2016 Weingut Jean Stodden, Recher Spätburgunder, Ahr, Tyskland

2016 Weingut Jean Stodden, Recher Spätburgunder, Ahr, TysklandI VDP klassifikationen rykker vi nu et niveau op til en Ortswein, nemlig Weingut Jean Stoddens Recher Spätburgunder, som vi skulle smage i to årgange. Vi startede med årgang 2016.

Det specielle ved Recher Spätburgunder er, at druerne faktisk kommer fra Stoddens parceller på Recher Herrenberg marken, som reelt er en VDP Große Lage mark … en mark beliggende på en stejl skråning med op til 60% hældning samt en perfekt undergrund af både skifer og greywacke … ren guf for Spätburgunder vinstokke.

Denne Recher Spätburgunder er dog ikke selv en Großes Gewächs vin, da der til vinen kun anvendes de druer, som bliver frasorteret, når  Stodden laver sine enkeltmarks topvine. Nogle af druerne er måske også fra nogle af de yngste vinstokke.

Ren produktionsmæssigt bliver der nu også kælet lidt mere for vinen, hvor druerne først sorteres manuelt. Så afstilkes druerne og undergår en 18 dages gæring med skindet i de temperaturstyrede ståltanke efterfulgt af en malolaktisk gæring og lagring i 17 måneder på en kombination af brugte og nye barriques. Vinen bliver derefter tappe på flaske uden filtrering overhovedet.

Duftmæssigt minder vinen lidt om forrige – alt andet vil nok også være mærkeligt – men denne er klart mere tæt, kraftig og samtidig også klart mere elegant. Frugten er måske en snas mørkere, jordbær, blommer, ribs, lidt sød hestestald, den karakteristiske Ahr røget note og et klart fadpræg med vanilje, nelliker, chokolade. Derudover lidt mineraler, ristede mandler og grønne urter.

Smagen har en lækker strenghed, mens syren – i forhold til forrige vin – slet ikke er så dominerende. Igen er det  lys frugt, ribs, brombær og tranebær, lidt mere tæt og kompleks i strukturen, tanninerne mere tørre og en lang, fin, let og krydret eftersmag.

Forhandles herhjemme af Juul’s Vin & Spiritus , hvor en flaske koster 399 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7

2017 Weingut Jean Stodden, Spätburgunder JS, Ahr, Tyskland

2017 Weingut Jean Stodden, Spätburgunder JS, Ahr, TysklandNæste Weingut Jean Stodden Spätburgunder var også en Gutswein, nemlig deres Spätburgunder JS.

Der er egentlig ikke den helt store forskel i produktionen … altså udover en længere lagring, som samtidig heller ikke sker i store egefade, men derimod på barriques.

Spätburgunder JS er således også en cuvée, som er lavet af druer fra Stoddens marker i både Bad Neuenahr-Ahrweiler, Dernau og Rech. Druerne er håndplukket og sorteret manuelt med 14 dages gæring med skallerne, mens lagringen har varet 16 måneder på barriques.

Næsen er igen let, lys og transparent … elsker den transparente teglfarve i vinen. Næsen har en meget fin lethed, lyse bær, jordbær, ribs, kirsebær, en snert af den søde kostald, animalsk og røget med bolsjesyre, lidt fagpræg med eg, vanilje, kakaopulver, gazebind, grafit, mineraler, grønne noter og grønne urter.

Smagsmæssigt er syren virkelig i førersædet, stram, præcis og virkelig skarp, men på en kontrolleret facon og samtidig bare alt for ung endnu. Der er lys, fin frugt, ribs, tranebær, peber, røget, toast og tanninerne er ikke vilde, men nogenlunde bløde. Det er hammer god Spätburgunder … og så er det endda kun en Gutswein aka basisvin.

