2012 La Biòca, Barolo Aculei, Piemonte, Italien

2012 La Biòca, Barolo Aculei, Piemonte, ItalienJeg har tidligere haft Barolo fra La Biòca i glasset og været himmelhenrykt … og det er jeg såmænd igen med denne Barolo Aculei fra det russisk ejede Barolo vinhus i Serralunga d’Alba.

La Biòca betyder pindsvin, men det er også betegnelsen for en hårdhudet person. Dermed passer ordet Biòca meget godt til Bisso Atanassov, som er idémanden bag La Biòca.

Da han tilbage i 2012 slog sig ned i Serralunga d’Alba med en målsætning om at lave vin på niveau med de bedste producenter i Barolo og Barbaresco, så sagde mange, at projektet var vanvittigt og at det ville være umuligt at gennemføre … og bare prisen på gode vinmarker kan afskrække enhver entreprenant vindrømmer, men ikke den hårdhudede Bisso.

Bisso Atanassov er oprindeligt fra Bulgarien, har tilbragt sin ungdom i Moskva, har ønologi uddannelse fra Montepellier og en master i ønologi fra Torino. Han har produceret vin for Viu Manent i Chile, Vietti i Barolo, Graham Beck i Sydafrika, Château Engarran i Languedoc, Ramos Pinto i Douro og Angelus i St-Emilion.

Sammen med en flok russiske investorer fik han dog opkøbt en række vinmarker … lidt af et kæmpe projekt, men i dag ejer og lejer La Biòca samlet 16,5 hektar vinmarker, hvor dog alene 9,1 hektar pt. anvendes til produktionen, mens 7,4 hektar er købt for nyligt i kommunen Roddino og vil blive tilplantet over de kommende år.

Huset har parceller på marker som Bussia, Ravera, Castagni og Croera i Barolo, Ronchi og Secondine i Barbaresco samt San Sebastiano ved Monforte d’Alba.

Her er det én af de første vine fra Bisso Atanassov på La Biòca, nemlig en 2012 Barolo Aculei, som er lavet med Nebbiolo druer fra to parceller i Barolo, nemlig fra marken Gastagni nord for La Morra og San Lorenzo ved Verduno. Druerne er høstet med et udbytte på 51 hektoliter pr. hektar.

Gastagnu er én af de højest beliggende vinmarker i Barolo med sine 530 meter over havoverfladen, hvilket normalt giver en mere frisk og elegant stil. Aculei betyder spidser eller nåle … meget passende, når La Biòca betyder pindsvin og er vinhusets logo.

Vinen er lavet med macerering sammen med skallerne i 3 dage inden gæring i rustfrie ståltanke over 7 dage. Herefter har vinen hvilet med skallerne i eftermaceration i 20 dage inden lagring på 500 liters franske tonneaux fade og 300 liters blandede egefade. Der er laves 3.573 flasker af vinen i denne årgang 2012.

Lys, let og WAUW for en dejlig næse, meget imødekommende med en snert sødme, fadpræg, eg, vanilje, roser, violer, læder, blid lakrids, røg, jordbær, kirsebær, syrlig kærnemælk og lidt mentol. Det er en Barolo, som virker venlig, drikkeklar og lidt varm i udtrykket.

I munden en præcis og syrlig frugt, meget tør, tonsvis af tanniner, som sætter sig på tænderne. Det er virkelig pænt, elegant og godt skruet sammen med en lille sødme, hvilket gør vinen meget moderne og likeable. Den når ikke husets Bussia eller Ravera … har et lidt mere rundt udtryk … men godt smager det.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 399 kr., men pt på tilbud til 299,25 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7