Tag-arkiv: pinot noir

Pinot Noir er – hvis I spørger mig – druernes konge, den ubestridt røde drue, som giver nogle af verdenens mest elegante rødvine over hele verdenen, men nok mest er kendt for dens rolle i Bourgogne, hvor den står bag nogle af de dyreste vine, som findes.

Pinot Noir er virkelig en af de store, klassiske rødvinsdruer og en darling blandt vinkendere. Den kan under de rigtige forhold og i de rigtige hænder give enormt charmerende vine med en forbløffende smagsrigdom. Druen kan afspejle terroir som ingen anden rødvinsdrue.

Druen kendes i Tyskland som Spätburgunder, men findes derudover i det nordlige Italien, i Østrig … og oversøisk performer druen også ret godt i Chile, Sydafrika, Australien, New Zealand og USA, hvor bl.a.  Californien og Oregon er de bedste områder.

Derudover er Pinot Noir også én af de 3 tilladte druer i Champagne, hvor den dækker 38% af de samlede vinmarker. Det er med andre ord en drue, som er utroligt udbredt, selvom den er tyndskindet og kan være både svær at dyrke og svær at vinificere.

Vine på Pinot Noir – specielt de europæiske – er ret lys i farven, men først og fremmest elegante og feminine, har en let sødme, er parfumerede, aromatiske og mineralske. Smagen er ofte af lyse, røde bær. Pinot Noir tager godt imod fadlagring … men med risiko for at overdøve dens fine aromaer med for meget træ.

DNA-profilering har vist, at Pinot Noir deler det samme genetiske fingeraftryk som Pinot Blanc, Pinot Gris, Pinot Meunier og Pinot Précoce aka Frühburgunder. Således skal de korrekt betragtes som mutationer eller kloner af en fælles sort.

Pinot Noir er en ret sensitiv drue, der foretrækker kølige klimaer og kalkrige jordbunde. Den kan dog trives i varmere klimaer og federe jorde, men så bliver dens vine anderledes fyldige og frugten også mørkere og ofte mindre elegant.

2020 Weingut Rudi Rüttger, Neuleininger Sonnenberg Spätburgunder Réserve, Pfalz, Tyskland

2020 Weingut Rudi Rüttger, Neuleininger Sonnenberg Spätburgunder Réserve, Pfalz, TysklandVi fortsætter med mer’ tysk Spätburgunder og det er også med et gensyn, nemlig til den fine Neuleininger Sonnenberg Spätburgunder Réserve fra Weingut Rudi Rüttger og nu i en årgang 2020.

Gensyn er det korrekte ord, for jeg har tidligere smagt vinen i årgang 2018 og den er lavet af den unge og dygtige Rudolph Rüttger, som i dag driver vinhuset.

Druerne kommer fra marken Neuleiniger Sonnenberg og efter høsten gærer depå cementtank med hele 20 dages skindkontakt. Efter endt fermentering er vinen lagret 11 måneder på egefade, heraf 60% nye og let ristede.

Duftmæssigt er det en kølig, rank, ung og mørk Spätburgunder, som har både noget blæk, tør engelsk lakrids, læder, salvie, violer og tørt træ. Frugten er skovbær, kirsebær, hindbær … svagt er der også lidt vanilje og chokolade … og alvorlige mineraler med løftet øjenbryn.

Smagen er også ung, frisk og spændstig og har – som 2018’eren – en maskulin råhed, hvor der både er peber og godt med en lemomagtig bitterhed, som kriller i halsen. Frugten virker i smagen lettere, mere kantet og skarpere med ribs, tranebær og umodne, lyse kirsebær, sort te, campari bitter, røg og en lille syrlig sødme. 91 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 179,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 99,95 kr,

Vinanmeldelse 5/7 

2019 Weingut Steitz, Fürfeld Eichelberg Spätburgunder, Rheinhessen, Tyskland

2019 Weingut Steitz, Fürfeld Eichelberg Spätburgunder, Rheinhessen, TysklandJeg smagte endnu en vin fra vinmageren Christian Steitz på Weingut Steitz, nemlig en fin 2019 Fürfeld Eichelberg Spätburgunder.