Forhandles herhjemme af Juul’s Vin & Spiritus , hvor en flaske koster 299 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2018 Weingut Jean Stodden, Spätburgunder, Ahr, Tyskland

2018 Weingut Jean Stodden, Spätburgunder, Ahr, TysklandVi startede vor lille røde burgundersmagning hos Weingut Jean Stodden med deres entry-level vin, deres basisvin aka Gutswein … en frisk 2018 Spätburgunder.

Druerne til vinen kommer fra forskellige af Stoddens marker i både Bad Neuenahr-Ahrweiler, Dernau og Rech. Druerne høstes selvfølge med håndkraft og fermenteres over 14 dage i rustfrie ståltanke med skindet. Herefter sker der en malolaktisk gæring og så lagrer vinen i gamle 1.000 liters egetræsfade i knap 11 måneder.

Duftmæssigt en let, lys og transparent vin, klart lidt streng i udtrykket med ribs, kirsebær, granatæbler, nogle krydrede noter, meget let præg fra fadene, vanilje og ellers noget kant, men for pokker … vi er også kun på Gutswein niveau.

Smagen følger duften meget spot on … lidt syrlig, røget med stram syre, stramme tanniner, kirsebær og ribs. Det er lidt en stram tante, men du er alligevel glad for, at du er i familie med hende. Den hiver sig lige op på 4,5 af det Spätburgunderglade fingre.

Forhandles herhjemme af Juul’s Vin & Spiritus , hvor en flaske koster 169 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

Besøg hos Weingut Jean Stodden … det klassiske og stolte vinhus i Ahr

Vores 2. dag i Ahr bød på lidt af et tæt program … herunder den manglende halvleg hos Weingut Meyer-Näkel og så de planlagte besøg hos Weingut Jean Stodden, Weingut Deutzerhof, Weingut Burggarten og Weingut Peter Kriechel inklusiv Ein Kleines Vesper, hvilket vel nærmest er et lille måltid mellem de vigtigste måltider.

Hos Peter Kriechel betød det en omgang aftensmad på en restaurant inde i Ahrweiler med en del vine, som han havde fået en håndfuld små producenter til at sende frem til aftenens restaurant … og så skulle vi jo også lige se lidt nærmere på Ahrweiler Winzerfest aka den lokale vinfestival, som startede netop denne dag.

Men vi startede dagen hos Weingut Jean Stodden, for et rigtigt roadtrip i Ahrdalen skulle selvfølgelig også omfatte et besøg hos legendariske Weingut Jean Stodden, der selv kalder sig Rotweingut og derfor meget passende ligger på Rotweinstraße i byen Rech, ja faktisk helt ud til hovedvejen midt i Rech.

Vi havde lavet en aftale om besøget med ejeren og vinmageren Alexander Stodden himself, men mærkelig nok var han ikke ledig, da vi ankom til den aftalte tid. I stedet blev det hans hustru Britta, som skulle guide os igennem en lille vinsmagning og efterfølgende også fremviste os vinkælderen.

Historien

Stodden er et gammelt vinhus, som har eksisteret siden 1578 med familien Stodden ved roret i alle årene, men først i år 1900 begyndte Alois Stodden at lave sin egen vin i kælderen.

I dag er det Alexander Stodden, som sammen med hustruen Britta driver vingården og siden 2001 har stået for produktionen … først sammen med faderen Gerhard Stodden og senere efter faderens død i 2013 med hele ansvaret selv.

Alexander Stodden er – som mange tyske vinmagere – uddannet ønolog fra universitetet i Geisenheim, hvilket efterfølgende så blev suppleret med praktisk uddannelse på ophold i bl.a. på Bergsig Winery i Sydafrika og Witnesstree Vineyards i Oregon USA.

Det er i høj grad Alexanders fortjeneste, at vinene fra Weingut Jean Stodden har fået ry som nogle af de bedste rødvine fra Ahr. Han er utrolig passioneret omkring Spätburgunder og han lever og ånder totalt for druen og har gennem alle årene aldrig plantet vinstokke med andet end den gode, ædle tyske Spätburgunder druesort.

