2012 Portinari, Soave Superiore Classico Ronchetto, Veneto, Italien

2012 Portinari, Soave Superiore Classico Ronchetto, Veneto, ItalienMed næste Soave vin – og næstsidste af Wine Enhusiasts Kerin O’ Keefes 10 udvalgte vine – blev der lagt mere alder på … en 2012 Soave Superiore Classico Ronchetto fra vinhuset Azienda Agricola Portinari.

Vingården ligger midt i den lille by Brognoligo di Monteforte d’Alpone og er reelt startet i starten af 1980’erne af Umberto Portinari, som besluttede at starte med at lave vine fra forældrenes marker. Der var ikke meget jord, og forældrene havde heller ikke selv passet markerne, men alligevel satte Umberto sig for at lave kvalitetsvine fra gården.

Der er faktisk alene 5 hektar vinmarker, som er fordelt på 2 vinmarker, nemlig Ronchetto og Albare. Ronchetto er klart den bedste mark og også indenfor DOCG Soave Superiore Classico klassifikationen.

Marken ligger i bakkerne  fra Brognoligo mod Fittà di Soave i omkring 150 meters højde og med vulkansk undergrund. Vinstokkene på marken er plantet tilbage i 1960.

I de sidste par år har Umberto fået hjælp på vingården af børnene Maria og Silvio. På billedet ovenover kan I se Silvio og Umberto i gang med at beskære vinstokkene, der – som altid i Soave – hænger efter pergola metoden.

Denne 2012 Soave Superiore Classico Ronchetto er lavet på Garganega tilsat en smule Chardonnay. Vinen er alene lavet på rustfrie ståltanke, altså helt uden lagring på træfade, men ellers er der ingen oplysninger om produktionen.

Det er utroligt, hvad alder kan gøre ved en vin. Her duftes modenheden selvfølgelig med det samme, og der er langt flere tertiære aromaer … masser af symaskineolie, nødder, abrikos, honning, syltede citroner og syrlig, dekadent dybde.

Smagen er sødkrydret, cremet fløjl … endda med lidt vanilje, kiks og kager, en smule sødme, mens syren er moden, blød og venlig. Der er en smule salte mineraler, men samlet er det en god, moden vin.

Ingen importør herhjemme og en nyere årgang koster 11,50€ i hjemlandet … svarende til 86 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2015 I Stefanini, Soave Superiore Classico Monte di Fice, Veneto, Italien

2015 I Stefanini, Soave Superiore Classico Monte di Fice, Veneto, ItalienNæste Soave vin var også en årgang 2015, men markant anderledes. Det er vinen Soave Superiore Classico Monte di Fice fra vinhuset Società Agricola I Stefanini.

Vinhuset ligger ved den lille by Costalunga lidt nord for Monteforte d’Alpone. I Stefanini er grundlagt i 2003 og drives af Tessari familien, som opkaldte vinhuset I Stefanini efter deres gamle forfader Stefano Tessari, som allerede tilbage i 1800-tallet begyndte at eksperimentere med vinavl og sikkert også en lille vinproduktion.

I Stefanini ejes og drives af Francesco Tessari, som også er vinmager bag vinene, mens han dog får hjælp fra sin far Valentino Tessari, der er ansvarlig for vinmarkerne.

Vingården har samlet 20 hektar vinmarker i  Valle d’Alpone området, primært fordelt på parceller på Monte di Fice, Monte de Toni og Pianura del Selese. Der arbejdes med en streng kontrol og beskæring i markerne, således kun de bedste og mest modne druer anvendes til husets vine.

I kælderen sværger Francesco Tessari til brug af ståltanke … og anvender slet ikke egefade i produktionen, og det gælder også for denne Soave Superiore Classico Monte di Fice, hvor druerne – 100% Garganega – kommer fra husets bedste mark … Superiore Classico marken Monte di Fice, som del af Tenda cru’en. Husets vinstokke på vinmarken er mellem 30-60 år gamle.

Vinen er som nævnt lavet på ren stål, gæringen sker forholdsvis køligt med 15,5 grader over 8-10 dage, hvorefter vinen lagrer i de rustfrie ståltanke sur lie i 6 måneder.

Til trods for, at vinen udelukkende er lagret på stål, så er den i glasset langt mere gul end alle de forrige vine. Næsen er også meget anderledes, lidt honningbenzin … altså både varme akaciehonning noter og nogle olierede elementer, som jeg bedst kan beskrive som benzin- eller olieagtige.

Der er også banan, en svag oxidering, en gæret modenhed, mandler, nødder og toast … nærmest samme aroma, som også man finder i en champagne. Men der fornemmes samtidig en syrlig kant … multo specielle og man skal bestemt vende sig til duften, som – efter min vurdering – bliver lidt for meget melodigrandprix … altså lidt for meget.

Det er smagsmæssigt også lidt en federe fætter … lidt opulent væske, som er krydret og stærk, men samtidig også blød og cremet, men jeg er ikke umiddelbart fan. Det smager dog en snas bedre end duften, for udover de lidt flommefede og varmkrydrede smage, så er der også lidt citron og grape bitterhed med i smagsbilledet … og det retter lidt op på tingene.

Ingen importør herhjemme, men i Italien koster vinen 13,90€ … svarende til 104 kr.

Vinanmeldelse 4/7