2018 Zeni, Valpolicella Ripasso Superiore, Veneto, Italien

2018 Zeni, Valpolicella Ripasso Superiore, Veneto, ItalienRipasso – Amaronens lillebror – er en vin, som rigtigt mange i vor lille land elsker. Og Cantina F.lli Zeni er et af de store, populære vinhuse, som også mange har fået øje på og måske endda også besøgt på ferie ved Gardasøen, og nu har jeg netop Valpolicella Ripasso Superiore fra Zeni i mit store altomfavnende vinglas.

Jeg er selv af en dem, som på en sommerferie i 2015 besøgte det populære vinhus sammen med en masse andre  turister … stedet er nok også noget overrendt og samtidig meget kommercielt. De er med andre ord vant til, at turister i hobetal kommer forbi og for mange ikke vinnørder, er besøget nok også ganske interessant.

Historien om vinhuset Zeni startede omkring år 1800, hvor Bartolomeo Zeni fragtede varer mellem de forskellige byer omkring Gardasøen i Lombardiet. Han fragtede specielt vine, og havde god forstand på vin, og snart begyndte han selv at handle med vin.

Den forretning fortsatte så de næste par generationer, nemlig med sønnen Gaetano, hans søn Francesco. Det var først da Francescos sønner Faustino og Ernesto overtog familieforetagendet, at man selv begyndte vinproduktion og dermed grundlagte Cantina F.lli Zeni på adressen i Bardolino.

Efter Faustionos død blev gården i en årrække drevet i et partnerskab mellem Faustinos søn Gaetano og Ernesto, men efter Ernestos død af Gaetano alene. I dag er Gaetano også væk, så vinhuset drives af den seneste generation i form af Gaetanos 3 børn Fausto, Elena og Federica Zeni.

Samlet driver de over 70 hektar vinmarker i både Bardolino, Custoza, Lugana, Soave og Valpolicella. Og herfra laver de en lang række vine som fx Bianco di Custoza, Soave Classico, Bardolino Chiaretto, Bardolino Marogne, Cruino, Recioto della Valpolicella, Bardolino Classico, Valpolicella Classico og mange flere.

Og så laver de selvfølgelig Amarone vine, faktisk hele 4 af slagsen, hvilket omfatter en Amarone della Valpolicella Classico, Amarone della Valpolicella Classico Vigne Alte, en Amarone della Valpolicella Barriques og så den ultimative topvin  Amarone della Valpolicella Classico Riserva Nino Zeni, som kun laves i få udvalgte år.

Denne Valpolicella Ripasso Superiore er lavet på 60% Corvina, 30% Rondinella og 10% Molinara. Druerne høstet manuelt og er udvalgt fra marker i Valpolicellas Classico zone. Når vinen er færdiggæret, får vinen en ekstra gæring med druekvaset fra Zenis  Amaroner, hvorefter den lagrer 12 måneder på egefade.

Frugten er lidt sød og moden, blommer, modne kirsebær, svesker, sultana rosiner, masser af træ og tung fadpræg, våde fade, røg, søde krydderier, mandler, en lille balsamisk note… men intet stikker ud.

Smagen er lidt i samme boldgade, fyldig, rund og blød … virkelig arketypisk Ripasso Valpolicella med meget polerede kanter, nogen friskhed i frugten, blommer, kirsebær, meget pænt og venligt. Det er en vin med sløjfe omkring, en vin alle vil kunne li’ og det kan Zeni virkelig til UG.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 169 kr., men ved køb af 6 flasker er prisen ekstra skarp, nemlig 69,95 kr. pr. flaske.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2016 Patz & Hall, Hyde Vineyard Pinot Noir Carneros, Californien, USA

2016 Patz & Hall, Hyde Vineyard Pinot Noir Carneros, Californien, USAPå Restaurant Østergade 1 fik jeg – som altid – lækker mad, som fik følge af lidt US Pinot, nemlig en 2016 Hyde Vineyard Pinot Noir Carneros fra det lille vinhus Patz & Hall.

