Ved dennes hjælp fik Benoit også arbejde hos daværende ansvarlige vinmager Andy Erickson på Screaming Eagle og har også arbejdet hos vinhuse som Ovid, Arietta, Jack Quinn Kata samt selvfølgelig Hartwell Estate Vineyards, som ejes af Andy Erickson.

I dag har Benoit skabt sit et vinhus eller rettere vinhuse, nemlig Fait Main og søsterhuset Teeter Totter. Begge er vinhuse, som laver små serier af vine, som faktisk kan være svære at skaffe.

Det er ikke 100% Cabernet Sauvignon, idet der skulle være 25% andre og uoplyste druer i vinen. Men efter sigende skulle de sidste druer være  6% Merlot, 5% Syrah, 5% Zinfandel, 5% Petite Sirah, 2% Petit Verdot, 1% Malbec og 1% Cabernet Franc.

Der er heller ikke mange oplysninger om produktionen udover, at vinen skulle være lagret 18 måneder på egefade. Vi springer så bare til mine smagsnoter.

Vinen er meget tæt i næsen, pakket frugt, magiterning af koncentreret frugt med kraft. Det er solbær, brombær og sorte kirsebær med nogle grønne elementer, mælkechokolade, kaffe, timian, lavendel samt bagepulver, Selvom den mørke frugt indikerer elefant, så er frugten alligevel på en måde lidt som en mus … let og nærmest lidt svævende.

Smagsmæssigt er det et meget elegant lille kraftværk med præcis og kulholdig frugt, tørhed og nærmest lidt tilbageholdt i smagen. Der er blåbær, brombær, kakao og egenoter. Frugten fylder godt i smagen, men der er fin syre og tanniner, som sætter sig på fortænderne uden det på noget tidspunkt bliver ubehageligt. Der er lidt mineralsk kalk og en eftersmag, som er mega lang og virkelig behagelig.

Forhandles af Vinspecialisten, hvor en flaske normalt koster 525 kr., men i øjeblikket er på bud til 400 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2015 Poliziano, Rosso di Montepuliciano, Toscana, Italien

2015 Poliziano, Rosso di Montepuliciano, Toscana, ItalienNår vejret herhjemme står på frost og blæst, så er det altså rart at varme sig på lidt vino fra det solrige, smukke Toscana. Det gør vi med lidt Rosso di Montepuliciano fra Azienda Agricola Poliziano, som ligger smukt lige på den vestlige side af  byen Montepulciano på et af områdets højeste punkter.

Poliziano blev etableret i 1961, da Dino Carletti købte 22 hektar jord ved Montepulciano og plantede sine første vinstokke. I dag er vingården noget større og tæller samlet 120 hektar vinmarker.

Azienda Agricola Poliziano har i øvrigt sit navn efter den humanistiske digter Angelo Ambrogini, som var født i Montepulciano. Han var kendt som Il Poliziano og deraf navnet på vingården.

I dag drives vingården af Dinos søn Federico Carletti. Han er selv uddannet i 1978 fra universitetet i Firenze indenfor land- og vinbrug. Han overtog driften fra faderen tilbage i 1980, hvor økonomien på vingården skrantede noget … de første mange år med hjælp både fra studiekammeraten Carlo Ferrini og Dinos gamle lærer Maurizio Castelli.

Carlo Ferrini er siden blevet en af Italiens mest berømte vinmagere, og har siden 1992 – sideløbende med jobbet som chef for Chianti Classico Consortium – arbejdet som vinkonsulent for en række vinhuse i specielt Toscana.

Han laver i dag i øvrigt også sine egne vine, som er virkelig hypede og topvinen Giodo Brunello koster flere tusinde kroner. Og så hjælper han altså også fortsat Federico Carletti på Azienda Agricola Poliziano.

En del af Polizianos 120 hektar, som blev købt i slutningen af 1990’erne, ligger ikke omkring Montepulciano, men i kommunerne Cortona og Magliano i Toscana. Faktisk ligger kun lidt over halvdelen af husets vinmarker omkring vingården i Montepulciano.

