2018 Réva, Langhe Bianco Grey, Piemonte, Italien

2018 Réva, Langhe Bianco Grey, Piemonte, ItalienLidt omvendt sluttede smagningen hos Réva med en hvidvin, nemlig husets Langhe Bianco Grey, som er lavet med 50% Sauvignon Blanc og 50%, Sauvignon Gris fra 2 af husets marker.

Det er ikke druer, som man normalt støder på i Piemonte, men Gianluca Colombo mener, at de er perfekte til deres vin.

Druerne høstes manuelt tidligt om morgen, hvorefter de kommer i et kølerum/fryser ved 0 grader i 72 timer. Derefter presses druerne og ligger med skindet i  8 timer, hvorefter fermenteringen sker … 70% i rustfrie ståltanke og resten i brugte egefade.

Derefter lagrer Langhe Bianco Grey 4 måneder, blandes … lagrer yderligere et par måneder og flaskes. Den årlige produktion ligger på 6.000 flasker.

Næsen er – måske som forventet med druerne – lidt grøn og parfumeret, meget aromatisk, frisk med fersken, abrikos, banan og stor mineralitet og samtidig en herlig landlighed med både sved og mødding.

Smagen er imidlertid langt mere blød, rund og varmere end forventet. Det skyldes formentlig brugen af egefade på en del af vinen, som fortsat har en god syre, god nerve og friskhed. Vinen bliver heller aldrig for fed, men smager rigtigt godt. Klart 4½ af de houlbergske fingre med pil op.

Forhandles herhjemme af Lundens Vin Kompagni, hvor en flaske i årgang 2017 koster 138 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2015 Réva, Barolo, Piemonte, Italien

2015 Réva, Barolo, Piemonte, ItalienVi gik videre til den almindelige Barolo fra Réva … en vin, som er lavet med druer fra 4 forskellige marker i Barolo, La Morra, Serralunga og Monforte d’Alba … og i sidstnævnte fra Ravera marken og så primært fra de unge stokke.

Motivet på etiketten er – som hos Révas enkeltmarksvin fra Ravera – en ugle, da et gammelt ordsprog i Piemonte siger, at det altid bliver en god årgang, hvis uglen slår sig ned i egetræet i vinmarken. Druerne fra de 4 plots er høstet manuelt, og fermentering sker i rustfrie ståltanke med spontangæring alene med druerne naturlige gærceller.

Gæring og maceration varer 30-35 dage, hvilket efterfølges af en malolaktisk gæring … 80% i de store, østrigske egefade og de andre 20% i brugte barriques.  Derefter lagrer vinen 24 måneder i store egefade inden aftapning på flaske. Der laves årligt 8.000 flasker.

I glasset ganske, lys og transparent … og sikke en dejlig næse, som er lys, let og meget elegant med alle de bedste Barolo dyder. Der er lys, syrlig og moden frugt, granatæbler, ribs, lyse kirsebær, rosenblade, tobak, timian, fennikel samt tør jord. Det er virkelig en let, lys, svævende og superskøn aroma … betagende.

Smagsmæssigt en let, lys, venlig og imødekommende Barolo, som allerede er meget tilgængelig nu. Det er lyse og modne bær, tørhed, tørre tanniner, men leveret blødt, rundt og blidt. Stilen hos Réva er klart superlet, feminin og alligevel meget tilgængelig.

Forhandles herhjemme af Lundens Vin Kompagni, hvor en flaske koster 310 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2017 Réva, Barbera d’Alba Superiore, Piemonte, Italien

2017 Réva, Barbera d’Alba Superiore, Piemonte, ItalienNæste vin, som Francesco Spadaro skænkede, var Révas Barbera d’Alba Superiore, hvor druerne kommer både fra Sebastiano og Ravera marken lige ved vingården.

Druerne spontangærer med skindet i rustfrie ståltanke i 30 dage, hvorefter vinen får en malolaktisk gæring … 70% i store egefade og de sidste 30% i en blanding af brugte tonneaux og barriques. Derefter lagrer vinene på egefadene i 12 måneder, hvorefter vinen endelig aftappes på flaske og frigives. Der laves årligt 6.500 flasker af denne vin.

I glasset er der allerede mere farve og næsen er også ganske typisk Barbera … pænt krydret, masser af kirsebær, boysenbær, gærede og med masser af frugtsødme, power og en lille underliggende syre.

Smagsmæssigt god frugtsmag, masser af kraft, og så er der alligevel også en fin lethed, et mineralsk bid samt nogle krydderier. Det er en vin, som skriger på lidt mad. Men fandens god Barbera og kan igen rigtigt godt lide letheden i smagen.

Forhandles herhjemme af Lundens Vin Kompagni, hvor en flaske 2016 normalt koster 158 kr., men pt. er på bud til 118 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7