Druerne til denne vin kommer fra marken Eichelberg ved den lille by Fürfeld vest for vinhuset i Stein-Bockenheim.

Marken er beliggende på en vulkansk top og rager op i 320 meters højde med undergrund  præget af porfyr-sten. Marken er kølig grundet sin højde, men i dagtimerne kan de sydvendte skråninger blive steghede.

Her producerer Weingut Steitz denne Fürfeld Eichelberg Spätburgunder fra 20 år gamle stokke. Alle druerne er efter høsten afstilket, men knuses ikke, hvorfor gæringen sker efter et nærmest semi carbonic maceration princip.

Det minder om det almindelige macération carbonique princip og metoderne er da også næsten ens, men under semi-metoden fyldes tankene ikke med CO2, men det et fortsat med gæring på hele drueklaser.

Her sker gæring helt spontant med druerne egne gærceller og trækker godt med aroma af skallerne. Efter endt gæring fyldes vinen på en blanding af 500 liters tonneau samt 225 liters barriques, både nye og gamle med lagring i 24 måneder, hvorefter den tappes uden filtrering og den årlig produktion er 2.500 flasker.

Jeg har også smagt vinen tidligere i en årgang 2017.

Sikke lækker aroma … igen med denne snert af noget farligt, vildt, vegansk, urtet og overjordisk, har duft af både plastikmaling, ribs, kirsebær, rabarber og på en eller anden måde, så virker frugten en smile moden, hvilket kombineres med skovbund, røg, nelliker, kanel, kakao, appelsinskal, mælkechokolade og vanilje.

Smagen er meget anderledes end forventet … langt mere rund, saftig, blød og frugtrig … har virkelig meget kirch, kirsebærlikør og syltede kirsebær og endda noget solbær. Den har et varmt udtryk, meget rund i frugten sammen med grove og mørke tanniner, der lige sætter sig i munden med blød forsigtighed. Syren virker klart lysere og giver vinen lidt friskhed, mineralitet, rygrad, kant, rigdom og spændstighed. 94 point.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 299 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2021 Weingut Steitz, Spätburgunder, Rheinhessen, Tyskland

2021 Weingut Steitz, Spätburgunder, Rheinhessen, TysklandWeingut Steitz er vi tidligere stødt på her på Houlbergs Blog … og gensynsglæden er stor. Jeg smager nemlig 2 Spätburgunder vine fra Christian Steitz og starter med hans 2021 basis Gutswein Spätburgunder.

Det en vin, som Christian Steitz har lavet helt traditionelt og den er efter endt gæring vistnok lagret 12-18 måneder på store 1.200 liter Stückfass fade. Vinen er komplet tør og Steitz siger selv, at den har 0 gram restsukker pr. liter. Jeg har tidligere smagt vinen i både årgang 2017 og 2019.

Duftmæssigt er vinen lidt varm og skal lige have tid til at åbne sig, men under det pæne, så lurer et lille oprør, for vinen har en rebelsk side med en frisk og småsyrlig frugt, der har tranebær, hindbær, ribs og sure kirsebær, syrlige bolsjer, lidt bitterhed, kamfer, gran, lemon samt en fin luftighed, røg og en mineralitet.

Smagsmæssigt er det mere en terrorist, hvor frugten har sitrende nerve med en nypresset frugt, lyse kirsebær, tranebær, rabarber, ribs og endda lemon samt citronsyre, hvilket giver denne lyse, juicy samt læskende smag. Der bliver lidt en autonom, moderne, animalsk, vild og frisk økoagtig vin, der også har lidt røg, jern, mineralitet, kalk og bare vinder … slurk for slurk. 92 point.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 159 kr., mens prisen er 119 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2022 LGI Wines, Le Bon Negociant Pinot Noir, Languedoc, Frankrig

2022 Union Caves Coopératives de Cébazan, Le Bon Negociant Pinot Noir, Languedoc, FrankrigVi smager også lige det røde modstykke til den forrige vin fra LGI Wines og kooperativet Union Caves Coopératives de Cébazan og det er netop deres 2022 Le Bon Negociant Pinot Noir.