Og det har vinpressen også bemærket … således har Gault Millau i 2013 givet ham en pris for Tysklands bedste Spätburgunder og han er også af Feinschmecker Wine præmieret for at have bedste serie af vine.

I dag har familien Stodden omkring 8,5 hektar vinmarker, hvor de bedste marker er de 5 fremragende topmarker Recher Herrenberg, Ahrweiler Rosenthal, Neuenahrer Sonnenberg, Mayschosser Mönchberg og endelig Dernauer Hardtberg.

De 8,5 hektar vinmarker er fordelt på over 100 parceller og Britta fortalte, at på Recher Herrenberg er nogle af deres parceller virkelig små … den mindste har alene 40 vinstokke.

Nogle af markerne har op til 60 grader stejl stigning, hvilket gør arbejdet i markerne besværligt, men giver samtidig gode betingelser for en optimal udnyttelse af solen. Jordbunden er en sandet lermuld blandet med højt stenindhold. Der dyrkes primært Spätburgunder, men også Frühburgunder samt lidt Riesling.

Recher Herrenberg er Gerhard Stoddens bedste skråning, med skifer i undergrunden og eksponering perfekt mod syd. Hældningen på 60 grader udnytter solenergien perfekt.

Og i markerne arbejdes der med lave udbytter, typisk omkring 40-45 hektoliter pr. hektar … og nogle steder endog 20-25 hektoliter pr. hektar … et meget lavt udbytte på skrænter, der kræver ganske hårdt arbejde at passe.

Smagningen

Selve vinhuset omfatter et hypermoderne vinothek … med flere flotte smagerum, hvor man kan få en smagsprøve af husets vine. Alt er moderne stål, metal, sten, beton … og så med den knaldrøde farve som gennemgåede på både logo og nogle af væggene.

Vi blev af Britta ledt hen til et af smagelokalerne, og aftalte alene en smagning af husets rødvine, selvom de også har lidt hvidvin, men egentlig ikke mange og alene på Riesling.

Vi gik derfor ombord i alle rødvinene, og Britta fortalte om vinene, markerne og deres gamle familiedrevne vinhus. De dyreste topvine blev serveret med Coravin og generelt fik vi smagt alle de mest spændende vine fra Weingut Jean Stodden.

Her på billederne kan I se Britta Stodden og nogle af de vine, som vi smagte under vort lille besøg.

Dermed kom smageprogrammet til at se sådan her ud:

Jeg fik – flittig som jeg nu er – lavet smagsnoter på alle vinene, så derfor har jeg selvfølgelig som vanligt linket til mine beskrivelser og anmeldelser af vinene … og sikke vine og kvalitet.

Besøg i kælderen

Vi fik derefter en rundvisning i vinkælderen, hvor vi fik hilst på Alexander, som allerede var begyndt at gøre klar til den forestående høst. Han baksede sammen med en kollega med en masser af egefadene, som skulle klargøres og rykkes rundt.

Det er Alexander, som I kan se med ryggen til i den ternede skjorte … arghhh okay, måske ikke verdens bedste foto.

Men vi slutter selvfølgelig lige mere flere stemningsbilleder fra kælderen. Vi fik et fint lille besøg hos Weingut Jean Stodden og endte og med at købe lidt vin med hjem.

2014 Bodegas Maurodos, Prima, Toro, Spanien

2014 Bodegas Maurodos, Prima, Toro, SpanienVi slutter det lille nordspanske raid med endnu en vin fra Mariano Garcias Bodegas Maurodos … altså vingården San Román lidt syd for byen Pedrosa del Rey. Det er med deres anden vin aka basisvin, der kaldes Prima.

Vinen er et blend på 85% Tinta de Toro og 15% Garnacha fra vinstokke med en alder på gennemsnit 35 år og dyrket i tør, næringsfattig jord på marker i op til 750 meters højde. Druerne vinificeres på en kombination af stål-, træ- og cementtanke, og efterfølgende lagres vinen på enten amerikanske eller franske egefade – let brugte – i 12 måneder.

