2016 Weingut Birgit Braunstein, Blaufränkisch Heide, Burgenland, Østrig

2016 Weingut Birgit Braunstein, Blaufränkisch Heide, Burgenland, ØstrigWeekendens vejr var fantastisk, specielt om søndagen. Der fik jeg mig sat udenfor under den overdækkede terrasse, beredt og bevæbnet med en cafe latte, et glas Blaufränkisch Heide fra Weingut Birgit Braunstein samt min bærbare computer.

Blaufränkisch er den af de østrigske rødvinsdruer – altså blandt de lokale St. Laurent, Blaufränkisch og Zweigelt – jeg synes allerbedst om. Netop i Burgenland i Østrig samt i  Württemberg i Tyskland – hvor tyskerne kalder druen Lemberger – laver de fremragende vine på Blaufränkisch.

Hos Birgit Braunstein hører denne Blaufränkisch Heide til serien Leithaberg – Sortenspektrum og druerne kommer selvfølgelig fra Heide marken, som ligger i Leithaberg-området, som er et af de steder, hvor sorten performer bedst.

Vinen er lavet på rustfrie ståltanke med spontanæring og maceration over 18 dage. Efter endt fermentering er vinen lagret 1 år i barrique samt im großen Holzfass, altså store træfade.

Dyb flæsket aroma, en lækker mørk bærduft, brombær, blårbær, sorte oliven, peber, nogle balsamiske noter, masser af træ … både nyt træ og lidt gammelt træ som i husene i den gamle by … ikke nogen eksplosiv aroma, men sådan meget tilbageholdende.

Det er smagen imidlertid ikke – altså tilbageholdende – for vinen har en super friskhed og intensitet uden en stor tyngde. Der er derfor en rank, stringent, frisk og syrlig Blaufränkisch … endda saftig. Dermed følger Braunstein samme mønster som med de foregående vine … friske, ranke, slanke og syrlige vine med mineralsk bid. Det er en kirsebærsaftig vin. So nice.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 179 kr., men vinen er i øjeblikket på tilbud til 139 kr.

Vinanmeldelse 5/7