2020 Pico & Vine, Chardonnay, Californien, USA

2020 Pico & Vine, Chardonnay, Californien, USAVi har før på Houlbergs Vinblog stødt på Purple Wine Company aka Purple Brands, der står bag masser af brands i USA … som fx Pico & Vine, hvorfra jeg smager en 2020 Chardonnay.

Vinkoncernen liger i Graton 10-15 kilometer vest for Santa Rosa i Californien og er en stor historie. Udover produktionsfaciliteterne i Graton har de også satellitafdelinger ved American Canyon og Russian River Valley.

Purple Wine Company laver vine under en lang række brands, bl.a. Piner Crossing, Allston, Costal Oak, Field Trip, Graton Cellars, Flint & Steel, Kumbaya, Marc Cellars, Marlo, Cryptic, Calista, Raeburn,  Rampage,  Wheelhouse, Avalon, Lucky Star, Zynthesis, Scattered Peaks, Randall-Monroe, Four Vines, Shiloh Road Winery, Bex og endelig Pico & Vine.

Denne 2020 Pico & Vine Chardonnay er lavet på druer fra nogle kystnære marker i Sonoma County. Druerne høstes i de kølige natte- og morgentimer, så de ankommer friske til vineriet. Efter skånsom presning gærer mosten temperaturstyret på ståltank med burgundiske gærstammer.

En del af vinen gennemgår malolaktiske gæring og efter endt fermentering er vinen lagret flere måneder på franske egetræsfade, heraf 30% helt nye fade,

Duften er bare så vild eksotisk … mango, papaya, tørret abrikos, ananas, dåsepærer og noget fortegnet i sine aromaer, der virker en smule overdrevne, frembusende og endimensionel. Det er venlighed med bredt amerikanergrin og pæn facade.

I munden er det samme historie med dåsepærer, pæresaft fra dåsen samt mango- eller multifrugtjuice. Sødmen er for mig i den høje ende og alligevel er det en rund, cremet, sød, smørret, olieret, pleasende, poleret og ganske saftig Chardonnay med søde krydderier, lidt  spidskommen, peber og lav syre. 89 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 219,95 kr., men kan fås til 99,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7