2018 Fontanafredda, Moscato d’Asti, Piemonte, Italien

2018 Fontanafredda, Moscato d'Asti, Piemonte, ItalienSelvom næste vin har ægte piemontiske gener og en form som et Stinger varmesøgende missil, så efterlader det ikke et stort hul efter detonation. Jeg snakker om denne Moscato d’Asti fra Fontanafredda i Serralunga d’Alba.

Historien om Fontanafredda startede allerede tilbage i 1858, hvor ejendommen blev købt af Vittorio Emanuele II som en gave til hans elskerinde Rosa Vercellana, som også kendt som La Bela Rosin. Senere blev gården overtaget af deres børn Maria Vittoria og Emanuele Alberto, som var greve af Mirafiori og Fontanafredda.

Det var dog først omkring 1867-1870, at man begyndte at lave vin på Fontanafredda og vingården var faktisk blandt de første til at lave Barolo vine. I perioden efter 1878 opkøbte grev Emanuele Alberto over 300 hektar vinmarker og skabte en hel by med egen kirke og skole et par kilometer nord for Serralunga d’Alba.

Da Emanuele døde i 1894 blev driften overtaget af hans søn Gastone og i 1918 nåede vingården sin absolutte højdepunkt med stor produktion og salg, over 200 ansatte og hele 40 familien bosiddende ved godset.

Men allerede 10 år senere startede nedturen, da alle markerne i 1928 blev ødelagt af phylloxera vinlus udbredelsen i Europa …  den værste katastrofe i vinens historie. Derefter kom den økonomiske depression, som startede i USA, men også ramte Fontanafredda, der i 1931 måtte opgive fortsat drift og blev overtaget af Monte dei Paschi di Siena Bank, som har ejet vinhuset indtil 2009.

Der kom ejerskabet igen på piemontiske hænder, da det blev købt af et joint-venture mellem forretningsmanden Oscar Farinetti, der ejer en stor supermakedskæde i Piemonte, Luca Baffigo Filangieri samt en kapitalfond, der også ejer en pæn andel af Monte dei Paschi di Siena Bank. Det estimeres, at vinhuset har en værdi på omkring beskedne 90 millioner euro.

Men det er også et pænt stor vinhus i Piemonte med ikke mindre end 122 hektar jord, hvoraf de 10 ligger i byen, hvor vinhuset har deres hovedsæde, mens 12 hektar er skov og 100 hektar vinmarker, hvoraf de 78 hektar ligger omkring Fontanafredda.

De laver alle typer vin … lige fra Barolo’er til billige mousserende vine som fx denne 2018 Moscato d’Asti, der er på 100% Moscato og først lavet med blid presning og efterfølgende gæring i ståltanke, hvorefter andengæringen sker i autoklave tanke efter charmat metoden ved lav temperatur. Vinen har beskedne 5% alkohol.

Næsen er virkelig sød … sådan med muskat, sukker, nøddet aroma samt en lidt kunstig aroma, som jeg slet ikke kan placere. Faktisk er der ikke ret megen duft i vinen … udover en slags kunstig sødme.

I munden er der blide bobler, men – for pokker – hvor er det sødt, og mere sukkervand end vin, eller måske mere saftevand med rigeligt sukker og så ganske svag alkohol. No go for jeres eller tålmodig vinblogger.

Forhandles i Coop supermarkeder, hvor prisen er 69,95 kr., mens en kasse med 6 flasker koster 390 kr.

Vinanmeldelse 2/7 

2017 Weingut Bernhard Koch, Hainfelder Letten Chardonnay Grande Réserve, Pfalz, Tyskland

2017 Weingut Bernhard Koch, Hainfelder Letten Chardonnay Grande Réserve, Pfalz, TysklandNu smager den  – i denne tid – halvflittige vinblogger endnu en vin fra Weingut Bernhard Koch. Sidst blev jeg overrumplet og duperet af hans Hainfelder Kirchenstück Pinot Noir, men falder nu igen på halen over en Hainfelder Letten Chardonnay Grande Réserve.

Bevares … Kochs vine er måske ved nærmere eftertanke til den lidt opulente og ekstraherede side med masser af fad, men for pokker de smager godt. Det gælder også denne 2017 Hainfelder Letten Chardonnay Grande Réserve, som selvfølgelig er lavet på druer fra marken Hainfelder Letten.

Vinen er lavet akkurat som Kochs Hainfelder Letten Chardonnay Réserve bl.a. med 8 måneders lagring på barriques, blot er Grande Réserve lavet af de allerbedste fade.  Vinen har her i årgang 2017 omkring 1,1 gram restsukker pr. liter.

BOOM … oliefedtet, cremet, opulent og total smørfed næse, men hvor er den tiltrækkende. Der er fed tropisk frugt, mango, papaya, ananas, banan, masser af fad, vanilje … pænt med vanilje, lidt ristede nødder, eksplosiv, tyk og selvsikker pralende, men samtidig med en lille pirrende syre, som sikrer du fastholder emhætten aka næsen nede i glasset længere tid end forsvarligt.

I munden er vinen også cremet, blød, olieret og smørfed, men syren får her en større rolle end i duften, for vinen fastholder en smuk core og rank ryg … en smuk holdning på en atletisk kvinde iført en virkelig stramsiddende kjole med bar ryg, hvor man kan se, at træningen er fuldt og nu bærer frugt. Vinen har en ren og frisk smag … let smittet med vanilje, svage egenoter, tropisk frugt og velsmag.

Vinen forhandles af Vinvärket, hvor en flaske koster 279 kr., men kan i øjeblikket fås på tilbud til 229 kr.

Vinanmeldelse 6/7