Jeg har tidligere smagt en Cuvée Prestige Rouge fra det smukke Château Puech-Haut ved byen Saint-Drézéry nordøst for Montpellier i appellationen Coteaux du Languedoc. Det er ejet af industrimagnaten Gérard Bru. Han ejer også Château Lavabre og det er derfra, at jeg nu smager denne 2017 Pic Saint Loup.
Gerard Bru købte Chateau Lavabre i nabodistrikt Pic Saint Loup i 2017 og har sammen med Puech-Haut sammenlagt 250 hektar vinmarker, hvorfra han – eller rettere hans team – laver vinene under de to brands.
Gerard Bru er stenrig … men alt det kan du læse om i blogindlægget om Château Puech-Haut Cuvée Prestige Rouge vinen. Om Philippe Cambie, den store vinkonsulent fra Rhône, også hjælper med vinene på Château Lavabre som med Puech-Haut fremgår ikke … men mon ikke, for stilen er i hvert fald lidt i samme boldgade som vi normalt kender fra Cambie.
Château Lavabre, Pic Saint Loup er lavet på 70% Syrah samt 30% Grenache høstet med et meget beskedent udbytte på 25 hektoliter pr. hektar fra huset marker i Pic Saint-Loup omkring 30 kilometer nordøst for Montpellier. Der har vinhuset samlet 60 hektar vinmarker.
Efter høsten er druerne afstilket … og de to druesorter vinificeres separet. Det starter med en blid udblødning efterfulgt af 8 ugers gæring og maceration. Derefter er Syrah delen lagret på helt nye barriques i 14-18 måneder, mens Grenache delen er lagret 14 måneder på store, gamle egefade. Først derefter er vinen så sammensat og aftappet på flaske.
Sikke en spændende aroma, men du skal lige give vinen tid til at udfolde sig og åbne i glasset, men så får du også både lavendler, besk baconfedt, violer, kamfer, tør engelsk lakrids, Swarfega håndrens, læderfedt, våde fade, bitre kirsebær, brombær samt lidt mørkere bær, våde fad, bitter kakaorig mørk chokolade og en hel del krydderier. Der er power og intensitet.
I munden er vinen vatrondel blød, cremet og indsmigrende … og så sparker en vild, tanisk power ind over dig med både både, masser af tanniner, lidt alkohol og blød, mørk, smooth og lækker frugt, blåbær, brombær og sorte kirsebær. Det er en tør, pågående og lækker smag, så vågn op rhôneelskere, for her er der buck for the money. Det er skruet ret godt sammen = stor mundfuld = stor fornøjelse.
Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 349 kr., men ved køb af 6 flasker, så er prisen pt. kun 249,95 kr.