2015 Celler Abadal, Estate Wine Abadal 3.9, Catalonien, Spanien

2015 Celler Abadal, Estate Wine Abadal 3.9, Catalonien, SpanienI appellationen D.O. Pla de Bages i Catalonien finder vi lidt øst for den lille by Santa Maria Horta de Avinyó vinhuset Celler Abadal og derfra smager vi intet mindre end én af deres topvine Estate Wine Abadal 3.9.

Vi er omkring 50 kilometer stik nord for Barcelona, hvor man på den gamle vingård kaldet Masia Roqueta har lavet vin i over 900 år. For siden 1199 har familien Roqueta nemlig lavet vin på den gamle vingård og været involveret i udvikling af vinområdet, bl.a. var det vinmageren Ramon Roqueta, som i begyndelsen af 1900-tallet blev én af forgangsmændene i udvidelse af vinproduktionen og markedsføring af vinene fra området, som senere blev til appellationen D.O. Pla de Bages.

Masia Roqueta er den ældste vingård i området, men Roqueta ejer udover Celler Abadal også andre vinhuse i D.O. Pla de Bages som fx Lafou Celler, Crinroka og Ramon Roqueta.

Selve Celler Abadal er grundlagt i 1983 af Valentí Roqueta, som de oprindelig kaldte vinhuset Bodegas Masies d’Avinyó … hvilket nu er ændret til Celler Abadal … eller Bodegas Abadal.

Huset har 127 hektar vinmarker omkring Horta de Avinyó … et område rig på store egeskove med egetræer og marker med vilde krydderurter som timian, rosmarin og oregano. Fra markerne er der er flot udsigt over bjergkæde Montserrat mod syd ved Parque Natural de la Muntanya de Montserrat.

På markerne dyrker Valentí primært Macabeo, Chardonnay og den lokale Picapoll samt de røde druer Grenache, Merlot og Cabernet Sauvignon. Valentí laver vinene sammen med husets ønolog og vinmager Miquel Palau,

Denne Estate Wine Abadal 3.9 har sit navn efter marken, hvorfra druerne kommer … zone 3 og parcel nr. 9 med undergrund af rød ler og kalksten samt 30 år gamle vinstokke. Vinen er lavet på et blend af 85% Cabernet Sauvignon og 15% Syrah , som høstes manuelt og vinificeret separat.

Efter endt fermentering er vinen lagret 12 måneder på 6 forskellige barriques, heraf 70% franske og 30% amerikanske, med 3 forskellige toastniveauer og derefter yderligere 12 måneder på flaske.

Duftmæssigt virker vinen en smule gæret, sød og animalsk, der er masser af blæk, boysenbær, sorte kirsebær, blommer, solbær, endda også lidt dadler, lakridsrod, mentol, eukalyptus og ganske let lidt blomster.

Smagen er blød og rund, jord, gode og runde tanniner, solbær, skovbund og jord, pæn tørhed og en snert peber. fin dybde og måske også lige en snert af nogle salte mineraler.

Forhandles flere steder, bl.a. BilligVine, hvor en flaske koster 189 kr., mens prisen er 160 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2013 Quinta Do Vale Meão, Quinta do Vale Meão Tinto, Douro, Portugal

2013 Quinta Do Vale Meão, Quinta do Vale Meão Tinto, Duero, PortugalQuinta do Vale Meão Tinto er Vale Meãos topvin og regnes i dag for en af Portugals absolut bedste rødvine … og den havde Steffen taget med som hans skud nummer 2.

Det er en vin, som jeg har smagt et par gange tidligere, men det er imidlertid oftest den billigere lillesøster Meandro Tinto, som jeg har smagt fra vinhuset. Sidst var det tilbage i august 2019, hvor jeg også skrev mere om selve vinhuset, så det vil jeg undlade denne gang og blot kigge nærmere på denne 2013 Quinta do Vale Meão Tinto.

I denne årgang 2013 er vinen lavet på 60% Touriga Nacional, 30% Touriga Franca, 5% Tinta Barroca og 5% Tinta Roriz. Druerne er fra de ældste vinstokke på markerne Vale Grande, Cabeço das Pulgas, Casa das Máquinas, Três encostas og Poente da Viola.

Efter at være blevet knust køles druerne ned og fodtrædes i 4 timer i lagares aka store granitkar . Efter fodtrædningen overføres mosten til små temperaturstyrede rustfrie ståltanke, hvor gæringen finder sted. Hver druesort vinificeres for sig. Al vinen lagres efterfølgende på 225 liter barriques, hvoraf 80% er nye.

Næsen er mørk og masser af dybde, noget tobak, vild skovbund, masser af fad, lidt søde krydderier, spidskommen, blæk, dyb kælder, hospital, kanel, papkasser, tjære, engelsk lakrids, mentol … en meget kødfuld, kompleks og powerfuld aroma med rene fitnessmuskler, for det er egentlig ikke en fed aroma, bare stor og koncentreret.

I munden er det lidt samme historie … powerfuld og smagfuld, en meget moden frugt, blommer, brombær, virkelig stor tørhed, peber, tørre tanniner, godt med peber, tobak, chokolade, violer og man kan endda næsten smage skovbunden. Selvom det er en 2013’er, smager vinen fortsat meget ung, men det smager dælme også godt. Det bliver 5,5 fede houlbergske fingre med pil op.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 579 kr., mens prisen er 490 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7