Opkøbet i de nye områder kickstartede projektet Terre del Poliziano, som omfatter produktion af vine fra appellationerne Cortona DOC, Maremma DOC og  Morellino di Scansano DOCG. Vinen fra de områder sælges som enten In Violas di Terre del Poliziano eller Lohsa di Terre del Poliziano.

Her har vi altså Carlettis Rosso di Montepulciano DOC … en appellation, som opstod i 1989 og denne vin er lavet siden appellationen opstod. Den er lavet på 80% Sangiovese og 20% Merlot fra forskellige marker, hvor druerne specielt er kendt for at give vinen en vis friskhed.

Vinen er vinificeret i temperaturstyrede, rustfrie ståltanke med en samlet macerations- og gæringsperiode på 10-12 dage, hvorefter 20-40% af vinen er lagret 8 måneder i brugte amerikanske egefade, mens resten blot lagrer i ståltankene inden samling og flaskning.

Og det er sgu ganske lækker saft, hvor næsen byder på en stram, italiensk, raceren syre, kirsebær samt lidt mørkere bær, tør jord, syrlige drops samt eg. Der fornemmes også ganske svagt en lille smule vanilje, men ellers virker aromaen sådan meget ren og stålsat.

Og det smager fandeme godt, og når en almindelig Rosso smager sådan, så har man ikke brug for så meget andet. I smagen er der klar og ren frugt, modne samt mærke kirsebær, lidt tobak, lækker syre og alligevel en vis saftighed.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 129,95 kr., men ved køb af 6 flasker er prisen 99 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2012 Cryptic Wines, California Red Blend, Californien, USA

2012 Cryptic Wines, California Red Blend, Californien, USABenecatr Giunsvaon, Teptei Rihsa og Dalnifzen … decode the secrets of our signature blend står der på bagsiden af denne California Red Blend fra vinhuset Cryptic Wines og så har den ellers en grim etiket, som leder tankerne hen på noget græsk vin.

Og – geeee – det bliver sgu svært at gætte, at blendet består af Cabernet Sauvignon, Petite Sirah og Zinfandel … selvom det faktisk ikke passer helt, for helt præcis fortæller Cryptic Wines på deres homesite, at blendet er 54% Zinfandel, 22% Petite Sirah, 16% Cabernet Sauvignon, 6% Barbera og 2% Merlot. Så jo, det er sgu lidt kryptisk.

Det er også lidt kryptisk eller mystisk, hvem der står Cryptic Wines, som alene laver denne vin, som indtil nu – så vidt jeg kan se – er lavet i årgang 2010, 2011 og denne 2012. Lidt researche viser dog, at manden bag  Cryptic Wines og denne California Red Blend er vinmageren Alex Cose.

Alex har tidligere arbejdet med økonomi for Wells Fargo, hvorefter han valgte vinbranchen med læreplads hos Monticello Cellars i Napa Valley. Efter endt uddannelse til ønolog, som har han arbejdet som kældermester hos Peter Michael Winery, Purple Wine Company og Joseph Phelps Winery, men arbejder i dag som økonomimand for Dot Media Lab.

Der eksisterer derfor ikke et egentligt vinhus med navnet Cryptic Wines, hvorfor denne California Red Blend er en designervin, som er lavet med opkøbte druer, som kommer fra over 30 forskellige marker, som primært ligger i 3 områder, Amador County i Sierra Foothills, i Lodi River Delta og i Paso Robles i Central Coast.

California Red Blend er lavet sammen med vinmageren Antonio Treviño, som tidligere også – som Alex Cose – har arbejdet på Purple Wine Company, så måske er det i den periode, at de to fyre i fællesskab har kørt projektet Cryptic Wines.

