2016 Weingut Maibachfarm, Ahrweiler Spätburgunder, Ahr, Tyskland

2016 Weingut Maibachfarm, Ahrweiler Spätburgunder, Ahr, TysklandVi rykker med næste vin et niveau op … nemlig med denne Ortswein 2016 Ahrweiler Spätburgunder fra Weingut Maibachfarm.

Vinen er lavet med druer, som kommer fra marker både nord og syd for Ahrweiler, herunder både Rosenthal, Forstberg, Daubhaus og Silberberg. Vinen er vinificeret i rustfrie ståltanke med spontangæring og efter endt fermentering har vinen lagret 10 måneder på egefade, overvejende nye egetræsfade samt fade, som har været brugt 1-3 gange tidligere.

Næsen er nu virkelig ærketypisk Ahr style … en let og æterisk duft med lidt røgede noter, kirsebær, jordbær og en mineralsk nerve. Der er en smule blomster, ristede mandler, stegt bacon, lakrids, peber og samtidig med søde elementer, kandiserede æbler, mørk chokolade, kanel og søde krydderier.

Smagsmæssigt – WAUW – hvor er det vedkommende, tæt, let, kompleks og balanceret. Der er fine og sarte tanniner, kaffe, karamel og en frugt med kirsebær, hindbær og brombær, et klart mineralsk bid og stor tørhed. Det er en let, fint og virkelig et godt glas vin.

Forhandles af Juul’s Vin & Spiritus, hvor en flaske koster 239 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7

2016 Weingut Maibachfarm, Spätburgunder, Ahr, Tyskland

2016 Weingut Maibachfarm, Spätburgunder, Ahr, TysklandDen anden røde Gutswein som vinmageren Alexander Weber skænkede i vores glas, var selvfølgelig søstervinen … Weingut Maibachfarms almindelige Spätburgunder i samme årgang 2016.

Vinen er lavet på næsten samme måde som Frühburgunderen, altså med fermentering i rustfrie ståltanke, men her spontangæret alene med druernes naturlige gærceller. Derefter er vinen lagret 8 måneder i store großen Holz brugte egefade. Vinen har 2,8 gram restsukker pr. liter i denne årgang.

Næsen er klart mere krydret og mere rustik end Frühburgunder søstervinen, og har mere nogle af de klassiske Spätburgunder dyder med en svag animalsk næse, en smule sødme, små klare aftryk fra de store egefade med vanilje, kanel og tobak. Frugten er sød, ikke helt lys, kirsebær, brombær og ribs, lidt mentol, kaffegrums, røg og samtidig lidt nødder.

Smagen er meget ren med en direkte og lys frugt, jernagtige noter og samtidig virkelig tør. Der er igen røg og ristede noter, mellemrøde bær, kul og en rustik sødme. Det smager sgu godt, men søstervinen på Frühburgunder tager imidlertid første runde 1 – 0.

Forhandles af Juul’s Vin & Spiritus, men denne vin er ikke umiddelbart i sortimentet. Koster 10,50€ på vingården svarende til 78 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2016 Weingut Maibachfarm, Frühburgunder, Ahr, Tyskland

2016 Weingut Maibachfarm, Frühburgunder, Ahr, TysklandSå kom vi endelig … efter en lang indflyvning – i gang med de røde vine hos Weingut Maibachfarm og vi startede selvfølgelig med deres Gutsweine, altså deres basisvine. Den første var en 2016 Frühburgunder … og sikke en dejlig start.

Vinen er lavet meget traditionelt med gæring i rustfrie ståltanke. Selvom vinhuset er totalt økologisk, så er gæringen ikke spontan, men efter tilsætning af udvalgte gærtyper. Efter endt fermentering er vinen lagret på brugte fade – vistnok fuders –  i omkring 12 måneder.

Og hvor var det godt at få vaskeægte Frühburgunder i glasset, meget let, luftig og blomstret duft, nærmest parfumeret med syrlige bolsjer, vilde jordbær, sorte kirsebær, ribs, grønne blade og urter, en smule røg og ristede noter, mørk chokolade og en herlig smuk, betagende lethed.

Det er smagsmæssigt også en let og elegant vin, som samtidig er virkelig tør og røget. Frugten virker – på en eller anden måde – en smule mørkere i smagen med jordbær, hindbær, brombær og måske endda lidt solbær, lakrids, tobak, hvid peber samt en dejlig syrlighed, som bærer vinen igennem hele smagsspektret sammen med de ristede og røgede elementer.

