2019 De Grendel, Koetshuis Sauvignon Blanc, Western Cape, Sydafrika

2019 De Grendel, Koetshuis Sauvignon Blanc, Western Cape, SydafrikaDen gode Hans hos Lesedi Wines i Aarhus har fået et nyt sydafrikansk vinhus, som laver vine i europæisk stil. Vinhuset hedder De Grendel og Houlberg smager nu på nogle af vinene og starter med deres Koetshuis Sauvignon Blanc.

Vingården ligger på tæt på Cape Town på skråningerne af bjerget Tygerberg ved Tygerberg Natur reservatet. De Grendel gården kan dateres helt tilbage til 1720, hvor den første ejer var forrretningsmanden Claas Meyboom. Men siden 1891, hvor David De Villiers Graaff – daværende borgmester i Cape Town – købte gården, som siden været i Graff familiens eje.

Det er nu ikke vinmarkerne, som fik David De Villiers Graaff til at købe De Grendel, men derimod klimaet for hans araberheste, så han fik bygget storslåede stalde og vognhuse – kaldet Koetshuis – men fortsatte også med at købe yderligere jord, så De Grendel blev en imponerende stor farm, der strakte sig milevidt.

David De Villiers Graaff var i det hele taget en kendt skikkelse i Sydafrika … indflydelsesrig politikker, dygtig forretningsmand og succesfuld farmer og han startede også med opdræt af kvæg på De Grendel. Han havde også været finansminister og højkommissær i London, var personlig ven med de to første premierministre i det samlede Sydafrika og kendte mange generaler.

Han endte også med at blive adlet af kong George V og opnåede titlen Sir og blev baron … et titel, som siden er blevet i familien.

I dag drives gården af 4. generation i Graaff familien, nemlig David Pieter Berkeley de Villiers Graaff, som overtog tøjlerne i 2015, hvor hans far David Graaff – opkaldt efter den innovative og karismatiske grundlægger – døde.

David Graff havde ellers sat sit aftryk på De Grendel, bl.a. med større fokus på den vinproduktion, som der altid havde været på gården i mindre omfang siden 1800-tallet. Han startede med en genplantning af omkring 300 hektar vinmarker og ansatte også vinmageren Charles Hopkins, der tidligere havde arbejdet hos Graham Beck’s Cellar.

I 2003 kunne vingården præsentere de første flasker De Grendel vine til nogensinde at komme på markedet og siden har vingården haft det primære fokus på vinproduktion. David Graff indledte også i 2012 et samarbejde med Michelin kokken Jonathan Davies om drift af en restaurant på vingården … De Grendel Restaurant, hvor man både kan smage husets vine og sydafrikansk gourmetmad.

De Grendel har i dag samlet omkring 330 hektar vinmarker, der nyder godt af de kølige briser fra Atlanterhavet kun 7 kilometer mod vest. De kølige vinde afhjælper sommervarmen, så druerne på De Grendels marker kan hænge længere før perfekt modenhed.

Denne Koetshuis Sauvignon Blanc er ikke lavet på ren Sauvignon Blanc, for der er også i denne årgang 2019 omkring 9% Semillon i vinen. Druerne kommer fra en række marker i Lutzville og Darling, mens Semillon druerne kommer fra en enkelt mark De Grendel Vineyard. Markerne er alle rig på en slags forvitret skiferjord.

Druerne fra Lutzville og Darling er vinificeret separat og det er Semillon druerne også. Alt er høstet med håndkraft, hvorefter de ligger udblødt ved kølige temperaturer i 6 timer inden presning og gæring i rustfrie ståltanke. Omkring 18 af Sauvignon Blanc vinen og hele Semillon vinen er herefter lagret 100 dage sur lie i franske egefade med en kombination af nye fade og fade brugt én gang tidligere.

Resten af Sauvignon Blanc lagres blot i de rustfrie ståltanke og først efter de 100 dage sammenstikkes vinen af alle de forskellige batchs til den endelige vin, som så stabiliseres og aftappes på flaske.