Her kommer Pinot Noir druerne fra en række marker på kalkstensholdige skråninger nedenfor Pyrenæerne. Druerne høstes tidligt for at bevare den aromatiske elegance.

Efter en streng sortering har vinen gæret med temperaturstyring ved 26-28 grader i ståltank over 15 dage med daglige punch downs. Efter gæringen er en del af vinen lagret på franske egefade.

I glasset virker vinen meget lilla … men det er selvfølgelig også en ung 2022’er, som duftmæssigt også er en kende stram i betrækket med sure kirsebær, umodne jordbær, moreller, let tranebær og en lille note af træ, peber, røg samt en anelse kanel.

Smagsmæssigt er vinen lettere end forventet … måske også mere slank, tynd , mager og pjevset. Der er lidt umodne kirsebær, ribssaft og et drys med jordbær. Der er dog ikke så megen bund, men trods alt får du Pinot Noir druens lethed, selvom det måske ikke bliver kompleks eller dybt … men til prisen godkendt. 89 point.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 99,95 kr., mens du kan købe vinen til 69 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2019 Weingut Knab, Engdinger Schlangeneck Spätburgunder ★★★, Baden, Tyskland

2019 Weingut Knab, Engdinger Schlangeneck Spätburgunder ***, Baden, TysklandWeingut Knab ligger i Endingen i den nordlige del af Kaiserstuhl og derfra smagte vi som næste vin til et bestyrelsesmøde en 2019 Engdinger Schlangeneck Spätburgunder ★★★.

Vinhuset er vi stødt på før … sidst med deres 2016 Engdinger Wihlbach Spätburgunder *** og der skrev jeg også om vinhuset.

Det gør jeg så ikke nu, men ser bare nærmere på denne vin, der er lavet med druer fra marken Engdinger Schlangeneck, som er en ny mark hos Knab og med de 3 stjerner, så er det en af topvinene. Denne årgang 2019 er således også første årgang af vinen.

Vinen er lavet med spontan gæring alene med druernes egne gærceller. Efter endt fermentering er vinen så lagret 16 måneder på barriques og derefter yderligere 6 måneder på store egetræsfade.

Duften er bare spot-on … kostald, landlige og animalske noter, kølig mødding, godt med fad, flæsk, mælkechokolade, våde fade og frugt, der er let jammy med jordbær og lyse blommer. Det suppleres med lidt vanilje, kaffe og lakridskonfekt. Så dejlig og klassisk Baden karakter.

I munden er vinen også lys, rund, let og alligevel med bid. Frugten er ren, klar og med dette luftige udtryk … jordbær, hindbær, mens selv tanninerne er rene, polerede og fine, mens syren er væver, elegang samt så forfærdelig dejlig. 94 point.

Flere forhandlere herhjemme, men denne er købt på vingården, hvor en flaske koster 28€ … svarende til 209 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2018 Hauksson Weine, Sólskin Pinot Noir, Aargau, Schweiz

2018 Hauksson Wine, Sólskin Pinot Noir, Aargau, SchweizFor et par år siden smagte jeg en spændende 2017 Alpberg Pinot Noir fra det schweziske vinhus Hauksson Weine og nu smager jeg så søstervinen 2018 Sólskin Pinot Noir.

Hauksson Weine drives af den islandske bankmand Hoss Hauksson, der er sprunget ud som vinproducent i Aargau på nordsiden af de Schweiziske alper.

Hoss besluttede pludseligt efter små 20 år bag ved sit skrivebord i banken, at han ville noget nyt, så nu laver han spændende vine fra sin vingård i Remigen og er totalt biodynamisk i sin tilgang.

Han har marker ved Remigen på nordsiden af Alperne i form af parceller på markerne Alpberg, Horn og Rütiberg med Pinot Noir, Kerner, Riesling and Chardonnay samt ved Döttingen i nærheden. Derudover har han parceller på den sydlige side … Gordemo, Gudo og Sementina med Merlot og Cabernet Franc.

Hans naturlige tilgang og intense arbejde giver lækre rene og ranke vine. Han har endda egenproduktion af urter naturlige sprøjtemidler og så høstes de hvide druer tidligere end normen og gæres med skindkontakt og meget batonage.