I Danmark forhandles Maibachfarm af Juul’s Vin & Spiritus, men denne vin er ikke umiddelbart i sortimentet. Koster 11,50€ på vingården svarende til 86 kr., hvilket er monsterbilligt.

Vinanmeldelse 5,5/7

2018 Weingut Maibachfarm, Rosé, Ahr, Tyskland

2018 Weingut Maibachfarm, Rosé, Ahr, TysklandInden vi skulle smage rødvinene fra Weingut Maibachfarm – det vi egentlig var kommet for – så skulle vi også lige smage deres rosé … et hårdt job for jeres nærmest roséoverfølsomme vinblogger.

Roséen fra  Maibachfarm er lavet på 80% Regent samt 20% Spätburgunder – vinificeret helt traditionelt og alene på rustfrie ståltanke, hvor vinen også er lagret en kortere periode. Vinen har 8,4 gram restsukker pr. liter og dermed altså en kende mere sød end deres Blanc de Noir.

Duftmæssigt har vinen en lidt sjov blomsternote, lidt sæbe og toiletrens eller et Wunderbaum til bilen. Der er samtidig jordbær og kirsebær, pænt med sødme og søde krydderier.

I munden er der pænt med frugt … igen både jordbær og kirsebær, nogle tanniner, som helt overraskende sætter sig på tænderne, mens ellers en del sødme, faktisk lidt som en flydende frugtis.

I Danmark forhandles Maibachfarm af Juul’s Vin & Spiritus, men denne vin er ikke umiddelbart i sortimentet. Koster 9€ på vingården svarende til 67 kr.

Vinanmeldelse 3/7

2018 Weingut Maibachfarm, Blanc de Noir, Ahr, Tyskland

2018 Weingut Maibachfarm, Blanc de Noir, Ahr, TysklandBlanc de Noir på Spätburgunder er stille og roligt ved at blive en vin, som alle producenter i Ahr laver og som er deres svar på en egnstypisk hvidvin. Og hos den gode Alexander Weber hos Weingut Maibachfarm skulle vi selvfølgelig også smage deres Blanc de Noir.

Det er en vin, som udelukkende er lavet på Spätburgunder og så alene vinificeret på rustfrie ståltanke. Vinen har et pænt sukkerindhold med 7,8 gram restsukker pr. liter … og så var det vist også én af de bedste Blanc de Noirs, som vi smagte i Ahr.

I glasset har vinen sådan bare lige et snert af rosa laksefarve, men duften byder på friske jordbær, kirsebær suppleret med nogle lette krydderier og tørrede urter.

Smagen er meget frisk, stram og med fin balance, masser af frugt og saftighed, drikkeglade og et svagt citrusbid i eftersmagen.  Blanc de Noirs kan nogle gange godt blive lidt for meget, men denne har en god lethed, som giver en god – om end saftig – elegance. Dermed er vinbloggeren tilfreds og lander lige mellem 4,5 og 5 tomler.

I Danmark forhandles Maibachfarm af Juul’s Vin & Spiritus, men denne vin er ikke umiddelbart i sortimentet. Koster 10€ på vingården svarende til 75 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2016 Weingut Maibachfarm, Ahrweiler Grauburgunder, Ahr, Tyskland

2016 Weingut Maibachfarm, Ahrweiler Grauburgunder, Ahr, TysklandNæste vin var søstervinen Ahrweiler Grauburgunder … og det var efter min mening klart den bedste hvidvin hos Weingut Maibachfarm … for pokker den smager godt.

Ja faktisk kalder Alexander Weber ikke vinen for en Ortswein, men i stedet en Schatzkammerwein … altså vine, som har fået lidt ekstra love, kærlighed aka TLC. Vinen har helt sikkert også lagret på egefade efter endt fermentering i rustfrie ståltanke, men hvor lang tid kan jeg ikke se … og jeg kan heller ikke huske, at Alexander fortalte det.

Men hold nu op for en lækker duft, nærmest fed, aromatisk og eksplosiv med sød og tropisk frugt, fersken, abrikos, kvæde, en smule blomster, honning, ristede kastanjer, syltede citroner, salt, kalkede elementer og Bamseline blomsterflor og blødhed.

Smagen tager duften i hånden … blød, rund, cremet og lækker, igen med tropisk frugt, masser af frugt, afbalanceret syre, mild, fed og så samtidig meget elegant. Det er en kraftfuld og smagfuld vin i den tykke ende … men for pokker den smager godt.

