Amicone Rosso Veneto IGT er én af Cantine di Ora aka Schenk Italias største salgssuccesser i Danmark, hvilket klart er understøttet af Luca Maronoi, som i denne årgang 2015 har smidt 97 point efter vinen.
Vinen er lavet på de normale druer i Veneto området, dvs. typisk druesorter som Corvina, Rondinella og Molinara. Vinen laves ved, at druerne høstes forholdsvis sent, således de bliver næsten helt overmodne. Halvdelen vinificeres derefter i rustfrie ståltanke, mens den anden halvdel først tørres 120 dage på samme vis som i produktionen af Amarone vine.
De tørrede druer presses, fermenteres derefter og blandes med den første produktion. Derefter lagrer vinen en periode i store, franske tonneaux fade inden flaskning og frigivelse.
Det er således en slags Amarone … blot lavet med druer, som er høstet udenfor det klassiske Valpolicella område. Det er selvfølgelig også derfor, at vinen har fået navnet Amicone … og det ka’ man jo så mene om, hvad man vil.
Det er også en mørk fætter, som ud af glasset sprøjter aromaer af lidt blyanter, sorte kirsebær, solbær, blommer og kanel, men virker lidt indelukket, skæv og har nogle sjove noter, som jeg har noteret som opvaskevand, selvom det nok ikke er det rigtige ord,
I munden er vinen dog alt for sød. Det bliver rigtig trutti futti saftevand og marmelade kombi, hvor der dog er en syre, som dog knækker og bliver lidt mærkelig. Dertil er der nogle søde krydderier samt chokolade. Ikke min stil.
Forhandles af Supervin, hvor en flaske normalt koster 119,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 64,50 kr., men denne Luca Maroni aften kunne fås for 59,95 kr.