2017 François Bléger, Riesling Le Bouquet de Clémence, Alsace, Frankrig

2017 François Bléger, Riesling Le Bouquet de Clémence, Alsace, FrankrigVi fortsætter rundturen i de smukke alsaciske byer, for i Saint Hippolyte for foden af Haut-Koenigsbourg slottet finder vi nemlig François Bléger, hvorfra vi nu smager en 2017 Riesling Le Bouquet de Clémence.

Familien Bléger har været vinavlere siden 1652, men det er ikke altid vinen, som har fyldt mest hos Bléger. Det er i dag François Bléger, der drives den gamle vingård, som han overtog fra sin far, der var bankmand og alene solgte vinen bulk til andre producenter og kooperativet.

Det lå heller ikke i kortene, at François Bléger skulle satse 100% på vinproduktion, for han startede med at studere sociologi og gik da også en kandidatgrad. Men langsomt trak vinen … og i 1996 startede han med at lave vin og som den første i familien at flaske og sælge vinene fra deres i alt 4 hektar vinmarker.

I dag har François Bléger 8 hektar og hans niece Clémence hjælper med driften med hun studerer ønologi. Men udover vinproduktion, så driver familien også et større Maison d’hôtes på stedet med udlejning af en håndfuld værelser.

Vi smager her deres Riesling Le Bouquet de Clémence … netop opkaldt efter niecen, men der er dog ingen oplysninger om, hvordan vinen er lavet.

Fin og imødekommende duft, appelsin, citroner, karamel, melon, modne æbler og ganske perifært lidt petroleum, men også kun ganske sagte. Der er god inderlighed i duften, meget fin, sart og elegant med et lidt kalket mineralitet og nogle sæbeagtige aromaer, vildt behagelig. Blomster, vanilje, kokos og så denne lille svage duft af olie og petroleum … nice.

Smagen er fyldigere end forventet, men det er fortsat en meget elegant Riesling, som har en good-feel vibe, meget ren og næsen læskende frugt, tilpas syre, som slet ikke overtager eller spiller førsteviolin, men i stedet er en integreret del af kammerorkesteret. Det hele spiller fantastisk godt sammen og man kan næsten føle, at dirigenten har styr på sit shit. Jeg kan sgu rigtig godt li’ denne vin.

Forhandles af GoVinum, hvor en flaske koster 139 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2017 Domaine Weinbach, Alsace Riesling, Alsace, Riesling

2017 Domaine Weinbach, Alsace Riesling, Alsace, RieslingDomaine Weinbach er én af de helt store klassiske producenter i Alsace med rødder langt tilbage i historien. De havde også en enkelt vin med i Best Riesling Alsace, nemlig deres helt almindelig basis 2017 Alsace Riesling.

Vinhuset ligger i Kaysersberg og er grundlagt i 1612 af en flok kapucinermunkene, som holdt til på det kloster, som lå ved den berømte 5 hektar store vinmark Clos des Capucins. Ja faktisk kan ejendommen dateres helt tilbage til før 800-tallet.

Under den franske revolution overgik ejerskabet af vinhuset og de tilhørende jorder til staten, men en del år efter – nemlig i 1898 – blev vinhuset overtaget af Faller brødrene, som overlod det til sønnen/nevøen Théo Faller.

Théo blev en fremtrædende figur i Alsace, og han arbejdede målrettet på at forbedre kvaliteten af vinene fra Domaine Weinbach og anerkendelsen af området som Appellation d’Origine Contrôlée. Han viede sig liv til Domaine Weinbach, som han også løbende udvidede og forbedrede.

Han døde i 1979 og derefter blev driften overtaget af hans hustru Colette og døtrene Cathrine og Laurence. I 2014 døde Laurence imidlertid pludselig og tragisk af et hjertestop, mens moder Colette døde i 2015, så i dag drives stedet af Cathrine.

Det gør hun sammen med sønnen Théo, som er opkaldt efter sin morfar. Sammen driver de 23,5 hektar vinmarker, som omfatter de 3 Grand Cru marker Schlossberg, Furstentum og Mambourg. De ejer derudover også en parcel på Altenbourg og den historiske 5 hektar store Clos des Capucins, som vinhuset er eneejer af og engang var en del af det gamle munkekloster.

De sidstnævnte 2 vinmarker er ikke Grand Cru klassificerede, men alle eksperter er enige i, at det burde de være. Siden 2010 har alle marker været certificeret biodynamiske.

Vinene fra Weinach står stilmæssigt i stor kontrast til alle andre vine, man finder i Alsace. Frem for at fokusere på power og sødme, så er domænets vine utroligt intense og elegante. Desuden er de ekstremt lagringsværdige, og med alderen opnår de tydelige mineralske smagselementer.

