1974 Barros, Colheita 50 Anos de Liberade Special Edition, Douro, Portugal

1974 Barros, Colheita 50 Anos de Liberade Special Edition, Douro, PortugalEt af symbolerne for nellikerevolutionen – udover nellikerne – blev folkesangen Grandola, Vila Morena, som kupmagerne fik spillet i radioen om natten til den 25. april 1974.

Det var et tegn til de involverede om at starte opstanden og sangen er siden blevet sunget ved særlige lejligheder … som fx i april i år, hvor 50 året for revolutionen blev fejret.

Portugal havde været et diktatur siden 1926  … og i årene 1932 til 1968 blev det styret med hård hånd af premierminister og de facto-diktator António de Oliveira Salazar med støtte fra militæret. Men da nellikerevolutionen fandt sted den 25. april 1974 var det med Marcelo Caetano i rollen som diktator efter Salazar.

Opstanden var organiseret af gruppen MFA som står Movimento das Forças Armadas og bestod af laverestående officerer under ledelse af major Otelo Saraiva de Carvalho.

Diktaturet på under ét døgn og uden større modstand og kun 4 mennesker omkom … og alle endda civile, som havde trodset alle advarsler om at holde sig inden døre, da MFA omringede det hemmelige politis hovedkvarter.

Betegnelsen Nellikerevolutionen skyldtes, at der symbolsk for opstandens fredelige karakter blev sat nelliker i alle soldaternes geværløb og det endte med, at magten derefter blev overdraget til general António de Spínola fra Juntaen til Nationens Frelse, der herefter organiserede valg og genindførte demokratiet.

Så for portugiserne betyder året 1974 frihed … et markant vendepunkt i Portugals historie. Netop dét har Barros valgt at fejre med udgivelse af denne 1974 Colheita 50 Anos de Liberade Special Edition, som er en 50-årig portvin fra netop 1974 og først tappet i 2024  …. og designmæssigt den fået fuld skrue.

Flasken og æsken er nemlig udsmykket af den nye, unge og stærke portugisiske kunstner Teresa Rego, hvis farverige og optimistiske kunstværker ret godt afspejler denne livskraftige vin.

Portvinen er lavet på lige dele af de fire vigtigste portvinsdruer, hvilket betyder 25% Touriga Nacional, 25% Touriga Franca, 25% Tinta Roriz aka Tempranillo og 25% Tinta Barroca. I modsætning til foregående Tawny, så er alle druerne til denne Colheita portvin jo fra én årgang, altså fra 1974.

Druerne er knust og har gæret i åbne kar, hvorefter der tilsættes destilleret vinalkohol, der stopper gæringen og hæver alkoholen til omkring 19-22% samtidig med, at der bevares en del af sukkeret i vinen. Så er den lagret i små egetræsfade i en længere periode.

Førend en Colheita kan betragtes som en vintage portvin, så skal den være lagret i minimum 7 år … men denne er lagret i 50 år, for den er først tappet på flaske her i 2024. Den har 150 gram restsukker pr. liter. Der er kun kommet sølle 300 flasker til Danmark.

1974 er i øvrigt en fremragende årgang hos Barros og den har scoret topkarakterer hos diverse anmeldere, og bl.a. høstet 98 point ved IWSC og 95 point hos portvinseksperten Richard Mayson.

Afdæmpet, sagte, stille, rolig, tilbagelænet og harmonisk … er første indtryk af duften. Man fornemmer en vis modenhed, der er ædeltræ, mahogni, linolie og en frugt med gule blommer, svesker og en smule dadler og kirsebærsauce, men man fornemmer, at frugten også bare virker afdæmpet og ultrablød, Der kommer atter nogle nødder, lidt chokolade, kanel og vanilje.

Men det er særligt i smagen, at vinen viser sig prægtige styrke … voksen, seriøs, mundsmeltende og netop også afdæmpet. Der er dog fortsat liv i kludene, for alkoholen er viril, stærk og levende, men blot virkelig godt integreret … giver dog lidt varme på en kold dag. Det er med til at gøre portvinen livlig, adræt og livfuld. Frugten er syltede gule blommer, tørrede abrikoser og har noget kirsebærkompot og sød mandarinmarmelade. Det er hygge portvin … til fordybelse, forkælelse og fornøjelse … 96 point.

Forhandles af Juul’s Vin & Spiritus, hvor en flaske koster 1.495 kr.

Vinanmeldelse 6/7