Og Purple Wine Company ligger netop i Graton i Sonoma, hvilket er samme sted, som Cryptic Wines efter sigende skulle ligge, så skal vi ikke vove gættet, at California Red Blend er lavet på Purple Wine Company? Lidt videre researche på deres hjemmeside bekræfter dette … Cryptic Wines hører under Purple Wine Company.

Nå, men som nævnt tidligere et blend på 54% Zinfandel, 22% Petite Sirah, 16% Cabernet Sauvignon, 6% Barbera og 2% Merlot. Hver høst er vinificeret separat i både ståltanke og egefade og efter endt fermentering lagrer vinen 14 måneder på en kombination af franske, ungarske og amerikanske fade.

Den grimme etiket skulle vistnok være et kryptisk hjul, som er inspireret af en fransk cipher maskine, som er afbilledet i en bog fra 1500-tallet. Men sammen med navnet Cryptic, som ligner det – som nævnt – mest en græsk vin.

I næsen er der både lidt seletøj af læder, frugten er en smule syrlig, men alligevel også med en klar sødme. Det er brombær, solbær, blommer, grønne krydderurter, timian, tør lerjord, lakrids samt en smule kanel.

Smagsmæssigt er det en sød og solmoden vin, men det bliver dog ikke alt for oversødt. Det smager af US Zin, saftig, cremet, blød og behagelig med tørrede bær, lidt peber og nøddet smag.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 149,95 kr., mens den ved køb af 6 flasker koster 119,95 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

1994 Château Fombrauge, Saint-Émilion Grand Cru, Bordeaux, Frankrig

1994 Château Fombrauge, Saint-Émilion Grand Cru, Bordeaux, FrankrigSelvom Bernt har Château Fombrauge Saint-Émilion Grand Cru liggende i 25 årgange, så smagte vi alene et udsnit … og den ældste var denne 1994’er, hvor man nu også begynder at mærke lidt svaghedstegn.

Mens den foregående 1995 kom fra et monstergodt år på den højre bred i Bordeaux, så er årgang 1994 mere beskeden, så måske er det også årsagen til, at vinen faktisk blev den ringeste Château Fombrauge i den lille vertikalsmagning … altså at den simpelthen bare ikke ældes så flot, som nogle af de andre årgange.

Det ses allerede i glasset, hvor farve nu får en svag orange nuance, mens næsen også er mere mulle, selvom der egentlig fortsat er tobak, cigaræsker, blyant, chokolade, læder og lidt kaffe. Frugten er solbær, kirsebær, blommer og mere vag i udtrykket.

Vinen smager skam heller ikke gammel, men den er mere vag i koderne med blid tobak, chokolade, god saft … meget elegant fortsat og har både blæk, tørhed samt en vis skarphed trods den høje alder. Lidt kort i eftersmagen.

Årgang 1994 kan nok ikke findes mere.

Vinanmeldelse 4,5/7 

 

1995 Château Fombrauge, Saint-Émilion Grand Cru, Bordeaux, Frankrig

1995 Château Fombrauge, Saint-Émilion Grand Cru, Bordeaux, FrankrigNæste Château Fombrauge aint-Émilion Grand Cru er årgang 1995 og på etiketten dedikeret til det kongelige bryllup mellem prins Joachim og prinsesse Alexandra samme år.

Joachim og Alexandra fik således et fad Fombrauge i bryllupsgave og røg til gengæld på etiketten. Etiketten vakte en del ravage ved udgivelsen, da den presseglade Karberg i sin iver kom til at glemme de retningslinjer for markedsføring af vin og spiritus, som han selv gennem brancheorganisationen VSOD havde været med til at indføre.

Reglerne sagde, at man ikke måtte reklamere med idoler og unge under 30, og den kategori faldt dengang 26-årige prins Joachim vel i på det tidspunkt.  Men alle var vel enige i, at et kongeligt bryllup var værd at markere.

Vi kipper også med flaget, selvom brylluppet endte 20 år senere. Blendet kender jeg ikke præcist, men igen Merlot, Cabernet Franc og Cabernet Sauvignon. Vi springer derfor hovedkulds i smagsnoterne.

