2017 Coffele, Aurea Retia Spumante Dolce, Veneto, Italien

2017 Coffele, Aurea Retia Spumante Dolce, Veneto, ItalienVi sluttede smagningen hos søde Chiara Coffele med en lidt anderledes, særegen afart … Aurea Retia Spumante Dolce, som er en mousserende vin, der nærmest er lavet fra recioto produktionen med druer tørret appassimento. Det er med andre ord en voldsom sød mousserende vin.

Aurea Retia Spumante Dolce er lavet på ren Garganega og grundvinen lavet i rustfrie ståltanke … helt på samme vis som recioto’en og gæringen alene med druerne naturlig gærceller indtil vinen opnår omkring 11% alkohol.

Boblerne kommer ikke fra andengæring i flaske, men laves efter charmat metoden. altså med den sekundære og langt billigere andengæring i store, lukkede tanke. Vinen har hele 98 gram restsukker pr. liter.

Og sikke da en hyggelig næse … cosy, nøddet med toast, mandler, hævet dej samt masser af sødme. Det føles som en fed vin, som er tilsat lidt bobler, masser af akaciehonning samt lidt hvide liljer.

I smagen er der nærmest tørret abrikos, rosiner, fersken, pærer og så en sukkersød fedme, mens boblerne er lidt forsigtige og vage. Det er en sjov og anderledes mousserende vin, som i eftersmagen også leverer en lille – og velkommen – bitterhed. Samlet er det ret spændende.

Ingen dansk importør er fundet, men i Italien koster vinen 23,50€ … svarende til 175 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2017 Coffele, Recioto di Soave Classico Le Sponde, Veneto, Italien

2017 Coffele, Recioto di Soave Classico Le Sponde, Veneto, ItalienVi skulle selvfølgelig også smage Coffeles dessertvin … deres Recioto di Soave Classico Le Sponde, som er lavet fra 100% tørrede Garganega druer.

Druerne høstes – som hos de andre vine – i løbet af oktober måned og der vælges til denne vin alene de mest modne druer og specielt de mest løse klaser. På vingården hæves druerne til tørre i fruttaio rummet i store net. Denne tørringsproces kaldes appassimento og varer et sted mellem 4 og 6 måneder, hvor druerne tilses og tjekkes dagligt. På billedet ovenover kan I se, hvorledes druerne hænger.

Derefter presses druerne og så gærer vinen i rustfrie ståltanke på samme måde, som de almindelige vine. Efter endt fermentering, så lagrer Recioto di Soave Classico Le Sponde 10-12 måneder i barriques … nogle nye og nogle brugte. Efter aftapning på flaske lagrer vinen så yderligere et par måneder inden frigivelse.

Næsen har en lidt syrlig og gæret aroma, honning, linolie, abrikos, tørret abrikos endda, en krydret note, karamel, sødme, lidt kaffe og sammenlagt en rigtig spændende aroma, som pirrer og driller dine næsebor.

I munden kommer sødmen langt mere til udtryk, sukkersød og fed, men hvor smager det godt for en rigtig sukkergris. Den er nøddet, men har en lækker syrlighed, som gør vinen meget balanceret og velkomponeret … en sand fornøjelse at drikke.

Ingen dansk importør er fundet, men i Italien koster vinen 27,50€ … svarende til 205 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2018 Coffele, Valpolicella, Veneto, Italien

2018 Coffele, Valpolicella, Veneto, ItalienDenne Valpolicella var eneste glas rødvin, som jeg smagte under min Soave tur, og Coffele får druerne til vinen fra fætter Filippos marker på bakkerne ved Cazzano di Tramigna.

Drueblendet er meget klassisk med 75% Corvina, 15% Corvinone, 5% Rondinella og 5% Molinara. Efter høsten knuses druerne og fermentering sker i rustfrie ståltanke ved 25-28 grader med overpumpning i 15-20 minutter tre gange dagligt. Efter endt fermentering lagrer vinen omkring 4 måneder i de rustfrie tanke … altså helt uden lagring på egefade.

Næsen afslører også en meget ung vin … syrlige kirsebær, brombær, jern, jod, blomster og lidt parfumeret. Der er balsamiske noter, lidt urtet, en smule krydderier bl.a. med nelliker.

I munden er det en krydret og frisk vin, der er pænt med tanniner, kirsebær, lidt stramt og jernholdig. Det smager fint, men vinen går ikke over i historiebøgerne.

Ingen dansk importør er fundet, men i Italien koster vinen 12€ … svarende til 89 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7 

2016 Coffele, Soave Classisco Alzari, Veneto, Italien

2016 Coffele, Soave Classisco Alzari, Veneto, ItalienVinen Soave Classisco Alzari er nok Azienda Agricola Coffeles bedste hvide Soave vin … ren Garganega, som kommer fra markerne Alzari Alti og Alzari Bassi, altså øvre og nedre del af Alzari marken i Castelcerino.

Druerne er høstet af flere omgange i løbet af oktober og ved ankomst til vineriet, så presses 60% af druerne, som herefter gærer med det samme. De sidste 40% gennemgår en delvis tørring i 40 dage – appassimento – hvorved de får yderligere sukker og koncentration, hvorefter de så også gærer i rustfrie ståltanke.

Derefter sammenstikkes de to produktioner og lagrer så 10 måneder i store 1.500 liter slavonske egefade, hvilket efterfølges af et par måneders yderligere lagring på flaske. Det betyder, at vinen har 4,60 gram restsukker pr. liter.

Og sikke da en næse med mariekiks, masser af vanilje, kanel, melon, fersken, tørrede abrikoser, nødder, fylde, fedme og samtidig luftig med en frisk side, stor landlighed … faktisk vildt lækker aroma.

I munden er vinen nærmest lidt røget, saltet og samtidig cremet blød og forførende. Alligevel er der – som med duften – noget frisk over vinen, hvilket sikrer en totalt spændende smag.

Ingen dansk importør er fundet, men i Italien koster vinen 15,50€ … svarende til 115 kr., og det er sgu billigt.

Vinanmeldelse 5,5/7