2015 Balestri Valda, Soave Classico Vigneto Sengialta, Veneto, Italien

2015 Balestri Valda, Soave Classico Vigneto Sengialta, Veneto, ItalienDenne bi-gule Soave Classico Vigneto Sengialta fra Balestri Valda var også en af de vine, som gjorde et godt indtryk på den houlbergske vinblogger.

Balestri Valda ligger en anelse nord for Soave by og drives af Rizzotto familien. Huset er grundlagt af Guido Rizzotto i 1990’eren, men det er datteren Laura Rizzotto, som i dag er vinmager og leder det lille familieforetagende. Hun elsker naturen, og værner om dens biodiversitet. Derfor har hun også sammen med broderen Federico blandet en stor frugthave med sjældne sorte.

Derudover har de to søskende også lavet en masser bistader, dels for at sikre stor frugtrigdom i både frugthave og vinmarkerne, men også bevare de sarte insekter, som ellers trues af brugen af pesticider.

Det betyder også, at der laves god honning på Balestri Valda … og selvfølgelig er etiketterne på husets vine inspireret af de små stikkende sataner. Faktisk kan man ikke på vingården få en smagning af vinene uden også, at skulle smage honning … og samtidig lære lidt om blomsterne og bierne.

Det var måske også derfor, at Laura Rizzotto – som I kan se på billedet nedenunder – fremstod en smule højgravid, da hun efter den officielle smagning af de 10 udvalgte Soave vine, kort skulle fortælle lidt om Balestri Valda og deres Soave Classico Vigneto Sengialta.

Samlet har Laura Rizzotto og familien 20 hektar vinmarker, som selvfølgelig drives fuldstændig økologisk … be it or not! Det giver – udover honningproduktionen – basis for 8 forskellige vine, og altså herunder også denne gule Soave Classico Vigneto Sengialta, hvor druerne kommer fra cru’en Sengialta, som ligger nord for Soave … faktisk næsten lige udenfor byen på vej mod Castelcerino.

Sengialta er samlet på 27,9 hektar og er også præget af den sorte, vulkanske, basaltiske jord. Sengia er faktisk det lokale ord for Soave områdets sorte jord. På Rizzottos parcel er vinstokkene 25-35 år gamle og høstudbyttet ligger på 60 hektoliter pr. hektar.

Vinen er lavet på 70% Garganega og 30% Trebbiano di Soave, vinificeret i store 20 hektoliter egefade, som vinen også lagrer på omkring 6 måneder … frem til marts året efter høsten.

Næsen er lækker let og feminin … meget sart og frisk med pærer, fersken, gule æbler, mynte, havtorn, mandler, mineraler, kaprifolie og akaciehonning. I starten er vinen lidt forsigtig, men giv den luft, så åbner den sig mere op.

Smagen er spot-on Soave, svagt krydret og hvor er den blød, cremet og så behagelig. Der er lidt salte mineraler, et fint markant citrusbid samt lidt bitterhed i eftersmagen. Det er lidt støvet, tørt og let … meget lækker Soave vin uden vilde afstikkere.

Forhandles af Husted Vine, hvor en flaske koster 150 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2016 Inama, Soave Classico Vignetti di Carbonare, Veneto, Italien

2016 Inama, Soave Classico Vignetti di Carbonare, Veneto, ItalienAzienda Agricola Inama ligger mellem Grassanella og San Bonifacio næsten lige udenfor Soave by … og næste vin Soave Classico Vignetti di Carbonare kommer netop fra det lille, spændende vinhus.

Inama er grundlagt tilbage i 1965, hvor Giuseppe Inama købte sine første vinmarker ved Monte Foscarino, men det var først i 1991 – hvor sønnen Stefano Inama overtog driften – at de startede med at lave deres egne vine. Og familien har siden starten gradvist opkøbt vinmarker hovedsageligt på Monte Foscarino i Soave Classico.

De har således de i dag har omkring 30 hektar præget af vulkansk jordbund, og de seneste køb er marken Villa del Ferro Lazzarini i 2012 samt Casa della Vigna i Colli Berici området omkring 15 kilometer syd for Soave i 2016.

Det er primært Garganega, som er i fokus hos Inama, men Stefano har totalt atypisk også tilplantet lidt marker i Colli Berici med Carmenere, som vi jo i dag ellers mest finder i Chile.

I dag deltager børnene … de 3 sønner Matteo, Alessio og Luca Inama også i driften. Sammen laver de 7 forskellige Soave hvidvine samt 5 rødvine fra Colli Berici området.

Her smager vi Inamas Vigneti di Carbonare Soave Classico, som er ren Garganega, som kommer fra en lille parcel i det ene hjørne af Carbonare. I gamle dage brugte landmændene primært det lille stykke jord til at udvide tørv, men senere blev der dog plantet vinstokke. Undergrunden er mørk og vulkansk.

Da Stefano smagte en recioto, som var lavet med Garganega druer fra parcellen, så var han overrasket over renheden i vinen og besluttede derfor at købe marken. Og det er altså den, som har leveret druerne til denne vin.

Vinen er lavet med kort maceration på skindet, gæring i rustfrie ståltanke, hvor vinen også er lagret 12 måneder. Efter aftapning på flaske er vinen lagret yderligere 6 måneder.

Næsen er kompleks, elegant … meget mere end hos de foregående, men fortsat pærer, melon, lidt abrikos, citron, mandariner, let aromatisk, luftig, lækker og dragende aroma med en smule sandeltræ. Der er lidt akaciehonning og hvide blomster.

Smagen er let, men med en skarp og præcis syre … en flot balanceret syre. Det er faktisk en utrolig elegant vin, hvor intet stikker ud, lidt feminin og blid, samt en vin, som kan gemmes mange år.  Det bliver 5 houlbergske fingre med svag pil op.

Sandro Gini – talsmanden for  Consorzio Tutela Vini Soave og selv vinproducent – fortalte, at sådan en Soave cru vin tidligst bør drikkes 3 år efter høst og at det 4. år oftest er det bedste, men også at vinen kan tåle lagring i langt flere år.

Løgismose er importør, men denne vin er ikke i sortimentet. I det italienske koster vinen 17,20€ … svarende til omkring 128 kr.

Vinanmeldelse 5/7