Næsen er igen syrlige, gærede bær, kirsebær, solbær, cigaræsker, røg og frugten er – trods alderen – virkelig frisk. Der er lidt jernbanesveller, muld og meget svag lakrids.

I munden er det blødt, cremet med blæk … men man begynder nu også at fornemme alderen, selvom på det ingen måder er en træt vin. Der er en vis saftighed over vinen, som selvfølgelig også smagsmæssigt læner sig op af de andre årgange.

Årgang 1995 kan nok ikke findes mere.

Vinanmeldelse 5,5/7  

1998 Château Fombrauge, Saint-Émilion Grand Cru, Bordeaux, Frankrig

1998 Château Fombrauge, Saint-Émilion Grand Cru, Bordeaux, FrankrigVi har alle i vores temperament en farveskala, min er mørk. Jeg er sort velour, sort chiffon og sofistikeret.  Sådan står der øverst på etiketten på næste 1998 Saint-Émilion Grand Cru fra Château Fombrauge og så er det underskrevet Erik Mortensen … den anerkendte, danske modedesigner, som jo netop døde i Paris i 1998.

Som I måske eller ved eller har gættet, så en vinen fra den periode, hvor slottet var ejet af grosserer Flemming Karberg, ejer af vin- og spiritusfirmaet Hans Just sammen med 1.200 vinglade, danske småaktionærer.

Karberg var god til at skaffe publicity, hvilket bl.a. kunne ske ved at sætte kendte og kongelige på etiketten, som netop Erik Mortensen på denne årgang 1998, som også blev sidste årgang under det danske ejerskab.

Dengang Karberg solgte andele i Château Fombrauge til 1.200 omkring småaktionærer, så skulle hver aktionær købe minimum fire aktier af 4.000 kr. Til gengæld fik de mulighed for at købe slottets vin til menneskelig pris – i starten omkring de 60 kr.

Men de gyldne løfter om pæn gevinst ved opklassificering af slotte til Grand Cru Classé blev aldrig indfriet for aktionærer og der kom aldrig – som indikeret fra starten – udbytte, men den investerede kapital fik de dog retur over et par gange efter salget i 1999.

Med en 20-årig vin kan det være svært at finde det nøjagtige blend, men skal man tro Uvinum, så er 1998 lavet på 75% Merlot, 15% Cabernet Sauvignon og 10% Cabernet Franc. Ingen oplysninger om produktionen, men den har formentlig været anderledes end hos Michel Rolland.

Det er imidlertid bestemt lige så godt med en næse af syrlige, gærede bær, egetræ, cigaræsker, bløde og søde kirsebær, solbær, sødme, modenhed og svag babybræk.

Smagen er blød, cremet … frugtsyren er fortsat spillevende. Det er jo det, som Bordeaux gør så godt, holder kvalitet med alder. Det bløde er med lidt lakrids, chokolade og så fint.

Årgang 1998 kan nok ikke findes mere.

Vinanmeldelse 5,5/7  

 

 

2001 Château Fombrauge, Saint-Émilion Grand Cru, Bordeaux, Frankrig

2001 Château Fombrauge, Saint-Émilion Grand Cru, Bordeaux, FrankrigVi lægger yderligere alder på næste Saint-Émilion Grand Cru fra Château Fombrauge. Vi har nu fat i en 2001’er … over 16 år på bagen. Den skulle samtidig vise sig, at være langt den bedste i vertikalsmagningen og et lysende eksempel på det, som Bordeaux vine virkelig er gode til … at ældes med ynde.

2001 er nu imidlertid ikke det bedste år på højre bred … ratet til 89 point af Wine Spectator. Vinen er fortsat under den gode Bernard Magrez’ ejerskab og lavet med hjælp fra verdens førende konsulterende ønolog Michel Rolland.

