Lørdagens vin er fra Sydafrika, et vinland som jeg normalt ikke dyrker ret meget. Vinen her har da også ligget i vinkøleskabet i mange år efterhånden, men med et årstal på 2005, så var det måske på høje tid at få smagt denne vin. Radford Dale er en del af vingården “Winery of Good Hope”, som også tæller Winery of Good Hope, Land of Hope og Vinum Afrika.
Radford Dale er flagskibet/toppen hos vingården og bag navnet gemmer sig Barossa Valley fødte Ben Radford og britiske Alex Dale, der i øvrigt har boet mere end halvdelen af sit liv i Bourgogne. Radford Dale er med en årlig produktion på bare 300 kasser Shiraz blandt micro producenterne i Sydafrika.
Eneste objektiv er maksimal kvalitet. Uden kompromiser af nogen art, men tilsat en god portion af uhøjtidelighed og sjov. Og så skal vinene yde fremragende ”Value for Money”. Hemmeligheden bag potentiel og ægte kvalitet ligger i vinmarkerne.
Udgangspunktet for Radford Dale Shiraz er nogle af de bedst beliggende vinmarker i det sydlige Stellenbosch’s Helderberg region, med udsigt til False Bay og kølende vinde. Det kuperede terræn giver hver enkelt lille parcel sit microklima, noget der er med til at øge vinens kompleksitet. New World frugt – europæisk stil og struktur.
Med deres fremragende Shiraz søger Alex og Ben at kombinere det bedste fra den nye verden med det bedste fra den Europæiske tradition. Det vil sige den solmodne, lækre og rige frugt med den faste struktur og finessen fra de bedste europæiske vine.
Druerne håndplukkes, afstilkes og gennemgår en kold maceration (udblødning) inden gæringen. Under gæringen benyttede Alex og Ben sig af overpumpning af mosten og pigeage, hvor drueskindet mekanisk stødes ned i den gærende most. Alt for at sikre maksimal farve, struktur og rigdom.
Vinen blev efterfølgende macereret på drueskindet i to uger og fadlagret i 14 måneder på 75% fransk eg og 25% amerikansk eg. Alex og Ben benyttede sig af avancerede teknikker som ”micro oxygenation” i fadene, for at sikre en blød tannin struktur.
I glasset også en mørk fætter. Duften er peber, og den lidt “mulle” jordbund, som man ellers normalt finder i Bordeaux vine. Derudover er der duft af chokolade, ristede bær og masser af sol. Duften kan godt lede én hen omkring Rhône området.
Smagen er på en gang let, men alligevel tung, fyldig og tæt. Ja, det lyder sgu da vist mærkeligt, men det må være fordi, at der er god balance i vinen. Der er også både syre og en smule sødme, som bare gør vinen meget letdrikkelig, ja faktisk mere tilgængelig og elegant end fx en “aussi-bombe” . Det smager ikke helt som Rhône, og ikke som Australien …. men det smager jo godt.
Købt i Randers Vinhus til 158 kr.
Fredag … travlt på job, så man kommer træt hjem. Så trænger man sgu til et godt glas vin, her i skikkelse af en klassisk Barbera d’Alba, nemlig fra Pio Cesare i Piemonte.
Her en Côtes du Rhône Cuvée Philipson fra det klassiske, kendte vin- og negociantfirma Guigal. Guigalfamiliens historie i Ampuis startede i 1923, hvor Etienne Guigal kom til byen som 14-årig og senere etablerede sig som vinbonde.
Tid til et glas rødvin. Vi er i Italien, nærmere betegnet Salento i Puglia eller som det også kaldes; Apulien. Vi er helt nede i “hælen” i Italien, hvor der produceres kolossale mængder vin. Faktisk så meget, så området alene kan konkurrere med Chile, og rigtigt meget er billigt og kedelig vin, men Apulien er i stigende grad begyndt at producere bedre vin. I Danmark har vi set masser af knaldtilbud på Primitivo vine, som ofte er en tynd kop ræve…
Smagte tirsdag denne lille dejlige sag fra Loire. Domaine de la Garenne er et lille domaine, hvor både pleje vinstokkene, vinifikation, lagring og aftapning forestås af ejeren selv, den meget seriøse Bernard-Noël Reverdy.
Kulden har igen fået fat udenfor, og hvad er så bedre end at varme sig på en god vín indenfor? Okay, brændeovnen bidrager måske også en anelse til festen. Vi skal igen ha’ fat i én af mine ynglings vinmagere, nemlig den skøre, exentriske Charles Smith, han med The Magnificent Wine Company, K. Vintner og så selvfølgelig også vine i eget navn. Den mand sidder bare ikke stille.
Kinøjservand? Jeg må ha’ set skeptisk ud i ansigtet, da den lokale vinpusher Flemming fra Jysk Vin foreslog mig en kinesisk vin. “Kinesisk?” fik jeg vel nærmest fremstammet, og det lyder jo bestemt også meget bedre end kinøjservand. Jeg vil tro, at det var på det tidspunkt, at han opgav, og sagde jeg fik den med uden beregning. Jooooeee, jysk sløvsind lønner sig en gang imellem.
Torsdag bød på en vin, som jeg har nydt flere gange, nemlig Fess Parkers Parker Station Pinot Noir. Et rigtigt fornuftigt glas Pinot tïl fornuftige penge. Alle kender formentlig historien om Fess Parker, som jo 1950’erne havde en Hollywood rolle som David Crockett og for alle pengene købte en vingård i Santa Barbara. Vingården med også med i filmen Sideways … and so on.
Dois Vales er en ny vin hos Vinspecialisten. Vinen er fra Seis Quintas Martue i Portugal og lavet på de lokale druer, 25% Touriga Franca, 25% Touriga Nacional og 50% Tinta Roriz.
Tirsdag bød bl.a. på denne riesling fra Weingut Max Ferd. Richter i Mosel, ikke langt fra byen Mülheim. Vinmager … odder Weingut, som man siger dernede, er Dr. Dirk Max Ferd. Richter, som er 9. generation i familievirksomheden, som har eksisteret siden 1680.