De røde høstes også forholdsvis tidligt og får en lang marceration og lang tid på brugte fade. Hauksson bruge alene de fineste ege fade fra førende franske bødkere samt fade af kastanjetræ til hans Merlot vin. Og hans vine sælges primært på Island og i Schweiz.

Her smager vi Haukssons Sólskin Pinot Noir, som er Hoss’ basis Pinot Noir vin, som har fået navnet Sólskin efter de islandske rødder. Den er lavet med spontangæring og efter endt fermentering lagret 1 år på franske barriques.

Den trækker en vild 15% højoktan i alkohol, men det skulle efter sigende skyldes, at Hauksson i 2018-høsten ikke havde folk til at plukke, så druerne blev således på vinstokkene i cirka 10-14 dage længere end planlagt.

I næsen er det også på mange måder en vild vin, der ikke har samme elegance som Alpberg, men har en meget røget og krydret duft, ret kraftig ned blæk samt blodpølse, mynte og en mørk sjæl. Blindsmagt gættede vi ikke på Pinot Noir, men nærmere noget Rhône, for der er både peber, skarpe krydderier og en frugt, der virker kogt, blommer, ribs og lidt ristede toastbrød.

Smagsmæssigt er der også saft og kraft, masser af mørk power, godt med peber og virker meget krydret, meget stærk … det er tranebær, brombær og sorte kirsebær, bitter sort te og så alligevel noget rundt og behageligt fra fadene. 89 point.

Forhandles af Coolwines, hvor en flaske pt. kan fås på tilbud til 249 kr. mod en normalpris på 285 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2019 Cave de Ribeauvillé, Pinot Noir Rodern, Alsace, Frankrig

2019 Cave de Ribeauville, Pinot Noir Rodern, Alsace, FrankrigVi sluttede endelig Millésimes Alsace DigiTasting® 2023 Masterclass’en med en rødvin under temaet So Red og det blev denne 2019 Pinot Noir Rodern fra kooperativet Cave de Ribeauville.

Cave de Ribeauvillés 110 medlemmer har samlet 235 hektar vinmarker, hvilket bl.a. omfatter parceller på 8 Grand Cru vinmarker, nemlig både Gloeckelberg, Altenberg de Bergheim, Osterberg, Kirchberg de Ribeauvillé, Rosacker, Schoenenbourg, Schlossberg og Marckrain.

Denne Pinot Noir Rodern er lavet med druer fra marker nord for Ribeauvillé ved byen Rodern. Der er markerne granitholdige, hvilket er velegnet til Pinot Noir med stor koncentration.

Der ikke mange oplysninger om vinen, men den skulle være lavet i store rustfrie ståltanke og efter endt fermentering være lagret på egefade. Den har 0,63 gram restsukker pr. liter og der er i denne årgang 2019 lavet 7.422 flasker.

I næsen en lidt tør vin … har en rank frugt, hvor der er blæk, koks, gran, nelliker, peber samt en frugt af hindbær, ribs og blåbær samt noget tørt eg og grønne elementer.

Smagsmæssigt er vinen også lidt grøn og rank med nelliker, gran samt frugt med tranebær, blåbær og ribs, en del rustikke tanniner, der sammen med noget peber river i munden. 88 point.

Forhandles herhjemme af VildMedVin, men denne er ikke i sortimentet, men koster på kooperativet 16,80€ … eller 125 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2020 Domaine Neumeyer, Pinot Noir Vallée des Frères, Alsace, Frankrig

2020 Domaine Neumeyer, Pinot Noir Vallée des Frères, Alsace, FrankrigJeg skulle også smage en Pinot Noir fra Domaine Neumeyer og det blev denne 2020 Pinot Noir Vallée des Frères.

Her kommer druerne fra 43 år gamle vinstokke på vinmarker i 230 meters højde og er høstet med et udbytte på 35 hektoliter pr. hektar.

Vinificering er sket på hele klaser og alene med de naturlige gærceller, gæring og maceration over 15 dage på egefade, hvor vinen også er lagret 10 måneder sur lie og der er lavet 1.160 flasker af vinen.