Forhandles af Juul’s Vin & Spiritus, hvor en flaske koster 269 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7

2018 Weingut Maibachfarm, Ahrweiler Grauburgunder & Chardonnay, Ahr, Tyskland

2018 Weingut Maibachfarm, Ahrweiler Grauburgunder & Chardonnay, Ahr, TysklandMed næste lille smagsprøve af hvidvinene fra Weingut Maibachfarm i glasset er vi kvalitetsmæssigt rykket fra Gutswein op til en Ortswein … nemlig med denne 2018 Ahrweiler Grauburgunder & Chardonnay.

Vinen skulle jf. vinmageren Alexander Weber være lavet nogenlunde som foregående vin, altså med delvis lagring på egefade … og så skulle mixet – som jeg lige husker det – være fitfy/fifty Grauburgunder og Chardonnay.

Næsen er lettere røget, men har derudover lidt karamel, appelsin, rosmarin og nogle lidt nøddede noter. Frugten er slet ikke fed, nærmere lidt stikkelsbæragtig med en snas citrus.

Smagen er rund og blød, en smule flomme, men dog ganske lidt, for det er citrus, lemon og en stringent syre, som dominerer, hvilket dog afrundes af en svag sødme, lidt nødder og mineraler. Det er tæt, fast og fint afbalanceret.

I Danmark forhandles Maibachfarm af Juul’s Vin & Spiritus, men denne vin er ikke umiddelbart i sortimentet. Koster 16€ på vingården svarende til 119 kr.

Vinanmeldelse 4/7

2018 Weingut Maibachfarm, Grauburgunder, Ahr, Tyskland

2018 Weingut Maibachfarm, Grauburgunder, Ahr, TysklandNæste hvidvin, som Alexander Weber servede for os hos Weingut Maibachfarm var hans helt almindelige tørre Grauburgunder.

Det er en vin, som først er gæret på rustfrie ståltanke, men hvor 20% af vinen derefter har fået en malolaktisk gæring og så lagret en periode på egefade. Der er 6,0 gram restsukker pr. liter i vinen.

Næsen er klart mere grøn og urtet end foregående vin, og der er både æbler, ananas, lindetræ, egetræ, svagt lidt nødder, formaldehyd og en smule estragon samt mineraler … faktisk meget interessant.

Der er også godt med smag i vinen, mere struktur med både grape, en stram syre, salt, en smule sødme, meget frisk og livlig. Samlet er det absolut en god lille vin.

I Danmark forhandles Maibachfarm af Juul’s Vin & Spiritus, men denne vin er ikke umiddelbart i sortimentet. Koster 11€ på vingården svarende til 82 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2018 Weingut Maibachfarm, Cuvée Blanc Feinherb, Ahr, Tyskland

2018 Weingut Maibachfarm, Cuvée Blanc Feinherb, Ahr, TysklandSmagningen hos Weingut Maibachfarm startede med lidt hvidvine og da Alexander Weber virkede meget stolte af sine vine, så ville han vise, så mange af vinene som muligt. Denne Cuvée Blanc Feinherb var første vin i glasset.

Vinen er et blend på 60% Müller-Thurgau samt 40% Riesling og alene lavet i rustfrie ståltanke, gæring ved 11 grader og med en svag sødme … alene 9,6 gram restsukker pr. liter. Men Alexander Weber fortalte, at sødmen egentlig ikke mærkes så meget, så derfor serveres vinen oftest som en tør vin.

Duftmæssigt melon, fersken og friske æbler … med en lille grøn kant. Virker frisk og allerede i næsen virker vinen til den søde side og samtidig nærmest saftig. Smagsmæssigt er den også meget let, omgængelig og ukompliceret.

I Danmark forhandles Maibachfarm af Juul’s Vin & Spiritus, men denne vin er ikke umiddelbart i sortimentet. Koster 8€ på vingården svarende til 60 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

Besøg hos Weingut Maibachfarm … økologisk vingut ude på landet

Næste stop på vores roadtrip i Ahr var hos den unge vinmager Alexander Weber hos Weingut Maibachfarm … en stor økologisk drevet vingård, der ligger en smule afsides på adressen Im Maibachtal omkring 2 kilometer syd for Ahrweiler.

Maibachfarm ligger meget idyllisk i en dal med en smuk udsigt til det store, gamle kloster Calvarienberg, som vi også kørte forbi på vejen til vingården. Klosteret er oprindelig bygget i1630 af franciskanske munke, og har også været drevet af Ursulinerne som kloster og pigeskole, men har i dag vistnok begrænset anvendelse.