Næsen er mere rustik end storesøsteren San Román … har lidt blyant, kul, gæret mørk frugt, engelsk lakrids, tørre egefade, en smule søde krydderier, fin syre og salte mineraler.

Smagen har godt med spansk temperament, meget rund og letløbende og alligevel med en rustik kant. Det er ikke helt så elegant, som storesøsteren, men har masser af fed, mørk frugt, tobak, lidt chokolade, lakrids og krydderier. Det er bestemt godkendt.

Forhandles af Theis Vine, hvor en flaske koster 129,95 kr., mens prisen er 119,95 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2017 Bodegas Aalto, PS, Ribera del Duero, Spanien

2017 Bodegas Aalto, PS, Ribera del Duero, SpanienMen selvfølgelig skulle vi også smage PS topvinen fra Bodegas Aalto og her var det endnu tydeligere, at det fortsat er en meget ung vin, hvor dens storhedstid ligger ude i fremtiden.

Det er selvfølgelig igen 100% Tinto Fino aka Tempranillo, som kommer fra 60-90 år gamle vinstokke på udvalgte marker ved byerne La Horra og La Aguilera. Der høstes alene ved håndkraft, og frugten selekteres omhyggeligt inden vinificering. Den malolaktiske gæring sker i egefade og efter endt fermentering er vinen lagret i 19 måneder på nye franske egefade.

Næsen er monstrøs dyb, fed og tyk, lidt animalsk armsved og en vin på epo. Der er fed engelsk lakrids, egefade, vanilje, blåbær, brombær, svesker og blommer … en magiterning lagret på egefade, vildt kraftig næse, som virkelig gør, at denne PS stikker helt ud i sammenligning med aftenens øvrige vine. Der er også mørk chokolade, mint, søde krydderier, toast … fyldig, kødfuld og tør.

Smagen er syrlig og elegant og igen med en magiternings koncentration, store og tætte biceps. Igen er der brombær, blommer, vanilje, tobak, mælkechokolade, lakrids, peber, tørhed samt en lille afterburner fra alkoholen, så afslører den unge alder, at det næsten er et børnemord. Gem for pokker denne vin i kælderen nogle år. Men selvom den er alt for ung, så kan den lige slæbe sig op på 6 af de houlbergske fingre … men også kun lige.

Forhandles af Theis Vine, hvor en flaske koster 799,95 kr., mens prisen er 599,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7

2017 Bodegas Aalto, Aalto, Ribera del Duero, Spanien

2017 Bodegas Aalto, Aalto, Ribera del Duero, SpanienVi skulle selvfølgelig også forbi Mariano Garcias sidste projekt … og nok også det mest kendte af de projekter, som den dygtige vinmager er involveret i, nemlig Bodegas Aalto. Det ligger lidt vest for Quintanilla de Arriba og tæt på Bodgas Vega Sicilia, hvor Mariano var vinmager gennem mange år. Vi smager her vinen Aalto i en ung årgang 2017.

Vinhuset Bodegas Aalto startede i 1998, da den tidligere direktør for Ribera del Dueros eksportråd, Javier Zaccagnini, fik en ide om at skabe en af verdens største vine baseret på Ribera del Dueros unikke mikroklima.

Som partner allierede han sig med den bedste vinmager … selvfølgelig, som jo allerede på det tidspunkt var respekteret for hans arbejde på den legendariske vingård Vega Sicilia og samtidig arbejdede på Garcia-familiens egen vingård Bodegas Mauro.

Navnet Aalto udtrykker ganske enkelt essensen af de to grundlæggeres ønske om at skabe en af verdens største vine. Alto betyder høj på spansk. Aalto skal udtrykke noget endnu højere.

I dag har Bodegas Aalto opnået kultstatus blandt vininteresserede, hvilket skyldes Aaltos kvalitet, understøttet af pæne internationale anmeldelser og udmærkelser.

