Vi slutter Toi Toi Wines smagningen med en rødvin, nemlig denne 2020 Pinot Noir Clutha, som ikke er lavet med druer fra Marlborough, men fra marker i Central Otago,
Vinen lavet med Pinot Noir druer fra tre vinmarker i Central Otago regionen, dog med klar hovedvægt på druer fra Clutcha marken, men suppleret med en del druer fra både Immigrants Vineyard og Mount Dunstan i den sydligere Alexandra zone af Central Otago.
Alle druerne er høstet med maskiner og selve vinifikationen er starter med en kølig 5-7 dages pre-maceration i åbne gæringskar, hvorefter der er sket spontangæring alle med druernes naturlige gærceller. Gæringen er startet ved 20 grader og og topper omkring 34 grader med 3-4 daglige punch downs. Efter endt fermentering er maceration fortsat i 10- 14 dage og derefter er vinen lagret 10 måneder på franske egetræsfade.
I næsen er det en glad, rund, solskinsvin pakket med kirsebær, kirsebær og så lyse, modne kirsebær, måske lidt blommer men så er der derudover runde og småsøde Pinot Noir noter. Der er læder og mælkechokolade, kaffe, vanilje samt grønne vinblade.
Smagen er lidt som duften … sådan med lyse bær, hvor der både er søde og let bitterhed. Frugten er lys, men solrig, har kirsebær samt hindbær, lidt tranebær og svagt en smule grapefrugt. Det er en ret saftig, venlig vin … klart oversøisk i stilen, men er bestemt ikke helt overdone, bare sød, klar, venlig og solskinsglad.
Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 299,95 kr., mens prisen er 199,95 kr. ved køb af 6 flasker.