Den økologiske Maibachfarm er et stort sted, men driften omfatter heller ikke alene vinproduktion, for er også både frugtplantage samt opdræt af får og æsler. Vi fik hurtigt kontakt til Alexander Weber, som først bød os på en rundvisning på stedet.

Vi startede med at se vineriet med ståltankene, masser af egefade og generelt meget rent og ordentligt. Alexander fortalte også, at det er vigtigt, at kunne styre processerne i produktionen nøjagtigt og en af forudsætningerne er, at der er styr på renheden.

Derefter tog vi en runde på hele gården, hvor vi så både maskinhus og staldene. Imens fortalte Alexander om stedet, lidt om ejeren og historien om Maibachfarm.

Historien

Weingut Maibachfarm er grundlagt i 1999 og drives i dag netop af Alexander Weber, som overtog ansvaret for vinproduktionen tilbage i 2013 som en ung 23-årig vinmager efter endt uddannelse på den klassiske vinskole Geisenheim … på Hochschule Geisenheim University og et kort praktikophold hos Meyer-Näkel.

Selve den store gård/farm Maibachfarm stammer egentlig tilbage til første halvdel af 1900-tallet. Dengang var det et blandet landbrug med fokus på opdræt af kvæg samt kyllinger … og stedet blev da også lokalt kaldt Hühnerfarm … hønsefarmen.

I dag er det et økologisk vinbrug på 9,5 hektar vinmarker, hvor 90% af markerne er stejle og ufremkommelige og 85% af produktionen er rødvine, som laves på druesorterne Spätburgunder, Frühburgunder, Blauer Portugieser, Regent og Dornfelder.

Men derudover omfatter driften altså også avl af får, æsler og frugtplantager, som danner baggrund for en række specialiteter, som farmen – sammen med vinene – også sælger i butikken Ahr Gourmet, som de driver inde i Ahrweiler.

Alexander fortalte, at Maibachfarm ejes af en rigere kvinde, der er bosiddende i Bonn. Så vidt jeg kan se, så er det Renate Günther, der også er registreret som geschäftsführer for selskabet Maibachfarm GmbH & Co. KG. Hun har også sit ejet hus på gården.

Den årlige produktion ligger omkring 40.000 flasker vin og Alexander Weber har siden overtagelsen af produktionen sat sit eget præg på vinene. Han har fået fuldstændig frit råderum til at lave vinene efter hans hoved.

Maibachfarm er medlem af den økologiske forening Bioland, som i 1999 certificerede gården. De driver således driften efter Biolands regler og kalder sig også en Biologisches Weingut.

Smagningen

Efter rundvisningen skulle vi selvfølgelig smage nogle af vinene fra Maibachfarm. Alexander havde allerede dækket op i et stort lokale, som både bruges til store smagninger, men også til det, som tyskerne kalder Straußwirtschaft.

En Straußwirtschaft er en slags tilladelse til vinproducenter i en begrænset periode at drive en slags sæsonåben restaurant, hvor de kan servere deres vine sammen med regionale egnsretter. Og hos Maibachfarm driver de således i et kort periode en sådan lille sideforretning, hvor det store lokale er optimalt.

Vi skulle dog sidde i en lille hyggelig krog med rokokosofaer, en opbygget stenvæg med gamle malerier og et standerur i hjørnet … men mere vigtigt vinglas parate på bordet. Vi sank dybt ned i de tunge stole, men var hurtigt parate til vin.

Alexander spurgte, om vi ville smage alle vine eller blot nogle udvalgte, og vi blev enige om, at vi ville fokusere på de røde, dog måske lige starte med et par glas hvidvine.  Og det fik vi lov til … og mere til, så samlet kom vores smageprogram til at se sådan ud:

Jeg fik faktisk lavet smagsnoter på alle vinene, så dem har jeg selvfølgelig linket til ovenover. En enkelt vin – nemlig deres 2015 Fruhburgunder R – havde jeg smagt før, så der har jeg selvfølgelig bare linket til min tidligere anmeldelse.

Smagningen endte også en smule stresset og forjaget, da både rundvisning og de mange vine tog tid. Vi måtte derfor springe det traditionelle indkøb under, men Alexander fortalte, at der også var mulighed for indkøb af vinene i deres butik i Ahrweiler.

Der blev dog lige tid til det obligatoriske foto af den unge vinmager … og jeres flittige vinblogger i forening. Men samlet en stor tak til Alexander Weber for en herlig imødekommenhed og en fin vinsmagning.

Vinblog fra Danmarks flittigste vinblogger