Besøg hos Cantina di Soave … og deres Rocca Sveva prestige vine

Cantina di Soave er Soaves største kooperativ og har over 2.200 vinavlere som medlemmer. De er monsterstore og laver ikke mindre end 48% af den samlede produktion Soave DOC og 43% af den samlede produktion Soave DOC Classico.

I vort program for Soave Stories Volcanic Wines Press Tour var der selvfølgelig lagt et besøg ind hos det store kooperativ … eller rettere hos den del af kooperativet, hvor de laver deres Rocca Sveva prestige vine, nemlig på adressen Via Covergnino i Soave.

Det passede meget godt, for det ligger næsten lige ved siden af restauranten Ai Capitelli, hvor vi netop lige forinden havde indtaget vores frokost. Vi kunne med derfor gå den korte afstand til Rocca Sveva, da Chiara Maria Mattiello lige havde fået styr på alle.

Cantina di Soave og historien

Kooperativet er grundlagt tilbage i 1898 og har via dens 2.200 medlemmer i dag omkring 6.000 hektar vinmarker i appellationerne Soave, Valpolicella og Durello. Det er pænt stort, specielt når man tænker på, at der i Soave alene blot findes 7.000 hektar vinmarker.

Cantina di Soave har siden starten fulgt en vækstplan, som har gjort det til en af de største og førende vinproducenter i både Italien og internationalt. Kooperativet eksporterer omkring halvdelen af sin produktion til mere end 50 forskellige lande.

Midt i den majestætiske middelalderlige fæstning i Soaves centrum finder vi Borgo Rocca Sveva helt op mod de gamle fæstningsmure … en ejendom bygget i middelalderen. Den har Cantina di Soave forvandlet til et prestigefyldt midtpunkt for produktion af deres topvine, som de kalder Rocca Sveva.

Den indeholder både en vinbutik, en stor blomsterende botanisk have, hvorfra der er udsigt udover Soave by, produktionsfaciliteter og under bygningen store lange tundeler, som tyskerne under anden verdenskrig startede med et grave ud og siden er udvidet til lagring af vinene, som produceres på stedet.

Besøget

Det var netop Borgo Rocca Sveva ejendommen, som vi besøgte denne eftermiddag. Og vi startede selvfølgelig i deres showoff have, som ligger helt oppe på toppen med en fantastisk udsigt … og der skulle vi også smage et par af husets vine.

Der var linet op med masser af glas på et langt bord, hvor vi kunne smage disse 3 vine:

Jeg har – som vanligt – linket til mine beskrivelser og anmeldelser af vinene.

Vi blev derefter officielt budt velkommen af vicedirektøren Wolfgang Raifer fra Cantina di Soave. Han fortalte – og Chiara Maria Mattiello havde opgaven med at oversætte de hurtige italienske gloser til engelsk – om kooperativet og deres målsætninger,

Han fortalte bl.a. at deres mål er at blive dobbelt så store. WTF? Det giver jo slet ingen mening. Cantine di Soave er i forvejen voldsomt store og sidder på næsten halvdelen af hele markedet i Soave, men laver dog retfærdigvis også vin i andre appellationer i Veneto.

Nå, men dem om det … jeg drak det sidste af vinen i mit Rocca Sveva glas, nød omgivelserne og udsigten, inden vi skulle videre. Nu skulle vi nemlig ned og se selve Borgo Rocca Sveva.

Den gamle ejendom Borgo Rocca Sveva danner rammen om hele produktionen af kooperativets topvine. Cantina di Soave startede Rocca Sveva projektet i 2003, hvor de alene bruger de bedste vinmarker, samlet omkring 100 hektar.

Cantina di Soave laver i alt omkring 33 millioner flasker vin årligt, hvoraf Rocca Sveva produktionen udgør omkring 3% … hvilket med lidt hovedregning betyder en produktion af Rocca Sveva vinene på lige omkring 1 millioner flasker vin … så selvom det er et lille prestigeprojekt, så laver de altså mere vin end de fleste store vinproducenter.

