Vi bliver i området omkring Montalcino med næste vin, idet vi lidt sydøst for byen finder det lille familiejede vinhus Azienda Agricola San Polino di Fabbro Luigi. Og det er netop derfra, at vinbloggeren smager en 2014 Brunello di Montalcino Helichrysum.
San Polino holder til i en gammel vingård, der oprindelig stammer tilbage fra 1581, men har siden 1991 været ejet og drevet af Luigi Fabbro og Katia Nussbaum. Luigi – som vennerne kalder Gigi – har en broget fortid … han har blevet været softwareudvikler, han har undervist i sanskrit, deltaget i en kortlægning af den biologiske mangfoldighed i Amazonas, skrevet om, hvordan man fremstiller den traditionelle burmesiske harpe og skrevet om økologisk landbrug.
Katia stammer derimod fra London og har rejst jorden rundt. Hun mødte Luigi på en rejse til Katmandu og Nepal, og da hun efter sine studier i socialantropologi hørte, at Luigi var ved at slå sig ned ved San Polino sydøst for Montalcino, så joinede hun ham.
Ejendommen – der bl.a. tidligere havde været ejet af hospitalet Santa Maria Della Croce – har en sølle forfatning, da Luigi og Katie overtog stedet. På markerne var der ikke flere vinstokke tilbage og i en lille olivenlund alene 6 oliventræer tilbage. De renoverede derfor den gamle gård i 7 år og plantede samtidig 2,5 hektar marker med Sangiovese vinstokke.
Første i 2001 frigav de deres første vin og har lige siden har stor succes med deres vine. Det skyldes måske, at parret har en naturlig tilgang til vinproduktionen, hvor de anvender nogle af de erfaringer, som Luigi har fået fra hans mange studier. I dag har de 8 hektar vinmarker, som alle drives efter biodynamiske principper.
San Polino kan betegnes som et oldschool funderet vinhus,hvor håndværket kommer i forreste række. Produktionsmetoderne er kendetegnet ved manuelle processer, alt laves med håndkraft og med vægt på bæredygtighed og biodiversitet. Således har parret flere marker, hvor der ikke er vinstokke … blot vild natur.
Her smager vi huset Brunello di Montalcino Helichrysum, som er opkaldt efter de krydderurter der vokser vildt i og omkring marken, og som har en meget karakteristisk varmkrydret duft med østlige toner af fx karry.
Vinen er gæret spontant i store egekar alene med druernes naturlige gærceller med en 3 dage premaceration ved 12 grader og så 40 dages eftermacerationen. Efter fermenteringen er vinen lagret 6 måneder sur lie i franske barriques efterfulgt af 36 måneder i store slavonske og franske egefade. Der er kun lavet 3.000 flaske af vinen.
Puha … igen er vi oppe i det højere luftlag med en monsterlækker aroma, meget moden frugt, næsten overmoden, vildt lækker. Den er mere balsamisk end de foregående brunello’er, kompakt mørk og ren frugt, kirsebær, brombær, blommer, masser af mælkechokolade, sød tobak, mynte, tør jord og lidt urter.
Smagen er meget komplet, virkelig lækker modenghed i frugten, rund, balanceret og har fortsat masser af tanniner, syre, sødme og bestemt også tørhed. Der er også lidt salte mineraler og sammenlagt en vin, som gør én total glad i låget. Det er vild god Brunello og klart 6 fede houlbergske tomler med pil op.
Forhandles af Distinto, hvor en flaske koster 599 kr.