Blendet er lidt anderledes end de første to, nemlig 95% Merlot og 5% Cabernet Franc, men ellers er den lavet fuldstændig på samme vis … dvs. med vinificering i store 70 hektoliter egekar, maceration i 28-32 dage for Merlot druerne og 26-28 dage for Cabernet. Efter endt fermentering er vinen lagret 18 måneder … 90% på barriques – hvoraf halvdelen er nye – samt 10% cementtanke.

Og vi rammer sgu vinen helt perfekt lige nu … og jeg tænker også, at der bestemt ikke er grund til at gemme den længere. Der er næse med røg, en gammel brændeovn, hospital, cigaræsker, solbær, nelliker, en snas vanilje og en helt utrolig koncentrationen i næsen. Frugten er fortsat levende, men moden, blid og venlig.

I munden er vinen fyldt med blød, rund frugt, blæk … det er så blidt elegant, kraftfuld, pænt med tanniner og har en let krydret side. Frugten er virkelig blid, blød og delikat og det er en særdeles smagsfuld, elegant og moden vin.

Har ikke fundet en sådan 2001′ er til salg herhjemme.

Vinanmeldelse 6/7 

2007 Château Fombrauge, Saint-Émilion Grand Cru, Bordeaux, Frankrig

2007 Château Fombrauge, Saint-Émilion Grand Cru, Bordeaux, FrankrigVi hopper et år længere tilbage i tiden med næste Saint-Émilion Grand Cru fra vinslottet Château Fombrauge.

2007 var som 2008 ikke en stor årgang, men smagsmæssigt adskiller den sig dog ved at være mere varm og solrig i udtrykket, men det vender jeg lige fluks tilbage til.

Château Fombrauges 2007 Saint-Émilion Grand Cru er lavet på nøjagtigt samme blend som 2008’eren, dvs. 77% Merlot, 14% Cabernet Franc og 9% Cabernet Sauvignon.

Merlot og Cabernet er vinificeret separat i store 70 hektoliter egekar. Maceration i 28-32 dage for Merlot druerne og 26-28 dage for Cabernet. Efter endt fermentering er vinen lagret 18 måneder … 90% på barriques – hvoraf halvdelen er nye – samt 10% cementtanke.

Duftmæssigt er muldjorden og cigaræskerne her ikke så tydelige, idet næsen mere er præget af varme og solrige bær, solbær, ribs, lidt gazebind, læder, modenhed og lakrids,

I smagen er der godt med eg, men også stor saftighed, tavlekridt, kul, men samtidig fint og ganske blødt. Den har måske en lille tendens til at blive lidt flad i smagen, og der mangler lidt syre, strenghed  …. samtidig bliver slutningen en kende kort. Men det er god Bordeaux.

Tidligere kunne sådan en flaske købes i Føtex til omkring 200 kr., men i dag er sådan en ældre fætter svær at skaffe.

Vinanmeldelse 5/7 

2008 Château Fombrauge, Saint-Émilion Grand Cru, Bordeaux, Frankrig

2008 Château Fombrauge, Saint-Émilion Grand Cru, Bordeaux, FrankrigSpænd sikkerhedshjelmen, for nu kommer der sgu da lige en lille vertikalsmagning af 6 x Saint-Émilion fra Château Fombrauge … et vinslot, som faktisk tidligere har været danskejet.

Château Fombrauge er i dag det største Grand Cru Classé vinslot i Saint-Emilion med samlet 58,6 hektar vinmarker. Det ligger i Saint-Christophe-des-Bardes og har siden 1999 været ejet af den store rigmand Bernard Magrez, som jeg har skrevet om her på bloggen en del gange. Han har siden – siger alle – forvandlet stedet fra skrot til slot via massive investeringer.

De oprindelige vinstokke på Château Fombrauge kan dateres helt tilbage til det 16. århundrede, hvilket gør markerne til nogle af de ældste i Saint-Émilion. Slottet … eller klosteret om man vil … er fra det 17. århundrede og oprindeligt grundlagt som et Karteuserkloster.

