2017 Clos Troteligotte, K-Briole, Sud-Ouest, Frankrig

2017 Clos Troteligotte, K-Briole, Sud-Ouest, FrankrigClos Troteligotte – Vin Bio et Biodynamie AOC Cahors er et lille biodynamisk vinhus, der drives af den karismatiske unge vinmager Emmanuel Rybinski … og derfra smager vi nu en 2017 K-Briole lavet på halv Jurançon Noir og halv Cabernet Franc.

Vinhuset ligger lidt udenfor byen Villesèque omkring 10-12 kilometer sydvest for Cahors i appellationen af samme navn i Sydvestfrankrig. Vinhuset er reelt grundlagt i 1987 af Emmanuels far, som startede med at tilplante markerne på familiens gamle ejendom.

I dag drives vingården – som skrevet – af Emmanuel Rybinski, og siden 2014 har driften været økologisk certificeret og allerede året efter startede Emmanuel med omlægning til biodynamisk drift af deres samlede 19 hektar vinmarker.

Markerne er præget af rød ler, kalksten og meget jernholdig, hvilket er forholdsvis sjældent i Cahors og med til at give vinene fra Clos Troteligotte deres helt eget særpræg. Og der er specielt Malbec druen, som er i fokus hos Emmanuel.

Vinene fra Troteligotte har alle navne, som starter med K fx K-Or … for at understrege, at de kommer fra Cahors, der jo udtales med et hårdt K Det gælder også denne K-Briole lavet på 50% Jurançon Noir og 50% Cabernet Franc høstet med et udbytte på 40 hektoliter pr. hektar fra de ler og kalkstensholdige marker Quercy Blanc, hvor vinstokkene er omkring 50 år gamle.

Jurançon Noir er en ret sjælden, fransk rød druesort, der primært findes i Sydvestfrankrig … især omkring byerne Lavilledieu, Estaing og Entraygues Le Fel. Druen kaldes også Folle Noire, mens den i Bellet i Provence kendes som Fuella Nera.

Druen anvendes mest i IGP vine og rosévine, men er ikke i familie med druen Jurancon Blanc  og bliver heller ikke dyrket i  i Jurancon vinregionen, men er i stedet en krydsning mellem Folle Blanche og Malbec. I Cahors AOC er vinen reelt ikke tilladt, hvorfor vine med druen normalt vil være Vin de France vine.

Jurançon Noir var i midten af de 20. århundrede relativt udbredt i Frankrig, men i dag er det samlede areal faldet til omkring 1/10-del, men det skyldes måske også, at det er en drue, som kræver meget opmærksomhed i markerne, da Jurançon Noir er følsom for både skimmel og tørkeforhold.

Vinen er lavet med spontangæring alene med druernes naturlige gærceller efter en kort koldmaceration. Gæring sker helt uden svovl og temperaturstyring, men har efter endt fermentering lagret 10 måneder i betontanke og er flaske med minimum svovl.

Det er i næsen en mørk og funky fætter, masser af bio-sved, mødding og total animalsk landlighed, mørke bær, brombær, grønne bær, stikkelsbær, blæk, jod, koks, kul, hæfteplaster, lidt garvet læder og en underliggende vild syre.

I munden overraskes man af pæn sødme … og klart sødere, lettere og mere frisk end forventet. Samtidig virker vinen faktisk også en smule perlende på tungen. Der er friske jordbær, hindbær, tørhed, nogle fine tanniner, nogen syre, en frisk frugtdrevet syre, masser af god saftighed, rund, frisk og total venlig. Det er klart 4,5 houlbergske fingre med stor pil op.

Forhandles af Vinimperiet, hvor en flaske koster 115 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2011 Giuseppe Mascarello e Figlio, Barolo Monprivato, Piemonte, Italien

2011 Mascarello, Barolo Monprivato, Piemonte, ItalienVi sluttede vor vinaften totalt eksklusivt med denne Barolo Monprivato fra det klassiske vinhus Giuseppe Mascarello e Figlio, der ligger i Barololand ved byen Castiglione Falletto, blot et par kilometer nord for Monforte D’Alba. Imidlertid skulle det vise sig, at vinen var lidt en Tornerose … men mere om dette senere.