Av … den er duftmæssigt meget kantet med en skarp parfumeret note, hvor der også er røg, lejrbål, sure bær, ribs, granatæbler, koks, kul, tjære og alt på en mørk måde … bare tvær og ganske speciel.

I munden er der samme røgsmag, som er meget svært af distrahere fra, men man finder dog også lidt tranebær, ribs og blåbær, men den er noget ubalanceret … og speciel. 86 point.

Ikke fundet en forhandler herhjemme, men i udlandet koster vinen normalt 24,50€ … svarende til 183 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

N.V. Simpsons Wine Estate, Chalklands Classic Cuvée, Kent, England

N.V. Simpsons Wine Estate, Chalklands Classic Cuvée, Kent, EnglandVi skal igen en tur til de sol- og kalkrige skråninger i North Downs på Church Lane i maleriske Barham nær Canterbury i Kent.

Dér finder vi nemlig det britiske vinhus Simpsons Wine Estate, hvorfra jeg nu smager deres Non Vintage Chalklands Classic Cuvée.

Simpsons Wine Estate drives af det vinøse ægtepar Charles og Ruth Simpson, der grundlagde vinhuset i 2012. Men allerede 10 år inden havde de startet deres vineventyr, da de i 2002 købte et lille vinslot lidt øst for byen Servian i Languedoc i det dejlige sydlige Frankrig.

Det vinhus hedder Domaine Sainte Rose og det er vi tidligere stødt på her på Houlbergs Vinblog, nemlig da jeg smagte deres fantastiske 2018 Le Pinacle Syrah fra deres 40 hektar vinmarker i det franske.

Det er nok den store success i Frankrig, som har givet Simpsons parret mod på også at forsøge sig med vinproduktion i England, hvor de samlet har købt 30 hektar marker. De første 10 hektar blev i 2014 plantet med Chardonnay, Pinot Meunier og Pinot Noir.

De sidste 20 hektar – med samme druesorter – er marken Railway Hill Vineyard, som har sit navn efter letbanen, der går forbi marken fra Canterbury til Folkestone og den tilplantede de i 2016 og 2017.

Druesorter er jo de klassiske champagnedruer … og det skyldes selvfølgelig, at Simpsons Wine Estate mest laver mousserende vine, men altså også almindelige hvidvine.

Her smager jeg en Chalklands Classic Cuvée, der er lavet på de 3 klassiske champagnedruer … 40% Pinot Noir, 30% Chardonnay og 30% Pinot Meunier. Druerne høstet over en 2 ugers periode og er derefter gæret separat med et udvalg af forskellige gærtyper.

Derefter sker der malolaktisk gæring og vinen tilbringer 3 måneder på ståltanke inden den endelige blanding. Derefter filtreres vinen og tappes på flaske til andengæringen, som sker over 12-18 måneder inden degorgering.

Dejlig sprød duft … godt med toast, nødder, gær, fugtig vinkælder, briocheboller, butterdej, wienerbrød, karamelagtige noter, virker utrolig præcis og fokuseret. Der er Pære Belle Helene, dåsepærer, fersken, blomster og en kæk, charmerende landlighed.

Vildt godt og intens brus aka mousse, men trods intensiteten, så virker det meget kontrolleret og elegant. Bruset holder i pæn lang tid og afløses af citroner, lemon og grønne, umodne pærer. Den har virkelig en lækker lemon aroma … masser af frugtrigdom og kalkede elementer, en diskret sødme, men er med til at binde tingene rigtigt pænt sammen … det er super lækre engelske bobler. 95 point.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 275 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7

2015 Au Bon Climat, Pinot Noir Santa Maria Valley K&U Sonder Edition, Californien, USA

2015 Au Bon Climat, Pinot Noir Santa Maria Valley K&U Sonder Edition, Californien, USASelvom forrige Beaujolais er tosselækker, så er denne 2015 Pinot Noir Santa Maria Valley K&U Sonder Edition fra det amerikanske vinhus Au Bon Climat bare lige en tak lækrere.

Au Bon Climat ligger i et bjergrigt område vest for Santa Maria og er etableret i 1982 af Jim Clendenen sammen med Adam Tolmach.

