2018 Frankland Estate, Chicken Shit Chardonnay, Western Australia, Australien

2018 Frankland Estate, Chicken Shit Chardonnay, Western Australia, AustralienSå er vi tilbage hos rappenskralden Gladys … en næbbet og småskruk perlehøne, som dagligt spankulerer rundt mellem vinstokkene hos det australske vinhus Frankland Estate, skider og skræpper op. Og så har hun altså også lagt navn til deres vin Chicken Shit Chardonnay, som jeg her smager i seneste årgang 2018.

Gladys opgave i vinmarker er – udover at forsyne stokkene med chickenshit – at spise de insekter og skadedyr, som ellers er en trussel imod gårdens druer. Og det job udfører hun – sammen med et par andre perlehøns – med stor loyalitet, følsomhed og ganske omsorgsfuldt.

Køn er hun ikke med et par røde klunker hængende fra ansigtet, hvilket også kunstfærdigt er illustreret på etiketten af vinen, som vinhuset har lavet specielt til det danske marked … efter

Chicken Shit Chardonnay er 100% Chardonnay, hvor druerne kommer fra de yngste stokke på marken Isolation Ridge Vineyard. Vinen fadgæres og hviler på fadet sur lie i 11 måneder inden den klargøres til aftapning.

Næsen har en let fedme … altså ikke helt vild Chardonnay over-oaked aroma, men på en let og elegant facon. Der er tropisk frugt, fersken, melon, tørre krydderier, lidt eg og vanilje, en lidt smålandlig side og der fornemmes også en beskeden sødme.

Smagen er egentlig meget blid, stille … lidt cremet, men bestemt ikke fed på nogen måder. Det er en virkelig smagfuld vin med fersken, melon, nogle røgede elementer, svag sødme og rank syre. Der er også lidt salt og kalk, så igen klukker, kagler og hakker vi sammen med Gladys.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 149 kr., mens prisen ved køb af 3 flasker er 119 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2018 Weingut Franzen, Quarzit Schiefer Riesling, Mosel, Tyskland

2018 Weingut Franzen, Quarzit Schiefer Riesling, Mosel, TysklandSidst jeg smagte denne Quarzit Schiefer Riesling fra Weingut Franzen i årgang 2017 skrev jeg, at kvalitetsniveauet simpelthen var usandsynligt højt for sådan en basis aka Gutsriesling … og nu bliver jeg igen – hvor kedeligt det end kan synes – nødsaget til at gentage mig selv. Det smager bare så elegant.

Og når jeg er i gang med at gentage mig selv, så får I også lige historien om det lille vinhus Weingut Franzen igen. Det hedder helt korrekt Weingut Reinhold Franzen og ligger ved den lille by Bremm i et af Mosel-flodens mange krumme hårnålesving. Det er et godt stykke nord for mere velkendte Bernkastel-Kues.

Familien Franzen har imidlertid været vinbønder der i flere århundrede, men det var Ulrich Franzen, der efter overtagelse af driften i begyndelsen af 1980’erne, grundlagde kimen til den nuværende vingård og satsede benhårdt på produktion af tørre vine med lav syre.

Det var også Ulrich Franzen, som opkøbte de braklagte parceller på markerne Bremmer Calmont … en af de stejleste marker i hele Mosel med en hældning visse steder på op til 65 grader.

For omkring 100 år siden var der omkring 24 hektar vinmarker på Calmont, men de svære arbejdsbetingelser og til tider svingende efterspørgsel af vinene fra Mosel betød, at mange parceller i løbet af 1980’erne simpelthen blev opgivet, således der alene var sølle 4 hektar vinmarker tilbage.

Det betød dog samtidigt, at Ulrich Franzen kunne købe forholdsvis billig jord, bl.a. parceller på den del af marken Bremmer Calmont, som kaldes Fachkaul, som er den mest stejle del af marken … men med en perfekt sydlig eksponering. Faktisk opkøbte Franzen hele 112 forskellige små parceller af Fachkaul.

Det betød blot et benhårdt arbejde med at genplante markerne og etablering af en Monorackbahne – et skinnesystem til at fragte druerne på de stejle bjergsider – mellem Franzens parceller på Bremmer Calmont og Neefer Frauenberg.

Weingut Franzen samlet 10,1 hektar vinmarker fordelt på Bremmer Calmont og Neefer Frauenberg. Det er selvfølgelig primært Riesling …  og omkring 90% af markerne er Riesling, men derudover er der også lidt forskellige burgunder sorter samt den gamle og mere ukendt sort Elbling. Den samlede produktion ligger på omkring 70.000 flasker årligt.

I dag drives vingården af næste generation i form af Kilian Franzen og hans hustru Angelina. Kilian kom i en ung alder lidt hovedkulds ind i driften, da Ulrich desværre pludselig døde i 2010 i en tragisk ulykke i vinmarkerne.

På det tidspunkt studerede Kilian til ønolog på Geisenheim, hvor i øvrigt også mødte Angelina. Det blev derfor Ulrichs kone Iris, som overtog driften med hjælp fra Kilian, men i dag er Kilian og Angelina gift og har overtaget driften helt.

Og det har det unge par ikke gjort helt dårligt, for de blev i februar 2018 blev kåret som årets newcomer af magasinet Falstaff med en anerkendelse af deres fortsatte arbejde med at genrejse Bremmer Calmont, som ellers var ved at forsvinde.

Denne Quarzit Schiefer Riesling er husets Gutsriesling. Vinen er lavet alene med druernes egne gærceller, har gennemgået malolaktisk gæring og tilbragt 6 måneder på fad.

I næsen det en meget let, livlig, luftig og sart Riesling … totalt feminin og delikat. Den dufter fantastisk, men er meget sart, forsigtig med lidt citrus, fersken, let mandarin, karamel samt lidt mineraler. Den har virkelig et let, varsomt og nærmeste skrøbeligt antrit, meget inderlig, sensuel og vejdrevet forførisk aroma.

Smagsmæssigt er der lidt af samme fornemmelse … let, bittert, sødt og totalt flot balanceret. Syren er blid, der er fint sødmeniveau og samtidig mineralsk, urokkelig standhaftighed. Det smager virkelig godt og et skræmmende højt niveau for en Gutsriesling. Som sidst burde den komme med en voldsom advarsel på etiketten med ordlyden; yderst drikbart og svagt vanedannende.

Forhandles af Mr. Ruby – en ny & spændenden vinimportør, der snart åbner – og en flaske koster 129 kr., men køber du 3 flasker, så er prisen kun 99,33 kr. Det er sgu billigt for denne vin.

Vinanmeldelse 5/7