Rundvisningen på Borgo Rocca Sveva var lagt i hænderne på den unge kvinde på billedet nedenunder. Jeg har desværre glemt hendes navn, men hun viste os rundt i det gamle hus, dog primært i den totalt imponerende kælder.

Under anden verdenskrig var ejendommen beslaglagt af tyskerne, som også udvidede tunnelerne under ejendom. Efter igangsætning af Rocca Sveva projektet er tunnelerne udvidet, således der i dag er over 1 kilometer tunnel.

De stødte dog på et problem med første udgravning, idet der begyndte at komme vand ud gennem væggen for enden. Derfor måtte de stoppe og grave i en anden retning … men man beholdte væggen med udtræk af vandet, som nu blog løber ned i en kanel, mens væggen samtidig er udsmykket med logoet for Cantina di Soave … det kan I se på billedet nedenunder.

Udover de lange gange med lagring af hundredevis af vintønder, så rummer de lange tunneler også en stor underjordisk sal … Sala del Volto, som i gamle dage blev brugt til produktionen af husets vine, men i dag primært anvendes til eksklusive smagninger.

I Sala del Volto ligger der også en samling af husets gamle vine og samler støv på den smukkeste måde.

Vi fik også et kig ind til deres flaskeanlæg … men måtte af sikkerhedshensyn ikke gå ind i lokalet.

Ved udgangen var der et lille display med alle vinene fra Rocca Sveva og underneden vinene eksempler på den forskelligartede undergrund, hvorfra druerne til vinene kommer.

Et fint besøg … selvom det alene blev til smagning af 3 af husets vine, men man fik alligevel et indtryk af det store vinhus, som dominerer det meste af Soave og har et stort setup.

2018 Bonnievale Wines, River Collection Chardonnay, Western Cape, Sydafrika

2018 Bonnievale Wines, River Collection Chardonnay, Western Cape, SydafrikaDet er som om, at der pludselig er masser af sydafrikanske vine i mit vinglas og næste kommer også derfra … River Collection Chardonnay fra Bonnievale Wines.

Bonnievale Wines er et stort kooperativ, der netop ligger lidt syd for byen Bonnievale i Western Cape. Bonnievale Wines er reelt grundlagt i 2006 ved en fusion mellem 3 kooperativer i byen, som blev grundlagt af den visionære skotte Christopher Forrest Rigg omkring 1800-tallet. Riggs så potentiale i den daværende halvtørre dal ved bredden af ​​Breede floden.

Han brugte de fleste af sine personlige ressourcer og hans overbevisende evnetil at sælge ideen til ligesindede pionerer og folk, der søgte at starte op i området. Han stod bag opførelsen af ​​en lang vandingskanal, der hjalp med at starte op for landbruget – herunder vindyrkning på markerne med virkelig perfekte jordbundsforhold.

Så derfor blev det nye fælles – og store – kooperativ selvfølgelig opkaldt efter den maleriske by. Bonnievale Wines er nemlig én af de største producenter i Sydafrika med 100 tilknyttede vinavlere og medlemmer, som samlet leverer druer til kooperativet fra deres over 1.700 hektar vinmarker.

Bonnievale Wines ledes i dag af CEO John Barnardt, men vinproduktionen er lagt i hænder på et team af vinmagere anført af ønologen Marthinus Rademeyer, som har en målsætning om, at gøre Bonnivale til et af de bedste kooperativer.

Her smager vi en Chardonnay fra husets River Collection, en serie af vine, hvor kun de bedste druer i hver årgang anvendes. Der er ikke mange oplysninger om produktionen, men vinen skulle være lagret få måneder på egefade.

Næsen er meget tydelig Chardonnay med en smule fedme, men bestemt ikke overdrevet eller overdone. Der er lidt småkager, vanilje blandt fersken, citrus, kalk og dufter sgu godt. Duftmæssigt virker vinen blid, blød og lidt til den søde side.