Det var ejet af Jacques de Canolle og kom derefter i familien Dumas de Fombrauges hænder, og de oprettede i det 18. århundrede en rigtig vinskole på stedet. Slottet var herefter ejet af Ferdinand de Taffard, som sikrede vinene fra slottet en Cru guldmedalje på verdensudstillingen i Paris i 1867. En senere efterkommer Charles Hugo måtte imidlertid sælge slottet i 1986.

Og køberen i 1986 var faktisk dansk. I perioden fra 1986-1998 var slottet nemlig danskejet, da grosserer Flemming Karberg, ejer af vin- og spiritusfirmaet Hans Just, fik idéen om at købe et Bordeaux vinslot og så sælge det på folkeaktier.

Karberg var hovedaktionær og fik ellers 1.200 vinglade småaktionærer med i projektet. Aktionærerne fik også mulighed for at leje ferielejligheder, som blev indrettet på slottet.

Fra start fik projektet en del bevågenhed, for dels var Karberg i forvejen kendt for at søsætte dansk Château Invest, hvor folk købte aktier i Bordeaux-årgange som f.eks. 1981, hvilket dog alene påførte de håbfulde aktionærer tab.

Og derudover var Karberg god til at skaffe publicity, hvilket bl.a. kunne ske ved sætte kendte og kongelige på etiketten. Det vil I se i nogle af de kommende blogindlæg. Joachim og Alexandra fik fx et fad Fombrauge i bryllupsgave og røg til gengæld på etiketten samme år … 1995. Endelig var bordeauxvin, ikke mindst Saint-Émilion, umådelig populær allerede dengang.

De glade aktionærer fik dog – udover mulighed for køb af vine fra slottet – ikke meget ud af investeringen, for overskud gav slottet ikke, så der blev aldrig udbetalt udbytte. Hvert år blev de på generalforsamlingen lovet, at opsvinget lå og lurede lige rundt om hjørnet, når slottet ville blive opklassificeret fra Grand Gru til Grand Cru Classé. Det skete bare aldrig … i hvert fald i den tid, som slottet var danskejet.

Og i 1999 måtte man sælge slottet … så dér blev det så købt af Bernard Magrez. Og siden overtagelsen har Magrez formået at løfte slottet op på et helt andet og nyt plan. Dels kvalitetsmæssigt pga. Bernard Magrez’ store vinmæssige ekspertise og store investeringer.

Herudover satte Magrez som sin første gerning verdens førende konsulterende ønolog Michel Rolland ind til at styre produktionen. Og missionen er lykkedes. I dag fremhæves slottet konstant af professionelle vinskribenter og vinsmagere hele verden over som et af de slotte i Saint-Émilion, der er i stigende kurs og virkeligt værd at holde øje med.

Nå, men lad os starte vertikalsmagningen af de 6 vine fra Château Fombrauge med årgang 2008, altså fra perioden før 2012, hvor slottet blev ophævet til Grand Cru Classé.

Blendet varierer lidt år for år, men i denne årgang 2008 består det af 77% Merlot, 14% Cabernet Franc og 9% Cabernet Sauvignon, som alle er vinificeret separat i store 70 hektoliter egekar. Maceration i 28-32 dage for Merlot druerne og 26-28 dage for Cabernet. Efter endt fermentering er vinen lagret 18 måneder … 90% på barriques – hvoraf halvdelen er nye – samt 10% cementtanke.

I den seneste årgang 2015 er blendet i øvrigt 89% Merlot, 8% Cabernet Franc, 2% Malbec og 1% Cabernet Sauvignon, så det må give nogle forskelle.

Nå, men lad os smage vinen, som i næsen er klassisk Bordeaux aroma med mørk muldjord, mørke bær, solbær, svag duft af cigaræsker og lidt vaskepulver. Frugten er dejlig frisk … nærmest med den gærede syrlighed, som ofte findes i Bordeaux.