Giuseppe Mascarello e Figlio er en af de store traditionalister i Barolo og regnes blandt Italiens ypperste producenter både lokalt og internationalt.

Huset blev grundlagt i 1881 af Giuseppe Mascarello, men det var Giuseppes søn Murizio Mascarello, som i 1904 købte vingården Monprivato i Castiglione Falletto og fik tilplantet markerne med både Nebbiolo, Dolcetto og Barbera, som lagde grunden for vinhusets senere succes.

Siden er vingården gået i arv fra generation til generation, og i dag er det Mauro Mascarello, der står i spidsen sammen med konen Maria Teresa. som står for administrationen, samt sønnen – selvfølgelig også døbt Giuseppe – som også er uddannet ønolog fra landbrugsskolen i Alba.

Mascarello familien har i dag i alt 15 hektar vinmarker, der alle ligger indenfor Barolo området. Nogle er en del af Mascarellos Monprivato ejendom, og dermed en del af familiens historie, mens andre er tilkøbt af Mauro.

Der er i alt 7 forskellige vinmarker, nemlig Monprivato, Bricco, Codana, Toetto, Villero, Santo Stefano di Perno og Scudetto. Og selve Monprivato marken på 6,13 hektar har været i familiens eje siden 1904, men er en gammel vinmark, hvor der har været dyrket vin siden 1666 jf. gamle arkiver og den er da også blandt de 11 marker, som oprindeligt blev anvendt til Barolo.

Marken er ligger ved Castiglione Falletto i 280 meters højde, har en undergrund med ler, silt, mergel og kalksten samt en ideel sydvestlig eksponering … helt perfekt for Nebbiolo. Mascarello laver kun denne vin i de bedste årgange … ellers går druerne til hans andre Barolo’er og de dårligste til hans Langhe Nebbiolo.

Vinen er lavet helt traditionelt med gæring i store egetræskar over 20-25 dage med laget af skallerne ovenpå. Efter endt fermentering er vinen lagret 30 måneder på store slavonske egefade. Det er en vin, som huset lavede første gang i 1970 og som i den store årgang 2010 i september 2015 blev kåret til Italiens bedste vin af den ansete avis Corriere della Sera.

Denne årgang 2011 har fået 95 point af både Wine Advocate, Wine Enthusiast og Wine Spectator. Med andre ord burde det således være en værdig afslutning på vinaftenen.

I næsen er der nogle mælkede noter, drikkeyoghurt, bacon, flæsk, røget kød, masser af træ og nok også alt for megen træ, lidt kanel, en klar syrlighed, spidskommen, kamfer, fennikel, violer, nogle lidt sjove krydderier … men for pokker, hvor fylder træet meget … lidt som om, at der er noget ubalance i vinen i øjeblikket, træet ikke integreret eller bare noget uorden, en lille dissonans.

Smagen er meget tør, klart meget italiensk og alle gættede også, at det måtte bære italienske Nebbiolo. Det er virkelig tørt, meget tørre tanniner, frugten ren … men igen rammer en lille ubalance, nærmest en uligevægt, en lille skævhed, som helt klart ikke skal være der. Jeg havde i starten flasken mistænkt for prop, men korkproppen havde ingen fejl … what so ever.

Jeg vil så i stedet gætte på, at vinen pt er inde i en lukket periode, hvilket kan ske for gode Barolo’er. Da jeg sidste år besøgte Parusso i Monforte d’Alba, så fortalte Guilia Parusso, at en vin kunne komme ned i en dal, for senere at blive mere frisk igen. Dér oplevede jeg det på egen krop … først med deres 2010 Barolo Bussia Riserva Oro, som var helt væk, og 2000 Barolo Bussia Riserva XX, som var freaking fantastisk.

Vine er levende … på godt og ondt.

Mascarello Barolo Monprivato forhandles flere steder, men en 2012’er kan fås til 999 kr. hos Vinomani, mens vinen i denne årgang 2011 koster 1.700 kr. hos Unika Vine. For år tilbage kunne sådan en flaske købes i SuperBest til 600 kr., så priserne på god Barolo er virkelig røget i vejret.

Vinanmeldelse 4/7