Vi skal lige have et brusende gensyn med Philippe og Paul Girards champagnehus François Girard og det er med denne fine Grand Cru Blanc de Blancs Réserve.
Det er jo selvfølgelig 100% Chardonnay fra Mesnil sur Oger og 85% af vinen er fra årgang 2016, mens de sidste 15% er réservevin fra andre årgange.
Efter endt fermentering er vinen lagret i kælderen til andengæring i 36-48 måneder inden degorgering i februar 2021 med dossage på 7 gram.
Dejlig tør næse med tørrede nødder, ristet rugbrød, gær, umodne Fillippa æbler samt grønne og umodne pærer … meget klassisk fin og elegant … har godt med blomster og en smule Jenka tyggegummi, for dem som kan huske det. Det er sgu spot on champagne.
Hvor smager den bare godt … har sådan et fint, venligt og nærmest smukt væsen, hvor man omgående mærker stor omgængelighed og kemi. Der er æbler, pærer, lidt lemon med sødlig bitterhed, toast og masser af kridt og kalk, hvilket gør smagen så ren, krisp og frisk, men hele tiden med en underliggende frugtsødme. Det er sådan en vin, som man kan drikke masser af … 93 point.
Forhandles af CLS Vin, hvor en flaske koster 243 kr., hvilket er sindssygt billigt for sådan én, der let vil kunne slå flere andre dobbelt så dyre champagner.