Smagen følger egentlig duften meget godt … men klart med langt mere citron og en fin om end rustik syre. Det er smagsmæssigt heller ingen fed Chardonnay, men ren, cremet og fornuftig.

Forhandles af Lesedi Wines, hvor en flaske koster 75 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2002 Gini, Soave Classico Contrada Salvarenza Vecchie Vigne, Veneto, Italien

2002 Gini, Soave Classico Contrada Salvarenza Vecchie Vigne, Veneto, ItalienSidste vin … en ældre 2002 Soave Classico Contrada Salvarenza Vecchie Vigne blev kommenteret af Kerin O’ Keefe fra Wine Enhusiast, men også af Sandro Gini – talsmanden for  Consorzio Tutela Vini Soave – for det er nemlig ham, som har lavet vinen på hans vingård Azienda Agricola Gini Sandro e Claudio.

Vingården drives af Sandro og hans bror Claudio, og de har fortsat familiens tradition indenfor vinavl, som strækker sig helt tilbage til 1600-tallet, hvilket gør familien til en af de ældste vinfamilier i hele Soave.

Selve vingården kan dateres tilbage til 1852, hvor Giuseppe Gini købte vingården i Contrada Salvarenza med tilhørende vinmarker fra den daværende regent … kongeriet Regno Lombardo og siden da er traditionerne gået i arv fra generation til generation.

Sandro og Claudio Gini er således nærmest vokset op i vinmarkerne, men inden de overtog driften fra deres far – den højt respekterede vinmager Olinto Gini – så blev de begge uddannede vinmagere og var på ophold hos forskellige producenter i Beaune og Côte de Nuits.

Azienda Agricola Gini har 50 hektar vinmarker, som ligger mellem Monteforte d’Alpone i Soave Classico DOC appellationen og Campiano i Valpolicella DOC appellationen.

Markerne har siden 1985 været dyrket økologisk, og dermed var Gino også en af de allerførste Soave producenter, som blev økologisk certificeret.

Den bedste mark er klart Contrada Salvarenza med tussegamle vinstokke, som er totalt upodede … altså vinstokke, som overlevede phylloxera sygdommen i Europa i det 19. og 20. århundrede.

Og det er jo netop denne vin, som vi her smager … endda i magnumflasker, som har ligget i familiens vinkælder i lang, lang tid, siden vinen blev lavet.

Den er 100% Garganega fra over 100 år gamle vinstokke, men alligevel høstet med hele 40 hektoliter pr. hektar. Efter høsten er druerne kommet i store egekar, hvorefter de presses let med en kort skindkontakt. Derefter køles mosten ned inden gæring sker i store egefade, som mindst er 3 år gamle. Der tilsættes inden svovl under vinificeringen.

Derefter gennemføres der også en malolaktisk gæring, og så lagrer vinen sur lie 12 måneder i en kombination af både store egefade og burgundiske barriques. Derefter flaskes vinen og lagrer endnu 6 måneder.

Duftmæssigt – WAUW – sikke en betagende modenhed med en nærmest berusende og voldsom eksplosiv aroma. Det er virkelig interessant, hvordan Garganega kan udvikle sig med alder. Der er honning, abrikos, banan, nødder, vanilje … fed, voldsom og totalt imponerende. Læg lidt blomster og svage mineraler oveni.

I munden er vinen fyldig, blød, cremet og total moden. Der er sgu spark i vinen, frugten eksotisk, abrikos, grape bitterhed og samtidig totalt levende og – føler man næsten – helt drillesyg. Hvor er det en lækker vin med fin balance mellem modenhed, bitter syre, sødme og eksplosiv fylde. Klart 6 fede houlbergske fingre.

Ingen importør herhjemme, men en flaske – i nyere årgang – i det italienske koster 23,50€ … svarende til 175 kr., hvilket faktisk lyder ganske billigt.

Vinanmeldelse 6/7