Aftenens oplevelse … fabelagtig … og så endda “bare” en sølle Vin de Table. Men denne Vin de Table kommer selvfølgelig heller ikke fra en mister hvem-som-helst. Vi er nemlig hos den legendariske og mytiske figur i Chateauneuf, den gamle Henri Bonneau, hvis vine er de mest omdiskuterede og sværest opdrivelige i hele appellationen.
Jeg er vild med Henri Bonneau … og gav topkarakter, 7 x Thumbs Up, da jeg i september måned sidste år smagte hans Châteauneuf du Pape Cuvée Marie Beurrier.
Dengang skrev jeg også en del om Henri Bonneau, så hvis du vil vide mere om denne fabelagtige producent, så læs den tidligere anmeldelse.
Alle vine hos Henri Bonneau laves på bedste gammeldags facon i en kælder, som ikke har ændret sig i adskillige årtier. Et besøg hos Henri Bonneau – Paven af Châteauneuf – er som en rejse i tiden. Det er et unikt øjeblikket , hvor man får muligheden for at opleve den autentiske sjæl af Châteauneuf-du-Pape, den største af de sydfranske appellationer.
At besøge Henri Bonneau er imidlertid stort set umuligt. Adressen står ikke i bøgerne og der er intet navn på døren, som i øvrigt ikke åbnes. Utallige journalister har forsøgt at besøge den lille vingård. I reglen forgæves – Bonneau afskyr reklame!
Monsieur Bonneaus vine er magtfulde, sensuelle, bløde, intense, harmoniske og utrolig komplekse – det tætteste man kan komme på perfektion! At drikke et glas af Henri Bonneaus vine er både en ekstrem sjælden oplevelse og et stort privilegium. Det betyder også, at Bonneau Châteauneuf-du-Pape’er er hundedyre (over 1.000 kr.), og næsten umulige at komme i nærheden af.
Imidlertid laver Bonneau også en Vin de Table, nemlig denne Les Rouliers, som tit bliver omtalt som en deklassificeret Châteauneuf. Det er forkert. Druerne kommer fra Laval-Saint-Roman i Gard departementet, på den anden side af Rhônefloden, hvor Bonneau har 2,5 hektar, købt tilbage i 2001.
Men vinen har alt fra en lille Châteauneuf og den er fuldstændig i Bonneau stil: let i farven, men kraftig og dyb i smagen og meget kompleks. Den udgør en fremragende introduktion til Bonneaus vine.
Vinen er en N.V. (Non Vintage), men en lille tal-serie nederst til højre på etiketten afslører lidt om årgang. I dette tilfælde, så står der 12.12-07.05 og det betyder, at der er tale om lot 12 (tønde 12) fra årgangene 2005 og 2007. Lavet på 80% Grenache og 20% Cinsault og ellers på samme måde, som alle Bonneaus øvrige vine, bl.a. uden klarering, filtrering eller brug af sulfitter og selvfølgelig lagret i en del år.
Vi smagte vinen blindt (selvfølgelig) og min første indskydelse var, at der var tale om spansk Tempranillo, da der er stor sødme og mørk frugt i duften. Surprise, det er Rhône, men duften er lang mere blid og frugtrig end Rhônevine normalt er. Ingen lavendel, men derimod frugtsødme, meget intens, hestestald … fandme flot duft.
Smagsmæssigt overraskes du af en fantastisk blødhed, fylde og flot balance. Derudover også en lethed, blidhed … næsten som om, at vinen er tynd … meget elegant. Man kunne næsten fristes til at sige, at vinen har frugt og fyldighed fra Spanien, syre fra Italien og elegance fra Frankrig. Der er en meget stor dybde i vinen, og det elsker jeg sgu. Føj, hvor det smager godt.
Jeg er oppe at ringe … som I sikkert kan fornemme, og smider straks 6 x Thumbs Up. Det er måske en ½ for meget eller for lidt. Jeg er ligeglad. Jeg elsker denne vin. Og til prisen lidt af et røverkøb. Måske ikke, når man tænker på, at det er en Vin de Table … men igen, jeg er ligeglad … og bare glad. Mere af denne vin, tak!
Købt hos Strobel Vinimport, pris 225 kr. Strobel skriver også; Henri Bonneaus magi til menneskepris. Jeg er enig.
Næste vin … en spanioler fra Rioja, nemlig fra vinhuset Bodegas Vinicola Real, som nok er et relativt ukendt vinhus, og det har på ingen måde opnået samme status som andre af de store spanske bodegaer, men dette kan nok snart vise sig at være historie.
Indehaver Thomas fra Tulstrup Kro havde sagt, at vi ikke fik så mange vine (vi skulle jo også køre), men at han i stedet havde fundet lidt bedre vine, og det skal jeg love for med næste vin. Bøjer mig i støvet, for det var sgu aftenens oplevelse … udover maden selvfølgelig Thomas! Vinen var denne Sito Moresco fra selveste Angelo Gaja, som jo er en levende legende.
Med næste vin rykkede vi til Tyskland … en flaske, som jeg har haft liggende i 2-3 år og alene smagt én gang tidligere, nemlig i vores lille vinklub. Vi er hos Weingut Chat Sauvage i Rheingau, som ejes af Günter Schulz, en rigmand fra Hamburg med en stor forkærlighed for Bourgogne. Under et besøg i Rheingau i 1992 fik han ideen til at lave en vin, der var lige så god som det bedste fra Bourgogne.
Onsdag bød også på lidt vin … og hvilken en af slagsen. Vinen nød jeg et glas … eller 3 glas … af under et kort besøg hos Paul, som havde købt denne Clos Galena fra vinhuset Domini de la Cartoixa til lejligheden. Huset ligger i byen El Molar i det fabelagtige vinområde Priorat.
Med aftenens næstsidste vin røg niveauet endnu engang op. Vi er igen hos vinhuset Tenute Loacker, og denne gang hos deres vingård Corte Pavone, som ligger i Montalcino. Rainer og Hayo Loacker havde i flere år kigget efter en ejendom i Montalcino, da de endelig i 1996 købte Corte Pavone.
Med næste vin til den store Toscana smagning rykkede vi til Bolgheri, helt præcis byen Castagneto Carducci, hvor vi finder vinhuset Michele Satta. Fra dette hus skulle vi smage hans Cavaliere IGT, og det skulle vise sig at blive én af aftenens helt store vine.
Aftenens sidste vin … her slutter vi sgu også spændende. Vi bliver i Italien, men rykker lidt mod nordøst, nemlig til Veneto området, hvor vi finder en ganske lille Amarone producent, Azienda Agricola Ernesto Ruffo. Den lille vingård ligger i byen Lavagno ved de vulkanske bakker i San Briccio, der grænser op til Mezzane dalen.
Næste vin i række … igen til Italien, nemlig Toscana med en Chianti Classico Riserva Il Poggio fra vinhuset Castello di Monsanto.
Med næste vin røg vi en tur til Spanien, nærmere bestemt til vinhuset Raimat, som ligger i den lille by med samme navn i Costers del Segre. Oprindeligt var det nærmest en ørken, da Don Manuel Raventós Domenech i 1914 besluttede at købe området, hvor han ville skabe en vin, som kunne måle sig med de allerbedste vine i verden. Man havde dyrket vin i området gennem århundreder, men man var imidlertid holdt op med det, og efterhånden var området forvandlet til en tør ørken under en brændende sol.