2016 Pagliarese, Chianti Classico, Toscana, Italien

2016 Pagliarese, Chianti Classico, Toscana, ItalienLad os endelig fortsætte med lidt Sangiovese vino … nu med en ægte DOCG Chianti Classico, som kommer fra vinhuset Pagliarese, der ligger lidt syd for den lille by San Gusmè omkring 60 kilometer syd for Firenze i skønne Toscana.

Pagliarese er en gammel historisk ejendom, som blev grundlagt af familien Pagliaresi familie, som allerede tilbage i 1200-tallet var en stor og indflydelsesrig familie i Sienna. Da trak sig senere tilbage og bosatte sig til landet, nemlig i Berardenga området mellem de i dag to store topproducenter Fèlsina og Castell’in Villa … omringet af et fantastisk terroir.

Langt senere i 1970’erne og starten af 1980’erne var Pagliarese et anerkendt vinhus, som var drevet af den nu afdøde vinmager Giulio Gambelli. Men i slutningen af 1980’erne gik det dog desværre ned af bakke med både kvalitet og økonomi, så vingården var tæt på at gå bankerot og endte til sidst med blot at sælge druerne til andre producenter.

I 1995 blev vinhuset samt markerne købt af Poggiali familien, som lagde stedet under deres eksisterende vinhus Società Agricola Fèlsina, dog med tanke om på et senere tidspunkt at relancere vinene under eget label igen.

Fèlsina er vi tidligere stødt på her på Houlbergs Vinblog, nemlig da jeg smagte en 2010 Berardenga Chianti Classico Riserva. Det er et stort og anerkendt vinhus, som siden overtagelsen har moderniseret vingården og genplantet de fleste af Pagliareses vinmarker.

Samlet har Pagliarese 65 hektar jord, hvoraf 25 hektar er vinmarker, 10 hektar olivenlunde og de resterende skovområder. Pagliareses marker ligger højt i Castelnuovo Berardenga i 320-390 meters højde, hvor jordbunden på de sydvestvendte skråninger består af stor andel kalksten, sandsten og småsten.

Og nu har Fèlsina så valgt at sælge Pagliarese under egen label igen. Det er sket fra og med årgang, så denne 2016 er således alene 2. årgang under det gamle navn.

Denne Chianti Classico er lavet på 90% Sangiovese, 5% Canaiolo og 5% Mammolo. Fermenteringen er sket i rustfrie ståltanke ved 28-30 grader med daglig overpumpning og en efterfølgende maceration på 12-15 dage. Derefter er vinen lagret 10-12 måneder, hvorefter den er tappet på flaske og lagret yderligere en periode.

Næsen byder dig på en rigtig god italiensk syre, lettere balsamisk suppleret med lidt grafit, kirsebær, ribs, grønne blade, tør tobak, lidt peber, fennikel, medicinskab og mynte. Virkelig nice … kan virkelig godt lide kombinationen af let, frisk bærfrugt og stor intensitet.

Smagen er ren frugt, jern, tranebær, kirsebær … faktisk tonsvis af frugt, virkelig dyb, stram lækker og saftig. Vinen har en ret lang eftersmag ved svag bitterhed. Det er virkelig elegant Chianti, som samtidig har nerve, karakter og dybde.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 165 kr., men ved køb af 6 flasker er prisen 148 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2013 Graziano Prà, Morandina Amarone della Valpolicella, Veneto, Italien

2013 Graziano Prà, Morandina Amarone della Valpolicella, Veneto, ItalienVi sluttede den hyggelige smagning af Graziano Pràs vine på terrassen med husets 2013 Morandina Amarone della Valpolicella … selvom temperaturen på de 35 grader måske ikke ligefrem indbød til fuldfed Amarone.

Det er samme blend som de øvrige røde, altså Corvina, Corvinone, Rondinella samt Oseleta og selvfølgelig fra Morandina marken, men her alene de bedste druer og alene høstet med et udbytte på 40 hektoliter pr. hektar.

Efter høst bringes druerne til tørring, men tørrer langt kortere tid end hos mange andre Amarone producenter, nemlig kun 2 måneder, hvorefter druerne afstilkes og presses.

Både den alkoholiske og malolaktiske gæring sker over 15 dage i store vertikale ståltanke, hvorefter vinen lagrer 24 måneder i en blanding af både tonneaux samt barriques, Derefter samles vinen fra de forskellige tønder i store 20 hektoliter egefade inden aftapning på flaske og lagring yderligere et år.

I næsen er der langt fra tale om typisk Amarone rosinvand, men er derimod præget af frisk og frugt, kirsebær … faktisk var min første tanke; fuck er dette virkelig Amarone? Der er lidt blommer, svag en smule lakrids, kakao, som samlet – trods alt – giver en smule fylde i det samlede billede.

Smagsmæssigt er det selvfølgelig en kraftig og fyldig vin, men igen med en utrolig friskhed, renhed og lethed … og det er ikke ofte, at man kan sige det om en Amarone. Man fornemmer her dog også alkoholen mere og det er med til at give power, tyngde og et vist bundtræk, men det er fortsat flot balanceret.

Forhandles herhjemme af Distinto, hvor en flaske koster 489 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7

2016 Graziano Prà, Morandina Valpolicella Ripasso Superiore, Veneto, Italien

2016 Graziano Prà, Morandina Valpolicella Ripasso Superiore, Veneto, ItalienMed Pràs Morandina Valpolicella Ripasso Superiore er det lidt samme historie. Jeg er generelt ikke pjattet med Ripasso vinene, men denne Morandina Valpolicella Ripasso Superiore er en lille genistreg, som smager bragende godt.

Vinen er reelt lavet lidt som foregående Morandina Valpolicella, dvs. med et helt klassisk blend af de normale Valpolicella druer Corvina, Corvinone, Rondinella og Oseleta fra Pràs Morandina mark i 450 meters højde i Illasi-dalen, hvor jordbunden er ret mergel- og kalkholdig.

Vinstokkene er plantet i 2001 og alt dyrkes selvfølgelig økologisk og  der høstes udelukkende manuelt, hvilket sker medio med et udbytte omkring 40 hektoliter pr. hektar.

Efter høsten tørres druerne en smule i 20 dage, hvorefter de afstilkes og presses blidt. Gæringen og macerationen sker i rustfrie ståltanke i omkring 15 dage, men derefter mixes vinen nu med de tørrede drueskaller fra Amarone fremstillingen og så gærer vinen yderligere 5 dage med alt skidtet … altså Ripasso teknikken.

Derefter lagrer vinen 12 måneder på Allier tonneaux og efter aftapning på flaske yderligere 6 måneder. Der laves alene 5.000 flasker af denne vin årligt.

Duftmæssigt er den nogle kendetegn fra den almindelige Valpolicella, altså urter, nelliker, peber, mineraler, kirsebær, hindbær og måske også lidt mørkere bær. Men i denne Ripasso er der også lidt mere sødme, mere bolsjer og faktisk er den også mere floral med blomster, sæbe, lidt mere røget og aftrykket fra fadene nok også lidt mere tydelig, bl.a. med lidt kanel og vanilje.

Smagen er også lidt mere afrundet og blød, men det bliver aldrig uden at give afkald på den lethed, luftighed og elegance, som også findes hos lillesøsteren. Dermed bliver det en frisk og stringent Ripasso, som samtidig har lidt mere fylde med svesker, modne kirsebær, krydderier, peber og saftighed. Dette er – mine damer og herrer – monstergod Ripasso.

Forhandles herhjemme af Distinto, hvor en flaske koster 239 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7