Næste cider blev klart min favorit i testen … det er denne Cidre Fermier Lemasson Brut fra Damien Lemasson … et lille ciderhus, der ligger ved byen Cametours i Normandiet ved omkring 30 kilometer nord for den velkendte Mont Saint-Michel.
Lemasson har været bønder i flere generationer, men siden 1999 har det været Damien Lemasson, der har stået for driften. Han stod også i 2004 bag flytningen af familiens landbrug og ciderhus fra Courcy nær Coutances til Cametours, hvor han nu har 10,5 hektar jord, hvoraf 7,5 hektar er æbleplantage, mens resten består af græsarealer til alle gårdens dyr.
Produktion af cider har altid været en del af familiens tradition og Damien har øget dette via hans lidenskab for cider. Markerne dyrkes fuldstændig økologisk … hvilket også gjaldt tidligere, hvorved de har været certificeret økologiske siden 1988. De dyrker ikke mindre end 22 forskellige æblesorter, som Damian Lemasson elsker at eksperimentere med til de mange forskellige cidere.
Lemasson er er altid klar på at prøve nye typer æbler, fadlagring og gæringstid, men sikker og perfektionistisk i sin tilgang. Det gælder for både cidere og de stærkere Calvados.
Denne Cidre Fermier Lemasson Brut er lavet på 3 forskellige æblesorter, nemlig Cartigny, Marin Onfroy og Closette, som alle kommer fra en æbleplantage ved Cotentin lidt længere nord for ciderhuset. Cideren er vildgæret er selvfølgelig lavet med 2. gæring på flaske og den har 5% alkohol.
I glasset er denne cider langt mere mørkegul og grumset … og duftmæssigt endnu vildere. Næsen er bio-bio, landlig, animalsk mødding og stald med kål, krudt, sved og vilde frisksankede urter, overgærede halvrådne æbler, estragon samt lettere oxiderede noter, men for pokker hvor dufter den interessant … og vildt. Næsten som ren orangevin eller naturvin.
Men smagsmæssigt bliver det langt mere straight … cremet, blød, blid og intens frugtsmag med en lækker sødme. Det virker som om, at sødmen i denne cider er større end foregående cider, masser af modne æbler med let strejf af ananas … alt sammen letløbende og comfortagtigt. Den er let perlende, men også kun meget lidt, men det gør egentlig kun, at vinen føles sart, dejlig sød og meget behagelig. Jeg bliver sgu imponeret.
Forhandles af Ciderrevolution, hvor en flaske koster 100 kr.