Denne Alsace Riesling er lavet på druer fra Clos des Capucins marken samt fra unge vinstokke fra Schlossberg Grand Cru marken.

Næsen er ganske urtet, men samtidig er det hele meget stringent, præcis og man tænker også meget klassisk. Der er bund, animalsk bundtræk, godt med blomster, kompleksitet, lakridskonfekt og røg, Der er fersken, melede æbler, citroner, mirabeller … vildt dragende aroma. Det er ikke fordi, at der er noget, som stikker helt ud, men alligevel har vinen duftmæssigt en vild nerve, en stor renhed og præcision, som jeg virkelig beundrer, selvom det endda blot er én af husets basisvine. Vild god næse.

Smagen er sådan lidt tilbagelænet … god og krisp syre, god friskhed, lemon bitterhed, citroner, grønne æbler og alt er bare flot, sindssyg velkomponeret og sammenhængende. Der er en fin sammenhæng i vinen med en direkte syre, friskhed og balance. Det bliver aldrig helt vildt, men holder et virkelig højt niveau.

Forhandles af Philipson Wine, hvor en flaske koster 219,95 kr., mens prisen ved køb af 12 flasker er 179,95 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2017 Domaine Rémy Gresser, Riesling Lieu-dit Duttenberg, Alsace, Frankrig

2017 Domaine Rémy Gresser, Riesling Lieu-dit Duttenberg, Alsace, FrankrigVi krydser nu endnu en smuk by af på vores Alsace landkort, for Domaine Rémy Gresser ligger i Andlau tæt på Mittelbergheim. Fra Rémy Gresser smager vi deres 2017 Riesling Lieu-dit Duttenberg.

Vinhuset er grundlagt helt tilbage i 1520 af Thiébaut Gresser, der også var udnævnt borgmester i Andlau. Selve vingården er dog grundlagt lidt senere i 1667, men lige siden har familien Gresser lavet vin i den lille by, der ligger i en smal dal ved foden af Mont Ste Odile med marker på de stejle skrænter.

I dag er det Rémy Gresser, der driver den gamle, historiske vingård med samlet 10,3 hektar vinmarker, herunder de 3 Grand Cru marker Kastelberg, Wiebelsberg og Moenchberg samt de 3 Lieu-dits Brandhof, Kritt og Duttenberg.

Det giver en exceptionel variation i jordbundstyper, der sammen med de mange forskellige eksponeringer og højder skaber et hav af forskelligartede terroirs.

For at kunne udtrykke naturen … det lokale terroir driver Rémy Gresser stedet økologisk og biodynamisk. For Rémy Gresser gælder det om at skabe et miljø, der er favorabelt for vinstokkenes trivsel, så de kan producere sunde og modne druer på en naturlig måde.

Der bliver lagt vægt på livet i jorden, som skal beskyttes, fordi det er regnorme, diverse insekter samt bakterierne, der omdanner de organiske elementer til næring, som planterne kan optage.

I en økologisk produktion bruger man kun naturlige midler til at beskytte planterne. I meget fugtige perioder, hvor vinen fx er truet af meldug behandles der med de naturlige midler svovl og kobber, der påføres planterne manuelt udefra.

Men det betyder også, at i meget regnfulde perioder må Rémy og hans team ud og behandle planterne efter hver eneste byge, fordi den den beskyttende opløsning bliver skyllet af bladene.

Konventionelle producenter, som anvender kemikalier for at beskytte deres høst er i mindre grad underlagt naturens luner. De anvender primært systemiske midler, som bliver absorberet gennem rødderne og beskytter planterne indefra og i længere tid.

Her smager vi Rémys Riesling Lieu-dit Duttenberg, der – som Rémy foretrækker – er gæret på egefade, hvilket gør vinene blødere. Efter endt fermentering er vinen også lagret på egefade en periode.

Skal man tage nogle af de første duftnoter, så er det salt og maling … det er sgu næsten ren Sadolin butik, men denne lille markante duft er måske blot petroleum, olie og lidt terpentin. Det lyder måske ikke særligt behagelig, men det dufter velgodt. Det er faktisk lidt en spændstig duft, hvor frugten er fersken, gule æbler, melon … men ellers er er godt med sten, flint og mineraler. Derudover lidt florale elementer kombineret med citrus og skovoks med terpentin. Hmmm.

Smagen lever dog ikke helt op til duften … lidt mere brovten og rustik, hvor syren slet ikke er så elegant, som man kunne håbe. Der er tonsvis af citronsyre og salte mineraler, men det hænger egentlig fint sammen og giver en syrerig, livlig og frisk vin, som måske dog mangler en lille smule finesse, men duften trækker sgu voldsomt op.

Forhandles af Vinea, men prisen kender jeg ikke … ligger et sted mellem 100 og 200 kr.

Vinanmeldelse 5/7