Patz & Hall ligger lidt syd for den lille by Vineburg i Sonoma og er grundlagt i 1988 af Donald Patz, James Hall samt fruerne og partnerne Anne Moses samt Heather Patz. Donald var selv uddannet biolog fra University of Oregon i Eugene og James Hall havde arbejdet som  assisterende vinmager på Flora Springs i Napa Valley. Men de fire forvandlede Patz & Hall til et af Californiens bedste vinhuse.

En af årsagerne til deres succes var først en fokus alene på vine på Pinot Noir og Chardonnay samt en meget omhyggelig udvælgelse af de vinavlere, som de skulle købe deres druer fra. Det er blevet til et venskab med nogle af de bedste avlere og i dag får Patz & Hall deres druer fra 10 forskellige vinavlere, bl.a. blev mennesker som Larry Hyde, Lee Hudson og familierne Martinelli og Pisoni nogle af  hjørnestenene i vingårdens succes.

Vinene hos Patz & Hall laves i et moderne state-of-the-art vineri i Sonoma designet af vinmageren James Hall og er specialbygget, så James og teamet har  fuld kontrol under hvert trin i hele processen i fremstillingen af vinene. De anvendes både ny banebrydende teknik og arbejder også meget traditionelt. James anvender specielle fade, som er lavet nøjagtigt efter hans specifikationer af François Frères og Seguin Moreau i Bourgogne.

Her smager vi husets 2016 Hyde Vineyard Pinot Noir Carneros, hvor Patz & Hall køber druerne hos Larry Hyde … en vinavler, som de har købt druer af siden 1990 og har et tæt venskab med. Inden Larry blev vinavler i 1979 havde han selv arbejdet for en håndfuld kendte vinerier sopm fx Ridge Vineyards, Stag’s Leap Wine Cellars og Joseph Phelps.

I dag arbejder Larry sammen med sin søn Chris Hyde og laver – ifølge Patz & Hall – nogle af de bedste druer i verden. Patz & Hall er heldige at få druer fra bl.a. nogle af de bedste parceller på netop marken Hyde Vineyard.

Marken er opdelt i 44 distinkte parceller med et væld af forskellige Pinot Noir-kloner. Patz & Hall henter sine Carneros Pinot Noir druer fra 3 af disse parceller med en blanding af unge og gamle vinstokke.

Vinen er lavet med gæring og maceration med med forskellige gærkulturer og anvendelse af 10% hele klaser, mens resten derfor afstilkes inden vinifikationen. Efter alkoholisk gæring sker der en malolaktisk gæring i fade, hvilket efterfølges af 12 måneder lagring sur lie på burgundiske 228 liters barriqes, hvoraf 60% er nye. Så tappes vinen på flaske uden klaring og filtrering.

Det er bestemt ikke en overdone US Pinot Noir, men vinen har i duften en vis fylde, varme, godt med kirsebær, modne jordbær samt hindbær, mynte, tærhed, chokolade, nelliker, muldjord og sød tobak. Det er brun fløjl med brede rifler, comfort og brun sovs. Det er bare så behagelig, ligetil, afrundet og beroligende.

Smagsmæssigt er vinen sindssyg cremet, flyder behageligt rundt i mundhulen med brede penselstrøg, lidt varme, rund velbehag og lidt moden frugt, kirsebærlikør, meget juicy, tyk-saftig med fluffy bløde tanniner, men der mangler måske lige én ting … en mere dirigerende syre ville ha’ klædt vinen, for det hele bliver måske lidt ensrettet, rart, ufarligt og komfortabel, hvilket trækker ned i min bog.

Forhandles af Kjær Sommerfeldt, hvor en flaske koster 715 kr., hvilket får restaurantprisen på 850 kr. til at lyde ret billig.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2018 Sacred Hill Vineyards, Wine Thief Chardonnay, Hawkes Bay, New Zealand

2018 Sacred Hill Vineyards, Wine Thief Chardonnay, Hawkes Bay, New ZealandChardonnay er en drue, der er elsket og hadet, men når man så smager denne 2018 Wine Thief Chardonnay fra Sacred Hill Vineyards, så kan man ikke undgå at knuselske druen.

