2016 Sottimano, Pairolero Barbera d’Alba Superiore, Piemonte, Italien

2016 Sottimano, Pairolero Barbera d’Alba, Piemonte, ItalienAzienda Agricola Sottimano ligger på adressen Località Cottà et par hundrede meter syd for Bruno Rocca og et par kilometer syd for Barbaresco by i Neive området. Sottimano er et lille familieforetagende og derfra smager jeres flittige vinblogger nu deres Pairolero Barbera d’Alba Superiore.

Vinhuset er grundlagt i 1960’erne af Rino Sottimano og han driver fortsat vingården sammen med hustruen Anna samt deres 2 børn Andrea og Elena, som dog langsomt er ved at overtage driften. Det er familien, som kan ses på billedet ovenover.

Rino købte gården, der praktisk talt ligger på Cottà marken, da han havde afsluttet sin uddannelse som ønolog. I starten havde han kun få hektar, men var heldig – og dygtig – således, at han med tiden kunne opkøbe yderligere marker.

I dag er Azienda Agricola Sottimano på i alt 18 hektar på nogle af de bedste marker i Barbaresco, nemlig Cottà, Currà, Basarin og Fausoni i Neive samt  Pajorè marken i Treiso.

Rino har altid ment, at de bedste vine kommer fra et kærligt, seriøst og vedholdende arbejde i markerne, så lige fra opstarten undgik han brug af pesticider og andre kunstige sprøjtemidler. Han laver derfor sine vine på naturlig vis og arbejder også efter biodynamiske principper.

Vingården er dog ikke økologisk certificeret, men i området skilter man ikke med dette, da mange fortsat finder den biodynamiske form for vindyrkning mærkværdig og anderledes.

Vinificeringen sker også efter meget naturlige principper med naturlig gæring og en særdeles lang maceration, hvor mosten ligger på kvaset. Svovl bliver kun tilsat i yderst begrænsede mængder – og udelukkende ved selve aftapningen på flaske.

Lagringen sker efterfølgende på franske egetræsfade fra den legendariske fadproducent Francois-Frères i Bourgogne, som også leverer fadene til selveste Romanée Conti. Vinene lagres i dag på 10% nye fade og 90% på fade brugt op til 4 gange.

Sottimano har en forkærlighed for vinene fra Bourgogne, hvorfor stilen i vinene afspejles af dette. Den årlige produktion ligger på 85.000 flasker vin, heraf 20.000 på Dolcetto, 12.000 på Barbera d’Alba, 20.000 Langhe Nebbiolo, 6.500 Brachetto Matè samt omkring 25.000 flasker Barbaresco.

Her smager vi ikke en Barbaresco, men Sottimanos 2016 Pairolero Barbera d’Alba Superiore, hvor druerne kommer fra to forskellige marker, nemlig Basarin og San Cristoforo på samlet 2,5 hektar.

Vinen er lavet med gæring og maceration på skindet i 25 dage udelukkende med druernes naturlige gærceller. Derefter sker den malolaktiske gæring i franske barriques fra Francois Frères og vinen bliver på fadene i 15-16 måneder … halvdelen af tiden på bærmen. Omkring 15% af de anvendte fade er nye, og de øvrige brugt op til 4 gange tidligere. Vinen tappes uden filtrering.

Duften er vildt lækker … sorte oliven, masser af rød og mørkerød frugt, lidt gæret i frugten endda, kirsebær, blomster, violer, svagt mælket, medicinskab, blæk, grafit, tobak, egenoter, sandeltræ og krydderier. Der fornemmes samtidig lidt balsamisk og typisk italiensk, stram syre.

I munden er vinen meget frugtrig, meget rig med en okay syre, fine taninner, pæn saftighed og en vis tilgængelighed, som Barbera også bare er så god til. Der er lidt krydderier, let peber, mineraler og en fin struktur … meget lækker Barbera.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 179 kr., mens prisen er 159 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2013 Adega de Vila Real, Grande Reserva, Douro, Portugal

2013 Adega de Vila Real, Grande Reserva, Douro, PortugalAgeda de Vila Real hedder næste vinhus … hvilket reelt dækker over kooperativet Adega Cooperativa De Vila Real, der ligger i byen Vila Real tæt ved Douro floden. Fra kooperativet smager vi nu denne Grande Reserva.

Adega Cooperativa de Vila Real er grundlagt i 1955 med det formål at forsvare de små vinproducenters interesser i Douro regionen. Det er et kæmpestort foretagende, da kooperativet er ejet af over 1.000 vinavlere, som samlet har 1,5 millioner hektar vinmarker.

Kooperativet har i deres vineri da også en kapacitet på 12 millioner liter samt 3 store tappelinjer … to til flasker samt en til produktionen af vin på bag-in-box.

Her smager vi Adega de Vila Reals Grande Reserva, som er lavet på et blend af druerne Tinta Roriz, Touriga Franca og Touriga Nacional. Vinen er lavet i et samarbejde mellem de to vinmagere Rui Madeira og Luís Cortinhas, og først knuses druerne, hvorefter gæring sker i rustfrie stålkar ved 26 grader, Der sker en forlænget maceration og delvis malolaktisk gæring i træfade, hvorefter vinen lagret 18 måneder i franske og amerikanske egetræsfade.

Næsen byder på dyb, mørk frugt, meget fyldig og kraftig, blåbær, solbær, lidt mælkede noter, cigaræsker, blæk, kanel, nelliker, virker lidt bondsk, lidt fed og har klart både egenoter og noget sødme fra fadene.

I munden er det en saftig, fyldig og sødere vin med mørke bær, solbær, kogte kirsebær og krydderier. Der er saft og kraft, lidt kakao og chokolade … en ordentlig mundfuld og kraftbasse.

Forhandles herhjemme af 1010vin.dk, hvor en flaske koster 119 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 89 kr.

Vinanmeldelse 4/7