We wanted to unleash the full potential of Ribera del Duero, som Javier sagde. Resultatet var der allerede i Bodegas Aaltos anden årgang, hvor de lavede Spaniens højst ratede vin nogensinde på daværende tidspunkt.

Nogle år senere – i 2006 – blev ejerkredsen af Bodegas Alta udvidet med Masaveu og Nozaleda familierne, som begge også ejer vinerier i andre områder i Spanien og det betød en større stabilitet i hele projektet og investering i et moderne state of the art vineri.

Det er bygget efter Mariano Garcias nøje specifikation og er tegnet af samme arkitekt, som lavede Alvaro Palacios vineri i Priorat, så det er et af verdens mest avancerede byggerier af sin slags og er primært bygget under jorden efter gravity fed princippet.

Det vil sige, at vinen udelukkende flyttes rundt ved hjælp af tyngdekraften. I vineriet, som rækker fem etager ned, er der året rundt en konstant temperatur.

I dag ejer bodegaen selv 32 hektar marker ud af de 130 hektar, som de har adgang til … og spredt på ikke mindre end 200 forskellige parceller omkring 9 byer. Nogle af markerne har gamle vinstokke, mens andre er fortsat har unge stokke, som med tiden vil kunne levere frugt til produktionen.

På Bodegas Aalto laves der to vine, som fremstilles på Tempranillo-druen. Den ene er denne Aalto og den anden PS – forkortelse for Pagos Seleccionados – som betyder udvalgte marker.

Samtlige vine fra Bodegas Aalto er siden vingårdens fødsel i 1999 blev belønnet med 91 point eller derover af Robert Parker. Denne enestående rekord kan end ikke Vega Sicilia tangere.

Aalto er lavet på 100% Tinto Fino aka Tempranillo fra 40-80 år gamle vinstokke fra marker ved alle de 9 forskellige byer i området. Efter endt vinificering er vinen lagret 16 måneder på en blanding af nye og brugte egefade fra både Frankrig og USA.

Næsen byder på tæt, mørk frugt, meget tør, støvet med våde fade, engelsk lakrids, solbær, enebær, brombær, hindbær, grønne urter og kanel. Det er fyldigt og virker meget afbalanceret, kraftfuld og med tonsvis af power.

Waow … sikke en smag, fyldig med saft og kraft, dybde, lidt fond, toast, kanel, tobak, kakao, chokolade og samtidig en skarp kant med friskhed, fedme og power. Tanninerne er fortsat unge, men bider egentlig ikke, selvom lagringspotentialet helt sikkert er stort.

Forhandles af Theis Vine, hvor en flaske koster 349,95 kr., mens prisen er 269,95 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7

2013 Bodegas Maurodos, San Román, Toro, Spanien

2013 Bodegas Maurodos, San Román, Toro, SpanienBodegas Maurodos var Mariano Garcias 2. projekt efter opstart af Bodegas Mauro. I 1997 valgte han at udfordre sig selv endnu en gang, da han etablerede Bodegas y Viñedos Maurodos på vingården San Román i Toro-distriktet vest for Ribera del Duero. Og derfra smager vi nu vinen San Román.

Vingården San Román ligger lidt syd for byen Pedrosa del Rey og havde ved købet tilhørende 35 hektar vinmarker omkring  San Román de Hornija og Villaester. Det er siden udvidet til i alt 135 hektar bestående af både ældre og yngre vinstokke, primært Tinta de Toro og Garnacha … altså Tempranillo og Grenache.

Vinstokkene har en gennemsnitsalder på omkring 35 år. En del af markerne er beliggende i op til 750 meters højde i et råt klima med bagende sol og næsten ingen regn, som tvinger vinstokkenes rødder til at søge dybt ned i undergrunden for at få vand.

