2014 Weingut Adeneuer, J.J. Adeneuer No. 1 Spätburgunder, Ahr, Tyskland

2014 Weingut Adeneuer, J.J. Adeneuer No. 1 Spätburgunder, Ahr, TysklandDer går sgu i øjeblikket ren Spätburgunder i den her på Houlbergs Vinblog … men er det ikke herligt? Næste af slagsen er en fin 2014 J.J. Adeneuer No. 1 Spätburgunder fra Weingut Adeneuer ved Ahrweiler i fantastiske, dejlige Ahr.

Da jeg sidst smagte vinen, så var det under et besøg hos vinhuset sidste år, og dengang var det i en årgang 2016 af vinen. Besøget hos Adeneuer kan du i øvrigt læse om i blogindlægget Besøg hos Weingut Adeneuer … roadtrippets sidste stop i Ahr.

Her er det imidlertid årgang 2014 af J.J. Adeneuer No. 1 Spätburgunder, som er lavet med nogle af de druer, som ikke kommer i husets enkeltmarksvine. Druerne er høstet med håndkraft ved 103° Oechsle, hvor Adeneuer finder koncentrationen størst.

Vinen er så lavet med spontangæring og med så kold maceration som muligt. Vinen er lagret 18 måneder, men nu på en kombination af både brugte og nye 225 liter barriques. Der er kun 1,8 gram restsukker pr. liter i vinen og vinen er aftappet ufiltreret.

Næsen har masser af Ahr røg, bål og glædesblus, kirsebær, hindbær og lidt mørkere bær, fadnoter, kanel, vanilje, tobak, et lukket tøjskab, syrlige drops, jern, stål og i det hele taget godt med mineraler, lidt parfume, blomster og svagt mentol. Med lidt luft i glasset kommer aromaerne mere ud af skabet og viser en let og forførende side.

Smagen er fyldigere end forventet, og jeg synes ikke umiddelbart, at vinen helt har samme lette tråd, elegance og balance som 2016’eren, men er lidt mere rustik og kantet. Der er dog fortsat en fast syre, som dominerer, glæder, fastholder, samler og balancerer vinen, hvilket suppleres med salte mineraler.

Vinene fra Adeneuer forhandles herhjemme af Vinvärket, men denne er ikke i sortimentet.

Vinanmeldelse 5/7

2015 Weingut Pflüger, Dürkheimer Pinot Noir Trocken, Pfalz, Tyskland

2015 Weingut Pflüger, Dürkheimer Pinot Noir Trocken, Pfalz, TysklandVi fortsætter Spätburgunder bølgen med noch ein … en 2015 Dürkheimer Pinot Noir Trocken fra Weingut Pflüger, der netop holder til i byen Bad Dürkheim tæt på byens wurstmarktplatz, en tysk pølsemarkedsplads. Lyder som et dejligt sted.

Weingut Pflüger drives af den unge winzer Alexander Pflüger, der i 2010 overtog driften af det gamle familievinbrug fra sin far. Familien har været vinavlere siden det 18. århundrede og har i dag samlet 20 hektar vinmarker omkring byerne Bad Dürkheim, Ungstein og Wachenheim.

De bedste marker er klart Ungsteiner Michelsberg, Ungsteiner Herrenberg, Dürkheimer Spielberg samt Dürkheimer Fuchsmantel og alle marker har i over 20 år været drevet 100% økologisk og siden 2008 også certificeret biodynamisk.

Vinene laves i 3 serier … Gutsweine, som kan kendes på en sort top på flaskerne, Ortsweine med grøn top som denne Dürkheimer Pinot Noir Trocken og så topvinene … Pflügers Lagenweine med en gylden/guld top.

Ortswein vinene hos Pflüger er høstet med et udbytte på op til 60 hektoliter pr. hektar, lidt mindre end de 80 hektoliter for basisvinene og denne Dürkheimer Pinot Noir Trocken, hvor druerne kommer fra de forskellige marker omkring Bad Dürkheim. Der er dog ret få og sparsomme oplysninger om produktionen af vinen, som derfor springer vi i stedet direkte til mine smagsnoter.

Duftmæssigt er det virkelig en stram, syrlig, grøn og meget urtet aroma, klart nogle landlige, animalske noter med en smule bio bio kant, men ikke så vildt endda. Der er grønne grene, bark, syre ribs, stikkelsbær, hybenroser, granatæbler, teblade og ganske svagt – et pænt stykke under de grønne, stramme dufte – også bare en smule sødme og kanel, men de fornemmes altså også kun sagte.

Smagen er dog slet ikke så grøn og streng som duften lovede … ja faktisk er der mere krop og sødme i vinen end forventet. Bevares, det er fortsat en lidt grøn vin, men fyldig og sød i munden med pænt kirsebærsødme, jordbær og måske endda også lidt mørkere bær som fx brombær. Det er lidt peber, søde krydderier og en lille blomstret eftersmag. Det er et sted mellem 3.5 og 4 tomler.

Jeg kan ikke huske, hvor jeg har købt vinen, men formentlig i Tyskland, hvor en flaske koster 12,50€ … svarende til 93 kr.

Vinanmeldelse 4/7