UHA … sikke en grøn, græsset bio aroma. Det er grønne stilke, grøn peber, stikkelsbær, asparges, hyldeblomst, fernis og modellervoks, men hold op, hvor er den virkelig vild grøn. Det dufter frisk og nærmest som et skud grøn koncentreret ensilage.

I munden er vinen også både frisk, grøn og bitter, men disse smage sidder monsterlænge i munden. Det bliver imidlertid aldrig alt for grønt, for det leveres pænt cremet. Der er egentlig både bitterhed samt sødme, lidt mineralske salte … en vin, der vækker dig, hvis du sidder og slumrer lidt hen. Frisk, grøn og skarp … lidt af en vinøs schweizerkniv, så bloggeren lander på 4,5 fingre med pil op.

Forhandles af Lesedi Wines, hvor en flaske koster 135 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2018 Weingut Rudi Rüttger, Neuleininger Sonnenberg Spätburgunder Réserve, Pfalz, Tyskland

2018 Weingut Rudi Rüttger, Neuleininger Sonnenberg Spätburgunder Réserve, Pfalz, TysklandDet er nok ikke gået de trofaste læseres næse forbi, at jeres altid flittige vinblogger nok er en af landets førsteelskere af de tyske Spätburgunder vine. Når man så smager denne Neuleininger Sonnenberg Spätburgunder Réserve fra Weingut Rudi Rüttger, så ist alles gut.

Det lille tyske vinhus ligger i byen Neuleiningen i det nordlige Pfalz og stammer tilbage fra 1643, så Rüttger familien har således været vinbønder i en menneskealder … ja faktisk mere 🙂 Men i dag ledes Weingut Rudi Rüttger af den unge og dygtige Rudolph Rüttger.

Han er uddannet på HBLA Klosterneuburg og har efter endt eksamen også arbejdet hos vinproducenter i både Østrig og New Zealand, inden han vendte hjem til familieforetagendet, hvor han fortsat får lidt hjælp af farmand Heinrich.

De har samlet 15 hektar vinmarker, som er fordelt på 3 marker, nemlig Sonnenberg, Schlossberg og Feuermännchen, der alle ligger tæt på gården og er en del af Großlage Höllenpfad.

Jordbunden er forskellig i de tre marker. På Feuermännchen er jorden rig på sandsten, som er perfekt til Riesling, mens de hvide burgundiske druer Grauburgunder, Weissburgunder og den røde Spätburgunder trives bedst på Sonnenbergs kalksten.

Vinmarken Schlossberg har derimod jord med rød sandsten i den vestlige del og mere grusjord i den østlige del og er samtidig den varmeste af de 3 marker.

Denne Neuleininger Sonnenberg Spätburgunder Réserve er jo netop lavet af druer fra Neuleiniger Sonnenberg, som efter høst gærer på cementtank med hele 20 dages skindkontakt. Efter endt fermentering har vinen lagret 11 måneder på egetræsfade, heraf 60% nye og let ristede.

I næsen er denne Spätburgunder lidt kølig i stilen med blæk, lakrids, fennikel, peber, gran, mynte, salvie, masser af tørt træ, fad, skovbær, søde kirsebær, læder … virkelig herlig aroma, som faktisk på flere parametre – selvom det lyder utroligt – minder lidt om Barolo.

Det smager sgu også ret godt … skal lige ha’ lidt luft i glasset, men så er det også en ren og elegant Spätburgunder med en maskulin råhed, men samtidig også en næsten burgundisk lethed, Frugten er frisk, let og saftig … alles ist immer gut og Houlberg særdeles tilfreds. Det er vitterlig en meget burgundisk Spätburgunder.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 179,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 139,95 kr, og det er sgu en god pris.

Vinanmeldelse 5/7 

2018 Hook & Ladder Winery, Russian River Valley Estate Chardonnay, Californien, USA

2018 Hook & Ladder Vineyards, Russian River Valley Chardonnay, Californien, USAChardonnay kan man jo altid drikke, så jeres flittige blogger var ikke sen til at skrue kapslen af denne Russian River Valley Estate Chardonnay fra Hook & Ladder Winery, da fruen høfligt spurgte, om vi ikke skulle ha’ lidt vin. Det skulle vi da!