Mariano Garcia har siden opstarten og udviklingen af vingården overladt det meste af driften til sin søn Eduardo, som bl.a. er udlært i Bordeaux og Bourgogne. Og han laver alene 2 vine på Bodegas Maurodos, nemlig basisvinen Prima og så denne San Román.

San Román er lavet på 100% Tinta de Toro, altså ren Tempranillo, som er vinificeret på en kombination af stål-, træ- og cementtanke, og efterfølgende er vinen lagret 24 måneder på 75% franske og 25% amerikanske egefade … og både nye samt let brugte.

Næsen byder – udover på mørk og tung frugt – på mere aromatiske elementer, er mer’ blomsterrig og medicinsk. Frugten er pænt tung og koncentreret med fedme, flomme, tørhed og samtidig virker præg fra egefadene og tanninerne mere markante. Der er solbær, mørke kirsebær, hindbær, balsamiske noter, kakao, jern og tør eg.

Smagen er også utrolig tør … det er engelsk lakrids og lakridsrod, mørke og tætte bær, brombær, solbær, masser af krop og fylde, lidt flad syre, noget blæk … men alt sammen meget blødt. Der er måske lidt alkohol eller peber, som brænder en smule i eftersmagen.

Forhandles af Theis Vine, hvor en flaske koster 309,95 kr., mens prisen er 279,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2016 Bodegas Garmón Continental, Garmón, Ribera del Duero, Spanien

2016 Bodegas Garmón Continental, Garmón, Ribera del Duero, SpanienBodegas Garmón Continental er Mariano Mauro seneste projekt i Ribera del Duero dalen … et ganske lille projekt, hvor han sammen med sine sønner Eduardo og Alberto Garcia Montaña alene laver denne Garmón vin fra forskellige små parceller med gamle Tempranillo stokke.

Vinen er lavet første gang i årgang 2014, så denne er alene tredje årgang, hvor druerne kommer fra 30-80 år gamle vinstokke på små parceller ved byerne Baños, Tubilla og La Aguilera på højre bred af Duero floden samt Moradillo på venstre side i den østlige del af Ribera del Duero.

Markerne er beliggende i 850-1000 meters højde, og det giver vinene et strejf af kølighed i et ellers ekstremt varmt område. Og det har netop været et ønske fra Mariano Mauro at skabe en vin, der i højere grad udtrykker den traditionelle stil i området uden overdreven modenhed og med et lidt køligere præg.

Vinen er lavet med 12 dages gæring og maceration ved 28 grader … spontangæring alene med druernes naturlige gærceller og daglig overpumpning. Efter endt fermentering er vinen lagret 16 måneder på franske egefade, heraf er halvdelen nye fade. Der er i denne årgang 2016 lavet 50.590 flasker af vinen.

Duftmæssigt er Garmón en smule mere lukket end forrige vine … ikke helt så åben og modtagelig, men byder dog på lidt mørk frugt, solbær, enebær, dadler, sorte oliven, blæk, engelsk lakrids, salte mineraler, blomster samt en kølig elegance. Tæt, pakket og fyldig med kølig nerve.

Smagen er mere frisk end lige forventet, blød og harmonisk, syren meget beskeden eller flad, men hvor er det cremet, blødt, rundt med moden mørk frugt, mørk chokolade, stor tørhed og så alligevel denne elegante friskhed. Det er mørk, tæt, frisk og kølig.

Forhandles af Theis Vine, hvor en flaske koster 399,95 kr., mens prisen er 299,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7

2016 Bodegas Mauro, Mauro, Castilla y León, Spanien

2016 Bodegas Mauro, Mauro, Castilla y León, SpanienDe næste 6 vine fra de 4 vinhuse Bodegas Maurodos, Bodegas Garmón Continental, Bodegas Aalta og denne Bodegas Mauro har alle en stor fællesnævner, nemlig Mariano Garcia … nok en af Spaniens bedste vinmagere og anerkendt som en af den internationale vinverdens mest kompetente vinproducenter. Vi starter med at smage vinen Mauro fra Bodegas Mauro.