De ville starte en vingård dedikeret til specielt de burgundiske sorter og startede med at leje både vineri og marker, men allerede i 1990 forlod Adam projektet for at starte sig eget projekt, så lige siden har Jim stået for hele driften.

Det var slet i meningen, at Jim skulle være vinproducent. Han er født i beskedne kår i Akron, Ohio i 1950’erne og skulle egentlig ha’ været advokat. Han dimitterede fra University of California Santa Barbara med høje hædersbevisninger i Pre-Law i 1976.

Men efter eksamen overbeviste et måneders ophold i både Bourgogne og Champagne ham om at prøve en karriere inden for vin i stedet for at fortsætte til selve advokatstudiet. Derfor skiftede han omgående spor og i høsten i 1978 startede han som assistent på Zaca Mesa Winery, hvor han arbejdede i 3 år.

Derefter arbejde Jim på vingårde i både Australien og Frankrig inden han i 1982 vendte tilbage til staterne og startede Au Bon Climat. Og lige siden har vingården haft forrygende succes, hvilket bl.a i 1989-90 medførte, at Au Bon Climat var på Robert Parkers korte liste over bedste vingårde i verden og at vingården i 1991 blev udvalgt af Oz Clark som én af de 50 bedste producenter af moderne klassiske vine i hele verdenen.

Siden har Jim Clendenen fået et utal af prise, bl.a. kaldte det tyske vinmagasin Wein Gourmet ham i 2004 for Verdens Vinmager og i 2007 blev Jim også optaget i James Beard Foundations Who’s Who of Food and Beverage in America. Udmærkelser bugner simpelthen, når man snakker om Au Bon Climat.

I dag laver Jim omkring 50.000 kasser vin årligt og druerne kommer fra flere af de mest ansete vinmarker på Central Coast … primært i Santa Barbara County.

Det omfatter Jims egen 40 hektar store mark Le Bon Climat Vineyard og ellers legendariske marker som Bien Nacido Vineyard i Santa Maria Valley, Sanford & Benedict Vineyard i Santa Rita Hills, Los Alamos Vineyard i Santa Barbara County og San Luis Obispo County’s Talley Vineyard.

I år 2000 introducerede Jim Clendenen et nyt tiltag under navnet The Clendenen Family Vineyards. Her eksperimenteres der blandt andet med mindre kendte druesorter, hvilket der kommer nogle anderledes og ganske interessante vine ud af, bl.a. har han fået kæmpe anerkendelse for hans vine på italienske sorter, især hans Nebbiolo med 5 års fadlagring.

Denne Pinot Noir Santa Maria Valley K&U Sonder Edition er købt i Tyskland og dermed en K&U Sonder Edition fra Weinhalle, hvor alle K&U special editions altid er specielle vine, som ikke er tilgængelige fra vingården selv.

Hos Au Bon Climat læner vinen sig dog op ad deres normale Pinot Noir Santa Maria Valley, hvor Pinot Noir druerne kommer fra de to marker Bien Nacido og Runway. Vinen gærer i store 5 tons åbne top gæringskar med løbende punch-downs og bagefter en presning.

Derefter er vinen lagret 24 måneder i franske egetræsfade fra François Frères, hvoraf 50 % nye. Minimal klaring og ingen filtrering ved aftapning.

WAUW … sikke en aroma … har et fadpræg på en kølig facon. Der er mælkechokolade, vanilje, let urtet, men for pokker en æterisk, luftig i stilen, har kanel, dekadente noter med mahogni og teaktræsolie, lidt jordbær, hindbær, ribs, grafit, røg og på ingen måder amerikansk i noterne, men moden, let og overjordisk. Mums.

Hvor er det smagsmæssigt blødt, men igen på denne nærmest kølige måde … bare så blød og cremet med en god rund syre … samt smelter vitterlig i munden på den mest overbevisende måde. Hvor er det bare himmelsk godt … 97 point.

Pinot Noir Santa Maria Valley K&U Sonder Edition kan – i en nyere årgang 2020  – købes hos Weinhalle, hvor en flaske koster 28€ … og det svarer til 209 kr., hvilket er utrolig billigt. Herhjemme forhandles Au Bon Climat vinene af Kjær & Sommerfeldt.

Vinanmeldelse 6,5/7