Historien om Hook & Ladder Winery startede helt tilbage i  1970, hvor Cecil De Loach – en San Francisco brandmand – og hustruen Christine købte den lille vingård Barbieri Ranch i Olivet Road distriktet i Russian River Valley området. Det var deres ultimative udlevelse af en drøm om at blive vinbønder, selvom de ikke havde baggrund for hverken landbrug eller vindyrkning.

De købte vingården af  Louis Barbieri, hvis far Itilo  Barbieri havde etableret vingården i 1905 og tilplantet vinmarkerne, men Cecil og Christine omdøbte gården til De Loach Vineyards.  De drev vinhuset økologisk og blev en slags pionerer i Russian River, hvor de var nogle af de første til at plant Pinot Noir.

I starten arbejdede Cecil sideløbende som brandmand, men måtte senere droppe jobbet og så fokusere 100% på vingården, som også blev større med løbende opkøb af flere marker og andre vingårde. I 2001 startede de finansielle problemer og i 2003 gik drømmen itu, da vingården gik konkurs og blev købt af Boisset familien fra Bourgogne for 17,5 millioner dollars.

Det gjorde dog ikke De Loach parret fattig, så i 2004 startede de C & C Wine Company, købte og solgte er par vingårde indtil de endelig i 2005 købte en vingård lige nede af vejen ikke langt fra deres gamle vingård. De navngav projektet Hook & Ladder med inspiration fra brandstigerne fra Cecils tid som brandmand.

Hook & Ladder Winery har selv omkring 26 hektar vinmarker i Russian River og 53 hektar fra Los Amigos Ranch i Chalk Hill, men derudover får de også druer fra Sweetwater Land & Cattle Co., som Cecil De Loach også er medejer af. Det selskab opdrætter kvæg og ejer også 375 hektar vinmarker i Russian River Valley.

Derfor sælges alle vinene heller ikke kun som Hook & Ladder, for vingården sælger også vine under fire andre brands, nemlig Hartman Lane Vineyards & Winery, Tuscan Ridge, Sweetwater og Four Rows.

I dag drives Hook & Ladder af Cecil De Loachs barnebarn Jason De Loach, som tidligere har været kældermester ved Dutton-Goldfield Winery og Balletto Vineyards & Winery. Han laver vine som vel kan betegnes som semi-traditionel for området med fokus på naturen og arbejdet i marken. Det betyder fx naturlig gæring og en benyttelse af en andel helklasegæring og kun lagring på en mindre andel nyt eg, hvorfor vinene også er mere friske og elegante i stilen.

Vi smager nu en af de mange vine, som der laves på Hook & Ladder Winery, nemlig deres Russian River Valley Estate Chardonnay, som efter høst afstilkes, presses og gærer på franske egefade ved kølige temperaturer.  Derefter gennemgår vinen malolaktisk gæring, hvor æblesyren omdannes til cremet mælkesyre, hvilket efterfølges af en lagring i 6 måmeder sur lie i egefade … her en lille andel nye fade.

Arghhh dejligt … klart Chardonnay med fad, men på ingen måder overoaked, men i stedet med babyfedt, tropisk frugt, fersken, pærer, melon samt lidt ristede og brændte elementer. Det er fuldstændig indbydende og lige ud af landevejen … man fornemmer allerede i næsen en vis saftighed i vinen.

Og vinen ér vitterlig også saftig, cremet, babyfed, hvalpet og samtidig med en rigtig amerikanersødme. Der er en smule tørhed i frugten, lemon, svag bitterhed og det hjælper vinen godt undervejs. Det stikker ikke ultra dybt, for en lille fladhed som lyngtung jysk hede breder sig i munden, men med en forholdsvis kort eftersmag. Men man bliver hooket … og det var vel egentlig også målet.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 165 kr., mens prisen er 149 kr. ved 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7