Bodegas Mauro ligger i udkanten af den lille by Tudela de Duero omkring 10 kilometer sydøst for større Valladolid. Det er grundlagt i 1978 af Mariano Garcia … ikke at forveksle med Mariano García Remón, tidligere spanske målmand i Real Madrid i 1950’erne eller den spanske langdistanceløber med samme navn Mariano García.

Mariano García var allerede tilbage i 1968 startet som vinmager på legendariske Vega Sicilia, som han faktisk arbejdede for i 30 år helt frem til 1998, men startede sit lille vinhus i Tudela de Duero … før appellationen DO Ribera del Duero blev etableret i 1982.

Vinhuset opkaldte han efter sin far Mauro Garcia og med i købet fulgte 80 hektar vinmarker med 20-25 år gamle vinstokke med Tinto Fino aka Tempranillo i veldrænet, let jord med kalksten og kalkholdig ler. Og vinene blev solgt med den brede områdebetegnelse Castilla y León, hvilket Mariano Garcia fortsat i dag fastholder.

Det svaret lidt til den italienske IGT betegnelse og betyder samtidig, at man ikke bliver omfattet af appellationens regler og det giver også større fleksibilitet i produktionen.

Bodegas Mauros marker ligger både ved byen Quintanilla de Onésimo – hjemby for den berømte Pingus – i Ribera del Duero, mens en anden del af markerne er beliggende ved vineriet i Tudela de Duero.

Hovedparten af druerne kommer således inden for grænserne af Ribera del Duero, men Mauro anvender som nævnt også druer fra vinmarkerne omkring byen Tudela de Duero … men det betyder reelt ikke så meget for Bodegas Mauro, hvor al fokus er på produktion af gode kvalitetsvine.

I starten skete produktionen i en gammel villa med store vinkælder, men siden 2004 har Bodegas Mauro haft til huse i et stort, moderne vineri … state-of-the-art og det vidner om den succes, som Mariano Garcia har opnået med sine vine fra Bodegas Mauro.

Alt høstes med håndkraft, og der foregår allerede i vinmarken en streng selektering af hver enkelt drueklase. De 80 hektar vinmarker giver basis for 4 forskellige vine på Bodegas Mauro … omkring 15% af den samlede høst bliver til topvinen Vendimia Seleccionada aka Mauro VS.  Den fremstilles af druer fra to af bodegaens bedste marker.

Druerne fra de øvrige marker indgår i denne basis signaturvin Mauro, som vi her har i glasset. Siden 1996 har man i særligt gode årgange også lavet enkeltmarksvinen Terreus og derudover laver Mariano Mauro også en hvidvin på Godello.

Denne 2016 Mauro er lavet på 95% Tempranillo og 5% Syrah fra marker i Tudela de Duero og Traspinedo. Druerne er omhyggeligt sorteret og flyttes alene ved hjælp af tyngdekraften i det moderne vineri. Vinen spontangærer alene på druernes naturlige gærceller med en maceration i 2-3 uger. Efter endt fermentering er vinen lagret 15 måneder på en kombination af franske og amerikanske barriques og foudres i forskellige aldre.

Næsen er stor og animalsk … flæsk, bacon, tavlekridt og har nærmest et køligt præg, duften fra et hospital, røgede bær, solbær, enebær, lakridsrod samt norske brystdråber. Det er power, kraft og så alligevel også meget mer’.

Smagen er frisk og lettere end næsen indikerede. Der er runde og mellemrøde bær, bløde tanniner, som er fint integrerede. Vinen har et tørt og frisk bid, meget direkte in your face. Syren lover samtidig, at vinen godt kunne klare nogle år i kælderen inden den når sin absolutte top. Den sniger sig lige elegant op på 5 fingre.

Forhandles af Theis Vine, hvor en flaske koster 359,95 kr.

Vinanmeldelse 5/7

Vinblog fra Danmarks flittigste vinblogger