Smagsmæssigt er det virkelig elegant, blødt og med en vis modenhed. Der er tæmmede tanniner og en saftig, rig og intens frugt, men samtidig er vinen meget lettilgængelig på en god måde … noget som Saint-Émilion virkelig kan.

En 2008’er kan efterhånden være svær at finde, men kan fås hos Felixvine til 329 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2015 Molino di Sant’Antimo, Asso Vino Rosso da Tavola IGT, Toscana, Italien

2015 Molino di Sant'Antimo, Asso Vino Rosso da Tavola IGT, Toscana, ItalienEr Asso Vino Rosso da Tavola IGT et vinøs es i ærmet, når Asso er italiensk for es? Vinen kommer fra vinhuset Molino di Sant’Antimo, der ligger ved Castelnuovo dell’Abate lidt syd for Montalcino by … lige mellem den lille flod Orcia og bjerget Monte Amiata tæt på det historiske kloster Abbazia di Sant’Antimo.

Molino di Sant’Antimo ejes af Carlo Vittori, der købte en ældre og forladt vingård syd for Montalcíno tilbage i starten af 1980’erne. Før købet havde Carlo været vinmager på  Val di Suga og Castello Romitorio, men ønskede at lave sine egne vine. Han havde den overbevisning, at det kunne lykkes med hårdt arbejde.

Og det lykkedes, hvilket gjorde at Carlo senere kunne udvide produktionen, bl.a. via købet af Castello di Romitorio, som blev lagt ind under Molino di Sant’Antimo. Det gav bl.a. Carlo muligheden for at producere Brunello di Montalcino.

I dag driver Carlo Vittori omkring 40 hektar vinmarker sammen med hustruen og sine 3 døtre … og to af dem kan vi se smukt placeret på egetønder på billedet ovenfor.

Derudover driver familien også en omgang bed and breakfirst fordelt på to ejendomme Molino og Poderenuevo ai Campi. Den sidstnævnte ejendom er købt omkring år 1999 og er siden renoveret totalt.

Den årlige vinproduktion på Molino di Sant’Antimo ligger på mellem 80.000 og 100.000 flasker. Produktionen omfatter også en smule olivenolie, men det primære er selvfølgelig vinene. Carlo laver 11 forskellige vine, herunder denne Asso Vino Rosso da Tavola IGT.

Vinen er lavet på 85% Sangiovese og 15% Merlot, og i denne årgang 2015 skulle druerne – efter sigende – være deklassificerede druer til Brunello produktionen. Den markedsføres som en Mini-Brunello til langt under prisen på en rigtig Brunello eller Brunello på gule plader og vinen har fået 97 point af den sødmevenlige Luca Maroni. Hmmmm.

Vinen er vinificeret på store rustfrie ståltanke, hvor der også lagrer en periode inden lagring 12 måneder på egefade. Samlet har vinen lagret 18 måneder inden den flaske og frigives.

Næsen er nærmest først lidt æteriske olier, blomster, masser af lys chokolade, lakrids, lidt bonderøv, stald og blød, rund frugt. Det er blommer, kirsebær, figner, marcipan og en smule kolde krydderier. Der fornemmes en vis opulent varme og sødme.

Smagen er også sød … meget sød. Det er formentlig de 15% Merlot, som giver det varme og søde udtryk, som leder tankerne hen på vine fra det sydligste Italien. Det er søde kirsebær, frugtsødme, men også en lille tørhed, som hjælper vinen på vej med en vis bitterhed i eftersmagen.

Desværre smager Sangiovese druerne ikke igennem, hvorfor smagen bliver lidt mushy mushy.  Det er langt fra Brunello, men en rigtig pleaser. Vinanmelderen Luca Maroni elsker sådanne vine … og det gør rigtigt mange danskere også, Det bliver ærlig talt en tand for sødt for mig.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 139,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 99,95 kr. I øjeblikket kører der tilbud på vinen til kun 74,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 3,5/7