Sacred Hill Vineyards ligger i Dartmoor Valley udenfor den lille by Puketapu, men har deres vineri lidt længere mod syd … et par kilometer nordvest for Hastings, ganske tæt på floden Ngaruroro i Hawkes Bay på Nordøen i New Zealand. Dermed er vi også ganske tæt på bugten, som har givet navn til regionen.

Vinhuset er grundlagt i 1986 af brødrene David og Mark Mason. De er begge opvokset på gården i Dartmoor Valley, hvor de ofte havde hjulpet deres far med landbruget, som også omfattede en smule produktion af druer.

Efter et ophold i Bordeaux, så besluttede brødrene sammen med vennen Tony Bish, at det kunne være sjovt at ændre det lille familie drevne landbrug til en decideret vingård. Og det blev starten på Sacred Hill Vineyards.

I dag drives vingården fortsat af David Mason og Tony Bish, og sammenlagt har de omkring 44 hektar vinmarker og laver årligt omkring 430.000 flasker vin.

Deres vinmarker ligger i to områder, selvfølgelig først og fremmest omkring vingården i Hawkes Bay, hvor de har markerne Dartmoor Vineyard, Rifleman’s Vineyard og Gimblett Gravels Deerstalker’s Vineyards.

Hawkes Bay er en af New Zealands ældste og bedste regioner. Jordbunden varierer meget, og derfor er vinene derfra også meget forskellige. Dog er det karakteristisk, at Hawkes Bay ofte opnår landets højeste antal solskinstimer og derudover hæver landskabet sig op til 1.600 meter. Det betyder, at druerne langsomt modnes og derved opnår modning samtidig med at syren bibeholdes.

Derudover har Sacred Hill Vineyards også marker i Marlborough, altså den nordligste del af Sydøen. Det er vinmarkerne Hell’s Gate Vineyard i Waihopai Valley tæt på Omaka floden samt Hammond Estate Vineyard i Wairau Valley.

Sacred Hill Vineyards’ vine er i dag opdelt i 3 serier, nemlig Origin Range, Reserve og Special Selection. Sidstnævnte er huset bedste vin, håndlavet og højdepunktet af gårdens formåen … og kun bliver lavet i de allerbedste årgange.

Og denne 2018 Wine Thief Chardonnay er netop fra husets Special Selection serie, men vinen er også lavet med druer fra husets vel nok bedste mark … den ikoniske Rifleman mark. Og i netop årgang 2008 tegnede høsten til et topår for deres topvin Riflemans Chardonnay, men så satte et regnvejr Sacred Hill i et svært dilemma. De spillede sikkert og lavede ikke topvinen, men i stedet gik alle de bedste af druerne i stedet til denne Wine Thief,

Vinstokkene på marken er 28 år gamle og upodede, og druer er selvfølgelig høstet ved håndkraft, hvorefter klaserne presses hele for at opnå ekstra fin og ren juice. Mosten spontangærer efterfulgt af malolaktisk gæring og modner 11 måneder på franske barriques, heraf 50% nye. Vinen er – dry – restsukker pr. liter er ikke oplyst. Vinen er lavet første gang i 2004.

Der er dæleme skrald på næsen med både flydende hasselnødder, ristede mandler, masser af fadfedme, vanilje, kanel, muskat, abrikos, dåseananas, tropiske herligheder, kandiseret appelsinskrald, kvæde og det nærmest stritter voluminøst af vellyst. Man siger, at intet er forbi, førend den fede dame har sunget … og her synger hun. Så dermed lever vi fortsat i vellystens verden.

Det er imidlertid slet ikke en klumpedumpe i munden – so to speak – men i stedet en fint balanceret Chardonnay, som faktisk har en sart og fin mineralitet, en rank stringent syre, hvor der også kommer små grape bitre elementer ind fra højre. Der er tørhed fra træet og man må bare overraskes af vinen, der faktisk sidder lige i skabet med en voldsomt lang eftersmag. Syren giver et godt attack, pirrende, fin med jernagtig mineralitet og virker helt burgundisk. Det er høj klasse vellyst.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 369,95 kr., mens prisen er 279,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7