2018 Weingut Franzen, Grau Schiefer Riesling, Mosel, Tyskland

2018 Weingut Franzen, Grau Schiefer Riesling, Mosel, TysklandSå er vi igen hos Weingut Franzen i bykernen af den lille by Bremm i et af Mosel-flodens mange krumme hårnålesving. Og atter med en ubegribelig lækker Gutsriesling, nemlig hans 2018 Grau Schiefer Riesling.

Sidst … for lidt over en måned siden smagte jeg søstervinen 2018 Quarzit Schiefer Riesling og var – som med 2017’eren – atter måbende. Denne Grau Schiefer Rieslinger faktisk lige så god … eller næsten i hvert fald og atter må man begejstres over Kilian Franzens winzer-evner.

Der er ikke de store oplysninger om produktionen, men druerne kommer både fra Kilians egne marker samt fra en af de ansattes marker, men er formentlig ellers lavet som søstervinen … altså alene med druernes egne gærceller, efterfølgende malolaktisk gæring og har så tilbragt 6 måneder på fad inden aftapning på flaske.

Duften er så delikat og minder på mange måder om Quarzit Schiefer Riesling. Der er en luftig, inderlig lethed i næsen, fin delikat og meget blomsterbåret duft. Der er abrikos, fersken, modne æbler, karamel og vinen virker nærmest skrøbelig, sart og sårbar. Der er lidt grønne blade, men sammenlagt mest blomster og karamel.

Det smager jættegodt, lidt mere rustik og kantet end Quarzit, men vi er altså nede i småtingsafdelingen, for vinen har samme lethed. Der er citroner, æblesyre, mineraler og jern … og her lidt en grovsmed i balletsko, flot balance og en anelse grape i eftersmagen. Det smager virkelig fremragende og når næsten Quarzit, så det bliver også 5 houlbergske fingre … her med svag pil ned.

Forhandles af Mr Ruby og en flaske koster 119 kr., men køber du 3 flasker, så er prisen kun 79 kr. Det er igen en super pris.

Vinanmeldelse 5/7 

2017 Klein Constantia, CV2 Special Selection Cabernet Sauvignon Merlot, Western Cape, Sydafrika

2017 Klein Constantia, CV2 Special Selection Cabernet Sauvignon Merlot, Western Cape, SydafrikaNæste og sidste Klein Constantia CV2 vin på Houlbergs Vinblog er den røde CV2 Special Selection Cabernet Sauvignon Merlot.

Vinen er fremstillet af 77% Cabernet Sauvignon og 23% Merlot  fra Western Cape området i Sydafrika. Den er gæret på ståltanke, hvor den også har været lagret med egetræsstave i 12 måneder, hvilket så er efterfulgt af yderligere 12 måneder på franske egetræsfade inden endelig aftapning på flaske og frigivelse.

Der er først lidt en duft af brændt gummi … bare en lille bitte smule eller er det bare mig? Måske. Derudover godt med blomster, men vinen virker faktisk langt mere let end forventet. Der er kirsebær og solbær, chokoladesødme, kakao og grønne vinblade, altså den duft man oplever, når man går igennem en vinmark. God næse.

Smagen lever dog ikke op til duften … lidt syrlig og bitter, så vinen gør lidt modstand overfor jeres vinblogger. Der er masser af mørk frugt, syre og tanniner, meget ren frugt, men jeg blev aldrig rigtig venner med denne vin.

Importør er AMKA, men forhandles hos Kvickly Odder samt hos Megavine.dk, hvor vejledende udsalgspris er 129 kr., men på tilbud i uge 34 og 35 til 59,95 kr.

Vinanmeldelse 3/7 

2017 Klein Constantia, CV2 Special Selection Sauvignon Blanc, Western Cape, Sydafrika

2017 Klein Constantia, CV2 Special Selection Sauvignon Blanc, Western Cape, SydafrikaLad os nuppe et par vine fra det sydafrikanske Klein Constantias supplerende brand, som de kalder CV2. Vi starter med en hvid CV2 Special Selection Sauvignon Blanc.

Det er en vin, som er lavet med overskudsdruer og som en billigere vin end hos det normale sortiment hos Klein Constatia. Denne er ikke 100% Sauvignon Blanc, men et blend af 86% Sauvignon Blanc, 13% Semillon og 1% Nouvelle druer, der er dyrket i Western Cape området i Sydafrika. Den er både gæret og lagret udelukkende på ståltanke for at bibeholde så meget frugt og friskhed som muligt.

Næsen er lidt landlig og egentlig ganske spændende med pærer, bananmos, hyben, estragon, kogte kartofler, kommen, kikærter og virker lidt parfumeret … anderledes, men bestemt godkendt.

I munden er det meget ren frugt, fin rank smag, fin syre, lidt jern og balance. Det smager ganske fint, klart bedste i CV2 serien og bedre end tilbudsprisen. Klart 4 fede houlbergske fingre.

Importør er AMKA, men forhandles hos Kvickly Odder samt hos Megavine.dk, hvor vejledende udsalgspris er 109 kr., men på tilbud i uge 34 og 35 til 59,95 kr.

Vinanmeldelse 4/7